17. juli 2018: Nikko og omegn

Fra Tokyo til Kinugawa Onsen

Jeg havde valgt at tage til Japan om sommeren, fordi jeg gerne ville bestige Fuji-bjerget, hvor vandreruterne kun er åbne fra juli til september. Oprindeligt havde jeg planlagt at gøre det den 18. juli - altså dagen efter - men hvis det viste sig, at det ville blive regnvejr, så ville jeg gøre det på denne dag i stedet. Den mulighed blev dog spoleret, da min bagage ikke var nået frem, da jeg ankom til Japan dagen forinden, for uden alt det nødvendige udstyr kunne jeg ikke tage på bjergvandring. Heldigvis sagde vejrudsigten dog sol hele ugen, hvilket betød, at mine planer efter alt at dømme kunne holde, og jeg derfor kunne bestige Fuji-bjerget dagen efter denne, hvor jeg i stedet valgte at tage til Nikko og omegn.

Jeg var i Nikko på min første tur til Japan i 2015, men fik langt fra set alt det, som området har at byde på. Dengang fokuserede jeg på byens helligdomme, som i sig selv var en overvældende oplevelse. Denne gang ville jeg dog gerne se nogle af de andre seværdigheder, og eftersom jeg først skulle have mit Rail Pass dagen efter, valgte jeg at købe et All Nikko Area Pass på Asakusa station, hvilket gav mig mulighed for at rejse frit rundt med offentlig transport i Nikko, ligesom jeg kunne rejse til byen fra Asakusa station og hjem igen. I nærheden af Asakusa station ligger desuden Sensoji-templet, som jeg valgte at lægge et smut forbi først, eftersom billetkontoret først åbnede klokken 9. Herefter nåede jeg et hurtigtog, så turen til Nikko-egnen tog kun en times tid.

Det første, jeg gerne ville se, var Tobu World Square, der er et udendørs museum nord for Nikko i Kinugawa Onsen bestående af miniaturemodeller af kendte bygningsværker. Der blev i 2017 bygget en station lige i nærheden, så det var ret nemt at komme dertil fra Tokyo, og så fik jeg oven i købet rabat på 1000 yen på billetten, fordi jeg havde et All Nikko Area Pass. Tobu World Square er en finurlig oplevelse. Alt er i 1:25-format, så det er for det første fascinerende at sammenligne alverdens strukturer med hinanden og se størrelsesforskellen. For det andet er det bare sjovt at se så mange seværdigheder fra hele verden på et sted, hvor man med et enkelt øjekast kan komme fra det ene land til det andet. Det mest fascinerende er dog detaljerne, for det er virkelig udsøgt modelarbejde, hvor der er lagt energi og tid i hver eneste lille ting.

Beplantningen er desuden naturlig, så selvom græs og træer ser kunstige ud, så er det dog ægte planter, der holdes trimmede af personalet, hvilket man som gæst har mulighed for at se, da det foregår i åbningstiden. Jeg så også to arbejdere, der var i gang med at vedligeholde nogle af modellerne, for selvom de står ude og udsættes for vind og vejr, så fremstår de nye og flotte. Der er samtidig bevægelse i form af mekaniske tog og både, ligesom et enkelt fly triller rundt i modellen af Narita Lufthavn. Selvom det er bygningsværkerne, der er i fokus, så falder ens øjne dog tit på alle de mange mennesker, der er sat til at befolke de forskellige modeller. Der er omkring 140.000 figurer, og ikke to af dem er ens. Det er sjovt at se de forskellige øjeblikke, der er blevet frosset i tiden, hvilket inkluderer trivielle stunder, men også løjerlige omstændigheder og begivenheder.

Menneskerne er samtidig med til at vise, hvor store modellerne i virkeligheden er, for når man selv bevæger sig rundt i blandt dem har man ikke helt fornemmelsen af dette - man er alt for opslugt af at beundre detaljerne. Der er over 100 modeller, og jeg syntes faktisk, det blev lidt for meget. Jeg blev i hvert fald mæt af indtryk, så til sidst kunne jeg knap nok blive imponeret mere. Og så var der også lige varmen, der gjorde det uudholdeligt at gå rundt under den åbne himmel, så da jeg efter et par timer forlod Tobu World Square, var det første, jeg gjorde, at købe mig en sodavand og en is. Både i og uden for parken var desuden venteværelser, der fungerede som kølerum med aircondition, og nogle steder blev der endda sprøjtet forstøvet vand rundt, som kunne køle gæsterne af.

Videre til Nikko

Herefter gik turen så til Nikko, der er nabobyen til Kinugawa Onsen. Her ville jeg gerne have besøgt Tamozawa Villaen, der plejede at være kejserfamiliens residens i Nikko, men den var desværre lukket om tirsdagen, hvilket jeg lige havde overset. I stedet fandt jeg en mindre villa i traditionel stil, der før i tiden fungerede som hotel for udlændinge, og her var jeg den eneste gæst, så jeg kunne gå rundt og beundre de mange rum for mig selv. Derefter gik jeg en tur forbi Kanmangafuchi, der er en strækning langs floden, der løber gennem Nikko, før jeg steg på en bus med retning mod vest. Jeg ville nemlig gerne nå at se Kegon-vandfaldet, der er det mest kendte vandfald i Nikko, men inden turen gik dertil valgte jeg dog at gøre et stop ved Akechidaira-svævebanen, idet mit All Nikko Area Pass fungerede som en billet til denne.

Busturen i bjergene er en hæsblæsende oplevelse, for denne foregår på en ensporet strækning, hvor man zigzagger frem og tilbage langs bjergsiden, hvor man godt nok har en smuk udsigt, men samtidig kan man også kigge ned og se, at hvis bussen vælter ud over autoværnet, eller hvis bremserne svigter, så er det altså slut... Jeg ankom dog inden længe til svævebanen, der bragte mig op til en udkigspost, hvor jeg på lang afstand havde mulighed for at se Kegon-vandfaldet, ligesom jeg kunne nyde udsigten til de omkringliggende bjerge. Klokken var dog ved at blive mange, så jeg skyndte mig tilbage til busstoppestedet, så jeg kunne nå næste bus og ankom til Chuzenjiko-søen et kvarter senere, hvorfra der var en kort gåtur hen til Kegon-vandfaldet.

Kegon-vandfaldet har man mulighed for at betragte gratis fra en øvre vinkel, men man skal imidlertid betale for at se det nedefra. Det var jeg da også villig til at gøre, og turen dertil er i sig selv en oplevelse, idet man skal med elevator 50 meter ned under jorden og herefter vandre gennem bunkerlignende gange for at komme frem til stedet, hvor man har et overdådigt udsyn til vandfaldet - dog på behørig afstand. Det var første gang, jeg havde været så tæt på et vandfald, og selvom der var mange mennesker, så havde man stadig mulighed for at få nogle gode billeder fra hele tre forskellige udkigsposter. Jeg så på uret og indså, at jeg lige kunne nå en tur forbi det nærliggende Chuzenji-tempel, så jeg tog videre og ankom fem minutter før lukketid, så jeg lige præcis nåede en rundtur som den sidste og eneste besøgende.

Tilbage til Tokyo

Herefter gik turen så tilbage til busstoppestedet, så jeg først kunne tage bussen tilbage til Nikko, hvorfra jeg skulle med toget tilbage til Tokyo, hvor jeg ankom lidt over klokken 21. Det havde således været en lang dag med mange oplevelser, men den var dog ikke slut endnu, for jeg havde på forhånd planlagt at mødes med min japanske ven, som jeg indtil da kun havde chattet med, så vi havde aftalt at dette skulle foregå på Ueno station, hvor min ven stod og ventede på mig, da jeg ankom til denne. Jeg gav ham først nogle souvenirs fra Danmark, og herefter begav vi os ud i Tokyos gader, hvor vi satte kursen mod et game center, så jeg for første gang kunne prøve kræfter med japanske spillemaskiner.

Dog endte jeg med at bruge et par hundrede kroner, uden at jeg vandt andet end slik, men det var en hyggelig og sjov oplevelse, og det er helt tydeligt, at japanerne er mere vant til den type maskiner, for der var virkelig mange, der gav den gas og vandt alle de gode sager. I kranmaskiner i Danmark kan man som regel kun fange bamser, men i Japan kan man fange dyre ting som ure og samlefigurer.

Næste dag skulle turen så gå til Fuji-bjerget, så jeg tog afsked med min ven og bevægede mig tilbage til mit hotel, hvor min bagage heldigvis var ankommet. Så jeg sluttede dagen af med at pakke min taske, så den kunne være klar, og lagde mig så endelig til at sove efter en lang og begivenhedsrig dag.