Seppuku var en selvmordsmetode forbeholdt samuraiklassen, hvor man med et sværd eller en kniv skar hul på sin egen mave. Seppuku kan deles op i to kategorier: den rituelle og den ceremonielle udgave. Den rituelle form for seppuku foregik typisk i private rammer uden vidner, mens den ceremonielle oftest foregik udendørs med vidner til stede, ligesom det var almindeligt, at man blev assisteret af en person, der stod klar til at hugge hovedet af en, når man først havde sprættet sin mave op, da det ellers ville være en langsom og pinefuld død, som nogen altså måtte lide, når de valgte at begå seppuku på uceremoniel vis.
Den ceremonielle version var nemlig en dødsstraf, man blev givet. Men ved at begå selvmord, kunne man tage ansvar for sine handlinger og rense sit navn, selvom der altså snarere var tale om et assisteret selvmord eller sågar et medlidenhedsdrab, eftersom ens død blev forvoldt af et andet menneske, så det at sprætte maven op var en symbolsk handling, gennem hvilken man kunne nå at genvinde sin ære, før man sådan set blev henrettet.
Halshugningen blev kaldt for kaishaku, mens personen, som udførte denne, blev kaldt for kaishakunin, hvilket man som regel blev udpeget til at være af den person, der havde beordret seppuku, men den person, som skulle udføre seppuku, kunne dog også selv anmode om en bestemt person til at påtage sig rollen som kaishakunin. Det kunne nemlig være en stor ære at blive hjulpet i døden af en værdsat samurai eller sågar ens kolleger, og det at blive udvalgt som kaishakunin blev derfor også betragtet som en anerkendelse, selvom man altså blev sat til at være bøddel. Man kunne også tillade sig at takke nej, hvis man blev udpeget som kaishakunin, men så skulle man have en god begrundelse, såsom at man ikke følte sig værdig, eller at man ikke kunne udføre opgaven på grund af dårligt helbred eller manglende erfaring.
Seppuku som straf blev typisk udført under en nærmest højtidelig ceremoni, hvor der som regel var en lille gruppe tilskuere til stede, og det var også for at skåne disse, at folk ikke skulle lide ihjel for øjnene af dem. Da der ikke er nogen store pulsårer i maveregionen, så var mængden af blod nemlig så begrænset, at man ville forbløde langsomt til døde efter at have skåret hul på sig selv, så en kaishakunin ville træde frem og hugge hovedet af en samurai, umiddelbart efter at han havde sprættet sin mave op, når det blev vurderet, at seppuku var blevet udført. I visse tilfælde nåede samuraien dog kun lige at stikke sig i maven, før halshugningen fandt sted, og andre gange var han slet ikke i besiddelse af en kniv, men derimod en attrap, så selvmordet så sandelig var symbolsk.
En kaishakunin spillede ganske vist en vigtig rolle under seppuku, men vedkommende skulle alligevel holde sig i baggrunden, så personen stod eller sad oftest bag den samurai, som udførte seppuku. Når ceremonien begyndte, ville han da trække sit sværd og lægge an til at udføre det drabelige hug, inden samuraien stak sig selv i maven. Og efter at dette var sket, ville en kaishakunin svinge sværdet og halshugge samuraien i et enkelt, men nøje placeret hug, der skulle dræbe personen ved at kappe rygraden over, men ikke snitte hele vejen igennem halsen, idet der skulle være nok væv til at holde hovedet fast til kroppen, så det ikke trillede væk. Dette ville nemlig være et mere makabert syn end at se et menneske forbløde til døde, så det krævede både sindsro og præcision at mestre denne teknik, der var kendt som daki-kubi. Hvis hovedet blev adskilt fra kroppen, hæmmede det altså ikke blot ceremonien, men også en kaishakunins værdighed. En kaishakunin ville dog vise den døde samurai respekt ved at knæle og bukke mod liget, før dette ville blive pakket væk.
Seppuku blev afskaffet i slutningen af 1800-tallet, da samuraiklassen blev opløst, men enkelte tilfælde hændte endnu i årene herefter og selv under Anden Verdenskrig, hvor visse soldater og generaler valgte at tage ansvar for et nederlag eller erkende dette ved at tage livet af sig selv ved at stikke sig i maven med et sværd, som mange japanske soldater gik rundt med. Disse benyttede de eksempelvis også til at dræbe modstandere med - oftest ved henrettelser, der foregik via halshugning, så japanske soldater nærmest imiterede en kaishakunin.
Selvom hvervet dog ophørte med at eksistere med afskaffelsen af seppuku og samuraiklassens fald, så påtog Masakatsu Morita sig ikke desto mindre rollen som kaishakunin, da forfatteren Yukio Mishima i 1970 valgte at begå seppuku efter et mislykket statskup. Morita formåede dog ikke at halshugge Yukio Mishima efter tre forsøg, så Hiroyasu Koga trådte til og fuldførte halshugningen, hvorefter han assisterede Masakatsu Morita, da han ligeledes valgte at begå seppuku. Der var dog tale om assisteret selvmord, hvilket var blevet forbudt, så Hiroyasu Koga blev idømt fire års fængsel.