
Yukio Mishima var et pseudonym anvendt af forfatteren Kimitake Hiraoka, der i efterkrigstiden udgav en række bøger, noveller og digte, hvis popularitet spredte sig ud over Japans grænser, så han endte med at blive en af de mest fremtrædende japanske forfattere i det 21. århundrede. Dette førte til, at han blev nomineret til en nobelpris i litteratur hele tre gange. Hans værker besad en kunstnerisk mikstur af moderne og traditionelle værdier og indeholdt ofte tabubelagte emner såsom sex og død. Allerede som barn var Kimitake Hiraoka interesseret i litteratur, men hans far, der var militærmand, brød sig ikke om denne hobby, hvilket dog ikke afholdt hans søn fra fortsat at dyrke den. Med opfordring fra sin lærer skrev han sin første novelle i skoletiden, der blev udgivet i et anerkendt magasin, men for at drengen ikke skulle komme i problemer fandt læreren på det alias, han siden blev kendt under: Yukio Mishima. I 1946 påbegyndte han sin første roman Tozoku (Tyve): en fortælling om to mænd, der begår selvmord. Og i de næste årtier udgav han den ene bog efter den anden og eksperimenterede også med skuespil. Han instruerede blandt andet sin egen film kaldet Yukoku (Patriotisme), hvori han spiller en militærmand, der på grafisk vis begår seppuku.
Politisk var Mishima højreorienteret, hvilket betød, at han var tilhænger af nationalistiske værdier, som i efterkrigstiden blev truet af den samfundsudvikling, der fandt sted i Japan, hvor venstrefløjen begyndte at få mere indflydelse. I 1968 formede han derfor det private milits Tatenokai (Skjoldsamfundet), der gik ind for bevarelsen af de traditionelle værdier. Mishima gik målrettet efter at hverve unge mænd til sig og benyttede sig af sit navn såvel som sin status til at skaffe i omegnen af 100 universitetsstuderende som tilhængere i en tid præget af ungdomsoprør. Som medlem af Tatenokai skulle man være i fysisk god form, og den primære sociale aktivitet var derfor hård træning, hvilket var en passion for Mishima selv, idet han blandt andet dyrkede kendo og var stor beundrer af fortidens samuraikodeks. Mishima havde simpelthen fået stablet en personlig hær på benene, men selvom myndighederne ikke forstod formålet med denne, så fik Mishima og hans tilhængere alligevel lov til at træne på samme grund som det japanske forsvar, hvilket i 1970 endte med at få fatale konsekvenser.
Den 25. november invaderede Yukio Mishima nemlig general Kanetoshi Mashidas kontor sammen med 4 af sine mest trofaste støtter, da han på forhånd havde sørget for at få en aftale, hvilket Mishima dog valgte at benytte som anledning til at begå statskup med det formål at overdrage den politiske magt tilbage til den japanske kejserfamilie. Mashida blev bundet fast på sit kontor, men da døren efterfølgende blev barrikaderet, blev dette bemærket af hans underordnede, som derfor forsøgte at bryde den ind. Det fik imidlertid Mishima til at true med at slå generalen ihjel, og han krævede samtidig at få mulighed for at tale foran forsvarets officerer, som derfor blev bedt om at forsamle sig foran hovedbygningen, hvor en uniformeret Mishima trådte ud på en balkon ved middagstid og gennem en forberedt tale henvendte sig til de mange mænd med en opfordring om, at de skulle slutte sig til ham og hans nationalistiske bevægelse. Han havde på forhånd informeret pressen om, at noget stort ville udspillet sig, så journalister og fotografer var ligeledes til stede for at dokumentere hændelsen, men langt fra alle kunne dog høre, hvad der blev sagt, og talen blev endvidere forstummet af tilråb fra de utilfredse officerer, som nægtede at bakke op om Mishimas absurde foretagende.
Da han dermed indså, at hans kupforsøg var slået fejl, gik Mishima fattet tilbage til generalens kontor, hvor han undskyldte for ulejligheden, hvorpå han fik overrakt et medbragt samuraisværd af sin tilhænger, Hiroyasu Koga, før han simpelthen besluttede sig for at begå rituelt selvmord ved at sprætte maven op på sig selv. Dette udfald var tydeligvis planlagt, for han fik tilmed hjælp til efterfølgende at få sit hoved hugget af, men den særligt udvalgte til denne opgave, studenterformanden Masakatsu Morita, kunne efter tre hug ikke få halshugget Mishima, og Koga valgte af den grund at træde til og fuldføre opgaven for ham, inden Morita da selv valgte at følge sin leder i døden ved ligeledes at begå seppuku, mens han ligeledes blev halshugget af Koga. Dette blev et af de seneste tilfælde af seppuku i Japan, og hændelsen chokerede både omverdenen og japanerne selv, da en af landets mest indflydelsesrige forfattere havde valgt at tage livet af sig selv - og så endda som en del af det, der blev beskrevet som et angreb på demokratiet.
Yukio Mishima blev 45 år, mens Masakatsu Morita blev 25. De tre andre mænd ville gerne have udvist den absolutte loyalitet og fulgt de to i døden, hvis statskuppet slog fejl, men Mishima overtalte alle foruden Morita til at leve videre og vidne i retten, så den sande historie kunne blive fortalt. De tre andre støtter, der foruden Hiroyasu Koga inkluderede hans bror Masayoshi Koga samt Masahiro Ogawa, blev derfor stillet til ansvar for kupforsøget samt de to assisterede selvmord, for hvilket de blev idømt fire års fængsel. Tatenokai blev opløst kort tid efter det mislykkede kupforsøg, der har været det seneste i Japans historie, selvom det var så lille, at det af mange betragtes for at være symbolsk, fordi der er blevet spekuleret i, at Yukio Michima godt vidste, at hans mission ville fejle, og at han blot agtede at dø på sensationel vis ved at sende et politisk signal. Hans selvmord var trods alt planlagt som et muligt udfald, som det viste sig, at han var villig til at henfalde til, og i sine værker var han da også besat af selvmord og døden i en tidlig alder, hvor den menneskelige skønhed endnu er uspoleret. Selvom hans død var et stort chok, var der altså samtidig mange, der ikke var overrasket over, at Yukio Mishima havde taget livet af sig selv - kun at det skete på så dramatisk vis. Hans død vakte desuden opsigt i udlandet, og dette var i høj grad med til at gøre ham verdenskendt, hvorved han opnåede større anerkendelse for sit forfatterskab efter sin død.