

Tsutsumi Sakamoto var en 33-årig advokat, der i slutningen af 1980'erne førte en modstandskampagne mod den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo, hvilket desværre endte med at koste ham og hans familie livet. Tsutsumi havde nemlig til hensigt at afsløre, hvordan medlemmer af Aum Shinrikyo blev manipuleret og truet til at blive en del af sekten, der mest er kendt for at stå bag sarinangrebet i Tokyo seks år senere. Men ved at stå offentligt frem og som advokat repræsentere dem, som var blevet udnyttet af Aum Shinrikyo, gjorde Tsutsumi Sakamoto samtidig sig selv til mål for sektens leder, Shoko Asahara, der betragtede ham som en trussel, som det var nødvendigt at eliminere.
Dette skete den 3. november 1989, da seks af sektens medlemmer blev sendt til Yokohama for at kidnappe Tsutsumi, som de i forvejen havde sørget for at skygge, så de derfor havde kendskab til hans daglige rutine. De vidste derfor også, at han plejede at ankomme med tog til Yokohama station efter arbejde, hvorfra han gik det sidste stykke hjem, og det var på denne rute, de havde tænkt sig at foretage kidnapningen af ham. Men de havde imidlertid overset, at det var en helligdag, så Tsutsumi dukkede aldrig op, idet han derimod befandt sig derhjemme. Og eftersom det var fredag, var de nødt til at udskyde deres planer i flere dage, hvilket fik de seks mænd til at ændre på dem, da de valgte at droppe kidnapningen og i stedet bryde ind Tsutsumis lejlighed, som de invaderede natten til den 5. november, hvor de ikke blot overfaldt Tsutsumi, men også hans 29-årige kone, Satoko, og deres kun 1 år gamle søn, Tatsuhiko.
Tsutsumi og hans kone blev begge tæsket, før de til sidst fik indsprøjtninger med kaliumklorid i sig, hvilket sektens medlemmer havde planlagt på forhånd, da det var det våben, de havde tænkt sig at gøre brug af, da de ville kidnappe ham i offentligheden. Mens Tsutsumi døde af forgiftning, så holdt hans kone sig dog i live, så det blev på et tidspunkt nødvendigt for mændene at kvæle hende. Deres lille søn fik ligeledes sprøjtet kaliumklorid i sig, før han også blev kvalt med et sengetæppe. Herefter valgte de seks mænd så at skille sig af med ligene ved at placere dem i hver sin metaltønde, som de fragtede bort og gravede ned i tre forskellige præfekturer, hvor de forblev gemt de næste år, da sagen om den forsvundne familie efterfølgende længe forblev et uløst mysterium.
Allerede i 1991 havde politiet i Tokyo modtaget et tip om, at Aum Shinrikyo stod bag mordet på Sakamoto-familien, men fordi den mulige forbrydelse var sket i Yokohama, der hører til Kanagawa-præfekturet, så valgte man at lukke efterforskningen efter to måneder. Efter sarinangrebet i Tokyo i 1995 fik myndighederne dog igen øjnene op for Aum Shinrikyo, og man undersøgte i den forbindelse sammenhængen mellem sekten og hidtil uopklarede forbrydelser - heriblandt sagen om den savnede advokat. Efter omfattende efterforskning valgte den ene af gerningsmændene endelig at stå frem, og med hans assistance blev ligene af Tsutsumi Sakamoto og hans familie fundet, ligesom de andre medskyldige blev anholdt, og sagen var dermed endelig blevet opklaret.
De seks medlemmer var Hideo Murai, Kazuaki Okazaki, Toru Toyoda, Yasuo Hayashi, Tomomasa Nakagawa og Satoru Hashimoto, der alle blev dømt til døden - sammen med Shoko Asahara og seks andre af hans medlemmer, som alle blev henrettet i 2018. Altså lige foruden Hideo Murai, for han nåede nemlig aldrig at dømt, idet han selv endte med at blive dræbt, da han efter sin anholdelse var ved at blive eskorteret forbi mere end hundrede journalister, da koreaneren Hiroyuki Jo valgte at stikke ham ned med en kniv, hvilket blev fanget på film og senere vist på TV. Den sårede Hideo Murai døde dog først i ambulancen på vej til hospitalet, mens Hiroyuki Jo blev idømt livsvarigt fængsel for det veldokumenterede drab.