Seiichi Kawamura var en 35-årig arkitekt, der sidst blev set i live den 21. april 1994, hvor han spiste middag og tog på en karaokebar sammen med en nogle tidligere kollegaer. Omkring klokken 23 valgte Seiichi så at tage hjem til sin gravide kone og deres 3-årige søn i Musashino i det vestlige Tokyo, men han dukkede imidlertid aldrig op, og da hans hustru ikke hørte noget til ham, valgte hun at melde ham savnet. Men det varede imidlertid ikke længe, før Seiichi dukkede op, og han blev desværre ikke fundet i live, idet han derimod blev omdrejningspunktet i en af de mest gådefulde mordsager i japansk kriminalhistorie.
Om morgenen den 23. april fandt en kvindelig ansat nemlig en plastikpose indeholdende kød i en skraldespand i Inokashira Park, som kun lå 200 meter fra Seiichi Kawamuras hjem. Hun troede i første omgang, at der var tale om rå fisk, indtil hun dog fik øje på en ankelknogle og indså, at det i virkeligheden var parterede menneskerester. Og da politiet spærrede parken af og gennemsøgte samtlige skraldespande i denne, fandt man intet mindre end 24 poser i alt, der tilsammen indeholdt 27 menneskedele, der senere skulle vise sig at være resterne af den efterlyste arkitekt, som altså var tæt på at være hjemme, da han tilsyneladende var blevet slået ihjel, hvorefter man havde forsøgt at skjule forbrydelsen på temmelig udførlig vis.
Ikke nok med at Seiichis lig var blevet parteret til ukendelighed, så var fingerspidserne på de afhuggede hænder filet ned, så det var umuligt at tage fingeraftryk, ligesom al blodet var blevet drænet efter hans død, så man kun kunne komme i besiddelse af en beskeden mængde DNA, der gjorde det muligt at foretage en identifikation af liget, eftersom både hoved og korpus manglede. De 27 ligdele var altså Seiichis lemmer, der var blevet skåret i stykker med brug af en sav, så de alle havde en cirkalængde på 20 cm, hvorved de lige akkurat passede til åbningen på skraldespandende i Inokashira Park. Denne mystiske detalje gjorde det besværligt for politiet at danne sig en teori eller udtænke et motiv, så da hændelsen blev dækket i medierne, begyndte der at sprede sig et rygte om, at Seiichi var medlem af en religiøs kult, som havde slået ham ihjel i forbindelse med et ritual.
Intet tydede dog på, at dette var sandt, men vidner fortalte imidlertid, at de om morgenen den 22. april hørte lyden af en bil, der ramlede mod noget i nærheden af parken, hvor ligresterne blev fundet. Dette kunne altså tyde på, at Seiichi var blevet kørt ned og derefter parteret for at skjule alle spor, men den energi, der var lagt i parteringen, forvirrede samtidig politiet, der mente, at det tydede på et overlagt mord samt en morder, der havde erfaring med at partere kød og dræne blod. Seiichi Kawamura var dog en velanset arkitekt, som umiddelbart ikke havde nogen fjender, så det var ikke muligt at komme på sporet af nogen, som ville ham ondt. Kun en tredjedel af hans krop blev fundet, og resten dukkede aldrig op, så det formodes, at hoved og korpus må være blevet smidt i private affaldscontainere, som nåede at blive kørt på forbrændingen, eftersom det var skraldedag, den dag man fandt frem til Seiichis lig.
Tre dage efter fundet af dette styrtede China Airlines Flight 140 ned i Nagoya, og al medieopmærksomhed blev derfor rettet mod ulykken, så mordet på Seiichi Kawamura hurtigt gik i glemmebogen. Sagen blev med tiden kold, og da metroen i Tokyo året efter blev udsat for et sarinangreb, valgte politiet at fokusere på efterforskningen af dette, hvorved mange andre sager blev tilsidesat - heriblandt mordet på Seiichi Kawamura, der endte med at blive forældet i 2009, så en mulig gerningsmand ikke længere kan dømmes i sagen. Denne forblev således uopklaret og er fortsat en af Japans største mordgåder, fordi man aldrig er kommet nærmere en forklaring på, hvor, hvorfor eller hvordan Seiichi døde, og hvem der stod bag.
Dette har resulteret i vidt forskellige teorier om, hvad der skete med Seiichi, og hvorfor han blev udpeget som offer. Men i 2015 kom man måske nærmere en forklaring, da en anonym mand valgte at stå frem og fortælle, at Seiichi muligvis var blevet forvekslet med ham, fordi de lignede hinanden. Han var nemlig en lokal gadesælger, der i 1994 holdt til Inkashira Park, hvor han var kommet op at toppes med nogle udenlandske sælgere, der begyndte at true ham på livet, så han var nødt til at gå under jorden kort før Seiichis død. Manden mente derfor, at Seiichi blev det forkerte offer for udenlandske lejemordere, der var hyret til at dræbe ham, men hvorvidt dette er sandheden eller ej, er der stadig tvivl om.
Fundet af ligresterne i Inokashira Park var desuden medvirkende til, at alle skraldespande blev fjernet fra denne, og efter sarinangrebet i Tokyo året efter besluttede man sig for at fjerne alle offentlige skraldespande i Japan, da man erkendte, at disse kunne anvendes til at skjule forbrydelser eller tilmed udføre terror. Der blev samtidig opsat mere overvågning i samfundet, hvor offentlige skraldespande siden har befundet sig på steder med overvågning, så det er nemmere at udpege mistænkte i forbrydelser, hvor bevismateriale bliver smidt i offentlige skraldespande.