
Indenfor shintoismen findes der en himmelsk og en jordisk verden, hvor henholdvis himmelske og jordiske guder holder til. Den himmelske verden er kendt som Takamagahara, hvorfra guderne Izanagi og Izanami begav sig frem til den jordiske verden med det formål at gøre denne fast, idet den oprindeligt kun bestod af hav, indtil Izanagi stak et spyd i vandet, med hvilket han skabte en ø kendt som Onogoroshima, da dråberne fra klingen ramte vandoverfladen og formede det første stykke land på Jorden, hvor de to valgte at slå sig ned. Imellem den himmelske og jordiske verden fandtes nemlig en bro kendt som Ame-no-ukihashi, der gjorde det muligt for guderne at færdes mellem de to verdener.
På Jorden opstod med tiden nye og guder, og da de jordiske guder havde formået at etablere et samfund, blev broen senere bevogtet af den jordiske gud, Sarutahiko Okami, der sørgede for at holde de himmelske guder borte fra Jorden, indtil de imidlertid valgte at overtage denne fra de jordiske guder, hvilket blev gjort ved, at man overvandt lederen Okuninushi, som blev drevet på flugt. Solguden Amaterasu sendte herefter sit barnebarn, Ninigi, til Jorden, så han kunne regere over denne, hvilket blev begyndelsen på menneskehedens tidsalder, idet hans efterkommere påbegyndte den japanske kejserslægt, der derfor menes at være guddommelig, da den anses for at være beslægtet med de himmelske guder. Jorden var nemlig betegnelsen for datidens Japan, hvilket vil sige, at Ame-no-ukihashi derfor også ledte frem til Japan og forbandt lige netop denne del af den jordiske verden med Himlen. Nærmere bestemt ankom Ninigi til nutidens Miyazaki-præfektur, men det er uvist, om broen ledte frem til dette specifikke område, eller om det blot var hér, han landede, da han steg af.
Der er også delte meninger om, hvorvidt Ame-no-ukihashi endnu eksisterer, idet nogen mener, at den kollapsede og faldt ned på Jorden, hvor den formede sandbanken Amanohashidate, så de himmelske guder ikke længere kan besøge Jorden og derfor er blevet isoleret i Himlen. Andre er af den overbevisning, at Ame-no-ukihashi fortsat eksisterer, men at den bare ikke kan sanses af mennesker, da det trods alt er et overjordisk fænomen.