Hachiman

Hachiman er en af de mest populære guder indenfor shintoismen, selvom han dog startede ud med at være et menneske. Der er nemlig tale om den mytiske Kejser Ojin, der efter sin død blev gudeliggjort under navnet Yahata no Kami og senere Hachiman. Dette skete i en tid, imens buddhismen var ved at blive introduceret i Japan, hvor denne gled sammen med shintoismen, og Hachiman gjorde det samme, da han blev overført til buddhismen som en gud ved navn Hachiman Daibosatsu, som det blev muligt at tilbede ved templer såvel som helligdomme

Den første Hachiman-helligdom blev opført i 725, og siden er der kommet mange andre til, så Hachiman-helligdomme er blandt de mest almindelige i Japan - kun overgået af Inari-helligdomme. Dette skyldes blandt andet, at Hachiman anses for at være en krigergud, som særligt samuraier har følt en tilknytning til, da de betragtede ham som deres beskytter og kilde til styrke. Det siges eksempel også at være Hachiman, der i 1200-tallet sendte den vind, som sank den mongolske flåde, da denne var ved at invadere Japan, hvilket førte til udtrykket "kamikaze", der direkte oversat betyder "guddommelig vind", og Hachiman blev således også nationens vogter, som man kunne bede til i håb om, at han ville forsvare Japan.

Som tidligere kejser havde Hachiman trods alt både en forbindelse til de himmelske guder og den jordiske kejserfamilie, så på den måde blev Hachiman ikke kun populær blandt krigerklassen, men også folket, hvor forskellige befolkningsgrupper begyndte at betragte ham som hele nationens beskytter og dermed også deres, så bønderne eksempelvis tog ham til sig som guden for landbrug, mens fiskerne begyndte at tilbede ham for at få en god fangst. Af den grund dækker Hachiman så mange områder, at alle generelt kan tilbede ham for at opnå en form for velsignelse eller guddommelig beskyttelse, blot fordi de er japanere, hvilket er årsagen til, at Hachiman-helligdomme endnu er populære og store i størrelse. Disse er ydermere kendetegnet ved deres røde farve. 

Eftersom Hachiman oprindeligt var et menneske, så bliver han også portrætteret som et. Man har dog ingen anelse om, hvordan Kejser Ojin så ud, eftersom man ikke kan vide, om han i det hele taget har eksisteret, så skildringerne af ham og dermed Hachiman er baseret på forestillinger. Hachiman startede imidlertid ud med at være guden for bueskydning, så det har været populært at portrættere ham som en krigerskikkelse med bue og pil, ellers er buddhistiske afbildninger mest almindelige.

Total Page Visits: 47 - Today Page Visits: 1