Ifølge de officielle statistikker findes der er omkring 2.500 hjemløse i Japan i skikkelse af mennesker, som lever på gaden. Hvis man medtager husvilde, som overnatter hos familie, venner eller på offentligt tilgængelige steder, så er tallet dog noget højere, for dette inkluderer eksempelvis også ofre for naturkatastrofer, som har mistet deres hjem eller er blevet evakueret i disse. Langt størstedelen af de hjemløse i Japan er mænd, som udgør 95 % af alle hjemløse, og den største koncentration af hjemløse befinder sig i Osaka, hvor en tredjedel af alle landets hjemløse holder til. Selvom hjemløshed endnu betragtes for at være et samfundsproblem, så har det dog været langt mere udbredt før i tiden, men grundet en styrket samfundsindsats så er antallet af hjemløse faldet markant de seneste årtier.
Antallet af hjemløse i Japan steg nemlig drastisk, efter den økonomiske boble bristede i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne. Efter årtiers vækst havde Japan udviklet sig til at blive en af verdens største økonomier, hvilket betød, at majoriteten af befolkningen befandt sig i middelklassen og derfor selv kunne sørge for indkomsten. I Japan blev man typisk ansat ved det samme firma for livstid, så havde man først fået et arbejde, så var der ingen bekymringer over at skulle miste det igen. Dette var dog lige præcis, hvad der skete, da Japans økonomi begyndte at krakelere, for dette resulterede i en markant stigning i antallet af konkurser, hvorved mange japanere pludselig stod uden job, og for første gang i deres liv skulle prøve at finde et nyt - i en tid, hvor antallet af ledige stillinger var noget nær ikke-eksisterende.
Tabet af stilling betød samtidig tab af indkomst, og eftersom man dermed ikke kunne opretholde den livsstil, man var blevet vant til at leve, så var der mange, der endte på gaden, mens andre valgte at begå selvmord. Statistikker viser, at antallet af selvmord i Japan har udvist de samme svingninger som antallet af hjemløse, og at de to ting er tæt forbundet med økonomiske problemer. Traditionelt set bliver manden betragtet som familiens forsørger i Japan, og i de fleste familier var det derfor kun manden, der arbejdede, mens konen levede som hjemmegående husmor. Derfor fylder mænd også mest i statistikken over både selvmord og hjemløse, for det at miste sit job er længe blevet anset for at være tab af status, idet man dermed ikke har kunnet sørge for den indkomst, der skal sikre familiens tilværelse. Nogle mænd har af den grund valgt at begå selvmord af skam, mens andre har taget livet af sig selv for på den måde at få forsikringspenge udbetalt til den efterladte familie. Flere har dog valgt en helt anden udvej, idet de ganske enkelt har forladt deres familier uden at fortælle, at de har mistet deres job, fordi de har været bange for at tabe ansigt, hvorefter de enten har valgt eller er endt ud i en tilværelse som hjemløse.
En mor og hendes børn har således været overladt til deres egen skæbne, men i Japan er slægtninge dog mere tilbøjelige til at yde støtte til kvinder og enlige mødre end mænd eller hele familier, fordi man forventer, at de bør kunne tage vare på sig selv. Den samme opfattelse har længe kendetegnet det japanske velfærdssystem, hvor der ikke altid ydes økonomisk hjælp til dem, der ellers har krav på det. I efterkrigstiden formåede japanerne at genopbygge samfundet ved at stå sammen, så det at nære sig på andre blev tillagt negative værdier, og således blev japanerne vant til at tage vare på sig selv. Det at ansøge om og modtage støtte fra det offentlige kunne derfor føles som et tab af ære, så mange afholdt sig fra overhovedet at spørge om hjælp - selv da de pludselig befandt sig i krisesituationer, hvor de altså hellere accepterede konsekvenserne. Men det japanske velfærdssystem var også mærket af den japanske ånd, så her har man ikke altid været tilbøjelig til at hjælpe borgere i nød, fordi man har været af den opfattelse, at de kunne og burde klare sig selv.
Den økonomiske krise og dens sociokulturelle konsekvenser havde dog den effekt, at japanerne og velfærdssystemet gradvist har anerkendt, at når man ender ud i personlige problemer, så er det i orden at søge hjælp hos myndighederne, der derfor står til rådighed som et socialt sikkerhedsnet for borgerne. På den måde har man hjulpet mange i eksistentielle problemer, hvilket eksempelvis inkluderer hjemløse, idet man blandt andet yder økonomisk støtte til folk, så de kan betale deres husleje, mens man med diverse tiltag og tilbud forsøger at få dem i arbejde eller i behandling, hvis de lider af sygdomme, der gør det umuligt for dem at påtage sig et. Mange hjemløse lider nemlig af psykiske problemer som følge af tilværelsen på gaden, hvilket har styrket deres status som socialt udstødte.
Det japanske samfund har kort sagt anerkendt sin rolle som en velfærdsstat, mens det japanske folk har erkendt muligheden for at benytte sig af denne. Er man først blevet hjemløs, kan det dog være vanskeligt at ansøge om bistand, fordi man skal kunne opgive en adresse og et telefonnummer - noget som meget få hjemløse er i besiddelse af. De samme oplysninger skal man kunne præsentere, når man søger et job, og virksomheder ansætter stort set aldrig hjemløse, så hvis man får mistanke om, at en ansøger står uden bolig, så vil vedkommende slet ikke blive taget i betragtning. Mange har desuden et stort gabende hul på CV'et fra dengang, hvor man mistede sin stilling, hvilket i sig selv er en alarmklokke, der får firmaer til at afvise folk under selve ansøgningsprocessen.
Ansøgere oplever desuden diskrimination, idet enlige mænd over 40 har sværere ved at finde et job end yngre gifte mænd, fordi man er af den opfattelse, at de unge mænd med familie vil arbejde hårdere, netop fordi de har brug for penge til at forsørge deres familie. Af den grund er det netop mænd i alderen 40+, der udgør majoriteten af hjemløse i Japan. Der er dog også en gruppe af ældre, der er blevet ofre for ændringer i den japanske familiestruktur, for traditionelt set har det været sådan, at forældre i Japan flytter sammen med deres voksne børns familie og lever med dem, når de er gået på pension, men dette er ikke længere normen, så nogle ældre ender som hjemløse, fordi de ikke har sparet op til en enlig pensionstilværelse, eftersom de har brugt deres penge på at hjælpe deres børn i troen på, at det ville blive gengældt, når de blev gamle. Særligt ældre er mærket af de traditionelle værdier, som afholder dem fra at bede om hjælp, så selvom der i Japan findes plejehjem, så er det ikke alle, der er villige til at bo på sådan et. De vil altså hellere lægge deres egen skæbne i deres egne hænder ved at tage vare på sig selv.
Hjemløse bliver som sådan ikke betragtet som en gene, for det er forbudt at tigge i Japan, så derfor holder de sig typisk for sig selv. De bliver som sådan ignoreret af myndighederne og resten af befolkningen, så de klarer generelt sig selv, selvom de også er afhængige af donationer fra sociale tilbud og hjælpeorganisationer, der eksempelvis også sørger for at uddele mad. Hjemløse i Japan bor typisk i papkasser, telte eller huler af affald, som de opfører på gaderne i større byer, i parker, under broer eller i gyder. Nogle gange vil politiet dog bede dem om at fjerne sig, fordi deres tilstedeværelse virker forstyrrende. Der findes også hjemløse, som "bor" på billige hoteller samt internetcaféer, i pornobiografer og i spillehaller, fordi disse steder har døgnåbent og således tilbyder tag over hovedet for et beskedent beløb ved brug af stedets ydelser. Dette gør det også muligt for mange japanske hjemløse at leve en nogenlunde anstændig tilværelse, hvilket eksempelvis også lader sig gøre ved, at der overalt i Japan findes offentlige badeanstalter samt gratis toiletter.