I Hibiya Park i Tokyo kan man finde mange forskellige monumenter, og blandt disse er en kopi af en runesten, der i 1967 blev skænket af SAS (Scandinavian Airlines) for at fejre, at det var 10 år siden, at selskabets forbindelse til Japan blev grundlagt, da man den 24. februar 1957 foretog den første flyvning til Japan over Nordpolen via Alaska. Denne flyvning foregik med et fly af typen Douglas DC-7 kendt som Guttorm Viking, og derfor tog man også udgangspunkt i vikingernes kultur, da man valgte at skænke en kopi af en runesten som en slags kulturel udveksling for ikke kun at markere, men også styrke båndene mellem Japan og Skandinavien. Ligesom med nogle af de ægte runsten, så er runetegnene skrevet på en slange, men der er dog ikke mange, der forstår teksten, der i al sin enkelthed fortæller om etableringen af flyruten i 1957. Jeg tog dette billede af runestenen, da jeg besøgte Hibiya park i 2023.
Da jeg i 2023 var i Nagoya, besøgte jeg Atsuta-helligdommen, der mest er kendt for at besidde en af de tre royale skatte i form af et sværd. Helligdommen byder dog også på mange andre ting, og jeg tog eksempelvis et billede af dette kamfertræ, der efter sigende er over 1000 år gammelt. Ifølge legenden blev træet nemlig plantet af munken Kobo Daishi i 700-tallet, og det anses derfor for at have hellig status, af hvilken grund det er blevet forsynet med et reb om stammen kendt som shimenawa. Ifølge shintoismen er alt i denne verden indbegrebet af en åndelighed, og især ældre træer menes at have en spirituel energi, som smitter af på andre, så ved shinto-helligdomme ser man ofte hellige træer, som besøgende kommer for at komme i kontakt med. Man kan dog ikke røre ved kamfertræet ved Atsuta-helligdommen, eftersom det er hegnet af, så man må nøjes med at bede til det i håb om, at man til gengæld vil modtage noget af dets spirituelle energi, livskraft, styrke og udholdenhed.
Tokyo Tower er med sine 333 meter Japans anden højeste struktur efter Tokyo Skytree, der blev bygget som en erstatning for Tokyo Tower. Tårnet blev nemlig opført med det formål at fungere som antennestøtte i 1958 med udgangspunkt i Eiffeltårnets design, og det var dengang verdens højeste selvbærende tårn helt frem til 1967. Tårnet blev malet for at efterkomme sikkerhedsreglerne i forbindelse med flytrafikken og har siden sin opførelse været et symbol på Japans økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig, ligesom det er et hyppigst anvendt vartegn for Tokyo. Under Tohoku-jordskælvet i 2011 blev antennen på Tokyo Tower bøjet, hvilket samtidig blev et symbol på jordskælvets voldsomme styrke, og da man i 2012 valgte at erstatte antennen med en ny, fandt man i den gamle et mystisk objekt, der viste sig at være en mørnet baseball, der på en eller anden måde var havnet inde i antennen. Det er aldrig kommet nogen forklaring på, hvordan en baseball endte i antennen på Tokyo Tower, hvor den befandt sig i 300 meters højde i over et halvt århundrede, før den omsider blev opdaget. Om den bevidst blev anbragt i antennen eller havnede der ved et uheld er således en gåde, hvilket har ført til, at bolden er blevet kendt som The Mystery Ball. Den er i dag udstillet i Tokyo Tower, og jeg fik den derfor at se, da jeg besøgte tårnet i 2023.
Da jeg i 2023 var i Tokyo, kom jeg forbi et tempel, hvor jeg faldt over et gravsted med nogle specielle gravsten med unikke motiver såsom instrumenter og dyr. Disse motiver lov til at afspejle de afdødes interesser, men da jeg undrede mig over nogle af personernes navne og ret tidlige død, viste det sig faktisk, at dette var hundenavne, og at hunde derfor var blevet begravet ved templet sammen med deres ejere, mens nogle ejere endnu var i live og derfor ikke havde nogen dødsdato på gravstenene endnu. Hundenes jordiske rester lå derfor og ventede på deres ejere, mens andre allerede var blevet forenet med deres afdøde kæledyr, der i flere tilfælde havde været døde i årtier, inden deres ejer var blevet føjet til graven. De fleste grave var helt almindelige grave med mennesker, men blandt disse var der altså også grave med kæledyr, som havde fået lov at blive begravet ved dette tempel, der lod til at tiltrække en kundegruppe af lige netop denne grund. Buddhismen prædiker trods alt respekt for alt levende, så det er ikke underligt, at man i nogle sekter viser den samme respekt efter døden. Dog lod det til, at det ikke var tilladt at begrave kæledyr alene – altså skulle deres ejer(e) være inkluderet i graven, og derfor var disse i visse tilfælde blevet føjet til den, selvom de stadig var i live. Graven var således blevet reserveret, ligesom man kender det i Danmark, hvor nogle familiegravsteder allerede har navnet på gravstenene, før folk dør, så man både kan besøge sine kære og samtidig være sikker på, at man vil være forenet med dem i døden.
Kinako var navnet på en hunhund af racen labrador, der blev født i 2002. I 2004 blev hun tilknyttet en hundeskole i byen Marugame, hvor det var målet, at Kinako skulle blive trænet til at blive politihund. Hun dumpede dog prøven hvert eneste år fra 2004 til 2010, hvor det omsider lykkedes for Kinako at bestå i sit syvende forsøg, så hun dermed blev certificeret politihund. Det var primært Kinakos legesyge natur, der var medvirkende til, at hun ikke kunne bestå prøven, men dette gjorde hende imidlertid også til en lokal såvel som national kendis, da historien om Kinako blev delt i medierne, og denne blev tilmed filmatiseret i 2010. grundet sin høje alder nåede Kinako dog kun at være politihund i tre år, før hun i 2013 gik på pension, og i 2017 døde hun i en alder af 14 år. Der blev herefter rejst en statue af Kinako i hendes hjemby, Marugame, som jeg i 2024 besøgte, hvor jeg samtidig fik mulighed for at se statuen og tage dette billede af den.
Sadako Sasaki var en japansk pige, der i 1945 boede i Hiroshima, hvor hun kun var 2 år gammel, da byen blev ramt af den første atombombe anvendt i krig, da denne faldt over byen den 6. august. Tusindvis af mennesker omkom på denne dag, men Sadako formåede dog at overleve. Desværre førte den radioaktive stråling til et svækket helbred, da Sadako blev ældre, og da hun blev diagnosticeret med leukæmi, blev hun i 1955 indlagt på et hospital i Hiroshima uden udsigt til at overleve. En dag modtog hospitalet 1000 origamitraner, som eleverne på en lokal skole havde foldet for at ønske de indlagte patienter god bedring, og da Sadako blev bekendt med legenden om, at man vil få sit ønske opfyldt, hvis man folder 1000 origamitraner, gjorde hun dette til sit personlige mål, og hun gik derfor i gang med at folde origamitraner med alle de stykker papir, hun kunne finde. Sadako nåede tilsyneladende at folde 1000 origamitraner, inden hun senere på året døde i en alder af 12 år, og historien om hende førte til, at traditionen med at folde 1000 origamitraner blev en udbredt skik i Japan, samtidig med at disse blev et symbol på fred. I Fredsparken i Hiroshima blev derfor også opført en statue af Sadako Sasaki i 1958, som jeg har set flere gange – blandt andet i 2017, hvor dette billede er taget. Omkring statuen bliver jævnligt ofret klaser med 1000 origamitraner kendt som senbazuru.
I Japan er det en udbredt skik at ofre mønter til guderne, hvilket primært gøres ved at efterlade disse ved templer og helligdomme. Man vil imidlertid også opleve, at det flyder med mønter i den japanske natur, fordi at shintoismen netop er en naturreligion, der bunder i forestillingen om, at alt i den jordiske verden er indbegrebet af en ånd og i visse tilfælde en gudelighed, som man kan udvise taknemmelighed eller værdsættelse via ofringer – og eftersom penge nu om dage er det mest dyrebare, man har, så er det også penge, som man ofrer. Fuji-bjerget er Japans højeste bjerg, og det er ligesom mange andre japanske bjerge helligt, idet det har flere guder tilknyttet, og derfor vil man også finde penge både på og omkring Fuji-bjerget, som er blevet ofret til disse guder. Dette billede forestiller eksempelvis mønter, der er blevet sat ind i en træpæl nær toppen af Fuji-bjerget, som jeg besteg i 2018. Mens pengene som udgangspunkt er blevet overdraget til guderne, så er der nok andre – særligt udlændinge – som har tænkt, at det var et sjovt syn, og derfor har de sikkert også efterladt mønter uden at være bekendt med meningen bag.
I 2023 besøgte jeg Kasuga Taisha, hvilket er en shinto-helligdom beliggende i Nara, hvor jeg tog dette billede, der forestiller et cedertræ, som ser ud til at være groet igennem en af helligdommens bygninger. Dette er delvist sandt, for bygningen befandt sig nemlig lallerede på grunden, da en forskydning fra det egentlige træ ved siden af denne begyndte at gro skråt op i retning mod denne, og eftersom man ved helligdomme dyrker naturen og derfor udviser respekt over for denne, så tillod man træet at gro igennem bygningen ved simpelthen at lave et hul i denne. Dette er således et bevis på, hvordan naturen og det menneskelige samfund kan sameksistere, for selvom naturen ganske vist kom i en slags konflikt med bygningen, så valgte man alligevel at give plads til træet ved ganske enkelt at indgå i en forening med det. Normalt ville man mene, at den ene part skulle vige for den anden, men ved i stedet at tilpasse sig har man ved Kasuga Taisha vist, at harmoni med naturen ikke kun handler om at værdsætte den, men også leve i forening med den.
en 1. september 1923 oplevede Japan det dødeligste jordskælv i landets historie, da Kanto-jordskælvet kostede over 100.000 mennesker livet. Selvom mange blev dræbt under selve jordskælvet som følge af sammenstyrtede bygninger, så var de fleste dog indirekte ofre, idet endnu flere omkom under brande, som opstod grundet ødelagte gasrør, eftersom jordskælvet ramte klokken 11.38, hvor mange var i gang med at lave middagsmad. Cirka 38.000 mennesker havde for eksempel søgt tilflugt i Yokoamicho Park, hvor alle blev kvalt, da en gigantisk hvirvelvind af ild indtog området og sugede al ilten til sig. De mange døde blev kremeret i parken, hvilket resulterede i en askebunke med en højde på omkring 3 meter, som blev opbevaret i et midlertidigt mindesmærke, før et permanent monument blev opført i 1930, hvilket i dag fungerer som et museum tilegnet det store Kanto-jordskælv og dets ofre. I parken ligger også et egentligt museum med udstillinger, og uden for dette finder man nogle underlige skulpturer, der faktisk er klynger af smeltet jern. Disse var engang genkendelige objekter, der blev smeltet om under de brande, som raserede Tokyo efter Kanto-jordskælvet, og man kan således beskue, hvor høj temperaturen blev, idet ellers faste og solide genstande fuldkommen ændrede form. Dette billede tog jeg i Yokoamicho Park i 2023, og det forestiller en jernsøjle fra en fabrik, som blev forvandlet til denne abstrakte klump, der nu beretter om fortidens katastrofe.
Rundt omkring i Japan befinder sig tusindvis af buddhistiske statuer, og nu og da kan man opleve, at disse er blevet beskadiget i mere eller mindre grad. Ofte er der tale om slid som følge af vind og vejr gennem tiden, men andre gange er der dog også tale om vandalisme, der typisk kan dateres tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor shintoismen blev gjort til Japans statsreligion, samtidig med at man forsøgte at bryde med buddhismen via anti-buddhistiske bevægelser, der i mange tilfælde indebar voldelige angreb på templer, som blev brændt ned, mens statuer blev smadret. Buddhismen havde dog fået konsolideret sin status som en national religion i løbet af mere end 1000 år, så den formåede at bestå, men tusindvis af templer forsvandt, mens andre blev omdannet til shinto-helligdomme. Blandt de templer, der klarede sig igennem de anti-buddhistiske bevægelser, var Nihon-templet, der er blandt de ældste i Kanto-regionen, men dette gik dog ikke fri fra angreb, idet man den dag i dag stadig kan se statuer, der mangler deres hoveder, hvilket jeg tog dette billede af, da jeg besøgte templet i 2018. Hovederne er som regel det eneste, der mangler på buddhistiske statuer, fordi det var nemt at slå dem af med en kølle, og på den måde kunne man hurtigt og effektivt udrette skade på mange statuer.