På denne dag besøgte jeg:
Marugame:
-Marugame-borgen
Takamatsu:
-Takamatsu-borgen
-Shikoku Mura
Kobe
Første stop: Marugame
Jeg havde fået en god nats søvn efter at have besteget Ishizuchi-bjerget, så selvom det havde været en udmattende oplevelse, så var jeg ikke træt, selvom jeg ellers stod tidligt op. Jeg havde ikke desto mindre planlagt at tilbringe dagen på farten, så jeg kunne bruge meget af tiden på at sidde i tog, idet jeg skulle forlade Shikoku, nu hvor jeg havde klaret den ene ting, som jeg var kommet for. Oprindeligt havde jeg dog planlagt at opholde mig flere dage på Shikoku, fordi jeg gerne ville besøge Kochi, hvor jeg aldrig før havde været, samt Iya-dalen, der er et af mine yndlingssteder i Japan. Problemet var bare, at jeg ikke havde noget Rail Pass, så det ville koste alt for mange penge at rejse rundt med almindelige billetter. Jeg havde derfor tænkt på at erhverve mig et Shikoku Rail Pass, men da dette kun kunne indløses i enkelte byer på Shikoku, skulle jeg bruge tid og penge på at rejse frem til en af disse, så det alligevel ikke kunne betale sig.
Jeg droppede derfor planerne om at udforske Shikoku, som jeg ikke desto mindre kunne rejse fra med brug af mit andet Rail Pass: Kansai Wide Area Pass, som var gældende fra denne dag. Turen skulle derfor gå til Takamatsu, hvorfra jeg skulle med et tog til Okayama, men på vejen ville jeg dog gerne nå at se nogle ting, så dagen startede derfor tidligt, da jeg tjekkede ud fra mit hotel i Saijo, så jeg kunne nå et tog klokken 8. Og da dette allerede holdt på stationen, steg jeg ombord uden at tjekke infotavlerne, hvor jeg ellers ville have set, at der var tale om det forkerte tog. Der er nemlig det med Shikokus jernbanenet, at mange af strækningerne er ensporerede, og derfor standser togene på stationerne for at vente på modkørende tog, hvilket vil sige, at de kører fra disse på samme tidspunkt, så jeg havde slet ikke set eller overvejet, at der ville ankomme endnu et tog, som i virkeligheden var det, jeg skulle med. Dette opdagede jeg således først, da det tog, jeg sad i, begyndte at køre i den modsatte retning.
Jeg steg derfor af på en af de næste stationer, hvor jeg måtte vente på det næste tog, og på den måde fik jeg spildt en time på en dum, men klassisk fejl. Det var dog formiddag på en hverdag, så da først skolebørnene var steget af, så var toget stort set tomt, så det var faktisk en behagelig rejse, selvom det godt nok tog lang tid at rejse en ellers kort afstand - netop fordi at toget flere gange holdt stille for at vente på modkørende tog, hvilket var en anden grund til, at jeg droppede den lange rejse til Kochi, fordi det simpelthen ville tage for lang tid at komme dertil. Bare det at komme til Takamatsu ville tage over to timer, selvom det ellers kun var en distance på lidt over 100 kilometer, hvilket jo er uhørt lang tid for en så kort tur - selv for DSB.
På vejen ville jeg dog lige gøre et stop i Marugame, hvor jeg gerne ville besøge byens borg, som er en af Japans 12 originale borge, der meget praktisk ligger i gåafstand fra stationen.
I toget var der pludselig en ældre japansk mand, der valgte at henvende sig til mig på engelsk, og selvom jeg forsøgte at kommunikere med ham på japansk, var han meget opsat på at snakke engelsk, fordi han tydeligvis gerne ville øve sig. Han var bare så dårlig, at det tog ham flere minutter at fremkalde en enkelt sætning, så det var da heldigt, at jeg befandt mig i et tog og havde tid nok. Han skulle dog af efter få stop, men sørme om ikke en anden ældre mand så steg på og også begyndte at snakke til mig på engelsk med det samme begrænsede ordforråd. De var begge venlige nok, men de satte godt nok min tålmodighed på prøve, fordi jeg hele tiden havde lyst til at slå over i japansk, men jeg respekterede, at de åbenlyst havde taget kontakt til mig, fordi de ville interagere med en udlænding for at teste deres engelskkundskaber af. I sidste endte fik vi dog ikke udveklset mange ord, og som altid blev jeg misidentificeret som en amerikaner.
Jeg havde befundet mig i et tog med aircondition i flere timer, så da jeg steg af i Marugame, blev jeg overvældet over, hvor varmt det var udenfor, hvor solen skinnede fra en klar himmel, så der ikke gik lang tid, før min hud begyndte at brænde, eftersom jeg stadig var mærket af at være blevet solskoldet nogle dage forinden. Jeg slog derfor min paraply ud, da jeg begav mig mod Marugame-borgen, som heldigvis ikke lå langt væk, selvom den befinder sig på en bakke, som jeg derfor også skulle bestige.
Borgen er virkelig lille, men fordi det var hverdag, så var der ikke mange besøgende, så vi var faktisk kun to personer til stede inde i borgen, hvor jeg derfor kunne gå rundt og beundre den gamle arkitektur i sikkerhed fra solen. Men den var trods alt ikke særlig stor, så det var et besøg, der var hurtigt overstået, før turen gik tilbage til stationen, hvor jeg hoppede på et nyt tog i retning mod Takamatsu.
Næste stop: Takamatsu
I Takamatsu kunne jeg lige nå at slå et smut forbi Takamatsu-borgen, der lå lige ved siden af stationen, men det var dog ikke min endelige destination, for jeg ville nemlig gerne videre for at nå et besøg i Shikoku Mura, der er et friluftsmuseum bestående af gamle bygninger indhentet fra hele Shikoku. For at komme frem til dette, skulle jeg med et lille lokaltog, der blandt andet også stopper ved haven Ritsurin Koen, hvor de fleste passagerer skulle af. Dette er da også Takamatsus mest populære attraktion, men jeg havde dog besøgt Ritsurin Koen før og havde ikke tid til det i denne omgang, idet jeg kun kunne nå en tur til Shikoku Mura, hvilket viste sig at være et fornuftigt valg.
Stedet var nemlig større, end jeg havde troet, men bedst af alt, så var der kun ganske få besøgende, og de fleste af dem var udenlandske turister, så jeg stort set alle steder kunne gå alene rundt og nyde synet af de historiske bygninger, der også inkluderede en kopi af en af de slyngplantebroer, man finder i Iya-dalen, så denne skulle jeg naturligvis passere et par gange for at genkalde gamle minder. Herudover var der også en gammel kabuki-scene, et fyrtårn og bondehuse med interiør, og der var sågar også et kunstgalleri med et haveområde designet af arkitekten Tadao Ando. Da jeg besøgte dette, sad en af vagterne og sov, hvilket jeg sådan set godt kunne forstå, for det må virkelig være kedeligt at skulle sidde og vente på, at der kommer nogen forbi, så man kan holde øje med dem.
Sidste stop: Kobe
Det var ekstremt varmt at vandre rundt under åben himmel, så jeg gik hele tiden rundt med min paraply slået ud. Men selvom den skærmede mig mod solens ubarmhjertige stråler, så kunne den ikke beskytte mig mod den lumre varme, og jeg gik derfor og svedte ustyrligt, som jeg havde gjort hver eneste dag. Og da jeg forlod Shikoku Mura, endte jeg desværre med at tabe den ene af mine vaskeklude, som jeg ellers tørte sveden af med, hvilket jeg virkelig ærgrede mig over, for jeg havde dermed kun en tilbage, som allerede var så våd, at den trængte til at blive vasket.
Resten af dagen kunne jeg heldigvis tilbringe i tog med aircondition, for fra Shikoku Mura tog jeg tilbage til Takamatsu, hvorfra jeg altså kunne benytte mit nye Rail Pass til at forlade Shikoku, så jeg ikke længere skulle bøvle med at købe billetter. Den videre tur var derimod bøvlet, for jeg tog først til Okayama, hvorfra jeg skulle videre til Kobe, hvor mit hotel befandt sig. Men selvom shinkansen ellers løber gennem Kobe fra Okayama, så lå mit hotel ikke i nærheden af stationen, så jeg måtte gøre brug af en finurlig omvej, idet det var hurtigst at tage shinkansen hele vejen til Osaka og dermed rejse igennem Kobe, som jeg så skulle vende tilbage til med lokaltog.
Jeg ankom således til Kobe, efter mørket var faldet på, så jeg kunne meget passende benytte mig af muligheden til at slå et hurtigt smut forbi byens havneområde, så jeg kunne betragte dette i oplyst tilstand, før jeg dagen efter skulle udforske det i dagslys.
Selvom Kobe ellers er en storby, så var der ikke mange mennesker i gaderne, hvor der derimod var en behagelig stilhed, som jeg kunne nyde det meste af turen mod mit hotel, hvor jeg tjekkede ind klokken 20, så jeg dermed kunne bruge de sidste timer af dagen på at slappe af efter en lang rejse. På vejen mod hotellet fik jeg desuden øje på en hæveautomat, og jeg valgte derfor at gøre noget, som jeg kun én gang tidligere havde prøvet, da jeg benyttede mig af maskinen til at hæve minimumsbeløbet på 10.000 yen, hvilket svarede til præcis 500 kroner. Oprindeligt skulle jeg nemlig kun have været i Japan i 13 dage, men jeg valgte at forlænge min ferie til 15 dage, hvilket skete, efter jeg allerede havde købt valuta, så på et tidspunkt ville jeg derfor løbe tør for penge, fordi de to ekstra dage altså ikke havde været inkluderet i mit budget. Med 10.000 yen ekstra i lommen, var jeg nu sikker på at kunne klare mig, og jeg havde endda også råd til lidt sjov.
Dagens højdepunkt: Shikoku Mura
Dagens gode minde: De to ældre mænd, der ville tale med mig i toget
Dagens forbrug på seværdigheder: 2200 yen
Dagens gode råd: Det kan bedst betale sig at købe valuta hjemmefra i stedet for at hæve penge i Japan, idet der er et højt gebyr, for hver gang man vælger at gøre det