Sakurajima er Japans mest aktive vulkan, og det er derfor ikke muligt at komme frem til toppen af bjerget, som man ikke desto mindre kan bestige, så man trods alt kan komme nærmere tinden og beundre denne. Selvom man kan komme frem til et observatorium med bil så valgte jeg dog at gå til dette, da jeg i 2023 besøgte Sakurajima, hvor der både var en flot udsigt til toppen på afstand, men også på nærmere hold, hvor man i sandhed kunne betragte de mange detaljer, som diverse udbrud gennem tiden har efterladt i klipperne.
I 2023 valgte jeg at fuldføre Shimanami Kaido, hvilket er en 75 kilometer lang cykelrute, der strækker sig over seks øer og seks broer i indlandshavet. Jeg cyklede ruten på en enkelt dag, og det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, men samtidig noget af det mest uforglemmelige. Den sidste bro, som jeg skulle krydse, var Kurushima Kaikyo Ohashi, som er verdens længste system af hængebroer, men først ville jeg gerne nyde udsigten til den ved at bestige bjerget Kirosan. Dette var dog så stejlt, at jeg måtte trække min cykel hele vejen, hvilket var ekstremt udmattende, men udsigten broen var mageløs. Særligt fordi at solen var ved at gå ned, men netop derfor måtte jeg også skynde mig ned igen, så jeg kunne få krydset broen, før det blev mørkt.
I 2024 tog jeg til Japan med det primære formål at bestige nogle af landets bjerge, og jeg udså mig derfor det 1.729 meter høje Daisen-bjerg, der er det højeste bjerg i Chugoku-regionen. Det var desværre overskyet, så på hele turen op havde jeg ikke nogen udsigt, hvilket jeg derfor først blev belønnet med, da jeg var på vej ned fra bjerget, hvor det begyndte at klare op, så jeg dered fik et flot udsyn til det omkringliggende landskab bestående af byen Yonago og Det japanske hav. De lave skyer gjorde sådan set bare oplevelse bedre, fordi jeg således kunne fornemme, hvor højt oppe jeg befandt mig.
I 2018 valgte jeg at bestige Japans højeste bjerg: Fuji. Dette blev dog gjort om natten, så jeg kunne nyde udsigten af solopgangen fra toppen, så turen dertil foregik stort set kun i mørke og bød altså ikke på den store udsigt. Da solen stod op den næste morgen, blev der så endelig kastet lys over landskabet, og dette var som ventet betagende. Desværre befandt jeg mig også så højt oppe, at jeg ikke rigtig kunne nyde detaljerne, men at befinde sig på jorden langt over skyerne var nu engang specielt. Problemet med at bestige bjerge er bare, at man bliver så træt, så selvom turen ned foregik i dagslys, så var jeg mere fokuseret på at komme ned og få hvilket i stedet for at betragte de flotte omgivelser.
Da jeg i 2025 var i Hirosaki, var jeg så heldig, at det var klart vejr, så jeg hele dagen havde udsigt til Iwaki-bjerget, der kunne betragtes fra forskellige dele af byen – heriblandt fra Hirosaki-borgen, hvor den optrådte som et flot baggrundsmotiv. Jeg husker dog mest mit besøg i Fujita Memorial Garden, for her var der nemlig et brudepar, som gik og fik taget billeder, og da der var et åbent udsyn til Iwaki-bjerget, fik de naturligvis også taget billeder foran dette, der fremstod smukt med sin sneklædte tinde.
I 2019 fik jeg endelig Fuji–bjerget at se under min fjerde tur til Japan, efter at jeg ironisk nok havde besteget bjerget året forinden. Turen til Fuji var også en spontan en af slagsen, og hændte fordi jeg stod op til en skyfri dag, og eftersom jeg boede på hotel i Yokohama, kunne jeg nemt tage toget til Kawaguchiko, hvor jeg først fik Fuji at se fra toget, før dagen blev brugt på at beundre det fra forskellige steder. Et af disse steder var Arakura Sengen-helligdommen, der er et af de mest populære steder at betragte Fuji–bjerget, og derfor var der da også fyldt med mennesker, selvom man skal bestige en masse trapper for at nå frem til helligdommen, der er kendt for sin pagode, der typisk optræder på billeder med Fuji i baggrunden. Den ikoniske udsigt skuffede da heller ikke, og jeg var så heldig at være der, imens kirsebærtræerne blomstrede, så der var fuld plade på turistlotteriet.
Den japanske alperute strækker sig gennem de japanske alper og fuldføres ved, at man benytter forskellige transportmidler undervejs såsom busser og kabelbaner. Ruten åbner i april, hvilket passede med, at jeg var i Japan på dette tidspunkt i 2019. Jeg købte derfor en billet og brugte en dag på at krydse de japanske alper, hvilket var en stor oplevelse, men også ret stressende, fordi der var så mange mennesker på hele turen. Jeg havde dog aldrig før befundet mig midt i bjergene og så endda sneklædte af slagsen, så der var generelt mange imponerende syn at tage til sig. Desværre blev jeg også sneblind, så jeg næsten intet kunne se, og selv min mobilskærm var næsten helt sort, så jeg ikke kunne se, de billeder, som jeg tog.
I 2024 valgte jeg at bestige det højeste bjerg på Shikoku: det 1.982 meter høje Ishizuchi-bjerg, som jeg længe havde haft i kikkerten og derfor havde reserveret en hel dag til. Og denne blev i sandhed uforglemmelig, for trods varmen, der nærmest gjorde det ulideligt at opholde sig udenfor, så var turen op mod toppen eventyrlig, hvilket blandt andet skyldtes, at jeg nogle steder gjorde brug af såkaldte klatrekæder, så det virkede som en autentisk bjergbestigning. På toppen var der en mageløs udsigt, men denne består dog af en stejl bjergkam, og at vandre på denne var både nervepirrende og uforglemmeligt, for selvom jeg var påvirket af adrenalin, så var jeg også overvældet af det smukke landskab, jeg befandt mig i, og som derfor omgav mig til alle sider.
Yamadera er navnet på en lille by i Tohoku-templet samt et tempel, som befinder sig på et bjerg i denne. Yamadera betyder nemlig “bjergtempel”, og det er et af de bedste steder, jeg har besøgt i Japan grundet dets placering. For at komme frem til templet skal man nemlig bestige 1000 trappetrin, hvilket er en oplevelse i sig selv, men fra selve templet har man en mageløs udsigt ud over det omkringliggende bjerglandskab. Grundet Yamaderas placering er der heller ikke mange, som vælger at besøge templet, så da jeg tog forbi det i 2016, var der kun en håndfuld andre folk til stede, hvilket gjorde det muligt for mig at nyde stedet til fulde, og det overdådige bjerglandskab var virkelig en oplevelse, der visuelt formåede at sætte sig i min hukommelse.
I 2018 besøgte jeg Iya-dalen på Shikoku, der er kendt for at være en af de mest øde afkroge i Japan, så for at komme dertil var jeg nødt til at tage en bus, mens jeg måtte overnatte i dalen, fordi busserne holdt op med at køre om eftermiddagen. Jeg valgte derfor at tilbringe natten i en bjerghytte ved at bestige Miune-bjerget, hvilket var en af de mest fantastiske oplevelser, jeg har haft i Japan, selvom det også var en af de hårdeste. Den udsigt, jeg blev belønnet med på toppen af Miune var simpelthen overdådig og er et syn, som jeg aldrig kommer til at glemme. Skyggefaldet på det grønne bjerglandskab og de lavthængende skyer var så eventyrligt og malerisk.