5. maj 2023: Shimanami Kaido

En hård dag i vente

Denne dag skulle være højdepunktet på min tur til Japan, for det var en dag, jeg havde set frem til i over et år. Da jeg under coronapandemien begyndte at planlægge min næste ferie til Japan, besluttede jeg mig nemlig for, at jeg ville prøve at cykle den 75 kilometer lange cykelrute kendt som Shimanami Kaido, der strækker sig over seks øer og broer i det japanske indlandshav.

Oprindeligt ville jeg gerne have fuldført ruten over to dage, så jeg kunne tage den med ro og få set alt, der var at opleve på Geiyo-øerne, hvor ruten er blevet anlagt, men eftersom jeg besøgte Japan under helligdagsperioden kendt som Golden Week, så var det ikke muligt at finde nogen ledige hoteller på øerne, og jeg var derfor nødsaget til at fuldføre Shimanami Kaido på en enkelt dag, hvilket betød, at jeg for det første skulle nå at cykle 75 kilometer, men samtidig måtte begrænse mine aktiviteter undervejs.

Og så var der også lige den faktor med vejret, for jeg ville dæleme ikke cykle rundt en hel dag i regnvejr, så derfor kunne jeg sådan set ikke vide, om jeg på denne dag ville få mine planer ødelagt, før jeg om morgenen stod op og tjekkede vejrudsigten. I dagene forinden havde jeg nemlig set, at et stort regnvejr ville passere over Japan, men ifølge vejrudsigten ville dette heldigvis først ske dagen efter, så præcis som planlagt tjekkede jeg ud fra mit hotel i Fukuyama, da jeg tidligt om morgenen steg på et tog med retning mod havnebyen Onomichi, hvor Shimanami Kaido enten har sin begyndelse eller afslutning - alt efter om man starter på Honshu eller Shikoku.

Jeg havde planlagt at starte på Honshu og ende på Shikoku, så jeg dagen efter kunne besøge Ehime-præfekturet, som jeg ville ende op i, da jeg aldrig før havde befundet mig i dette. Men for at jeg kunne komme frem, skulle jeg altså lige krydse indlandshavet, og for at gøre dette skulle jeg først have anskaffet mig en cykel. Dette kan heldigvis nemt gøres i Onomichi, hvor man kan leje cykler i en hel dag for et par tusinde yen. Men dette var den tredje helligdag i træk, og jeg var derfor beredt på, at mange japanere ville bruge dagen på at cykle Shimanami Kaido, hvilket viste sig at være sandt. For selvom jeg ankom til cykelterminalen klokken 8, så var de fleste cykler allerede taget, så der kun var omkring 20 tilbage, da det blev min tur til at vælge.

Der var mange flere cykler, som var reserveret på forhånd, hvilket jeg havde forsøgt at gøre hjemmefra, men jeg kunne simpelthen ikke få det til at virke, så derfor mødte jeg bare op ved cykelterminalen og stillede mig i kø uden at vide, om jeg ville få en cykel eller ej. Det gjorde jeg heldigvis, og det var endda en ret god en af slagsen, som dog måtte have sædet justeret, så den passede til min højde. Selve udlejningsprocessen var også ganske nem og hurtig, og man fik både kort og instrukser om turen på Shimanami Kaido, da det primært er denne, der er årsagen til, at folk lejer cykler i Onomichi. Dog kostede det også et gebyr på 1.300 yen for ikke at levere cyklen tilbage til Onomichi, idet jeg naturligvis ville aflevere den i cykelterminalen på Shikoku.

Turen på Shimanami Kaido begynder

Fra Onomichi skal man dog med en lille passagerbåd til den første ø, som er Mukaishima, hvilket er en kort tur, som kun kostede 110 yen, som blev betalt ombord på båden, hvor der var mange andre cyklister - både japanere og udlændinge. Og ved ankomsten til Mukaishima satte jeg mig så op på cyklen og påbegyndte den lange tur mod syd, hvilket skete omkring klokken 9. Hvis jeg havde befundet mig på cyklen under hele den 75 kilometer lange rute, ville jeg ifølge cykeludlejerne være i mål efter 7 timer - altså klokken 16, men jeg havde jo planlagt at se ting undervejs, så derfor vidste jeg, at måtte træde i pedalerne for at ankomme til Shikoku, før mørket faldt på klokken 19. Man må nemlig ikke cykle på broerne i mørke, så hvis jeg ikke skulle blive fanget på Geiyo-øerne uden et sted at overnatte, skulle jeg altså fuldføre ruten på under 10 timer.

Der var dog heller ikke noget på Mukaishima, som jeg ville se, så turen på denne var hurtigt klaret, idet jeg blot skulle følge de blå streger på vejen, som markerede ruten frem til den første bro, som jeg skulle krydse. Dette er en hængebro kendt som Innoshima-broen, som forbinder Mukaishima med øen Innoshima, og denne kan man som cyklist krydse på et dæk, der befinder sig under kørebanen. Udsigten er derfor ikke ligefrem mindeværdig, men at se broen på afstand og køre op mod denne, før man begynder at krydse den, var derimod en virkelig speciel oplevelse, fordi den sidste del af turen foregår på veje forbeholdt cykler, så man derfor kan tillade sig at køre langsomt eller helt standse og beundre synet.

Eftersom man i Japan kører i venstre side, skulle jeg desuden lige vænne mig til dette, men det faldt mig hurtigt naturligt på store veje, mens jeg havde for vane at hælde til højre, når jeg var alene på de små cykelstier.

Jeg var dog langt fra alene på Shimanami Kaido, hvor der var mange andre cyklister. I starten er det de samme personer, man støder på og overhaler, men folk cykler jo i forskelligt tempo og tager forskellige ruter, så med tiden ser man ikke længere de samme personer.

På hele ruten fik jeg i hvert fald set flere hundrede andre cyklister, så det var næsten som at være hjemme i Danmark. Dog var dette jo på en øgruppe, så selvom det trækker turister til, så må det også være irriterende for lokalbefolkningen med alle de cyklister over det hele, men bilisterne var heldigvis vant til det, så jeg følte mig på ingen måde utryg over at cykle i et andet land.

På Innoshima var der flere ting, som jeg gerne ville se, og første stop var Yarukiji-templet, som dog befinder sig på et bjerg, som jeg derfor var nødt til at bestige, hvilket jeg ikke lige orkede at gøre på cykel, så jeg valgte at stå af og skyde genvej til fods. Jeg fik derfor brugt over en time på dette besøg, men det viste sig at være hele turen værd, for fra tempelgrunden var der en virkelig flot udsigt ud over de omkringliggende øer, og så var der også mange gamle statuer på toppen af bjerget, hvor der ligeledes var en klokke, som man kunne ringe med for at signalere, at man var nået frem. Så dette valgte jeg naturligvis at gøre, før turen gik tilbage til min cykel, som jeg måtte parkere ved foden af bjerget.

Herefter gik turen så videre til et andet tempel, som meget praktisk ligger lige ved siden af Innoshima-borgen, der sådan set ikke er andet end et søfartsmuseum i en ret lille bygning, som er bygget på grunden, hvor den oprindelige Innoshima-borg engang lå. Denne befandt sig desuden på toppen af en bakke, som det var ret hårdt at komme frem til, for først skulle jeg tilbagelægge en stejl stigning på cykel og derefter en lang passage af trapper til fods, hvilket var lidt hårdt, for jeg havde jo også min fyldte rygsæk at slæbe rundt på hele dagen. Lige ved siden af borgen var også et tempel, hvor man var i gang med afslutningen på en begravelse, hvilket jeg aldrig før havde set i Japan, så det vat også en speciel oplevelse.

Jeg havde været nødt til at forlade cykelruten for at tage på rundtur på Innoshima, så det var meget praktisk, at den var markeret md blå striber, så jeg nemt kunne finde tilbage til den og herefter krydse Ikuchi-broen, som førte mig videre til den tredje ø: Ikuchijima. Denne gang kørte jeg på selve broen i et spor ved siden af kørebanerne, så der var en flot udsigt på turen, og så var det vist også første gang i mit liv, jeg havde krydset en så stor bro på cykel, så det var en ret speciel følelse. Dog var det også allerede blevet middag, og halvdelen af turen var endnu ikke færdig, så jeg var nødt til at skynde mig. For på Ikuchijima var der et sted, som jeg virkelig gerne ville besøge, hvilket nok også er den mest populære seværdighed på Geiyo-øerne.

På Ikuchijima ligger nemlig templet Kosanji, hvilket kort sagt er spækket med indtryk, da det er et privat opført kompleks, der har til formål at imponere. Selve templets bygninger er i sig selv betagende med flotte farver og detaljerede udskæringer, men herudover består templet også af noget så usædvanligt som en bakke fyldt med enorme marmorstykker, hvor mange af de besøgende naturligvis opholdt sig, for dette er simpelthen et bizart og fascinerende sted kendt som "håbets bakke". Hér blev besøgende også vidne til et andet underligt syn i skikkelse af en tysk kvinde, som gik rundt iført kimono og rævemaske, mens hun legede med sin datter med en legetøjsbil og blev filmet af en asiatisk mand, alt imens hun gentog "I'm anime Prinzessin".

Nå men, der var skam mere at se ved Kosanji, for dette har blandt andet også en stor Kannon-statue samt en underjordisk grotte kendt som "Grotten med de 1000 Buddhaer", hvilket ikke engang er en overdrivelse. For grotten løber nemlig under tempelgrunden og indeholder så sandelig hundredvis af Buddha-statuer samt malerier i de oplyste tunneller, man som besøgende kan vandre rundt i.

Selvom billetten ganske vist var lidt dyr, så fik man virkelig mange uforglemmelige oplevelser for pengene. Og generelt syntes jeg, det var sjovt, at man kan finde sådanne interessante seværdigheder på en lille ø i Japan, hvor fok alligevel valfarter til.

Men Kosanji befandt sig heller ikke på cykelruten, som jeg derfor igen havde løsrevet mig fra. Hvis jeg havde haft muligvis for at fuldføre Shimanami Kaido over to dage, som jeg oprindeligt havde planlagt, ville jeg desuden have overnattet på Ikuchijima, så jeg også kunne have nået at besøge øen Okunoshima, der er kendt som kaninøen, fordi denne er fuld af kaniner. Dette kunne jeg dog ikke nå, for jeg skulle videre til den næste ø, hvilket var den største ø kendt som Omishima, og for at komme frem til denne krydsede jeg Tatara-broen.

På Omishima valgte jeg også at forlade cykelruten, så jeg kunne besøge to helligdomme, hvilket blev sidste gang, jeg begav mig bort fra den officielle rute for i stedet at være "Island Explorer", som de blå striber på vejen kalder det, når man vælger at udforske øerne, og når man vælger at gøre dette, så er det praktisk at være i besiddelse af et offline kort på mobilen, eftersom man jo ikke længere kan navigere efter de blå streger, der normalt fungerer som pejlingsmærker, for det fysiske kort, jeg fik udleveret sammen med min cykel, viste jo ikke, hvor jeg befandt mig.

På vejene kan man desuden også se, hvor langt der er til mål, og da det gik op for mig, at jeg på Omishima kun var nået halvvejs, måtte jeg skynde mig videre til den femte ø: Hakatajima. Men for at komme frem til denne skal man heldigvis krydse den korteste bro, som er Omishima-broen. Og så er Hakatajima tilmed også den mindste ø, så jeg hurtigt var videre til Hakata-Oshima-broen, som bragte mig videre til den sidste ø: Oshima.

Men selvom Oshima var den sidste ø, som jeg skulle passere for at komme frem til Shikoku, så var den dog også dagens højdepunkt, for den sidste bro er nemlig verdens længste system af sammensatte hængebroer kendt som Kurushima Kaikyo-broen. Og denne kunne jeg ikke nøjes med kun at cykle på. Jeg blev simpelthen nødt til at betragte dette imponerende bygningsværk på afstand, så derfor havde jeg allerede planlagt, at jeg ville frem til Kirosan Park, som dog befinder sig på toppen af et bjerg. Heldigvis er der en vej, som fører direkte frem til udkigsposten på toppen, men på den anden side kan intet normalt menneske cykle op ad et bjerg, når man i forvejen har cyklet over 60 kilometer, og eftersom jeg var taget på sideture på flere øer, så havde jeg allerede tilbagelagt de 75 kilometer, som selve Shimanami Kaido bestod af.

Og nu tog jeg så på afveje igen, for solen var ved at gå ned, og jeg ville for alt i verden nå at nyde synet af hængebroerne, før de skulle passeres. Men mine ben værkede, så jeg kunne knap nok begynde at træde i pedalerne på de stejle veje, hvor jeg derfor måtte trække min cykel mere end tre kilometer op ad bakke, hvilket for det første var ekstremt hård, men også tidskrævende. Gudskelov var der skilte undervejs, som viste afstanden, og hver 500 meter føltes som en personlig bedrift. Sjældent har jeg været så udkørt, men tanken om, at jeg på toppen ville blive belønnet med en smuk udsigt var med til at holde mig i gang. Der var tilmed støttende tilråb fra de biler, som passerede mig undervejs, for jeg var ikke den eneste cyklist, som måtte trække min cykel frem til toppen, og en japansk mand forsøgte endda også at cykle frem i lavest mulige gear.

At nå frem til Kirosan Park og kunne beundre udsigten til Kurushima Kaikyo-broen var en antiklimatisk oplevelse, for på den ene side var jeg overvældet over at have kæmpet mig frem og nu endelig kunne nyde det mageløse syn af den enorme bro. På den anden side gjorde synet mig dog også opmærksom på, at min tur jo slet ikke var slut, før jeg havde krydset den. Og eftersom klokken nu havde passeret 18, havde jeg kun omkring en times dagslys tilbage, før mørket faldt på, og broen skulle være krydset.

Jeg måtte derfor skynde mig ned fra Kirosan Park, men fordelen ved at bevæge sig op med en cykel er, at man heldigvis kan sidde på den på vejen ned igen. Og hold da op, hvor var det en utrolig dejlig følelse at tilbagelægge 3 kilometer i løbet af ganske få minutter, da jeg bare lod cyklen trille afsted ned ad de stejle veje, så jeg på ingen tid ankom til foden af bjerget. Der var tilmed andre cyklister, som også skulle afsted til broen, så jeg var heldigvis ikke den eneste, som var sen på den, men der var tydeligvis langt færre cyklister på vejene end tidligere, så de fleste havde enten fuldført Shimanami Kaido, eller de havde fundet de hoteller, som de skulle overnatte på.

Jeg havde heldigvis sørget for at spise og drikke en del undervejs ved at stoppe op ved butikker og salgsautomater, når jeg passerede dem, men jeg var alligevel træt og udkørt. Min nakke og mine arme var solskoldet, og jeg var badet i sved. Min ryg gjorde ondt, på grund af vægten fra min rygsæk, mine skuldre gjorde ondt på grund af mine evigt fremstrakte arme, og mine ben gjorde ondt på grund af den bedrift, det trods alt er at cykle 100 kilometer på en dag.

Jeg var rent ud sagt færdig, men turen var ikke engang slut endnu. Ved ankomsten til Kurushima Kaikyo-broen købte jeg derfor en energidrik fra en salgsautomat, som jeg bællede i mig, så jeg kunne klare det sidste stykke. Og da jeg satte hjulene på broen, blev jeg faktisk glad for, at det var blevet så sent, for at betragte solopgangen, imens man på cykel passerer et system af hængebroer, var godt nok en af de mest overvældende oplevelser, jeg har prøvet. Så selvom at det samtidig var det fysisk hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, så begyndte lettelsen gradvist at overmande udmattelsen, efterhånden som broen blev passeret. Det var derfor en anelse vemodigt at køre ned fra broen, for da gik det for alvor op for mig, hvad jeg netop havde været igennem, og at der nu ikke længere var nogen indtryk at suge til sig.

Tidsnok i mål

Turen var ved at være slut, og de mange oplevelser var forbi. Jeg havde haft så travlt med at nyde alting, at jeg begyndte at spørge mig selv, om jeg nu virkelig også havde nydt det, eller om jeg kun havde haft travlt. For til sidst måtte jeg trods alt skynde mig, hvilket viste sig at være en god ide, for Shimanami Kaido er skam ikke overstået, efter at man har krydset Kurushima Kaikyo-broen. Herefter venter nemlig 10 kilometer, før man ankommer til byen Imabari, hvor jeg skulle aflevere min cykel, inden terminalen lukkede klokken 20. Og på turen dertil blev det mørkt, så jeg ikke kunne fokusere på andet end den overvældende træthed, mens jeg følte, at den ene kilometer efter den anden blev tilbagelagt i et afskyeligt lavt tempo, selvom jeg cyklede så hurtigt, at jeg for første gang i mit liv stønnede af udmattelse.

Omsider ankom jeg dog til stationen i Imabari, hvor jeg kunne aflevere min cykel og meget praktisk stige på et tog i retning mod byen Saijo, hvor jeg havde fundet et hotel. Og fordelen ved, at jeg måtte indstille mine aktiviteter, samtidig med at det blev mørkt, var trods alt, at det stadig var ret tidligt på aftenen, da jeg ankom til hotellet og hér kunne begynde at gøre klar til at gå i seng. For jeg havde for det første behov for et langt og varmt karbad, men for det andet havde jeg virkelig også brug for en god nats søvn oven på denne lange dag, som var en af de mest mindeværdige, jeg nogensinde har haft i Japan. Og selvom det også var ekstremt hårdt, så var Shimanami Kaido alligevel noget, som jeg sagtens kunne finde på at gøre igen, for det er en helt igennem unik oplevelse, der overvælder en med både følelser og indtryk, så allerede året efter fuldførte jeg faktisk turen igen, hvilket dog foregik i steghede temperaturer, så det var en knap så fornøjeligt.

Total Page Visits: 357 - Today Page Visits: 1