23. marts 2016: Tokyo og Yamadera

På denne dag besøgte jeg:

 

Tokyo:

-Sensoji

-Tokyo Skytree

 

Yamadera

 

Sendai

Morgen i Tokyo

Dette var dagen, hvor jeg skulle forlade Tokyo for i stedet at rejse mod nord. Inden jeg skulle tjekke ud klokken 10 valgte jeg dog at stå tidligt op, så jeg kunne nå et smut forbi Skytree, der lå i nærheden af mit hotel. De åbnede dog først for billetsalg klokken 8, så ventetiden brugte jeg på at gå en tur forbi templet Sensoji, som alligevel lå på vejen. Det kan varmt anbefales at vandre rundt i Tokyo tidligt om morgenen, for der er kun få mennesker, så man har mulighed for at nyde omgivelserne i ro og fred. Selvom Sensoji er Tokyos vigtigste tempel, så var der under ti mennesker, og alle var japanere, der kom for at bede, før de tog på arbejde. Da jeg senere ankom til Skytree var jeg også blandt de første i køen, og da dørene åbnede blev jeg vidne til en højtidelig og nærmest ceremoniel velkomst fra personalet der hilste os med både buk og fanfare-musik. Eftersom jeg ikke havde taget en taske med, som skulle undersøges, var jeg en af de første fire der blev lukket op på observationsdækket i 350 meters højde.

23. marts 2016: Tokyo og Yamadera
Sensoji

23. marts 2016: Tokyo og Yamadera
Tokyo Skytree

Elevatorturen tog ikke lang tid, og man kunne følge farten på en skærm. Det gav lidt propper i ørerne, for før man vidste af det, steg man ud og havde udsigt ud over Tokyo i en 360 graders vinkel. Det var en vild udsigt, men alligevel ikke lige så mageløs, som når man befinder sig i skyskrabere, hvorfra omgivelserne virker mere detaljerede. Det var svært at udse sig bestemte bygninger, men ikke desto mindre fik jeg igen bekræftet, at Tokyo er en gigantisk by, der strækker sig langt ud i horisonten. Det var lidt skyet, men jeg kunne svagt fornemme Fuji-bjerget i det fjerne, så der fik jeg i det mindste set en smule af bjerget, som jeg ikke havde held med at få set dagen før.

Jeg valgte at betale ekstra for at komme yderligere 100 meter op til det andet observationsdæk, hvor man kunne gå opad i en spiral og hele tiden stige til nye højder. Udsigten var dog ikke meget anderledes, så hvis man ikke gider bruge pengene på det, så kan det øverste observationsdæk sagtens droppes. Jeg tror egentlig også mest, at det er til for folk, der ønsker at nyde omgivelserne med færre mennesker, fordi de fleste kun køber adgang til det store observationsdæk, men fordi det var tidligt på dagen var der altså heller ikke mange mennesker der. Efter besøget i 450 meters højde tog jeg en elevator ned til en etage, hvor man kunne se direkte ned med glasplader i gulvet.

Dette var dagen hvor jeg brugte flest penge. Skytree er en dyr oplevelse i forhold til meget andet, og efterfølgende kom jeg til at gå souvenir-amok, hvilket blandt andet også skete, da jeg gik igennem Sensojis shoppinggade på vej tilbage til hotellet, da denne i mellemtiden var åbnet.

Jeg havde på forhånd pakket min taske, så jeg var klar til at forlade hotellet, med det samme jeg var tilbage, og herefter gik turen lige et smut forbi Shibuya station, hvor jeg fik mulighed for at se det berømte fodgængerfelt, der er verdens mest befærdede og statuen af hunden Hachiko. Efter dette tog jeg videre til Tokyo station, hvor jeg hoppede på shinkansen mod Sendai, hvor jeg ankom nogle timer senere. Men selvom mit hotel lå i byen, så åbnede det dog først for tjek ind nogle timer senere, så jeg slæbte i stedet bagagen med mig til et lokaltog og satte kursen mod Yamadera.

23. marts 2016: Tokyo og Yamadera
Udsigt fra Tokyo Skytree

23. marts 2016: Tokyo og Yamadera
Ved Yamadera

Yamadera

Yamadera var et af de steder, jeg virkelig gerne ville opleve, mens jeg befandt mig i Tohoku-regionen, men stedet ligger meget afsides, så det var et besøg der krævede tid. Selvom jeg ellers først havde tænkt mig at tage forbi nogle dage senere, besluttede jeg mig for at få det klaret med det samme. Turen i lokaltoget var virkelig en oplevelse i sig selv. Mens japanerne sad forgabt i deres mobiler og bøger var jeg opslugt af udsigten, da vi rejse igennem et bjergrigt område, hvor naturen hele tiden havde noget at byde på. Der var sneklædte bjergkæder, enorme grantræsskove, vandfald og brede floder. Det var tydeligt, at vi kom længere væk fra storbyerne og hele tiden kom dybere ind i landet og højere op mod himlen. I et par minutter var alt mørkt, da vi kørte igennem et af de største bjerge, og ikke længe efter ankom vi til Yamadera, der både er navnet på et tempel og byen, som det befinder sig i. Jeg ville dog ikke slæbe min efterhånden tunge bagage med mig, så jeg valgte at låse den inde i et nøgleskab på stationen.

Templet i Yamadera befinder sig på en stejl bjergside og er synligt fra stationen, så der var ingen tvivl om, hvor jeg skulle gå hen. Før man kan betræde templet, skal man dog bestige bjergsiden, der har omkring 1000 trappetrin, og vejen dertil er bestemt ikke kedelig. Ikke nok med at man er omgivet af fantastik natur med gigantiske stenstykker og enorme træer, så er der også alt lige fra buddha-figurer, stenlanterner, udskæringer i klipperne og op til flere gamle bygninger. Jeg var alt for betaget til overhovedet at tage mig af den kølige bjergluft. Temperaturen mindede om den jeg kom fra i Danmark, hvilket er klart eftersom Yamadera ligger nordpå og samtidig er højt oppe i bjergene. Enkelte steder lå der endda små bunker sne. Jeg havde egentlig forventet mange flere turister sådan et særpræget sted, men fordi det var ved at blive sent, og fordi Yamadera ligger så afsides, kunne jeg atter nyde at være næsten alene, eftersom der foruden mig kun var enkelte japanere og de fleste af disse var endda unge mennesker, der besøgte stedet i grupper á 2-3 personer.

23. marts 2016: Tokyo og Yamadera
Yamadera
23. marts 2016: Tokyo og Yamadera
Udsigt fra Yamadera

Turen eskalerer i en samling gamle bygninger. Mest kendt er nok den del af templet, der ligger ude på kanten af klippevæggen. Over dette er der et lille podie, der hænger ud over bjergvæggen med støtte fra træpæle. Det tænkte jeg dog ikke på, da jeg gik derop. Jeg var i stedet optaget af at beundre den fantastiske udsigt. Danmark er et fladt og kedeligt land, så jeg stod længe og betragtede udsigten til de mange bjerge, som jeg ikke ville få at se igen i meget lang tid. Jeg skulle dog også ned igen og turen foregik på præcis samme strækning, som jeg var kommet op. Klokken var blevet 16, og på den tid af dagen kører togene kun en gang i timen på den strækning, men jeg var så heldig at det næste tog kun var 10 minutter væk, da jeg havde samlet min bagage op på stationen. Herefter begav jeg mig så tilbage til Sendai, hvor jeg skulle bo på hotel, i de kommende dage, hvor jeg skulle udforske Tohoku-regionen.

Da jeg ankom til Sendai handlede jeg lidt ind, inden jeg fandt frem til mit hotel, der kun lå nogle hundrede meter fra stationen. Jeg fik værelse på 10. sal (øverste) og tog et langt karbad, før jeg gik i seng, så jeg kunne være udhvilet til næste morgen.

 

Forrige dag - Næste dag

Dagens højdepunkt: Turen op ad bjerget til Yamadera er i sig selv en oplevelse, men udsigten derfra er uforglemmelig

 

Dagens gode minde: At opleve, hvordan personalet byder folk velkommen, når Skytree åbner for besøgende om morgenen.

 

Dagens forbrug på seværdigheder: 3390 yen.

 

Dagens gode råd: Besøg Tokyo Skytree tidligt på dagen, mens der ikke er så mange mennesker.

Total Page Visits: 710 - Today Page Visits: 1