2023 var jeg i Nagasaki, hvor jeg besøgte flere af byens seværdigheder, hvilket inkluderede det kinesiske tempel Kofukuji. Selvom det ikke er et stort tempel, så er det dog et historisk et med betydningsfulde bygninger, men alligevel var der ikke en eneste gæst til stede, da jeg lagde turen forbi. Munken, der solgte billetter ved indgangen, gik derfor og fejede ved denne, da jeg trådte ind ad hovedporten, og herefter kunne jeg altså gå rundt og nyde stedet uden andre omkring mig. På denne dag var der ellers fyldt med mennesker i Nagasaki og ved byens andre attraktioner, så det var dejligt med et åndehul, hvor jeg kunne slappe af, og så endda i så flotte og historiske omgivelser.
I Sendai ligger templet Rinnoji, som jeg første gang besøgte i 2016, hvilket foregik om eftermiddagen. Da jeg i 2025 genbesøgte templet, valgte jeg at gøre dette om morgenen, og selvom klokken ellers var over 8, og der var mange folk i gaderne, så var der alligevel ingen til stede ved Rinnoji, hvor jeg altså var helt alene. Jeg troede derfor, at de besøgende måtte opholde sig i templets have, da det trods alt er denne, som det er mest kendt for, men da jeg begav mig ind i denne, var der heller ingen mennesker, og jeg havde dermed hele stedet for mig selv. Det var en speciel oplevelse at kunne gå rundt i en stor landskabshave alene, og jeg kunne således også værdsætte konceptet, fordi tilstedeværet af andre personer generelt fungerer som et forstyrrende element. I kombination med stilheden blev omgivelserne mere betagende og afslappende, så jeg nød virkelig denne stund ved en ellers populær seværdighed.
I Arashiyama-distriktet i Kyoto befinder sig en passage med cylindere indeholdende kimonostof, som derfor er kendt som Kimono Forest. Og da jeg i 2023 boede på hotel i Kyoto, valgte jeg at besøge dette sted hele to gange, så jeg både kunne se det i dagslys og i mørke, hvor cylinderne er oplyst. Utroligt nok var jeg helt alene begge gange, selvom det er en virkelig smuk udstilling, men det skyldes nok, at den ligger en smule skjult, så jeg faktisk var ved at gå forbi den anden gang. Hér ankom jeg dog også tidligt om morgenen, hvor jeg havde besøgt de nærliggende bambuslunde i Arashiyama for netop at undgå de store menneskemængder, men den første gang var det tidligt på aftenen, og alligevel var der altså ikke nogen til stede, da jeg ankom, så jeg kunne i ro og fred tage billeder og optage videoer.
Okunoshima er også kendt som kaninøen, fordi der på denne lever hundredvis af vilde kaniner, som blev sat fri på øen efter Anden Verdenskrig, hvor Okunoshima blandt andet var blevet benyttet til at fremstille giftgas. På øen befinder sig derfor også flere ruiner, og da jeg i 2023 besøgte disse, var jeg helt alene, så jeg kunne gå rundt og udforske dem som en urban explorer. Der var tilmed åbninger fulde af spindelvæv og tykke lag støv, så det føltes som et uopdaget sted, selvom Okunoshima dog er en populær turistattraktion. Men de fleste kommer trods alt for at opleve de mange kaniner, som jeg også havde for mig selv nær ruinerne, idet kaninerne var at finde overalt på øen. Alt i alt var det altså en uforglemmelig tur til et unikt sted.
I 2016 besøgte jeg Matsushima, der består af en gruppe kalkøer med grantræer, idet Matsushima direkte oversat betyder “grantræ-ø”. Stedet er kendt for at være et af Japans tre smukkeste landskaber, men da jeg ankom tidligt om morgenen, var der stort set mennesketomt ved kysten, hvorfra man kan betragte de fleste øer, mens man kan gå til nogle af disse via broer – heriblandt øen Oshima, hvor jeg var fuldkommen alene, da jeg begav mig over på denne. Jeg kunne således gå rundt på øen og betragte udsigten i ro og fred, ligesom jeg kunne nærstudere de historiske ruiner, der befinder sig i området. Det føltes virkelig, som om jeg havde fundet frem til et ukendt sted i Japan, selvom det ironisk nok er et af de mest kendte.
I 2023 var jeg i Kamakura, hvor jeg slog et smut forbi Sasuke Inari-helligdommen, der ligesom andre Inari-helligdomme er kendt for sine mange torii-porte. Jeg havde derfor regnet med, at der ville være mange mennesker, men da jeg ankom til helligdommen, kunne jeg alene tage turen gennem de mange torii-porte, mens de eneste besøgende forlod helligdommen, netop som jeg ankom til den. Jeg kunne derfor gå rundt på grunden og nyde omgivelserne uden andre til stede, hvilket jeg fik brugt langt tid på, eftersom der var talrige rævestatuer overalt, så det var virkelig en hyggelig og unik oplevelse. Først da jeg skulle til at forlade helligdommen, kom der et par andre turister, men på tilbageturen gennem torii-portene, kunne jeg igen gå rundt alene.
I 1873 åbnede man i Nikko Japans første hotel tiltænkt Vestlige turister i skikkelse af Kanaya-hotellet, der blev så populært, at man 20 år senere valgte at opføre et nyt og større hotel. Det oprindelige hotel blev dog bevaret og er i dag åbent som et museum kaldet Kanaya Hotel History House, og dette valgte jeg at besøge i 2018, hvor jeg faktisk var den eneste besøgende. Selvom jeg godt nok blev budt velkommen af en kvinde ved indgangen, så kunne jeg altså gå rundt i den enorme bygning på egen hånd og nærmest føle, at det var mit helt personlige palæ, jeg befandt mig i. På intet tidspunkt under mit besøg kom er andre folk til, så jeg kunne virkelig gå rundt og nyde stemningen og de historiske omgivelser.
I 2023 var jeg i byen Tsu, hvor jeg først besøgte Louvre Sculpture Museum, hvorefter jeg begav mig videre til det tilknyttede Daikannon-tempel. Begge dele lå ret afsides, så på museet var der kun tre andre mennesker, men da jeg ankom til templet, viste det sig, at jeg hér var helt alene, selvom det var et temmelig stort sted med mange ting at beundre, heriblandt en stor, gylden Kannon-statue, der har lagt navn til templet. Ved min ankomst blev jeg taget imod af en munk, der på japansk forklarede om nogle ritualer, som jeg skulle gennemgå, og jeg fik blandt andet udleveret en mønt, som jeg valgte at beholde, inden jeg helt alene kunne gå rundt på grunden og betragte de mange unikke ting, der var at opleve. Det føltes nærmest, som om at jeg havde sneget mig ind efter lukketid, fordi der altså var helt stille og mennesketomt.
.jpg)
Akiyoshidai er navnet på Japans største plateau med klippefremspring, og i 2017 besøgte jeg dette i forbindelse med en tur til Akiyoshidogrotten, der befinder sig under Akiyoshidai, hvor man kan komme til via en elevator fra grotten. Denne valgte jeg derfor at benytte mig af, og da jeg ankom til det enorme plateau, viste det sig overraskende nok, at jeg var helt alene. Landskabet var virkelig betagende, så det kom bag på mig, at der ikke var andre, som gik rundt for at nyde det. Der var godt nok nogen, der betragtede det fra det nærliggende observatorium, men jeg kunne på egen hånd vandre rundt i de smukke naturomgivelser uden andre mennesker omkring mig.
Shoshazan Engyoji er et tempel beliggende i Himeji, hvor det befinder sig på bjerget Shoshazan, som det derfor er navngivet efter. Der er tale om et stort tempelkompleks, der er en af Himejis mest populære attraktioner, men da jeg i 2023 besøgte templet, fik jeg en oplevelse ud over det sædvanlige, som jeg aldrig vil glemme, da jeg var helt og aldeles alene på tempelgrunden. Jeg havde på forhånd planlagt at benytte mig af den tilknyttede svævebane for at nå frem til templet, men da jeg ankom, viste det sig, at den var lukket. Jeg valgte derfor at bestige Shoshazan til fods, og da jeg nåede frem til Shoshazan Engyoji, fandt jeg ud af, at også dette var lukket. Der var ikke rigtig nogen forklaring på hvorfor, men man kunne stadig gå rundt og beundre templet, selvom det altså ikke var åbent. Der var dog kun ganske få mennesker på stedet, og da jeg nåede frem til tempelgrunden, gik jeg helt alene rundt blandt de store, historiske bygninger, hvilket var et helt igennem magisk øjeblik.