9. november 2023: Ise og Tsu

Første stop: Ise

Jeg havde valgt at bo på hotel i Yokkaichi, fordi der var nogle steder i Mie-præfekturet, som jeg gerne ville besøge. Et af dem var Nabana no Sato, som jeg allerede havde besøgt dagen før, så denne dag skulle i stedet bruges på at besøge en af Japans mest kendte attraktioner i skikkelse af landets vigtigste helligdom: Ise-helligdommen, som jeg egentlig ville have taget turen forbi tilbage i 2018, da jeg var i området. Det var dog samtidig med, at Japan befandt sig i en national hedebølge, og jeg blev derfor så hæmmet af varmen, at jeg helt opgav min tur til Ise-helligdommen, da et besøg jo kræver, at man går rundt under åben himmel. Så denne gang var jeg fuldt forberedt på at få set et af Japans mest hellige steder, eftersom der meget praktisk gik tog direkte til Ise fra Yokkaichi.

Turen til Ise er imidlertid ikke fuldkommen dækket af Japan Rail Pass, idet man på et stykke af turen kører på private jernbanespor, og derfor skal man betale en afgift ombord på toget. Jeg ved dog ikke helt, hvad der skete, for togkontrolløren gik godt nok og indsamlede penge, men han nåede aldrig frem til mig, selvom jeg ellers sad klar med mønter, så jeg slap derfor for at betale og kom således gratis frem til Ise.

Ise-helligdommen er dedikeret til solgudinden Amaterasu og består af en såkaldt ydre og indre sektion. Den ydre sektion er nem nok at komme til fra stationen, mens den indre derimod kræver en længere bustur, så jeg valgte naturligvis først at besøge den ydre del af helligdommen, der viste sig at befinde sig på en ret stor grund, hvor man skulle gå langt for at nå frem til selve helligdommen. Den var dog ikke ligefrem imponerende - mest af alt fordi den er spærret af, så man ikke har adgang til den og desuden ikke må tage billeder af den.

Det havde dog ikke forhindret hundredvis af japanere i alle aldre i at bruge deres torsdag formiddag på at tage til Ise for at besøge byens vartegn, og besøgstallet kom ganske enkelt bag på mig, for når man tænker på, at japanerne ifølge dem selv ikke er særlig religiøse, så valfarter de alligevel til religiøse steder for at foretage religiøse ritualer.

Jeg var derimod hverken kommet for at bede eller foretage ofringer, men derimod for at opleve atmosfæren, der var en anelse hektisk, idet den i høj grad var præget af menneskemængder, hvilket var noget af det eneste, der for mig gav indtryk af, at der var tale om hellig grund. Der var ikke rigtig nogen spirituel stemning eller nogen ikoniske strukturer, der tiltrak mere opmærksomhed end andre. Det føltes mest af alt som at være en del af en pilgrimsfærd, hvor folk skulle slå et smut forbi diverse små stop undervejs for at krydse deres åndelige tjekliste af.

Ved helligdommen fik jeg ikke desto mindre overværet et interessant ritual, da jeg så firmaansatte modtage en spirituel rensning af en præst med brug af salt, og generelt var der enormt mange firmaer, hvis ansatte var taget på udflugt til helligdommen, så de gik rundt iklædt jakkesæt i store grupper og stillede også op til gruppefotos som en flok skolebørn. Og skolebørn var der sjovt nok også mange af samt børnefamilier og mest af alt ældre. Men der var nærmest ingen udlændinge og kun ganske få vesterlændinge, så jeg trods alt følte, at jeg befandt mig i Japan, hvilket man ikke altid gør ved populære attraktioner.

Turen videre til den indre helligdom skulle som nævnt foregå med bus, og denne blev selvfølgelig propfuld af folk, der ligesom mig gerne ville besøge begge sektioner af helligdommen. For den indre helligdom er trods alt også den helligste, hvilket også kom til udtryk i besøgstallet, for det var helt overvældende med så mange mennesker, der besøgte en så afsides del af landet på en hverdag, for de fleste var trods alt japanere, der var kommet for at dyrke et aspekt ved deres egen kultur.

For at komme frem til den indre helligdom skal man krydse Uji-broen, som leder frem til endnu en stor grund, hvor der også skulle tilbagelægges nogle hundrede meter, før man kunne komme frem til selve helligdommen, hvor man til sidst skulle bestige en trappe, hvilket ældre i kørestol desværre ikke havde mulighed for, så de derfor måtte sidde for enden og sende deres kære op for at bede på deres vegne.

Heller ikke her måtte man tage billeder - kun på afstand, og herfra måtte man også nøjes med at betragte helligdommen, så det er altså ikke for ingenting, at Ise-helligdommen er kendt for at være et af de helligste steder i verden.

Ise-helligdommen er desuden kendt for, at den genopføres i en ny udgave hvert 20. år, hvilket også gælder for Uji-broen, og dette var der nogle steder ved at blive gjort klar til, selvom der ellers var ti år til, idet man var ved at anlægge fundamenter og rydde budskadser med maskiner, som derfor larmede en smule, ligesom en stor del af grunden ved både den indre og ydre sektion var tomme arealer, netop fordi at de var reserveret til genopbygning. Alt i alt var Ise-helligdommen således kendetegnet ved at være stor, men alligevel beskeden, da den trods alt består af traditionelle bygninger med en unik japansk arkitektur, der ikke er præget af buddhismens formstærke og til tider farverige design.

Videre til Tsu

Fra Ise-helligdommen gik jeg igennem den gamle bydel med de historiske bygninger og videre til Sarutahiko Jinja, der er en noget mindre helligdom, hvor der derfor ikke var så meget at se. Generelt er Ise da heller ikke et af de mest mindeværdige steder, jeg har besøgt, så det var ikke ligefrem vemodigt, da jeg tidligt på eftermiddagen tog afsked med byen ved at tage bussen tilbage til stationen, hvor jeg satte mig i et tog med kurs mod Tsu. Og denne gang slap jeg ikke for at betale afgift, da vi passerede over de private jernbanespor, så selvom Ise-helligdommen godt nok havde været gratis at besøge, så blev der alligevel brugt penge på transport, idet jeg ikke kunne bruge mit Rail Pass i bussen.

Og for at komme frem til min næste destination skulle jeg også gøre brug af en privat jernbane, for i Tsu ville jeg nemlig gerne besøge Louvre Sculpture Museum, der som navnet antyder er et museum med kopier af originale skulpturer, der findes udstillet på Louvre-museet i Paris. Dette ligger nemlig temmelig afsides, hvilket generelt virker bizart, at et så specielt og omfattende museum er at finde på bøhlandet, men det skyldes, at det er en lokal rigmands livsprojekt - og det samme er et tilknyttet tempel, som administrerer museet, der meget praktisk ligger en kort gåtur fra en lille ubemandet station, hvor vi da også kun var tre personer, som skulle af.

Jeg var dog den eneste, som skulle hen til Louvre Sculpture Museum, hvor der kun var tre andre besøgende til stede ved min ankomst. Så hér kunne jeg i fred og ro gå rundt og beundre de mange skulpturer, der altså er tro kopier af originale værker som Frihedsgudinden, Venus fra Milo og Nike fra Samothrake, som folk har brugt tid og energi på at fremstille ned til mindste detalje. Selv museets tag imiterer Louvres kendte glaspyramide. Men der var også kopier af genstande, som Louvre ikke er i besiddelse af, såsom Rosettestenen og Busten af Nefertiti, og indvendigt befandt sig en gigantisk statue af Avalokiteśvara med de tusinde arme og 11 ansigter i selskab med værker fra antikken, så selvom museet ganske vist er interessant, så er det mest af alt kuriøst med en lidt aparte indretning. Men det var også derfor, jeg gerne ville besøge det, fordi jeg gerne vil opleve ting, der vækker noget i mig - også selvom det er panderynker. Og at rigmænd vil udødeliggøre sig selv med så besynderlige projekter, lærer jeg aldrig at forstå.

Uden for museet befandt sig noget så besynderligt som et orkester af frøer, som ledte frem til det tilhørende tempel kaldet Hojuyama Daikannon-templet, der er kendt for at have en stor, gylden Kannon-statue. Det har dog meget mere at byde på, hvilket jeg ikke havde nogen anelse om, da jeg ved indgangen blev taget imod af en munk, som kun talte japansk. Han forsøgte derfor at forklare, hvordan mit besøg skulle foregå, og spurgte først om mit fødeår, så han kunne finde ud af, at jeg var født i Tigerens år. Herefter fik jeg så en mønt, som jeg skulle ofre til Tigerens statue på tempelgrunden, men han sagde, at jeg også kunne beholde mønten og i stedet ofre en almindelig mønt, hvilket jeg derfor valgte at gøre, så jeg i stedet kunne beholde Tiger-mønten som souvenir. Jeg fik også udleveret en træpind (gomagi), hvor jeg kunne skrive mit navn samt et ønske. Jeg fik lov at skrive på dansk og skulle aflevere pinden, så den sammen med andre senere kunne blive brændt under en ceremoni.

Et besøg ved templet er i al sin enkelthed det ene tilbedelsesritual efter det andet i forskellige sektioner, og eftersom jeg ikke er religiøs, så fordybede jeg mig derfor heller ikke i disse ritualer, men af respekt for stedet valgte jeg delvist at udføre dem ved at foretage møntofringer ved enkelte sektioner for samtidig at støtte stedet økonomisk, men hvis jeg skulle have gjort det ved dem alle, ville jeg hurtigt blive fattig. Det var tydeligt, at templet tjente penge på folks overtro, for der var simpelthen offerbøsser overalt, men jeg havde trods alt også betalt for entré, så der var ingen grund til ligefrem at kaste rundt med mønter.

Jeg var mest af alt forundret over, hvor mange ting man havde investeret i, og hvor meget der derfor var at se, og så var jeg fuldkommen alene på hele tempelgrunden, eftersom der ikke var andre besøgende, mens munken forblev ved indgangen efter at have givet mig instrukser. Senere gik han dog over til museet, så jeg havde hele templet for mig selv, og jeg kunne derfor udforske stedet, der blandt andet bød på en hal med talrige buddhistiske statuer, en statue af Buddhas hånd, en bjergside med statuer af tenguer og kappaer, statuer i glascylindre som skulle repræsentere den kinesiske dyrekreds, hvor jeg skulle ofre min mønt, som jeg fik udleveret ved ankomsten, og så naturligvis hovedattraktionen i skikkelse af den store gyldne Kannon-statue. Alt i alt var der overvældende mange statuer, man kunne tilbede, hvis man er buddhist, men der var også mere underlige statuer såsom en mindre Kannon-statue med en mikrofon og et orkester med katte samt sandaler store nok til at passe den gyldne Kannon-statue.

Jeg syntes, at mit besøg ved både museet og templet var en lidt skør oplevelse, men overordnet set var det en meget unik en af slagsen, fordi der var så meget (specielt) at se, og fordi jeg var helt alene, så jeg generelt følte, at jeg gik rundt ved en turistattraktion efter lukketid. Men det skyldtes jo, at stedet befandt sig i et afsides område, og det giver mig bare mere lyst til at udforske sådanne steder, når jeg på førstehånd får bekræftet, at de ikke er så velbesøgte, fordi de delvist er ukendte og delvist finurlige.

Dette var jo en fuldkommen kontrast til min tur til Ise, hvor det var tilstedeværet af mennesker, der viste, at der var tale om et religiøst sted, mens der ved Hojuyama Daikannon var en mere spirituel stemning - også fordi at jeg blev sat ind i ritualerne ved ankomsten, så det ikke bare blev et almindeligt tempelbesøg.

Klokken var dog ved at blive mange, og mørket var langsomt ved at falde på. Så fra Tsu gik turen tilbage til Yokkaichi, hvor jeg ankom til mit hotel klokken 17.30, så jeg havde tid nok til at pakke min taske, for dagen efter skulle jeg nemlig videre til nye egne af Japan. Igen var der dog problemer med internettet, så jeg var egentlig glad for, at jeg ikke længere skulle opholde mig på dette hotel, og eftersom jeg skulle tidligt op og ud på en lang rejse fra morgenstunden, valgte jeg at gå i seng allerede klokken 21.30, så jeg dermed kunne få sovet igennem efter en dag med mange forskellige indtryk.

Forrige dag - Næste dag

Total Page Visits: 325 - Today Page Visits: 1