8. maj 2023: Kamakura og Yokohama

Togkaos i Fujinomiya

Det var endnu en dag med regnvejr, da jeg stod op i Fujinomiya, hvor jeg havde valgt at bo på hotel, fordi jeg på denne dag gerne ville besøge området omkring Fuji-bjerget. Jeg ville især gerne have set krybende floks, som blomstrede i Fuji Motosuko Resort, men jeg måtte erkende, at vejret ikke var på min side, og derfor havde jeg allerede dagen forinden besluttet mig for at lave om på mine planer. I stedet ville jeg nemlig tage forbi Kamakura og Yokohama på min tur mod Tokyo, hvor jeg skulle bo på hotel under resten af min ferie. Dette var nemlig min syvende dag i Japan og derfor den sidste dag, hvor jeg kunne benytte mit Rail Pass til at rejse gratis i tog. Men at forlade Fujinomiya blev dog noget af en udfordring.

Da jeg tjekkede ud fra mit hotel klokken 8 og ankom til stationen, viste det sig nemlig, at der var problemer med togene på den eneste jernbanestrækning, som løber gennem Fujinomiya, hvor jeg derfor blev fanget. Utroligt nok holdt togene stille i over 2 timer, hvilket er helt og aldeles uhørt i Japan, hvor man gør en dyd ud af punktlighed. Børn skulle jo i skole, og voksne skulle på arbejde, men alle tog det rimelig afslappet og blev enten siddende i toget, som holdt på stationen, eller forlod denne for at finde alternative transportmuligheder.

Det samme valgte jeg at gøre, da jeg efter klokken 10 erkendte, at det var hurtigere at forlade byen med bus. Det var også sådan, jeg oprindeligt ville være taget til Fuji Motosuko Resort, og hvis jeg havde vidst, at togene ikke ville køre, havde jeg da også taget turen dertil på trods af vejret, for så kunne jeg i det mindse få set noget i stedet for at spilde tiden på at vente på, at togene ville køre.

Ankomst til Kamakura

Fra Fujinomiya betalte jeg for at tage en bus til Shin-Fuji station, hvor jeg kunne gøre brug af mit Rail Pass til at tage shinkansen videre til Odawara. Hér skiftede jeg så til et andet tog, som bragte mig til Kamakura, hvor jeg først ankom efter middag, hvilket var et usædvanligt tidspunkt for mig at "begynde min dag", så jeg troede egentlig, at jeg ikke ville få så meget ud af den. Heldigvis har Kamakura dog meget at byde på, for jeg havde allerede besøgt byen i 2016, hvor jeg ikke fik set alle de steder, der er værd at besøge. Dengang tog jeg forbi de mest populære seværdigheder, så denne gang ville jeg gerne se de knap så kendte, hvilket betød, at jeg ikke tog toget til Kamakura centrum men derimod den nordlige del af Kamakura, hvor mit første stop var templet Engakuji.

Engakuji består sådan set af flere templer, men flere af disse er lukket for offentligheden, så man næsten kun kan gå rundt og beundre bygningerne på den store grund, og så er templet også kendt for sine gamle grotter, som blev benyttet som grave. Der var heldigvis ikke mange mennesker til stede, hvilket også var tilfældet ved mit næste stop, som var templet Meigetsuin, som befandt sig lige i nærheden. I modsætning til Engakuji er det ikke særlig stort, men der var i det mindste nogle flotte haver, som man kunne gå rundt i, og så var det heldigvis også holdt op med at regne, så jeg ikke længere behøvede at gå rundt med en paraply. Fra Meigetsuin tog jeg så turen videre til templet Kenchoji, der minder om Engakuji, eftersom det består af flere templer, som man ikke har adgang til. Templet er dog også mest kendt for sine bygninger, hvoraf flere af disse har status som kulturskatte, mens tempelklokken fra 1255 endda har status som nationalskat. Det samme gælder faktisk også klokken ved Engakuji, der desuden er den største i Kanto-regionen.

Fra Kenchoji kunne jeg nemt vandre videre til Tsurugaoka Hachimangu, som jeg besøgte i 2016. Denne gang var der ikke lige så mange mennesker, og det var derfor nemmere at gå rundt og nyde stedet, men da det er den største helligdom i Kamakura, er den naturligvis velbesøgt. Det gælder generelt for Kamakura, der er en af landets mest populære byer for turister, så dette var sådan set også første gang på hele min ferie, at jeg følte mig omringet af andre udlændinge, som der hidtil ikke havde været så mange af på de steder, som jeg havde besøgt under min tur i det vestlige Japan. Jeg troede egentlig, at det var fordi jeg rejste uden for sæsonen, men i Kamakura blev jeg opmærksom på, at det selv i maj er populært at besøge Japan.

Mange folk holdt dog til i det centrale Kamakura, hvor jeg ikke havde tænkt mig at opholde mig i denne omgang. I stedet begav jeg mig ud fra byen for at besøge Sasuke Inari-helligdommen, der ligesom mange andre Inari-helligdomme er kendt for sine torii-porte og ræve-statuer. Og dette var dagens hidtil bedste oplevelse, eftersom jeg næsten var helt alene ved den isolerede helligdom, hvor turen gennem de røde torii-porte var et besøg værd i sig selv, indtil jeg ankom til helligdommen, der viste sig at have et overvældende antal ræve-statuer - både af sten og porcelæn.

Jeg tilbragte derfor meget tid på at gå og nyde og betragte omgivelserne, før jeg besluttede mig for at komme videre. For lige i nærheden lå meget praktisk Zeniarai Benten-helligdommen, som jeg også besøgte i 2016. Alligevel valgte jeg at tage et smut forbi, selvom jeg allerede vidste, hvad stedet havde at byde på. Men helligdommen er unik, idet den er omkranset af klipper, og indgangen er derfor en tunnel, som fører igennem disse, så det er nærmest en skjult oase, hvor folk dog primært kommer for at vaske penge i håbet om, at dette vil gøre en rigere.

Jeg var på dette tidspunkt kommet så langt væk fra bymidten, at jeg nu kunne gøre brug af Kamakuras gamle vandreruter, der dog var lidt mudrede, selvom det ikke længere regnede. Men hér kunne jeg i det mindste vandre rundt alene, idet jeg på hele min tur kun så to andre mennesker, da jeg begav mig længere bort fra byen. Vandreruterne er visse steder stejle og snævre, men de er også kendetegnede ved deres blottede trærødder, som gør det muligt at finde fodfæste, og nogle steder optræder disse endda som naturlige trapper. Nu og da finder man også frem til skjulte monumenter fyldt med penge, som folk har ofret, og hér får de altså lov at blive liggende, selvom der samlet set er tale om ret store beløb.

Vandreruterne ledte mig frem til mit sidste stop i Kamakura, som endte med at blive Kuzuharaoka-helligdommen, hvilket er en forholdsvis lille helligdom, der dog har nogle specielle sektioner. Man kunne eksempelvis købe en lerskål og smadre denne imod en sten i håbet om, at det ville splintre ens problemer i tilværelsen. Der lå derfor en stor bunke af skår omkring stenen, og så kan man desuden komme og bede for at finde kærligheden, af hvilken grund der sælges hjerteformede ema-plader ved helligdommen, som folk havde hængt op ved denne. Og efter mit besøg gik turen så tilbage til stationen, hvilket var en hyggelig gåtur på både vandrestier og bygader, hvor der hverken var larm eller travlhed, hvilket var en kontrast i forhold til dagens næste stop.

Videre til Yokohama

Jeg havde gået flere kilometer i ring, men jeg havde også nået at se en hel del på min tur i Kamakura, som kun havde varet i lidt ove tre timer, så det derfor kun var blevet eftermiddag, da jeg tog toget videre mod Tokyo. Dog gjorde jeg på vejen stop i Yokohama, fordi jeg gerne ville besøge Yokohama Landmark Tower, inden det blev mørkt. Da jeg var i Yokohama i 2019, var det nemlig blevet sent på dagen, da jeg ankom til Yokohama Landmark Tower, og jeg undlod derfor at besøge bygningens observatorium, hvorfra man har en flot udsigt ud over Yokohama og Tokyo Bugt.

Da jeg steg af toget i Yokohama, tog jeg derfor direkte videre til Yokohama Landmark Tower for at tage en tur i observatoriet, og derefter fik jeg byudsigten at nyde fra en anden kant, da jeg valgte at krydse havneområdet med svævebanen Yokohama Air Cabin, der bragte mig frem til forlystelsesparken Cosmo World, som jeg blandt andet besøgte i 2019. Dengang tog jeg en tur i parkens pariserhjul, som jeg faktisk også gerne ville have været oppe i denne gang, men eftersom jeg lige havde været i Yokohama Landmark Tower og rejst med Yokohama Air Cabin, valgte jeg at bruge pengene på at tage i et game center i stedet, hvor jeg desværre ikke vandt noget.

Fra Cosmo World begav jeg mig så tilbage til stationen for at tage toget videre til Tokyo, hvor jeg altså skulle tilbringe de sidste dage af min ferie. Dette var trods alt den sidste dag, hvor mit Rail Pass var aktivt, så det var mest praktisk at bruge den sidste del af min ferie i hovedstaden, så jeg kunne besøge flere steder i løbet af dagen uden at skulle bruge mange penge på offentlig transport.

Sidste stop: Tokyo

Mit første stop i Tokyo var endda gratis, for mit hotel befandt sig nemlig nær Yokoamicho Park, hvor tusindvis af mennesker omkom efter Kanto-jordskælvet i 1923, da de hér havde søgt tilflugt, da en gigantisk tornado af ild sugede al ilten til sig, hvilket resulterede i en massedød i parken, hvor der derfor ligger et museum dedikeret til Kanto-jordkælvet. Men man finder også et monument til ære for ofrene for bombetogterne i Tokyo under Anden Verdenskrig, så parken er generelt dedikeret til de to største katastrofer, der har ramt den japanske hovedstad.

Mit hotel befandt sig dog tættere på Tokyo Skytree, som jeg tilmed havde udsigt til fra svalegangen, hvor jeg om aftenen kunne stå og beundre det oplyste tårn, der hele tiden skiftede farve. Dette var også første gang i flere dage, hvor jeg ikke kun skulle tilbringe en enkelt nat på et hotel, så jeg kunne for en gangs skyld pakke min taske ud, ligesom jeg kunne købe stort ind, så jeg havde noget at spise og drikke i løbet af de kommende dage, hvor jeg egentlig havde planlagt at tilbringe den ene af disse med min japanske ven. Men hans kat var desværre lige død, og han var derfor ikke i humør til at tage ud og hygge sig. Så de penge, jeg havde tænkt mig at forkæle ham med, måtte jeg nu bruge på mig selv. Men heldigvis var der også mange steder i Tokyo, som jeg endnu havde til gode at opleve, så listen over steder, jeg gerne ville besøge, var trods alt lang.

Total Page Visits: 256 - Today Page Visits: 1