På denne dag besøgte jeg:
Tokyo:
- Ueno Park
- Ueno Zoo
- Nationalmuseet i Tokyo
Forår i Ueno Park
Dette var min tredje dag i Japan, og denne valgte jeg at tilbringe i Tokyo. Mit yndlingsdyr er nemlig pandaen, og før jeg kom til Japan, havde jeg aldrig set en panda i virkeligheden. Jeg havde derfor planlagt at få dette gjort ved at besøge Ueno Zoo, mens jeg stadig var i byen, og da denne befinder sig i Ueno Park, blev jeg nødt til at tage toget dertil, hvilket jeg langt fra var den eneste, der havde besluttet sig for. Jeg var nemlig ankommet til Japan, samtidig med at kirsebærtræerne blomstrede, og i Japan fejrer man dette ved at tage ud og nyde synet af de lyserøde blomster med familie og venner, og eftersom Ueno Park er spækket med kirsebærtræer, var dette sted proppet med flere mennesker end jeg nogensinde havde set – vel at mærke selvom det ellers var hverdag.
Der var tusinder og atter tusinder af mennesker i parken, hvor kronbladende fra de udsprungne kirsebærblomster dalede ned som lyserød støvregn. Jeg nærstuderede ellers kortet over parken, inden jeg gik ind, men når man blev fanget i vrimlen, mistede man fuldkommen overblikket, for sammenlignet med danske parker, så er Ueno Park nærmest en lille landsby i storbyen, hvor man nemt mister orienteringen, når man havner i en strøm af mennesker.
Det lykkedes mig dog at lokalisere indgangen til den zoologiske have, hvor der var lange køer ved hver eneste billetluge. Der var oven i købet en hel del børnefamilier, og jeg bemærkede hurtigt, at man i Japan ikke går så meget op i at benytte barnevogne og klapvogne, da de er besværlige at gå rundt med i så befolkede områder. I stedet bærer mødre deres børn i en slynge, og dem, der kan gå, bliver opfordret til at gå - netop fordi at de jo sagtens kan.
Betalingen for billetten var selvautomatisk, og det kostede kun 600 yen, hvilket er en gennemsnitlig entrépris ved seværdigheder i Japan. Ueno Zoo er dog ikke en særlig mangfoldig dyrepark, men den er stor, så der er god plads og langt mellem dyrene. Ironisk nok var der dog langt flere mennesker, og allerede fra indgangen blev det tydeligt, hvor populær pandaen er i Japan, for der var simpelthen sat op til kø, så folk i grupper blev dirigeret ind i panda-indhegningen, der desværre ikke var synlig udefra.
Man var kort sagt nødsaget til at stå i kø, hvis man ville have pandaerne at se. Og denne var jo latterlig lang, så med udsigt til at skulle bruge lang tid på at vente valgte jeg i stedet at starte ud med at gå rundt og se lidt på de andre dyr, så jeg kunne tage forbi pandaerne på turen tilbage. Fordelen ved, at de fleste besøgende stod i kø ved pandaerne, var trods alt, at der var godt med plads til at se de andre dyr.
Men det var desværre en temmelig varm dag, så de fleste af disse var enten inaktive eller holdt sig inde i bygningerne. Der var derfor også mange dyr, jeg slet ikke fik at se, men jeg var fast besluttet på, at jeg ville nå at se pandaerne, nu hvor jeg for det første befandt mig i Japan og for det andet havde valgt at tage i Ueno Zoo blot for dette. Så med tiden måtte jeg stille mig i den frygtede kø under den bagende sol.
Jeg endte med at bruge en halv time på at komme til at se de to pandaer, og da det endelig blev min tur, så lå de også bare og sov, så de nærmest så døde ud. Folk stod og ventede på, at de skulle vågne og blive mere aktive, men for at have flow i køen blev man med tiden bedt om at komme videre. Jeg forlod derfor Ueno Zoo med en lidt skuffet følelse og vendte dermed tilbage til parken, hvor der stadig var proppet med mennesker i hver eneste afkrog, så det faktisk var ubehagligt at gå rundt i forsøget på at orientere sig. For jeg ville gerne videre til nogle af hovedstadens museer, der også befandt sig i Ueno Park, hvor jeg slet ikke havde overblik over, hvor disse befandt sig. Jeg havde ellers udset mig det nationale videnskabsmuseum, men da jeg ikke kunne finde frem til dette, gik jeg ud fra, at det hørte til nationalmuseet, som var temmelig nemt at lokalisere, eftersom det var en gigantisk bygning i udkanten af parken.
Jeg købte derfor en billet til nationalmuseet og bevægede mig indenfor, hvor jeg fik brugt et par timer på at fordybe mig i Japans historie gennem udstillede kimonoer, samurairustninger, porcelæn og skriftruller. Der var en afdeling, som var lukket af, så jeg antog, at det var det nationale videnskabsmuseum, men da jeg kom hjem til Danmark, fandt jeg dog ud af, at det nationale videnskabsmuseum er et selvstændigt museum, der ligger lige i nærheden – det er dog ikke lige så synligt som nationalmuseet, som jeg i stedet endte med at besøge. Fire år senere fik København Zoo desuden et panda-par, som jeg heldigvis kunne få at se under mere rolige forhold.
Jeg var nemlig slet ikke forberedt på den fuldkommen overvældende mængde af mennesker i Ueno Park, hvor jeg fik brugt det meste af dagen på bare at gå rundt uden at få set så meget, fordi jeg hele tiden befandt mig et låst tempo i den enorme klynge af mennesker, der primært var kommet for at betragte kirsebærtræerne. Folk gik derfor meget langsomt eller stod endda stille, så det var generelt ikke til at komme frem, og hele dagen føltes dermed også som én lang kø.
Da klokken var ved at være mange, og de forskellige steder skulle til at lukke, forlod jeg derfor parken og tog toget tilbage til Shinjuku, hvor jeg gjorde klar til at gå tidligt i seng på denne sidste nat i Tokyo, inden turen dagen efter skulle gå hele vejen til Osaka, hvor jeg skulle bo på hotel i de kommende dage.
Dagens højdepunkt: Nationalmuseet i Tokyo
Dagens gode minde: Jeg fik for første gang i mit liv set en levende panda
Dagens forbrug på seværdigheder: 1220 yen