12. september 2024: Daisen-bjerget

På denne dag besøgte jeg:

 

Daisen-bjerget:

-Daisenji-templet

-Ogamiyama-helligdommen

Asted til Daisen

Jeg havde valgt at tage til Japan i september, fordi jeg gerne ville bestige nogle af landets bjerge, imens bjergbestigningssæsonen endnu var åben, og dette var dagen, hvor jeg skulle bestige det første store bjerg - nemlig Daisen-bjerget, der med sine 1729 meter er det højeste bjerg i Chugoku-regionen. Af netop den grund havde jeg valgt at overnatte i Yonago, hvorfra der går busser til Daisen-bjerget, så jeg derfor ikke skulle bekymre mig om transport og lange rejsetider. Dog blev jeg allerede vækket klokken 6, da vækkeuret på mit hotel var aktiveret til at ringe på dette tidspunkt, hvilket den forrige gæst åbenbart havde glemt at slå fra, så jeg fik ikke sovet lige så længe, som jeg ellers havde håbet. Jeg skulle nemlig først med en bus til Daisen-bjerget klokken 9.30, så jeg havde altså rigeligt med tid til at gøre mig klar.

Jeg gik da også til stationen i god tid, så jeg kunne være sikker på at lokalisere det rigtige busstoppested, og præcis som ventet hang der ingen køreplan på dette, så det var heldigt, at jeg på forhånd havde undersøgt afgangstider, idet der dagligt kun kører ganske få busser til Daisen. To tyske turister var da også ved at misse bussen, da de først nåede at finde frem til stoppestedet, lige som den skulle til at køre, men de kom dog med, og det samme gjorde jeg. Og ud over os tre europæere var der to koreanske kvinder ombord, ellers var resten japanere, hvoraf kun et par stykker skulle hele vejen til Daisen.

 

Det tog kun en times tid at komme frem til Daisen, og bussen kører et godt stykke op ad bjerget, så en stor del af turen mod toppen sådan set er klaret, inden den for alvor begynder. Bussen standser nemlig ved templet Daisenji, som jeg derfor valgte at besøge som det første, hvorefter jeg slog et smut forbi Ogamiyama-helligdommen, hvorfra en af vandreruterne mod toppen starter.

Disse foregår først i frodig skov, hvor man vandrer på jordstier, og hér var der virkelig mange forstyrrende insekter, som jeg hele tiden måtte daske væk, mens jeg vist nok også så en ræv. Der var i hvert fald et dyr med mørk pels og en hvid halespids, som sprang ind i et krat, og eftersom der lever bjørne i Japan, sørger jeg altid for at standse op, hver gang jeg hører en form for aktivitet, når jeg befinder mig i naturen. Jeg er dog aldrig stødt på nogen bjørne, og jeg fik heller ikke flere pattedyr at se på turen gennem skoven, hvor der derimod var en vedvarende larm af summende cikader, som jeg utroligt nok hurtigt vænnede mig til, så jeg generelt ikke bemærkede dem.

Jeg havde imidlertid ikke vænnet mig til den japanske varme, for også på denne dag var det over 30 grader, og selvom det godt nok var skyet, så var det ubehagligt at bestige et bjerg, mens sveden haglede af mig og gjorde mit tøj drivvådt. Der begyndte sågar at dale dråber fra min kasket, så det var da heldigt, at jeg havde medbragt flere liter væske, som jeg kunne indtage på vejen.

Eftersom det var en hverdag, stødte jeg kun ind i ganske få mennesker, imens jeg vandrede gennem skoven, men efterhånden som jeg brød fri fra denne, mødte jeg flere folk, idet jeg med tiden ankom til den primære vandrerute, som de fleste benytter sig af. På denne er nemlig såkaldte stationer, hvor man kan tage sig et hvil, men dette gjorde jeg i stedet med jævne mellemrum, når jeg nu og da skulle have noget at drikke eller tørre sveden af. Enkelte steder kunne man også beundre udsigten, der dog mest bestod af et diset skydække, men som dansker er der bare et eller andet magisk ved at befinde sig så højt oppe, at man vandrer rundt blandt skyer, så selvom landskabet godt nok var skjult bag disse, så nød jeg alligevel udsynet, når dette var muligt.

Langt de fleste, som jeg stødte på, var japanere, som man altid hilste på med et "konnichiwa". Jeg mødte dog også de to tyskere fra bussen, og så var der sørme hele to skoleklasser på udflugt, hvoraf jeg mødte den ene, mens de var på vej op ad bjerget, mens jeg stødte ind i den anden, imens de var på vej ned. Der var tale om børn i 10-11 årsalderen, så jeg var virkelig overrasket over, at så unge børn blev taget med ud for at bestige et så højt bjerg, der selv for voksne er en udfordring, som kræver en vis fysisk form. Det var dog ikke så meget aktiviteten, der hæmmede mig, men derimod varmen, der gjorde det svært for min hud at ånde, og derfor måtte jeg gispe efter vejret, selvom jeg ikke var forpustet.

Toppen af Daisen er dækket af plantevækst, så når man nærmer sig denne, bliver jordstierne erstattet af plankestier, så man kan gå på disse uden at skulle bøvle med at finde fodfæstet eller holde øje med, hvor man træder. Det gjorde også turen meget nemmere, og jeg var nu kommet så højt op, at jeg var omgivet af skyer og derfor ikke havde udsigt til andet. Det var derfor som at gå rundt i tæt tåge, og det var faktisk også behageligt, fordi skyer jo bare er bittesmå vandpartikler, og når disse ramte huden, virkede det nedkølende.

Selvom Daisen-bjerget er 1729 meter højt, så kan man desuden ikke komme hele vejen frem til toppen, idet denne er spærret af af sikkerhedsmæssige årsager. Den rute, som jeg fulgte, bragte mig derfor "kun" op i 1709 meters højde, hvor der befandt sig en udkigspost, hvorfra man burde kunne sidde og nyde udsigten. 

Men på dette tidspunkt var alt omkring mig dog blevet hvidt, for det viste sig faktisk, at jeg befandt mig i en regnsky, idet regnen pludselig begyndte at styrte ned, kort efter at jeg var nået frem til toppen, hvor også de to tyskere befandt sig sammen med et par japanere. Den ene skoleklasse nåede desuden også frem, men de måtte skynde sig at søge i læ i en opholdshytte, mens jeg heldigvis havde taget min paraply med, så jeg blot kunne stå og vente på, at uvejret ville stilne af.

Eftersom der ikke var så meget at se fra toppen, forlod jeg denne, efter at regnen var stoppet. For da skyerne begyndte at trække sig bort, klarede det således op, så der rent faktisk blev mulighed for at beundre udsigten på vej ned. Da jeg ankom til en strækning langs bjergsiden, fik jeg dermed mulighed for at beundre det flotte udsyn til Yonago og Miho-bugten.

Jeg brugte mere tid på at beundre udsigten, end jeg havde tilbragt på toppen, for det er trods alt en af gevinsterne ved at bestige et bjerg, selvom det at komme ud og vandre i naturen er en oplevelse i sig selv. Der er også den fordel ved at bestige bjerge, at turen ned er langt nemmere og hurtigere, så på vejen endte jeg med at støde ind i den anden skoleklasse, som stadig var på vej ned fra bjerget. Børnene forsøgte at tale engelsk til mig, men de kunne kun ganske få sætninger, så da de fandt ud af, at jeg kunne japansk, blev jeg pludselig omsværmet af unger, der valgte at følge med mig, imens vi talte om alverdens ting såsom spil, sport, anime og mad. Jeg kan egentlig ikke lide børn, men jeg kan derimod finde ud af at interagere med børn, fordi jeg ved, hvordan de tænker, og hvad de interesserer sig for, så jeg blev meget populær blandt ungerne, der da også begyndte at kalde mig "aniki", hvilket er et udtryk for en storebrorfigur, man ser op til.

En af grundene til, at jeg ikke kan lide børn, er, at de er så nysgerrige og irriterende, så jeg blev overvældet med en masse spørgsmål, som jeg knap nok kunne nå at svare på, før det næste blev stillet. Andre blev i stedet ved med at stirre på mig, fordi de ikke var vant til at se vesterlændinge på nært hold, så jeg ved ikke, om de syntes, om jeg så interessant eller underlig ud i deres øjne. Jeg fik ikke desto mindre at vide, at jeg var cool, og jeg følte mig da også som en berømthed, så det var faktisk en af de mere mindeværdige oplevelser. Lærerne tog endda billeder af mig, så jeg havnede nok i deres fotobog fra turen.

Skoleklassen skulle dog ned ad den primære vandrerute, mens jeg tog den samme vej tilbage, som jeg var kommet fra, så på halvvejen måtte jeg sige farvel til de mange børn, der blev ved med at råbe efter mig, så jeg længe kunne høre dem, indtil alt igen blev stille, da jeg atter var alene.

Jeg skulle sådan set skynde mig, fordi jeg gerne ville nå en bus tilbage til Yonago lidt over klokken 15, så jeg ikke skulle vente på den næste, der først ville komme tre timer senere. Og trods mødet med skoleklassen nåede jeg heldigvis også bussen, som de to koreanske kvinder fra tidligere også skulle med. Det samme skulle en japansk mand, som også havde været ombord på bussen til Daisen, og vi havde faktisk overhalet hinanden flere gange på vej op og ned, så vi fik os lige en snak, før bussen begyndte at køre.

Eftesom jeg var ankommet til Daisen-bjerget omkring klokken 10.30, så tog det mig altså omkring 5 timer at bestige bjerget og komme ned igen. Alligevel var jeg sådan set ikke træt, fordi det bare var som at vandre op ad en stor bakke, men varmen gjorde det imidlertid udmattende, fordi kroppen blev ved med at udstøde væske i absurde mængder, så jeg hele tiden måtte tage noget at drikke på vejen.

Det viste sig, at bussen kørte forbi mit hotel, så jeg steg af på vejen i stedet for at tage hele turen til stationen. Og eftersom det endnu kun var eftermiddag, kunne jeg bruge resten af dagen på at slappe af og samle kræfter, hvilket inkluderede et dejligt langt karbad, før jeg valgte at gå tidligt i seng klokken 21.30, eftersom jeg trods alt var blevet vækket klokken 6. Den næste dag skulle jeg nemlig tjekke ud fra mit hotel og tage den lange vej tilbage ad den strækning, jeg var kommet fra, så jeg var altså udelukkende taget til denne del af landet for at bestige Daisen-bjerget, hvilket jeg ikke fortrød, for trods vejret var det en uforglemmelig oplevelse.

 

Forrige dag - Næste dag