14. september 2024: Fødselsdag i Japan

På denne dag besøgte jeg:

 

Okunoshima

 

Iwakuni:

-Kintai-broen

-Iwakuni-borgen

-Kikko-helligdommen

 

Yamaguchi

Første stop: Okunoshima

Jeg vågnede af mig selv klokken 6, selvom jeg ellers havde sat mit vækkeur til at ringe klokken 7. Jeg var nemlig gået tidligt i seng dagen forinden, så jeg kunne begynde dagen tidligt, for dette var nemlig min fødselsdag, og denne havde jeg valgt at fejre ved at besøge et af mine yndlingssteder i Japan: nemlig Okunoshima, der også er kendt som kaninøen, fordi denne er beboet af hundredvis af vilde kaniner, der ikke desto mindre er håndtamme. Af den grund havde jeg valgt at overnatte på et hotel, der lå i gåafstand til havnen, så jeg ikke skulle bøvle med transport ud over færgen til Okunoshima, som sejlede afsted klokken 8.30.

Men dette var dog ikke kun min fødselsdag - det var desværre også en lørdag, så selvom det var tidligt på dagen, var der mange, som skulle med færgen, da jeg ankom til havnen efter at være tjekket ud fra mit hotel. Hér købte jeg både en tur/retur-billet til Okunoshima samt to poser med kaninfoder, og fordi jeg valgte at besvare en spørgeskemaundersøgelse, fik jeg desuden også et postkort, så jeg dermed havde et fysisk minde fra min tur til kaninøen, som jeg allerede havde besøgt året før, hvor jeg derfor lærte stedet at kende.

 

Da jeg ankom til Okunoshima efter den korte sejltur, vidste jeg derfor godt, hvor jeg skulle gå hen for at finde en masse kaniner. Sidst gik jeg nemlig til højre for at udforske øen, men denne gang valgte jeg i stedet at gå til venstre, hvor øens campingområde befandt sig, og der var heldigvis ikke så mange mennesker til stede på øen, ligesom dem, der ankom sammen med mig, først lige skulle orientere sig, så derfor var jeg den første, der var fremme ved campingområdet, hvor der som ventet var mange kaniner, der lå i læ for solen, fordi det også på denne dag var ekstremt varmt. De kvikkede dog op, da jeg åbnede den ene pose med kaninfoder og hældte dette ud på jorden, og samtidig vrimlede det frem med mange andre kaniner, der havde ligget skjult rundt omkring.

Det varede dog ikke længe, før de andre folk fra færgen ankom, så kaninerne begyndte at sprede sig, fordi der nu var mange flere madkilder at vælge fra. Der er dog rigeligt med kaniner på Okunoshima, så de er bogstavelig talt at finde overalt, og de kommer for det meste en i møde, fordi de er vant til at blive fodret af mennesker og derfor forbinder synet af dem med mad. Af den grund bliver de også skuffede og smutter igen, hvis man ikke fodrer dem, så jeg sørgede for at give mad til så mange som muligt, og jeg kunne endda kende nogle fra mit sidste besøg.

Selvom de fleste kaniner ikke bryder sig om at blive rørt ved, så mødte jeg dog en, der var rigtig kælen, så jeg brugte lige et par minutter med at hjælpe den af med sommerpelsen, som den var ved at skifte, hvilket den nød som et helt almindeligt kæledyr, selvom kaninerne på Okunoshima altså lever vildt. De blev nemlig udsat på øen efter Anden Verdenskrig, hvor Okunoshima faktisk havde fungeret som en hemmelig militærbase, hvor man producerede giftgas, og derfor er der flere ruiner på øen og tilmed også et giftgas-museum. Jeg besøgte dog ruinerne på min første tur til Okunoshima, så denne gang havde jeg ikke behov for at se dem.

Jeg udforskede i stedet de egne af øen, som jeg endnu ikke havde set, og hér var der ikke et eneste menneske, så jeg havde derfor alle kaniner for mig selv, når de rendte mig i møde. Dog var de også grådige, så da jeg på et tidspunkt satte mig for at tage et hvil på en bænk, sprang to kaniner op på denne og gik på opdagelse i den indkøbspose, hvor jeg havde mit kaninfoder. Dette var på den vestlige side af Okunoshima, hvor der var en smuk udsigt, som jeg naturligvis også valgte at nyde, før jeg med tiden besluttede mig for at vende tilbage til havneområdet, så jeg kunne nå en færge tilbage til Takehara efter at have tilbragt to timer på kaninøen, der bare er et magisk sted og en virkelig unik oplevelse, hvis man ligesom jeg er glad for dyr. Man føler sig jo lidt som en Disney-prinsesse, når kaninerne kommer luntende frem af sig selv og omgiver en, mens man går rundt i naturen.

Næste stop: Iwakuni

Selvom der ellers ligger en station tæt på havnen, hvor færgen sejler til og fra Okunoshima, så er færgetider og togtider meget dårligt koordineret. Så selvom jeg skulle nå en færge væk fra Okunoshima, så var det blot for at vente en halv time på et tog, så jeg kunne rejse videre til et sted, som jeg aldrig før havde besøgt, selvom det længe havde været på min ønskeliste - nemlig byen Iwakuni, der er kendt for at have en af Japans tre smukkeste broer i skikkelse af Kintai-broen, som man kan krydse for at komme frem til Iwakuni-borgen.

Selvom Iwakuni ikke ligger langt fra Okunoshima, så var det dog en indviklet vej at komme dertil, hvilket også var grunden til, at jeg flere gange havde udskudt at besøge byen. Når man først er kommet til Iwakuni, skal man nemlig med et lokaltog for at komme frem til Kintai-broen, som stadig ligger over en kilometer fra den nærmeste station. Selve togturen havde jeg dog intet imod, fordi de japanske tog er forsynet med nedkølende aircondition, så det var altid en fornøjelse at tilbringe tiden i et tog, fordi det var ulideligt varmt hver eneste dag. Det var derfor gåturen til Kintai-broen, som jeg ikke brød mig om, fordi jeg svedte som bare pokker. Det var både ubehageligt, fordi jeg hele tiden skulle tørre det af, men også fordi mit tøj blev drivvådt og klæbede sig til kroppen, så jeg generelt gik og lignede en, der var faldet i vandet.

Der var kun ganske få mennesker, som steg af toget sammen med mig, men eftersom det var lørdag, var der som ventet fyldt med folk ved Kintai-broen, hvor der både var mange japanere og udenlandske turister, som var ankommet med bus eller bil, idet parkeringspladserne var fulde af begge dele. Det var dermed første gang under denne ferie, at jeg følte, at jeg var ankommet til en populær seværdighed, idet jeg hidtil ikke havde oplevet så store menneskemængder - for det første, fordi det indtil videre havde været hverdag, men også fordi jeg havde rejst rundt i knap så besøgte egne af landet. Jeg havde håbet, at Iwakuni faldt i denne kategori, og derfor valgte jeg at tage forbi på en lørdag, men Kinati-broen viste sig altså at være så kendt, at over hundrede mennesker var kommet for at se den samtidig med mig.

Kintai-broen er da også ikonisk, idet den er kendetegnet ved at være bølgeformet, så når man krydser den, bevæger man sig altså op og ned. Det koster dog penge at krydse broen, men jeg valgte at købe en kombinationsbillet, der samtidig gav mig adgang til Iwakuni-borgen, ligesom jeg kunne benytte svævebanen frem til denne, eftersom borgen er opført på et lille bjerg, som jeg ikke lige havde lyst til at bestige. Svævebanen kører dog i intervaller, så den blev propfuld af mennesker, da jeg skulle med den, hvilket var en virkelig ubehagelig oplevelse, fordi der ikke var nogen udluftning, så det føltes som at befinde sig i en ovn. Heldigvis var det en kort tur op til borgen, men for at komme frem til denne skulle jeg naturligvis lige gå nogle hundrede meter.

Underligt nok var der ikke så mange mennesker til stede inde i borgen, der er ret lille, så det derfor var rart, at den ikke var fuld af besøgende. Det bedste var dog udsigten fra den øverste etage, hvor man havde et virkelig flot udsyn til Iwakuni, hvilket jeg ikke havde kunnet beundre midt i menneskemængden ombord på svævebanen. Og da jeg skulle tilbage med denne, var der desværre kø, så jeg ikke kunne nå den første afgang, men turen op havde heller ikke ligefrem givet mig lyst til mere, så i stedet for at skulle vente 20 minutter på endnu en tur i bageovnen besluttede jeg mig simpelthen for at vandre ned fra bjerget, hvilket da også kun tog 30 minutter. Og selvom det godt nok var varmt, så foregik turen gennem en skov, så jeg hele tiden var omgivet af træer og således kunne gå rundt i skygge. På vejen tilbage til stationen slog jeg desuden et smut forbi nogle templer og helligdomme, og da jeg ankom til stationen, var den helt tom, idet jeg var den eneste, som skulle med toget.

Jeg kunne derfor ogå tillade mig at sidde og tørre sveden af og overforbruge min antiperspirant, der ikke rigtig lod til at virke, men som trods alt nedtonede lugten af sved, som japanerne er så heldige, at de ikke skal bøvle med grundet deres genetik. Det kan derfor godt være pinligt at rejse rundt i offentlig transport, når man kan lugte sig selv, for selvom sved ganske vist er normalt, så er lugten af det altså ikke i Japan.

Fra Iwakuni var det en kort rejse videre til Yamaguchi, hvor jeg tidligt på aftenen ankom med shinkansen, så jeg kunne tjekke ind på mit hotel, som meget praktisk lå lige ved siden af stationen. Dette var dog det eneste hotel, som jeg ikke havde forudbetalt, og jeg havde håbet, at jeg kunne betale for mit ophold med mit kreditkort, men desværre blev det afvist, og jeg måtte derfor hoste op med kontanter.

Jeg havde da også rigeligt med penge med. Men problemet var, at min rejse oprindeligt havde været på 13 dage, som jeg valgte at forlænge til 15 dage, efter at jeg allerede havde købt valuta. Der var derfor to ekstra dage, som jeg ikke havde regnet med i mit oprindelige budget, og derfor ville jeg gerne have sparet på kontanterne ved at betale for mit ophold med kort. Da dette ikke kunne lade sig gøre, indså jeg derfor også, at jeg på et tidspunkt ville løbe tør for penge, og at jeg på et tidspunkt ville blive nødt til at benytte en hæveautomat, hvilket jeg normalt afholder mig fra i Japan - både fordi det koster et gebyr, men også fordi der er et minimumsbeløs på 10.000 yen, hvilket svarede til 500 kroner.

Og således sluttede min første fødselsdag uden for Danmarks grænser, idet jeg valgte at bruge aftenen på at få slappet af, før jeg gik tidligt i seng, så jeg kunne være frisk og veloplagt til endnu en lang rejsedag, der sjovt nok ville bringe mig tilbage til det samme område, jeg var kommet fra.

Forrige dag - Næste dag