16. september 2024: Shimanami Kaido

Gensyn med Shimanami Kaido

Dette var min syvende dag i Japan, så mit ene Rail Pass ville udløbe på denne dag, og derfor havde jeg planlagt at bruge det på at forlade Honshu for i stedet at tage til Shikoku. Dette havde jeg dog ikke tænkt mig at gøre med tog, for året før havde jeg nemlig fuldført Shimanami Kaido, hvilket er en 75 kilometer lang cykelrute over Geiyo-øerne i det japanske indlandshav, hvilket var en så stor oplevelse, at jeg havde besluttet mig for at tage turen igen. Ligesom i 2023 foregik dette tilfældigvis også på en helligdag, eftersom dette var den tredje mandag i september, hvilket i Japan er en dag kendt som Keiro no hi, hvor man værdsætter de ældre. Dette var også grunden til, at jeg havde planlagt at bruge denne dag på at cykle, idet jeg dermed kunne undgå eventuelle menneskemængder ved seværdigheder. Denne gang havde jeg nemlig besluttet mig for at fuldføre Shimanami Kaido uden at gøre stop undervejs, for året før valgte jeg at besøge forskellige attraktioner på vejen, og det tog mig derfor hele dagen at fuldføre turen, så jeg først blev færdig, efter mørket var faldet på.

Først skulle jeg dog lige have fat i en cykel, og derfor havde jeg overnattet på et hotel i byen Mihara, hvor jeg hurtigt kunne tage toget til Onomichi, hvor cykeludlejningen befinder sig. Jeg valgte at ankomme tidligt, så jeg kunne være sikker på at få en cykel, men selvom det ellers var helligdag, så var der ingen kø, så der var således også masser af cykler at vælge mellem.

Dog havde udlejningsprocessen ændret sig siden sidst, idet jeg denne gang skulle udfylde et elekronisk ansøgningsskema ved at scanne en QR-kode med min smartphone, men man havde dermed ikke taget højde for udlændinge, som ikke rejser med internetforbindelse, hvilket jeg eksempelvis ikke gør, og derfor blev jeg nødt til at udfylde skemaet på en tablet. Det var dog hurtigt klaret, så jeg i løbet af ganske få minutter kunne få min cykel udleveret efter at have prøvekørt et par stykker af dem, der var høje nok til mig. Der var dog også noget andet, som havde ændret sig, for denne gang fik jeg nemlig også en hjelm, hvilket jeg fik at vide var blevet obligatorisk.

Eftersom jeg allerede havde prøvet at fuldføre Shimanami Kaido, så var resten af turen dog velkendt, så jeg vidste også, at jeg for at komme frem til den første ø: Innoshima, skulle med en båd fra Onomichi, og på denne var der kun udlændinge ombord, der ligesom jeg havde cykler med, men generelt var der ikke lige så mange mennesker på selve ruten, som jeg ellers havde frygtet. Og en af forklaringerne på dette var muligvis vejret, for den seneste uge havde det været over 30 grader hver eneste dag, og på denne dag skinnede solen med voldom styrke fra en stort set skyfri himmel, og jeg havde derfor ikke set frem til at skulle cykle rundt hele dagen og dermed være fysisk aktiv, da det blot ville betyde, at jeg ville svede endnu mere, end jeg i forvejen gjorde. Og netop solen og varmen fyldte så meget på denne dag, at det vil være et gennemgående tema i dette indlæg.

Jeg var dog fast besluttet på at fuldføre Shimanami Kaido igen, for at krydse seks øer og seks broer på cykel er en så unik oplevelse, jeg ikke ville gå glip af, og desuden en af grundene til, at min ferie foregik i det vestlige Japan. Så selvom solen var en udfordring, så valgte jeg at trodse den, da jeg efter ankomsten til Innoshima satte mig op på cyklen og begav mig afsted ved at følge de blå streger på asfalten, der markerer cykelruten. Da jeg dermed kom op i fart, blev jeg heldigvis nedkølet af vinden, men som ventet var det ubehageligt at cykle rundt i temperaturer, der svarer til en hedebølge i Danmark, for ikke nok med at jeg blev gennemvædet af sved, inden jeg overhovedet havde nået at krydse den første bro, så var solens stråler så stærke, at det føltes, som om at de kradsede på min hud, som jeg hele tiden måtte tørre med min vaskeklud, som jeg meget praktisk havde hængende på styret, så den hele tiden var inden for rækkevidde, mens jeg havde den anden hængende på nakken for at beskytte den mod solen, idet min nakke altid bliver skoldet i løbet af ingen tid.

Noget andet, jeg hele tiden måtte forsyne mig med, var væske. Så når jeg på vejen fik øje på en salgsautomat, stoppede jeg altid op for at se, om der var noget, jeg havde lyst til at slukke tørsten med. Desværre var mange automater fuldkommen udsolgte, hvilket blot afspejlede, at det altså var så varmt, at folk hamstrede drikkevarer. Det var alt i alt udmattende at være så fokuseret på at holde sig hydreret, for det var egentlig ikke fysisk hårdt at cykle, men det var derimod afkræftende, fordi jeg konstant havde behov for væskeindtag i en sådan grad, at jeg cirka hver halve time blev nødt til at bælle en 250 ml. flaske. Og det hele blev svedt ud, eftersom jeg på intet tidspunkt følte eller fik behov for at tisse i løbet af dagen, selvom jeg altså fik drukket flere litre. Min mavesæk blev derfor også fuld af væske, så jeg ikke rigtig havde appetit til at spise noget, og derfor fik jeg ikke indtaget andet end is, når jeg nu og da slog et smut forbi en butik for at blive nedkølet på den måde.

Jeg havde påbegyndt turen klokken 9, og formiddagssolen havde været streng nok. Middagssolen var derfor så uudholdelig, at jeg hele tiden blev nødt til at søge skygge, når chancen bød sig. Det var en virkelig besynderlig tilstand, fordi jeg blev forpustet og udkørt af at cykle, uden at jeg følte mig fysisk anstreng. Jeg blev simpelthen stegt udefra, så jeg kogte indvendigt, og når man ligesom jeg er så temperaturfølsom, at en dansk sommer virker ubehaglig, så var det en virkelig forfærdelig følelse. Det ændrede dog ikke på, at det samtidig var en stor oplevelse at krydse broerne undervejs, for på afstand ser de prægtige ud, og at cykle på dem er så specielt, at man giver sig tid til at nyde øjeblikket - også selvom man lider, for på broerne er der trods alt ingen skygge.

Eftersom jeg ikke havde planlagt at gøre stop undervejs, kunne jeg også give mig tid til at beundre broerne og iagttage selve ømiljøet. Men da jeg kørte forbi templet Kosanji på Ikuchijima, var jeg dog lige ved at stoppe op, idet jeg havde besøgt dette året før og derfor mindedes de mange ting, der var at se. Dengang var der nemlig mange besøgende, men denne gang virkede det til, at der kun var ganske få mennesker. Men for det første var en billet dog alt for dyr til, at jeg gad at bruge penge på en, og for det andet havde jeg ikke lyst til at bruge mere tid under solen end nødvendigt, for efter fire timer var jeg begyndt at blive rød på både hænder, arme og ben. Mit ansigt var heldigvis sluppet, fordi jeg kunne køre med kasket under min hjelm, så kun min næse var blevet mærket af solen.

Det var dog ikke kun solen, der påvirkede mig, men også den tropeagtige varme, der var både tung og klæbrig. Da jeg kom forbi et offentligt toilet, valgte jeg derfor at stoppe op, så jeg kunne skifte min trøje, der var fuldkommen våd af sved, så den kunne vrides. Jeg kunne dermed også få tørt min krop, men jeg blev simpelthen ved med at svede, så selvom jeg ellers gerne ville have iført mig min langærmede trøje, så jeg kunne dække mine arme til, så føltes det, som om at jeg var ved at blive kvalt, i det øjeblik jeg havde fået den på, så jeg hurtigt erkendte, at det ville være umuligt at cykle rundt med den. Min krop havde behov for luft, og af den grund skiftede jeg til en løs T-shirt, der i løbet af kort tid blev lige så våd som den forrige. Og min hud blev desuden kun mere rød, efterhånden som turen skred frem, så det til sidst føltes, som om at den blev pisket med brændenælder for hvert sekund, jeg befandt mig i solen.

Jeg kunne dog ikke undslippe solen, for jeg var jo nødt til at cykle rundt under den for at fuldføre Shimanami Kaido, men selvom jeg forsøgte at sætte tempoet op, så blev jeg gang på gang tvunget til at holde pause i skyggen, hvor også mange andre søgte tilflugt som et bevis på, at det var umenneskeligt varmt på denne dag. Det virkede underligt nok varmere, end da jeg i 2018 var i Japan under en af de værste hedebølger i landets historie, hvilket netop var grunden til, at jeg ikke ville rejse til Japan om sommeren. Men jeg må indrømme, at det kom bag på mig, at september kunne være næsten lige så varm, da jeg som dansker er vant til, at det er en efterårsmåned. Jeg vil derfor heller ikke anbefale, at man forsøger at fuldføre Shimanami Kaido i sommerhalvåret, hvor temperaturerne er afskyeligt høje, for det var bestemt ikke en lige så stor fornøjelse som sidste gang, hvor jeg tog turen i maj, hvor det med temperaturer over 20 grader allerede var varm nok efter min smag.

Den sidste bro på Shimanami Kaido er den 4 kilometer lange Kurushima Kaikyo-bro, der er verdens længste system af hængebroer, og da jeg i 2023 krydsede denne, var solen ved at gå ned, så jeg derfor havde travlt med at fuldføre turen. Denne gang havde jeg derfor håbet, at jeg ville kunne nyde denne, men det skulle naturligvis vise sig, at jeg ikke kunne vente med at komme frem til Shikoku, for broen symboliserer ikke blot afslutningen på den lange cykeltur - man befinder sig også under solen på de 4 kilometer, hvor man ikke kan søge i læ under andet end pylonerne, som der heldigvis er en del af. Afstanden mellem dem er dog så stor, at jeg modvilligt måtte forlade den ene skygge for i stedet at spæne mod den næste, så jeg næsten ikke havde fokus på andet. Nu og da tog jeg mig sammen til at nyde det storslåede øjeblik, som det jo var at krydse en så enorm bro på cykel, men mine tanker kredsede hele tiden om det faktum, at turen snart var slut, hvilket ikke fremkaldte andet end lettelse i mig.

Når man har krydset Kurushima Kaikyo-broen, er der dog lige 7 kilometer til Imabari, hvor jeg skulle aflevere min cykel, og sidst føltes dette sidste stykke ufatteligt langt. Denne gang føltes det dog endnu længere, fordi jeg ikke længere kunne holde ud at befinde mig under solen. Min hud var nemlig endt med at blive skoldet, så der kun blev bygget videre på smerterne, når jeg blev ramt af solens stråler, og nu og da måtte jeg tilmed stoppe op ved et lyskryds, hvilket føltes som en manddomsprøve, når man i minutter skulle stå blottet under den lysende himmel og desperat vente på grønt lys.

Jeg er vant til at blive skoldet på min nakke, som bare er så følsom, at jeg da også havde valgt at dække den til, men det var nyt for mig, at jeg blev skoldet på mine arme og ben, fordi jeg aldrig før havde befundet mig så længe i solen, at jeg havde fået testet deres grænser. Jeg blev dog virkelig overrasket over, at jeg blev skoldet på mine hænder, fordi de jo altid er blottet, så jeg sådan set troede, at de havde oparbejdet en naturlig form for immunitet, men det var faktisk det mest smertefulde sted, for det føltes nærmest, som om at der var blevet banket søm ind i mine håndled, så det gav smerter i mine nerver, når jeg bevægede dem.

Da jeg omsider ankom til Imabari og afsluttede Shimanami Kaido ved at aflevere min cykel, havde jeg det altså overordnet set elendigt og var fysisk utilpas på en måde, jeg ikke havde været før. Jeg er ikke typen, der græder, men det havde jeg da lyst til. Mine ben var naturligvis ømme, men jeg var drænet for væske, mine lunger forsøgte at nedkøle mig ved at filtrere ilten i luften, og det føltes, som om min hud var viklet ind i tjørne. Jeg kunne derfor ikke vente med at komme hen til stationen, så jeg kunne sidde ned og befinde mig i skygge i indendørs-agtige omgivelser, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg lignede noger, der var løgn, for mit tøj var drivvådt, og mine lemmer var knaldrøde. Heldigvis var jeg tydeligvis også udlænding, så jeg håbede, at japanerne ville forstå, at jeg var et offer for det varme vejr, fordi jeg ikke var vant til det.

Dagen slutter i Saijo

Jeg var ankommet til Imabari klokken 16, så selvom jeg havde foretaget uhørt mange stop undervejs for at slukke tørsten eller søge skygge, så havde det alligevel kun taget mig 7 timer at fuldføre Shimanami Kaido. Selvom mit Rail Pass endnu ikke var udløbet, så var det dog kun gældende på Honshu, som jeg nu havde forladt. Jeg måtte derfor købe en billet, da jeg tog toget fra Imabari til Saijo, hvor jeg tjekkede ind på mit hotel klokken 17, hvorved jeg altså kunne afslutte dagen tidligt. Og eftersom jeg skulle tilbringe to nætter på dette hotel, havde jeg for en gangs skyld tid til at få vasket mit tøj. Men min hud fortsatte dog med at gøre så ondt, at det ikke var nok bare at tage et koldt bad, så jeg valgte derfor at købe noget aloe vera-gel, så jeg kunne smøre arme, ben, hænder og næse ind, før jeg gik tidligt i seng - ikke kun fordi min krop havde behov for tiltrængt hvile, men også fordi at endnu en dag med nye fysiske udfordringer ventede allerede den næste morgen.

Total Page Visits: 72 - Today Page Visits: 1