17. september 2024: Ishizuchi-bjerget

På denne dag besøgte jeg:

Ishizuchi-bjerget

Dagen står på bjergbestigning

Det var dagen efter, jeg havde fuldført Shimanami Kaido ved at krydse det japanske indlandshav på cykel, så jeg nu var kommet til Shikoku, hvor jeg havde overnattet på et hotel i Saijo. Jeg skulle dog ikke tjekke ud før næste dag, for denne dag havde jeg nemlig planlagt endnu en fysisk aktivitet, idet jeg skulle bestige det 1982 meter høje Ishizuchi-bjerg, der er det højeste bjerg på Shikoku, hvilket netop var grunden til, at jeg havde fundet et hotel i Saijo, idet der herfra går busser direkte til bjerget. Mit hotel lå endda lige ved siden af stationen, så jeg bogstavelig talt bare skulle gå udenfor for at tage bussen, som allerede kørte klokken 7.30. Der går nemlig kun ganske få busser til Ishizuchi-bjerget, og hvis jeg skulle nå en bus tilbage til Saijo i god tid, så ville jeg gerne tidligt afsted.

Jeg var dog også gået tidligt i seng, så jeg var skam udhvilet, selvom jeg naturligvis stadig var øm, efter at jeg dagen forinden havde cyklet 75 kilometer, hvor jeg desuden endte med at blive solskoldet, så jeg i løbet af natten vågnede op flere gange på grund af smerter i huden. Da jeg stod op, var det dog ikke lige så slemt, men jeg var fortsat meget rød, så jeg var sådan set mest fokuseret på, at jeg fra nu af skulle beskytte min hud mod solen, og derfor valgte jeg at iføre mig min langærmede trøje, selvom det var ubehagligt på grund af den tunge varme. Problemet var dog, at jeg også var blevet skoldet på mine hænder, og jeg havde naturligvis ikke medbragt handsker. Jeg blev derfor inspireret af japanernes armbeskyttere til at lave mine egne, da jeg klippede huller i et par af mine ubrugte strømper, og således kunne jeg altså også holde mine hænder beskyttet mod solen, så jeg ikke skulle bekymre mig om at vandre rundt under den hele dagen. Og i min taske havde jeg sørget for at pakke nok drikkevarer, så jeg kunne holde mig hydreret.

Selvom det egentlig var klart vejr, så er der dog det ved bjerge, at skyer har tendens til at samle sig omkring dem, hvilket jeg ugen forinden havde erfaret, da jeg besteg Daisen-bjerget, så Ishizuchi-bjerget var altså det andet store bjerg, jeg skulle bestige på denne ferie. Og faktisk var det den primære grund til, at min rejse var centreret om det vestlige Japan, fordi jeg længe havde haft lyst til at bestige Ishizuchi, så det var kort sagt det, jeg var kommet til Japan for, og derfor var der ingen tvivl om, at jeg skulle gøre det.

Eftersom det var hverdag, var der ikke mange, som skulle med bussen, og jeg var da også den eneste udlænding ombord. På vejen ligger dog et af de 88 templer, der udgør pilgrimsruten på Shikoku, så hér var der et par stykker, som skulle af, og man kunne da også se på deres påklædning, at de var pilgrimme. Så da bussen efter en times tid ankom til Ishizuchi-bjerget, var vi kun en lille håndfuld tilbage, men turen var dog ikke slut endnu, for man kan heldigvis tage en svævebane op ad bjerget, så man dermed "kun" skal vandre tre kilometer for at komme frem til toppen.

Svævebanen fører frem til en helligdom, hvor der tilmed er en lille landsbyagtig stemning med spisesteder og butikker, hvor jeg dog ikke havde tænkt mig at opholde mig. Jeg var i stedet fokuseret på at få besteget bjerget, så derfor fortsatte jeg videre sammen med to andre, der havde været ombord på bussen - heriblandt en ung mand, som inden længe var den eneste, jeg fik at se, efterhånden som turen skred frem gennem dybe skove, hvor jeg heldigvis kunne vandre rundt i skygge blandt træerne. Men som ventet var bjerget også indhyllet i skyer, så selvom det var varmt, så blev jeg heldigvis ikke udsat for sollys.

Det meste af turen foregik på jordstier, men mange steder var der blevet anlagt trapper, hvilket godt nok havde til formål at gøre det nemmere, men at gå op ad hundredvis af trapper er trods alt også hårdt, så med tiden kunne jeg ikke længere udstå synet af dem, når jeg blev mødt af den ene forhøjning af stejle trin efter den anden.

Selvom det kun var formiddag, så begyndte jeg alligevel at møde folk, som var på vej ned fra bjerget, som de derfor måtte have overnattet på - eventuelt fordi de ville se solopgangen. Der var dog ikke meget andet at se end skyer, når jeg nu og da fik mulighed for at beundre udsigten, men med tiden ankom jeg dog til en stejl klippevæg, som man kunne bestige med brug af såkaldte klatrekæder, der førte frem til en klippetop med udsigt ud over bjerget, så denne ville jeg naturligvis gerne bestige, selvom det ikke var en del af ruten. Man kan nemlig godt bestige Ishizuchi-bjerget ved blot at vandre, men nu og da kan man også skyde genvej op ad klippevægge med de enorme klatrekæder, der bare er geniale, for de er så tunge og stabile, at de ikke giver efter for ens vægt, ligesom man nemt kan klamre sig til dem - så tak til dem, der har besværet sig med at opføre dem, for det var virkelig en speciel oplevelse at bestige et bjerg med brug af disse kæder, selvom det samtidig var nervepirrende.

Man sætter trods alt livet på spil, idet man kan styrte i døden, hvis man mister grebet eller fodfæstet. Det er derfor ikke noget, som alle bør begive sig i kast med, medmindre de har tiltro til deres egen styrke, for man kan ikke bare give slip og tage en pause undervejs, da man hele tiden må klamre sig til kæden, der fungerer som ens eneste livline, fordi man jo ikke er udstyret med en.

Da jeg påbegyndte klatreturen, foregik det sammen med den unge mand fra bussen, der var ankommet til klippevæggen før mig og således var et godt stykke over mig, da jeg begav mig efter ham. Og det var ikke blot en intens oplevelse, men også en ny en af slagsen, fordi jeg pludselig skulle benytte mig af mine arme til at bestige et bjerg, men dermed føltes det også mere autentisk. Da jeg så endelig nåede frem til klippetoppen og kunne beundre udsigten, var det et mageløst øjeblik, fordi jeg kun var i selskab med den unge mand, som jeg kunne dele bedriften med. Der var dybe fald til alle sider, men jeg var for påvirket af adrenalin til at være skræmt, og der var sågar også en lille helligdom, hvor folk havde ofret mønter.

Selvom jeg ikke mærkede noget til solen, så var det så varmt, at jeg hele tiden måtte holde et hvil og tage noget at drikke eller tørre sveden bort, for jeg gik trods alt rundt med en langærmet trøje, så min krop havde svært ved at ånde under den konstante fysiske aktivitet, som jeg jo udførte. Og turen op ad klatrekæden havde da også været så afkræftende, at jeg valgte at springe den næste over, fordi jeg ikke kunne se, hvor lang den var.

På et tidspunkt stødte jeg så på et skilt, hvor der på japansk stod "genvej", og da man hér skulle gøre brug af et reb for at komme frem til en passage, troede jeg, at det var en smutvej på ruten, men den ledte i stedet frem til endnu en klatrekæde, der ikke desto mindre ville føre mig frem til toppen. Jeg besluttede mig derfor at benytte mig af denne til at fuldføre det sidste stykke, så jeg spiste en proteinbar og drak en flaske vand, før jeg påbegyndte turen - denne gang i hælene på en anden mand, der var klog nok at klatre med hjelm.

Denne klippevæg var dog så stejl, at dette er noget af det vildeste og mest skræmmende, jeg har prøvet. Det første stykke var nemt nok, men desto højere op jeg kom, desto sværere blev det at finde fodfæste og samtidig holde fast i kæden, som jeg klyngede mig til med al min styrke, så jeg næmest ikke følte, at jeg havde flere kræfter til at fortsætte, selvom jeg stadig var et godt stykke fra toppen. Jeg kunne dog ikke bare give slip eller tage en pause, for jeg befandt mig på en næsten lodret skrænt med et fald på flere meter, så på et tidspunkt blev jeg faktisk bange for, at jeg ville styrte ned. Jeg tog mig dog sammen og fik opkvikket mine muskler med noget virkelyst, da jeg stønnende fik tilbagelagt det sidste stykke, som var det slutningen på et maraton, så da jeg omsider nåede frem til toppen, var jeg ikke blot udkørt, men også totalt lettet, for undervejs havde jeg jo erkendt, hvor farligt det var klatre op ad en klippevæg, hvor nogen da må være kommet til skade før.

Da jeg ankom til toppen, blev jeg overrasket over at se en masse mennesker - heriblandt den unge mand fra bussen, som opholdt sig ved en helligdom, der rent faktisk fungerer som arbejdsplads for personer, der hver dag tager turen til toppen blot for at være til stede ved denne. Der var folk i alle aldre, og blandt disse var nogle midaldrende japanere, der på japansk valgte at tage kontakt til mig, idet jeg var den eneste udlænding. De spurgte blandt andet, hvor jeg kom fra, og da jeg fortalte, at der ikke er nogen bjerge i Danmark, blev de meget forundrede, men forstod dermed godt, hvorfor jeg var kommet til Japan for at bestige bjerge, så jeg opremsede også lige dem, som jeg allerede havde besteget. Men jeg var dog ikke færdig med at bestige Ishizuchi, for det højeste punkt befandt sig nemlig på en bjergkam, der var dækket af skyer. Heldigvis klarede det hurtigt op, og da tinden kom til syne, var det et overdådigt syn, præcis som jeg havde set på de billeder, der havde inspireret mig til at bestige bjerget.

Bjergkammen er dog virkelig stejl, så det var ikke alle, der turde tage turen frem til tinden, som de fleste nøjedes med at beundre på afstand. Men jeg skulle naturligvis frem, så japanerne tilbød at passe på min taske, mens de heppede på mig, da jeg begav mig afsted på den farefulde tur, hvor man virkelig skal holde balancen, idet der er mange steder, hvor er forkert skridt kan føre til et dødeligt fald. Jeg var derfor overrasket over, at man overhovedet tillod folk adgang til tinden, eftersom japanerne normalt er meget sikkerhedsorienterede og spærrer dele af bjerge af, når det er for farligt at bestige dem. De sætter endda trafikkegler på huller i fortorve for at forhindre folk i at træde i dem, så jeg var forbløffet over, at alle og en hver kunne få adgang til en så farlig bjergtop, hvor man samtidig er så forgabt i landskabet, der omgiver en, at man knap nok er opmærksom på det farlige terræn, man begår sig i.

Det gode ved, at tinden er så farlig at komme frem til, er, at der kun var ganske få personer ud over mig selv, som valgte at tage turen dertil. Jeg var således helt alene det meste af tiden, så jeg kunne også tillade mig at udvise min nervøsitet med dybe vejrtrækninger undervejs, mens nogle unge fyre i stedet var noget mere verbale, da de nærmest kravlende begav sig frem. Den mand, som havde klatret foran mig på kæderne, som ledte frem til toppen, befandt sig nu bag mig, og mens jeg valgte at gå så langt jeg kunne, indtil plantevæksten begyndte at blive en forhindring, vendte han om efter at have passeret tinden, så jeg dermed gik bag ham, da turen gik tilbage mod helligdommen og gruppen af japanere, der havde været så venlige at passe på min taske.

Det var alt i alt en meget venlig gruppe, der behandlede mig som en bekendt. En af kvinderne tilbød mig eksempelvis noget tang, som jeg kunne tygge på, så jeg kunne få noget salt, men det var dog alt for bittert til at jeg kunne udholde smagen, så jeg valgte i stedet at sluge det og bælle en sodavand, selvom jeg ellers også blev tilbudt en øl, hvilket jeg dog ikke kan lide.

Imens jeg stod og tog billeder af tinden, kom der så pludselig en shinto-præst gående fra helligdommen, som gerne ville beundre udsigten sammen med os andre. Han stillede sig endda ind foran mig, så jeg dermed fik et unikt billede af både ham og tinden, hvilket blot blev endnu et uforglemmeligt øjeblik på denne dag fyldt med store oplevelser.

Klokken var blevet 12, så det havde taget mig godt og vel tre timer at nå frem til toppen, så der var rigeligt med tid til at komme ned igen, så jeg kunne nå en bus tilbage til Saijo klokken 15. Det gode ved at bestige et bjerg er trods alt, at det er hurtigere at komme ned igen. Men desværre er man også så udmattet og overvældet af indtryk, at den samme tur tilbage kan være fysisk og mentalt hårdere, så jeg tænkte da heller ikke på meget andet end at komme hjem til mit hotel, så jeg kunne få taget et bad og hvile kroppen. For nu begyndte jeg for alvor at kunne mærke varmen, da middagssolen fik drevet skyerne bort, og jeg havde jo så meget tøj på, at jeg i forvejen var fugtet ind i sved.

Der var dog lige tre kilometers gang til svævebanen, som jeg heldigvis ankom til i tide, så jeg kunne tage denne det sidste stykke ned fra bjerget, og så var jeg tilmed den eneste, som skulle med, så jeg fik endnu en speciel oplevelse, da der ikke var andre end mig ombord. Der var endda heller ikke andre til stede ved busstoppestedet, da jeg ankom til dette, men med tiden kom der dog to andre, som tilfældigvis viste sig at være de samme, som havde påbegyndt turen sammen med mig, hvilket inkluderede den unge mand, som jeg var stødt på det meste af dagen. Vi tre havde således nået at bestige Ishizuchi og komme ned igen på under syv timer. Og turen tilbage til Saijo varede kun en time, så jeg dermed kunne afslutte dagen tidligt, da jeg vendte tilbage til mit hotel klokken 16.

Det var da også derfor, jeg var fast besluttet på at nå bussen klokken 15, idet jeg ellers skulle have ventet to timer på den næste. For denne dag havde jeg besteget et bjerg, mens jeg dagen før havde cyklet 75 kilometer, så min krop var naturligvis mærket - også af den solskoldning, jeg jo havde pådraget mig. Og nu havde jeg desuden også fået et utal af insektbid, som generede mig - særligt på min hals og nakke, der var helt ru af små buler fra alverdens snyltere, der havde sværmet omkring mig hele dagen. Men denne ville jeg ikke have været foruden, for det endte med at blive en af de mest uforglemmelige dage, jeg har haft i Japan, selvom jeg havde reserveret en hel dag på bare at bestige et bjerg. Det at befinde sig på toppen og betragte det storslåede landskab var sådan set nok i sig selv, men alle de oplevelser og indtryk, som turen bød på, førte til minder for livet, og så havde det hele været gratis, eftersom jeg kun havde brugt penge på bus og svævebane, hvilket løb op i 4100 yen.

Forrige dag - Næste dag