Yudono (1500 m)

Yudono-bjerget er et af de tre hellige bjerge i Yamagata-præfekturet, der tilsammen er kendt som Dewa-Sanzan. De to andre bjerge er Haguro-bjerget og Gassan-bjerget, der repræsenterer henholdsvis fødsel og død, hvorimod Yudono-bjerget repræsenterer genfødsel. Med sine 1.500 meter er Yudono-bjerget desuden det mellemste af de tre bjerge, der egentlig har rødder til shintoismen, men med tiden blev de i stedet et hovedsæde for religionen shugendo, der opstod som en slags fusion mellem shintoismen og buddhismen. Af den grund er det også endt med at blive buddhismens livssyn, bjergene repræsenterer. Disse har oprindeligt været en del af en pilgrimsrute, hvor det altid har været normalt at besøge de tre bjerge i den rækkefølge, som livet består af ifølge buddhismen - altså fødsel, død, genfødsel, hvilket vil sige, at Yudono er det sidste bjerg, som mange tager forbi under en pilgrimsfærd til Dewa-Sanzan.

Dewa-Sanzan er blandt andet kendt for at være de ældste tilbedte bjerge i Japan, så i og omkring de tre bjerge er også flere helligdomme og templer - heriblandt nogle af de templer i Japan, hvor man opbevarer de kendte selvmumificerede munke. Haguro-bjerget er dog det eneste af de tre Dewa-Sanzan, der kan bestiges året rundt. Gassan og Yudono er nemlig en del højere, så de bliver begge beklædt med sne om vinteren, hvilket fører til, at de lukkes af for offentligheden. En traditionel pilgrimsfærd til Dewa-Sanzan har derfor altid foregået i sommerhalvåret, men faktisk kan man stadig "bestige" Yudono-bjerget om vinteren med bil, idet der er blevet anlagt en vej på bjerget, så man kan besøge Yudono-helligdommen, der er den helligste af Dewa-Sanzans helligdomme.

Yudono-bjerget ligger lige ved siden af Gassan-bjerget, så man kan nemt vandre dertil, men turen er kendt for at være hård, så man skal gøre brug af udstyr som stiger og kæder. Det er ikke muligt at komme direkte til Yudono-bjerget med bus.

Total Page Visits: 253 - Today Page Visits: 1