Yasukuni-helligdommen blev grundlagt af Kejser Meiji i Tokyo i 1869 og er dedikeret til alle dem, der har kæmpet for Japan og mistet livet i krige og konflikter fra 1868 til 1954, eller dem som har ofret deres liv for at være med til at skabe et fredeligt Japan. Af den grund er der også en del kritik rettet mod Yasukuni-helligdommen, idet dette blandt andet inkluderer over 1000 krigsforbrydere, hvilket mange japanere har svært ved at acceptere, og det samme gælder udlandet. Ydermere så har der siden 1975 været tradition for, at japanske politikere besøger helligdommen og viser deres respekt, selvom shintoismen blev afskaffet som statsreligion efter anden verdenskrig og derfor ikke bør blandes sammen med politik - af samme grund har Yasukuni-helligdommen været privatstyret siden 1946, efter man fra USA's side ellers foreslog at brænde den ned og bygge en væddeløbsbane for hunde. Siden 1975 er der dog ingen japansk kejser, der har besøgt helligdommen, men mange andre prominente personligheder - heriblandt udlændinge, har lagt vejen forbi for at ære de faldne. Det drejer sig blandt andet om Kronprins Frederik den 9., Charles Lindbergh, Justin Bieber og Kinas tidligere præsident Lee Teng-hui.
I helligdommen finder man navnene på de knap 2,5 millioner mennesker, som denne er dedikeret til, og der er sågar også et par dyr imellem. For soldater blev det betragtet som en ære at dø for sit fædreland, og det var således også almindeligt, at kamikaze-piloter sagde, at de en dag ville møde deres kolleger i Yasukuni-helligdommen, idet de var klar over, at de her ville ende. I dag står der sågar en statue af en kamikaze-pilot ved helligdommen. Ironisk nok klarede helligdommen sig igennem bomningen af Tokyo under Anden Verdenskrig, så dens to primære bygninger er de samme, som blev opført i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, mens nogle er noget nyere.
Helligdommens torii-port var Japans største, da den blev rejst i 1921, men den nuværende er dog en kopi af originalen fra 1974. Dog står landets største bronze-torii på grunden og så er det også her man finder den første statue, der blev lavet i Japan ud fra Vestlig standard, samt det kirsebærtræ, som meteorologerne tager udgangspunkt i, når de skal spå om sakura-sæsonen i Tokyo. Yasukuni-helligdommen er flere gange blevet udsat for både hærværk og angreb. Der er for eksempel tale om et brandattentat i 2011 og en mindre bombesprængning i 2015.
Yasukuni-helligdommen ligger placeret mellem Iidabashi station og Ichigaya station. Der er cirka 500 meters gang fra begge stationer.