Kingdom er en fantasy-film, som er baseret på en manga, og derfor er den på mange måder lidt tegneserieagtig både hvad angår karakterer og univers. Selvom handlingen tager udgangspunkt i en korrekt historisk epoke, så er Kingdom en fiktiv fortælling med elementer, der grænser til rollespil. Det specielle ved Kingdom er, at det er en japansk film, der udspiller sig i Kina, og produktionsmæssigt er det ret høj kvalitet – dog med visse Hollywood-virkemidler, der gør den en anelse kliché nu og da. Universet er det mest interessante og koreografi og effekter er rimelig gode, men svagheden er karaktererne, der godt kan virke for manga-agtige, hvilket vil sige, at deres personligheder er stereotype og overdrevne, så de ikke virker naturlige.
13 Assassins fra 2010 er en genindspilning af filmen med samme navn fra 1963, og selvom der sådan set ikke var behov for en, så er det en vellykket nyfortolkning uden for mange nymodens elementer. Selve historie- og karaktermæssigt er der ikke den store udvikling. Filmen har et plot, og det er det, man følger, uden at der bygges videre på meget andet. Det er egentlig også fint med et enkelt fokus, men det betyder også, at halvdelen af filmen går med at bygge op til det slag, som den anden halvdel består af, og det slag er både intenst og spænende, hvilket står i komplet kontrast til den første tempoløse time af filmen.
Sekigahara er en moderne samuraifilm, der skildrer det historiske slag ved Sekigahara, som førte til Tokugawa-shogunatets dannelse. Størstedelen af filmen drukner dog i politik og intriger, så den kamp, der har givet filmen sit navn, fylder kun 1/3 af handlingen. Det er om ikke andet en storproduktion, hvor man har investeret i kendte skuespillere, overbevisende kampscener og god billedkvalitet frem for en overbevisende og medrivende historie. I modsætning til ældre episke film, så er skuespillet ikke så stift, men det fjerner dermed også illusionen af, at man befinder sig i fortiden, fordi folk både ligner og taler som moderne mennesker.
Battle of the Japan Sea handler om søslaget i det japanske hav under den russisk-japanske krig i begyndelen af 1900-tallet, og den er mest af alt bare en historielektion, så hvis man ikke allerede har kendskab til krigen, så kan dette være en god introduktion til denne. Handlingen er kronologisk og foregår uden alt for mange spring i tiden, selvom man følger krigen fra start til slut, skønt den ellers varede halvandet år. De mange sceneskift glider sammen via en fortæller, så det til tider minder om en dokumentar, til trods for at der er tale om en storfilm med et utal af statister, kendte skuespillere og overbevisende effekter. Selvom det er tydeligt, at man har anvendt modelskibe, så er de meget detaljerede og realistiske.
20th Century Boys 1: Beginning of the End er første film i en trilogi, som er baseret på en manga, og man har overraskende nok valgt at investere stort i at producere tre episke film inden for en besynderlig genre, man ikke rigtig kan definere, fordi der egentlig er tale om en troværdig historie, som bare skildres på meget overdrevet vis. Derfor er det heller ikke denne type film, man ser flest af, men af samme grund er den også værd at se, fordi den overrasker og undgår at falde i kliche-fælden. Den første film har til formål at sætte seerne ind i det univers, man langsomt lærer at forholde sig til, for hvad der starter ud som et tilsyneladende helt almindeligt drama udvikler sig med tiden til bizar action med dommedagsscenarier.
Historien om de 47 ronin er en af de mest kendte og ikoniske historier om samuraier, fordi den handler om den loyalitet, som mange forbinder med samuraier. Filmen fra 1941 består af to dele, der sammenlagt varer over tre timer, og blev egentlig lavet som et propagandamiddel under Stillehavskrigen, hvor den havde til formål at styrke Japans krigsførelse ved netop at opfordre til loyalitet over for nationen og folket. Man fornemmer dog slet ikke, at der er tale om en statsstøttet krigsproduktion. Tværtimod kommer de nationalistiske værdier til udtryk ved iscenesættelsen af den japanske kultur med brug af fabelagtige kulisser, kostumer og de mange rekvisitter, så man visuelt trækkes tilbage i fortiden og derfor også bildes ind, at man befinder sig i den.
De syv samuraier er for mange en klassiker inden for samurai-genren, selvom den kommer med moderne budskaber i en fortidig kontekst. Symbolsk set handler filmen nemlig om den modernicering, som Japan var tvunget til at undergå i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor det militære styre blev afskaffet og underlagt befolkningen, som i sidste ende fik den egentlige magt. Ironisk nok handler filmen altså ikke om samuraierne, men om bønderne, og hvordan deres fremtid blev stablet på benene af fortiden. Dette er måske ikke fortalt med de mest overdådige kulisser, men de er ligesom kostumerne troværdige, og med en spilletid på 3½ time er dette en episk film, selvom historien måske ikke er det.
The Three Treasures er en episk film på hele tre timer, og der er egentlig også tale om en japansk udgave, at de storproduktioner, der på dette tidspunkt var populære i Hollywood. Filmen blev egentlig lavet for at fejre Toho-studiets produktion nummer 1000, og derfor er det også en stjernespækket film, der tager udgangspunkt i og skildrer Japans grundlæggelse som land og nation. Filmen er nemlig baseret på myter, så selvom den måske ikke er realistisk, så er den et glimrende eksempel på historiefortælling.
Kagemusha er en episk klassiker af Akira Kurosawa, der har en spilletid på hele tre timer. Det kan derfor være en svær film af komme igennem, eftersom den er forholdvis fattig på drama. Det er derimod en virkelig flot film med mange betagende sekvenser. Filmen er dog baseret på virkelige hændelser, så den kan fungere som en temmelig autentisk historielektion, netop fordi virkeligheden ikke er blevet overdramatiseret. Skuespillet og kostumerne er troværdige, men det mest imponerende er kulisserne, der nu og da giver anledning til nogle velopsatte billeder, hvor man virkelig fornemmer Kurosawas sans for det visuelle, for selvom man som seer måske glemmer handlingen og dens personer, så brænder scenerne sig fast.
Ran er en af Akira Kurosawas klassikere, hvor han virkelig viser, hvad man kan skabe, hvis blot man får midlerne stillet til rådighed. En stor del af budgettet er tydeligvis blevet brugt på kostumer og kulisser, men begge dele er også betagende, og særligt brugen af farver er ekseptionel og skaber til tider vildt betagende sekvenser. Generelt er der mange overbevisende actionscener, men de stille stunder er også interessante og skaber balance i historien, der er inspireret af Shakespeares Kong Lear. At genfortælle et europæisk værk i japanske rammer på så succesfuld vis er imponerende, selvom visse elementer dog afslører, at plottet ikke stammer fra den kultur og tid, som handlingen udspiller sig i.