Aogashima er en vulkanø, som er en del af Izu-øerne i Stillehavet. Det vides ikke, hvornår folk begyndte at slå sig ned på øen, men den var i 1780’erne hjemsted for 327 mennesker, da øens vulkan begyndte at blive aktiv, hvilket resulterede i et kollaps af denne i 1783, der førte til store ødelæggelser på Aogashima, hvor 14 mennesker endte med at miste livet, mens 61 hjem blev lagt i ruiner, da hele øen blev dækket af et tykt lag aske. Dette gjorde stor skade på øens landbrug og vandreserver, men da udbruddet stoppede, valgte størstedelen af indbyggerne at forblive på Aogashima, idet de formodede, at den værste katastrofe nu var overstået.
Men dette var desværre ikke tilfældet. For selvom vulkanen ikke gik i udbrud i 1784, så blev den igen aktiv i 1785, hvor et enormt vulkanudbrud opstod den 18. april. Dette fik indhyllet hele Aogashima i en tyk askesky, der gjorde det umuligt for øens beboere at leve normalt, idet deres helbred blev svækket af den forurenede luft og det forurenede mad og vand. Hjælpen havde dog svært ved at nå frem, fordi askeskyen forvrængede sigtbarheden, og da den første båd ankom fra naboøen Hachijo-jima en måned senere, var der kun plads til, at 49 af Aogashimas indbyggere kunne blive evakueret i denne.
De tilbageværende beboere ønskede imidlertid også at forlade øen, men selvom tre både blev sendt afsted til Aogashima, var dette ikke nok til, at alle kunne komme med, så da de lagde til kaj, opstod der panikagtige tilstande på havnen, hvor folk sprang op på bådene og klamrede sig til disse, så de var i fare for at synke. Det påstås tilmed, at man blev nødt til at hugge hænderne af folk, fordi de ikke ville give slip, og i sidste ende måtte man sejle bort med i alt 109 personer, mens endnu flere blev efterladt på Aogashima, hvor det voldsomme udbrud fortsatte.
Omkring 140 mennesker blev således overladt til den visse død, for det var desværre ikke muligt at frelse dem i tide, hvorved Aogashima herfra blev et ubeboet ø, da de overlevende beboere valgte at slå sig ned på Hachijo-jima, hvor befolkningsstørrelsen dermed steg betragteligt. Øen blev derfor præget af madmangel, så mange mennesker dermed omkom af sult, hvilket tidligere havde mere end halveret indbyggertallet på Hachijo-jima, hvor man derfor var nødt til at modtage nødhjælp fra fastlandet. Men desværre forliste et af skibene på vejen, hvilket samtidig kostede øens overhoved livet.
Otte år efter det tragiske vulkanudbrud valgte 12 indbyggere fra Aogashima så at vende tilbage til øen for at påbegynde genopbygningen af deres hjem, men i de kommende år omkom de fleste overlevende fra vulkanudbruddet af sult eller i skibsforlis, så planen om at genbefolke Aogashima blev droppet. Først i løbet af 1800-tallet vendte folk tilbage til øen med det formål at slå sig ned på denne, og de fik således etableret et samfund på ny, der siden har fået lov at bestå.
Klokken 13.36 den 7. december 1944 blev Honshus sydøstlige kyst ramt af et jordskælv, der havde en styrke på 8.1 på momentmagnitudeskalaen. De voldsomme rystelser fik mere end 25.000 bygninger til at styrte sammen, og værst gik det ud over de nærmeste præfekturer: Aichi, Shizuoka og Mie, hvor også størstedelen af de 1223 dødsofre befandt sig. De fleste af disse døde som følge af sammenstyrtede bygninger, idet husene på dette tidspunkt var lavet af træ, men eftersom jordskælvet opstod under havets overflade, så udløste dette også en serie af tsunamier, hvoraf den største af disse nåede en højde på 9 meter, da den ramte kysten, hvor den slæbte mange bygninger og mennesker med sig. Dette var dog under Anden Verdenskrig, hvor Japan var beskæftiget med konflikten mod USA, og overblikket over borgerne var derfor et stort kaos, og antallet af omkomne er af den grund baseret på estimerende optællinger efter krigens afslutning. Jordskælvet såvel som tsunamierne førte desuden til store ødelæggelser på infrastrukturen i regionen – heriblandt skibsværfter og jernbanenettet, der var vigtige elementer i Japans krigsførelse.
Man valgte dog fra myndigheders side at holde omfanget af naturkatastrofer hemmelige for folket under Anden Verdenskrig, da man var bange for, at informationerne ville nå uden for landets grænser og give indtryk af, at Japan var svækket. Af samme grund modtog de katastroferamte områder ikke nødhjælp. Jordskælvet var dog så kraftigt, at seismologer i USA havde opfanget det og kunne spore dets oprindelse til Japan, og man fik sågar indsigt i ødelæggelserne, da man nogle dage efter foretog flyvninger over de katastroferamte områder. Jordskælvet ramte sjovt nok også Japan på præcis samme dag, som angrebet på Pearl Habor havde fundet sted tre år forinden.
Tonankai-jordskælvet er navngivet efter den del af Nankairenden, der gav efter og udløste rystelserne.
I sommeren 1983 blev Shimane-præfekturet ramt af store mængder nedbør, som endte med at koste 117 mennesker livet, hvoraf størstedelen af disse blev dræbt under nogle af de værste jordskredsulykker i efterkrigstiden. De enorme regnskyl ramte Chugoku-regionen, da et lavtryk passerede ind over området fra det japanske hav, som Shimane-præfekturet ligger ud til, og hér oplevede man derfor den største mængde nedbør i stort set samme periode, som et lignende uvejr havde raseret Nagasaki året forinden. Lavtrykket blev dannet den 20. juli, og regnen fortsatte derefter med at falde stort set uafbrudt i 9 dage, hvor det stod værst til den 23. juli, da den største mængde nedbør blev målt i Shimane-præfekturet, hvor der i visse egne blev målt 90 millimeter på en time, mens nedbøren flere steder rundede 500 millimeter de første fire døgn, hvilket var mere, end man nogensinde havde registreret i hele præfekturet.
Regnmængderne fik naturligvis floder til at gå over deres breder, så man oplevede store oversvømmelser i hele præfekturet, hvor flere landsbyer endte med at stå under vand. Men vandet blødgjorde imidlertid også jorden på mange bjerge, hvilket førte til utallige jordskred, som endte med at begrave hundredvis af bygninger, så i alt 91 mennesker mistede livet, mens yderligere 26 blev dræbt af selve oversvømmelserne. Kun 6 af de omkomne befandt sig uden for Shimane-præfekturet. Mere end 10.000 hjem stod under vand, og 1.100 andre blev totalskadet. Mange veje blev ligeledes ødelagt, så det var umuligt for hjælpen at nå frem via køretøjer, og man var derfor nødt til at evakuere folk og udsende redningsmandskab med brug af helikoptere. Det blev efterfølgende påvist, at majoriteten af jordskredene var opstået som følge af skovrydning på bjergsider, hvor manglen på træer gjorde jorden ustabil, så den havde nemmere ved at rive sig løs.
Den 2. december 1611 opstod et undersøisk jordskælv ud for Japans nordøstlige kyst kendt som Sanriku, hvilket udløste en enorm tsunami, der nogle timer senere ramte land. Selve jordskælvet menes at have haft en styrke på mindst 8.1 på overfladebølge-magnitudeskalaen, og selvom dette førte til ødelæggelser såsom sammenstyrtede huse, så befandt epicentret sig så langt væk fra land, at konsekvenserne som følge af rystelserne som sådan ikke var særlig mærkbare. Jordskælvet opstod klokken 10.30, og omkring klokken 14 ramte en tsunami så kyststrækningen der gik fra Miyagi-præfekturet og helt frem til Hokkaido, hvilket svarer til en afstand på cirka 1500 kilometer. Tsunamien nåede sit højeste i Iwate-præfekturet, hvor den havde en højde på omkring 20 meter, og med sig førte den stor ravage, eftersom den både lagde byer i ruiner og ødelagde vigtige havneområder. Tusindvis af hjem blev jævnet med jorden eller slæbt med ud i havet, da vandet trak sig tilbage, og da katastrofen omsider var overstået, havde over 5000 mennesker mistet livet – heraf mange af de indfødte Ainuer på Hokkaido.
Jordskælvet og tsunamien blev observeret af den spanske opdagelsesrejsende Sebastián Vizcaíno, der på dette tidspunkt befandt sig i området, og det blev dermed en af de tidligste japanske naturkatastrofer, som blev dokumenteret af europæere. Japanske kilder indikerer desuden, at der ikke var tale om ét jordskælv, men derimod tre store skælv inden for en meget kort tidsramme. Det er også i disse kilder, man finder den tidligst dokumenterede brug af ordet “tsunami”.
I det japanske hav ligger vulkanøen Oshima, det med en størrelse på 10 km2 er den største ubeboede ø i Japan. Den vulkanske aktivitet er dog begrænset, og grundet øens fjerne beliggenhed er kun ganske få udbrud blevet observeret og dokumenteret gennem historien. Men et af disse er imidlertid også en af de værste vulkanrelaterede katastrofer i Japans historie, da Oshima i 1741 gik i udbrud, hvilket satte gang i en tsunami i det japanske hav, der endte med at koste over 2000 mennesker livet.
Udbruddet begyndte den 18. august, hvilket i de kommende dage førte til rystelser, der kunne mærkes på de omkringliggende øer, hvorfra man ligeledes observerede en gigantisk askesky fra Oshima. Den 29. august kollapsede vulkanen så, hvilket igangsatte en gigantisk tsunami, der spredte sig i det japanske hav, hvor både Japan og Korea blev ramt af meterhøje bølger.
I Japan nåede disse en højde på op til 15 meter, da de ramte Hokkaido, mens man ligeledes blev hårdt ramt i Tohoku-regionen, på Sado og Noto-halvøen. Tsunamien var så omfattende, at det menes at være den største, der nogensinde er levet registreret i det japanske hav. Ud over de 2000 dødsofre, så blev hundredvis af huse lagt i ruiner, mens mere end 1500 både blev smadret. Der er dog uvished om, hvorvidt et vulkanudbrud alene kunne udløse en så stor tsunami, idet der også er den mulighed, at denne i virkeligheden var et resultat af et jordskælv, og at det også var dette, der fik vulkanen til at kollapse.
No var en landsby beliggende ved foden af det 2700 meter høje Gongen-bjerg i Niigata-præfekturet. Grundet sin beliggenhed ud til det japanske hav bliver området hvert år ramt af store mængder sne, og dette førte i 1986 til en lavine, der ramte No og kostede 13 mennesker livet. Lavinen opstod cirka 850 meter fra toppen af Gongen-bjerget den 26. januar klokken 23, hvor de fleste af indbyggerne i No lå og sov. Ingen anede derfor, hvad der skete, da over 30 bygninger nær bjergets fod pludselig blev ramt af de store mængder sne, der lagde 16 huse i ruiner, mens andre blev revet fri fra deres fundament og pløjet flere hundrede meter væk. Fordi det var mørkt, så var det både svært for de overlevende at grave sig fri, ligesom byens andre beboere havde svært ved at finde frem til dem i kaosset bestående af sne og murbrokker. For 13 personer var det for sent, da de omsider blev lokaliseret, men 9 andre blev imidlertid reddet op fra sneen i live.
Lavinen opstod som følge af ophobet sne, der blev ustabilt grundet stormfuldt vejr, der til sidst endte med at løsne en samling sne, som var stor nok til at sætte gang i en lavine, der menes at have haft en hastighed på 180 kilometer i timen. Ved foden af bjerget lå en grøft, som man havde lavet for at beskytte No mod oversvømmelser, når regnvand løber ned fra bjerget, men denne var dækket til af sne og kunne derfor ikke bremse lavinen. I 1947 var No desuden blevet ramt af et jordskred, der havde ødelagt 114 bygninger, og Gongen-bjerget blev derfor forsynet med barrierer, som lavinen alligevel formåede at passere. Efter lavinen i 1986 blev ekstra værn derfor sat op, og området har siden været overvåget i forsøget på at forhindre endnu en katastrofe. No ophørte med at eksistere som en selvstændig landsby, da den i 2005 blev slået sammen med Itoigawa.
Den 28. august 1899 blev Japan ramt af en tyfon, der tog turen henover Shikoku og videre op over Chugoku-regionen, inden den med tiden døde ud over det japanske hav. Skaderne var størst i Kagawa-præfekturet på Shikoku, hvor tusindvis af hjem blev lagt i ruiner, så folk blev mast ihjel. Over 300 mennesker endte derfor med at miste livet i Kagawa-præfekturet, men selvom man hér oplevede de største ødelæggelser, så var dødstallet faktisk højere i nabo-præfekturet Ehime. Dette skyldes, at tyfonen bragte store mængder nedbør med sig, hvilket resulterede i oversvømmelser såvel som jordskred, og det var lige netop en kombination af dette, der var skyld i intet mindre end 513 menneskers død, da kobberminen i byen Besshi blev ramt af et gigantisk jordskred som følge af de usædvanlige regnmængder.
Besshi-kobberminen åbnede allerede i 1691 og var i brug frem til 1973. I denne periode var minen en af de vigtigste leverandører af kobber i Japan, og det var også dette, der havde ført til etableringen af Besshi, idet folk havde slået sig ned omkring minen, så de kunne arbejde i den. Det betød, at her boede flere familier på meget lidt plads, hvor husene stod tæt, og dette var medvirkende til det høje dødstal, da der den 28. august 1899 faldt over 300 millimeter nedbør på under en time i området, der befandt sig ved foden af en samling bjerge. På flere af disse havde man fældet træer, og der var derfor intet til at suge vandet væk, hvilket førte til, at regnen skyllede ned fra bjergene, hvilket skabte oversvømmelser, samtidig med at flere jordskred gjorde vandet mudret, ligesom dette forhøjede vandstanden.
På et tidspunkt blev oversvømmelserne så voldsomme, at det eskalerede i en ren flodbølge af mudder, som havde kurs direkte mod Besshi, hvor hundredvis af bygninger blev skyllet bort, ligesom minen blev oversvømmet, imens den var fuld af arbejdere. Udover de 513 dødsfald ved Besshi-kobberminen omkom yderligere 54 i nabobyen. Besshi-kobberminen blev dog igen taget i brug efter ulykken, og man plantede desuden nye træer på de omkringliggende bjerge, hvilket faktisk var et projekt, man var begyndt på, allerede inden katastrofen ramte.
Torishima er en vulkanø, som er en del af Izu-øerne i Stillehavet. I 1887 blev øen befolket af fuglejægere, der kom til for at samle fuglegødning og fange de albatrosser, der ynglede på øen, idet fuglefjer i denne tid blev en eftertragtet handelsvare, der blandt andet blev anvendt som pynt i damehatte. Flere millioner albatrosser måtte lade livet som følge af den systematiske jagt, der endte med at vare i 15 år, for i 1902 blev samtlige 125 af Torishimas beboere udslettet, da øens vulkan, Io, gik i udbrud. Dette skete nemlig i form af en gigantisk eksplosion, der fik hele vulkanens krater til at kollapse, hvorved en gigantisk sky af aske og klippestykker blev slynget ud over øen og lagde denne fuldkommen øde, så det var umuligt for de 125 beboere at søge tilflugt eller flygte, før det var for sent.
Hvornår udbruddet skete, er dog uvist, for eftersom Torishima er en isoleret ø, og idet samtlige øjenvidner døde på stedet, var der ingen, der opdagede katastrofen, før et skib sejlede forbi øen den 10. august og opdagede, at den havde ændret form. Det seneste skib, der havde lagt turen forbi Torishima, havde ikke bemærket noget besynderligt den 7. august, så man mener, at udbruddet altså må være sket i det tidsrum på 3 dage. Først da man gik i land på øen, stod det klart, at der ikke var nogen overlevende, og katastrofens omfang har man kun kunnet klarlægge via gennemgribende geologiske undersøgelser. Med 125 dødsofre var dette Japans næstværste vulkanudbrud i det 20. århundrede.
Grundet den vulkanske aktivitet på øen er Torishima aldrig blevet befolket på ny, og øen er siden blevet gjort til et fuglereservat, der blandt andet skal sikre bestanden af korthalede albatrosser, som der kun var 50 af tilbage på Torishima i 1933. Øen blev tilmed gjort til et naturmonument i 1965, og i dag er det kun forskere, der må sætte fod på den, hvilket typisk gøres via helikopter, da det er meget besværligt at sejle i land på øen med båd. Torishima betyder desuden fugleø.
I 1910 blev det østlige Japan ramt af voldsomme oversvømmelser, der endte med at koste 1357 mennesker livet. Der var således tale om den værste naturkatastrofe i Japan siden Sanriku-jordskælvet i 1896 og den hidtil værste i det 20. århundrede. Oversvømmelserne hændte i sensommeren, hvor man fra den 5. august begyndte at opleve store mængder regn, hvilket blot blev forværret med ankomsten af to tyfoner, der senere på måneden passerede ind over landet, hvor særligt Kanto-regionen blev hårdt ramt.
Mens vandstanden steg langs kysterne, så begyndte mange store floder at løbe over deres breder, da diger sprang læk, så flere storbyer blev ramt af oversvømmelser, hvilket også inkluderede Tokyo. Størstedelen af Kanto-regionen endte dog med at stå under vand, og værst stod det til i Gunma-præfekturet, hvor over 300 mennesker omkom i vandmasserne, der tilsammen kostede 769 menneskeliv i Kanto-regionen, mens 1357 mennesker mistede livet på landsplan, hvor lige knap 5000 hjem var blevet ødelagt, hvoraf 1250 af disse havde befundet sig i Gunma-præfekturet.
Oversvømmelserne førte til, at man begyndte at indsnævre og omdirigere flere af Tokyos store floder, idet man herfra erkendte faren ved oversvømmelser i hovedstaden, der dog ville blive ramt af flere store oversvømmelser gennem tiden, idet der var tale om et projekt, der strakte sig over flere årtier.
Den dødeligste tyfon, der nogensinde har ramt Japan, var Ansei Edo-tyfonen, der passerede over Kanto-regionen mellem den 23. og 24. september 1856, hvilket efter sigende kostede omkring 100.000 mennesker livet. Dette skyldtes, at tyfonen ramte nutidens hovedstadsområde, der selv på dette tidspunkt var et stort metropolområde med millioner af indbyggere. Det høje dødstal skyldtes, at man i ugerne inden havde oplevet enorme mængder nedbør, så da tyfonen bragte regn med sig, førte dette blot til forøgede vandstande, mens vindstyrken også var medvirkende til, at utallige floder løb over deres breder, mens havneområder blev oversvømmet, så enorme vandmasser indtog kyststrækningerne omkring hovedstaden og Izu-halvøen.
Tokyo hed på dette tidspunkt Edo og har derfor lagt navn til tyfonen, mens Ansei er navnet på den periode, hvor hvor Kejser Komei regerede – en tid kendt for sine katastrofer, for allerede året forinden var Edo blevet ramt af et jordskælv, som havde ødelagt tusindvis af bygninger, så mange derfor var nyopførte eller fungerede som midlertidige hjem, da tyfonen ramte et år senere. På dette tidspunkt målte man ikke vindstyrke, så det er ikke til at sige, hvor stærk tyfonen var, men det var også mængden af vand, der var årsagen til de mange ødelæggelser og dødsfald. Selv antallet af døde er dog umuligt af anslå, idet kilder nævner vidt forskellige tal, eftersom man på dette tidspunkt ikke foretog en detaljeret opførelse over dødsofre efter katastrofer, så det er udelukkende en formodning, at op mod 100.000 mennesker omkom.
Det er ikke desto mindre sandsynligt, idet oversvømmelserne opstod om natten i en tid uden elektrisk belysning, så folk absolut intet kunne se. Husene var også lavet af træ og blev nemt skyllet væk, og så var det desuden heller ikke udbredt, at japanerne kunne svømme. Kvinder gik ydermere i kimonoer, så når de først stod i vand til anklerne, kunne de nemt miste fodfæstet og blive fanget i vandmasserne.