10 uopklarede forsvindinger fra Japan

Hvert år forsvinder der mennesker i Japan, og mens nogen vælger at forsvinde af egen fri vilje, er der derimod andre, som bliver udsat for forbrydelser. Dette bliver dog først bekræftet, når man finder frem til de forsvundne personer, som enten kan være levende eller døde, men indtil da er det en gåde, hvad der er sket med dem, og deres forsvinding er således også et uopklaret mysterium.

Dette er en liste over ti af de mest opsigtsvækkende forsvindinger i Japan i nyere tid, som endnu ikke er blevet opklaret. Klik på billederne for at læse mere om hver sag, eller se en længere liste over forsvindinger i Japan HER.

10: Fujikura-søskendeparrets forsvinding

Den 12-årige Kiyo Fujikura og 11-årige Yasuhiro Fujikara boede sammen med deres mor i en lejlighed i Hiroshima, hvor hun den 29. marts 1980 skulle på aftenvagt og derfor lavede aftensmad til sine børn, inden hun tog på arbejde omkring klokken 18. Børnene blev dermed ladt alene hjemme, indtil deres mor vendte hjem klokken 2 om natten, men da hun låste sig ind i lejligheden, viste det sig dog, at hendes to børn ikke længere befandt sig i denne, idet de begge var forsvundet i løbet af de 8 timer, de havde været alene. Aftensmaden var blevet spist, mens opvasken var blevet taget. Og herudover var der intet unormalt ved lejligheden, hvor der ikke var tegn på indbrud eller kamp, ligesom der heller ikke manglede noget – kun børnenes sko og overtøj, hvilket indikerede, at de selv havde valgt at forlade lejligheden, hvor hoveddøren da også var blevet låst. Det vides dog ikke, hvor søskendeparret gik hen, og hvad der blev af dem, idet man aldrig er kommet på sporet af nogen af dem.

9: Den forsvundne sergent

Klokken 21 den 23. juni 1973 lettede et kampfly fra det japanske forsvars base i Utsunomiya. Selvom der godt nok var tale om en luftbase, der primært fungerede som flyveskole, så var der dog ikke planlagt nogen træning så sent på dagen, så det skabte stort postyr, da et af forsvarets fly pludselig gik i luften, uden at man var bekendt med årsagen. Det viste sig dog, at den 20-årig sergent Yukio Kanno var forsvundet, hvorved man kunne konkludere, at det højst sandsynligt var ham, der befandt sig ombord på flyet, som han af ukendte grunde havde valgt at flyve afsted i, mens alle andre var ved at gøre klar til at gå i seng. Man fandt dog aldrig frem til flyet, der aldrig mere blev observeret, efter at det fløj ud i natten, og man ved derfor heller ikke, hvad der skete med Yukio Kanno, og hvad der i det hele taget fik ham til at stjæle et af forsvarets fly.

8: Yuki Onishis forsvinding

Yuki Onishi var en 5-årig pige, der den 29. april 2005 var taget ud for at fejre Naturens Dag, der er en national helligdag, sammen med sin mor og 8-årige søster, hvilket foregik ved, at de tre i selskab med et halvt hundrede andre plukkede bambusskud. Dette gjorde de i Goshikidai-skoven i Kagawa-præfekturet på Shikoku. Aktiviteten startede klokken 13, og efter en halv times søgen fandt Yuki sit første bambusskud, som hun viste til sin mor, før hun besluttede sig for at lede efter flere på egen hånd. 20 minutter senere begyndte Yukis mor dog at lede efter sin datter, der tilsyneladende var forsvundet, eftersom hun ikke længere var at få øje på, ligesom hun ikke kom, når der blev kaldt efter hende. Pigen blev derfor efterlyst, men trods en storstilet eftersøgning var det ikke muligt at finde frem til hende, og det vides derfor ikke, hvad der skete med hende. Mulighederne er således mange, idet han kan være blevet udsat for en forbrydelse eller være et offer for en ulykke.

7: Yoshikazu Suzukis forsvinding

Yoshikazu Suzuki var en japansk forretningsmand, der også var kendt som Fuusen Ojiisan, hvilket kan oversættes til Onkel Ballon, fordi han underholdt og udførte stunt med brug af heliumballoner – eksempelvis, da han i 1992 fløj op i 5 kilometers højde og efterfølgende styrtede ned i Tokyo, hvilket blev dækket af et TV-hold. Det samme gjorde en langt mere opsigtsvækkende hændelse, da den 52-årige Yoshikazu Suzuki senere på året steg til vejrs i en gigantisk ballonkonstruktion kendt som Fantasy, i hvilken han agtede flyve hele vejen over Stillehavet til USA. Fantasy blev dog sidst spottet af et redningsfly, da Yoshikazu signalerede, at han ikke havde brug for hjælp, men herefter har man aldrig set noget til ham, og det vides derfor ikke, hvad der skete med Yoshikazu Suzuki, men det formodes, at han styrtede i havet og mistede livet.

6: Yuki Kamomaes forsvinding

Yuki Kamomae var en 8-årig pige, der i 1991 forsvandt under mystiske omstændigheder, hvilket tilsyneladende skete i pigens eget hjem i byen Yokkaichi. Den 15. marts tog Yuki nemlig hjem fra skole efter at have fået fri, og man ved med sikkerhed, at hun vendte hjem, idet hendes mor ringede klokken 15.30, hvor det var Yuki, der besvarede opkaldet, selvom hendes far ellers var hjemme. Men han lå åbenbart og sov, og ingen ved derfor hvad der skete med Yuki, da hun lagde røret på. Telefonsamtalen var nemlig det sidste livstegn fra pigen, for da hendes mor vendte hjem klokken 16.30, var hun ingen steder at finde i huset, hvor der imidlertid stod en kop kakao på bordet, som Yuki efter alt at dømme havde været ved at drikke, da hun af uforklarlige grunde forsvandt fra sit eget hjem. Mistanken blev naturligvis rettet mod faderen, men der var ingen spor, der kunne bevise, at han havde stået bag Yukis forsvinding, som fandt sted i løbet af en time, hvor han samtidig skulle have gemt pigen af vejen et sted, hvor hun aldrig ville blive fundet.

5: Shinya Matsuokas forsvinding

Shinya Matsuoka var en 4-årig dreng, der den 5. marts 1989 tog med sin familien til Tokushima-præfekturet på Shikoku for at deltage i sin mormors begravelse. Den 7. marts valgte den lille familie så at besøge nogle slægtninge i landsbyen Sadamitsu, hvor Shinyas far tog på en udflugt med sine tre børn og sin brors to børn. Da faderen vendte tilbage med børnene, ville Shinya dog gerne ud at gå en længere tur, så faderen bad ham vente for enden af den lange trappe, der ledte frem til huset, mens han afleverede de andre børn. Faderen var ifølge ham selv kun væk i 40 sekunder, før han vendte tilbage til trappen og så, at Shinya i mellemtiden var forsvundet. Han kaldte på sin søn, men fik intet svar, og selvom man indledte en eftersøgning efter den lille dreng, var der ingen spor efter ham, og det vides derfor ikke, hvad der skete med ham i løbet af den korte tid, han var alene.

4: Sakunosuke Tabatas forsvinding

Sakunosuke Tabata var en 3-årig dreng, der boede med sin familie i Osaka, da han den 3. marts 1978 var ude at lege med en 5-årig dreng på gaden. Hér endte de to børn desværre med at blive involveret i et færdselsuheld, da en bil kom kørende og ramte Sakunosuke, så han faldt omkuld med et blødende hoved. Den mandlige chauffør steg ud fra bilen, og da det gik op for ham, at Sakunosuke var blevet så kvæstet, at han havde brug for lægehjælp, valgte han at lægge drengen ind i sin bil, imens han fortalte hans legekammerat, at han ville køre ham direkte på hospitalet. Men dette var dog det sidste, man så til Sakunosuke Tabata, for da hans forældre forsøgte at finde ham ved at kontakte samtlige hospitaler i området, var der ingen, som kendte til drengen, og det vides derfor ikke, hvad der skete med ham. Han blev højst sandsynligt kidnappet af manden, men så er spørgsmålet bare, om han forblev i live eller ej.

3: Hitomi Masuyamas forsvinding

Den 19. februar 1994 forlod den 21-årige Hitomi Matsuyama en tandlægeklinik i byen Haramachi i Fukushima-præfekturet, hvor hun havde sidste arbejdsdag, idet hun tre uger senere skulle giftes og derfor kunne se frem til at skulle leve en tilværelse som hjemmegående husmor. Men Hitomi nåede dog aldrig at blive gift med sin forlovede, for selv samme dag som hun havde taget afsked med sin arbejdsplads, forsvandt den unge kvinde sporløst, uden at man nogensinde har fundet ud af, hvad der blev af hende. Dagen efter hendes forsvinding fandt man Hitomis bil, som stod parkeret ved et supermarked kun 500 meter fra tandlægeklinikken, og i denne befandt sig alle hendes ejendele, hvilket indikerede, at hun ikke var forsvundet på frivillig vis. Før hendes forsvidning havde hun da også modtaget et opkald fra en kvinde, som hun tilsyneladende skulle mødes med, men man har heller aldrig fundet frem til denne kvinde, så det vides ikke, om hun var indblandet i Hitomis forsvinding.

2: Noriko Shizukas forsvinding

Den 3. maj 1998 tog 7 familiemedlemmer på en udflugt til Miyosawaakagi-helligdommen i Gunma-præfekturet, men kun 6 af dem ville vende hjem igen, idet den 48-årige Noriko Shizuka forsvandt sporløst, hvorefter ingen nogensinde så noget til hende igen. Kvinden ankom til Miyosawaakagi-helligdommen sammen med sin mand, datter, barnebarn, svigermor, onkel og tante, men eftersom det regnede, var det kun de to mænd, der gik hen til helligdommen, før Noriko alligevel besluttede sig for at begive sig efter dem på egen hånd. Dette blev dog sidste gang, hun blev set i live, for herefter forsvandt hun, og trods en eftersøgning i området, har man aldrig formået at finde spor efter hende.

1: Mai Ishiis forsvinding

Mai Ishii var en 7-årig pige, der boede med sin familie i den lille by Tamura i Fukushima-præfekturet, da hun i 1991 forsvandt fra sit eget hjem under mystiske omstændigheder, der siden har gjort dette til en af de mest omtalte forsvindingssager i Japan i nyere tid. Natten til den 25. juli forsvandt Mai nemlig fra huset uden at efterlade sig spor, mens intet mindre end 10 personer var til stede i det. Det var derfor oplagt at tro, at en af disse personer var involveret, men ingen havde hørt eller set noget, så det var ikke muligt at udpege en mistænkt. Politiet mistænkte dog kæresten til Mais kusine, men der var ingen beviser, som kunne være med til at fælde ham, og det er heller aldrig blevet afsløret, hvad der skete med Mai.