Minder fra i går er faktisk en irriterende film, fordi den er så flot, mens handlingen er så simpel, at det minder om en animeret udgave af en ugebladsnovelle. Der er dog stor forskel på kvaliteten mellem de scener, der udspiller sig i hovedpersonen Taekos barndom og voksenliv, og når man ser trailere fra filmen eller generelt bare googler den, så er det desværre Taekos barndomsbilleder, der dominerer, og de giver slet ikke indtryk af, hvor flot størstedelen af filmen egentlig er. Og når man tænker på, at der er tale om en film fra 1991, så bliver man endnu mere imponeret, for der er så meget liv og bevægelse i animationen, og så mange fantastiske baggrunde.
Vampire Hunter D: Bloodlust er en slags uofficiel efterfølger til filmen Vampire Hunter D, men den virker også som et slags remake. Man kan dog sagtens se denne film uden først at se forgængeren, for de adskiller sig alligevel så meget fra hinanden, at de virker som to forskellige serier. Desuden bliver man som seer sat grundigt ind i universet, så man hurtigt bliver dus med det og dets unikke karakterregister, der er mættet med kreativitet. For det er de usædvanlige skabninger, som bærer filmen, for det er virkelig nogle fascinerende væsner med lige så fascinerende evner, og det giver bare den følelse af uforudsigelighed, der skal til for at holde en fanget.
Royal Space Force: The Wings of Honnêamise er en klassisk anime fra perioden, hvor anime var bedst. Der er så meget sjæl i animationen, at det virker fuldkommen absurd, at dette var den første film fra studiet Gianax. Men dette bestod også af en yderst talentfuld gruppe af engagerede folk, hvilket tydeligvis kommer til udtryk visuelt, eftersom man sagtens kan lave en sammenligning med Akira, der blev udgivet året efter. Selve universet minder dog mere om Nausicaä fra vindenes dal, der blev udgivet tre år tidligere, og man kan da også fornemme, hvordan man forsøger at ride med på dennes popularitet, for selvom det er en fantastisk flot film, så virker det til, at man er gået mere op i at skabe et univers frem for en god fortælling.
Det er lidt ærgerligt, at Her Blue Sky ikke er udgivet i et så bredt omfang uden for Japan, for det er en virkelig flot film med baggrunde, der er en Makoto Shinkai-film værdig. Fortællingen kunne også minde om både Your Name og Weathering With You, men alt i alt er det en kopi af serien Anohana: The Flower We Saw That Day, fordi det er det samme hold, der står bag. Konceptet er rent ud sagt det samme: en ånd, der dukker op ud af det blå og forsøger at samle folk, der er splittet. Det er lidt synd, at der er så store ligheder mellem en helt anden serie og så denne film, for det gør bare, at originaliteten går tabt. Det er ikke desto mindre en sød film – en anelse forglemmelig, men sød uden at være for kedelig eller dramatisk.
Tokyo Godfathers er en af Satoshi Kons film, hvor han ikke leger med grænsen mellem virkelighed og fantasi i lige så høj grad, som han ellers er kendt for. Alligevel bliver denne grænse brudt, da filmen sådan set er et realistisk mirakel, hvor skæbnen udfolder sig på komisk såvel som dramatisk vis. Særligt komikken er med til at gøre Tokyo Godfathers mindeværdig, fordi der er så mange sjove og totalt uventede indslag. Dog er det animationen, der er filmens største plus. Baggrundene er absurd betagende, og belysningen er virkelig effektiv. Nogle gange bliver de skøre ansigter lidt for meget, fordi humoren kommer i konflikt med skønheden, men på den anden side ville det nok også have været en kedelig film, hvis den var gravalvorlig.
Mamoru Hosoda er god til at opfinde unikke historier, der ikke rigtig passer ind i nogen genre. Han er i stand til at modernisere eventyr, så nutidens udfordringer og levevis er det, der skaber drama og konflikter, og det gør hans film troværdige, selvom de jo sådan set er fantasy. Wolf Children er en virkelig sørgelig og sød film, der skildrer tilværelsen som enlig mor med et tvist, for Hana elsker sine børn, der er halve varulve, men ved at de ikke hører til i den verden, de er blevet født ind i, så hun er nødt til at holde dem beskyttet fra den. Det gør hun imidlertid med kærlighed og omsorg, og det er virkelig hyggeligt at se, hvordan dette får børnene til at udvikle sig.
Patema Inverted er en interessant film med et plot, der umiddelbart kan lyde fjollet, men det viser sig i stedet at være temmelig genialt. Handlingen er jo bogstavelig talt baseret på konceptet om to modsætninger, der mødes. Og selvom der godt nok bliver lagt op til en romantisk fortælling, så er det et langt dybere budskab, der ligger til grund for handlingen – nemlig evnen til at se verden fra forskellige perspektiver. Dette er virkelig en stærk morale, som er skildret på endnu stærkere vis, når ens verdensbillede bliver vendt på hovedet og sågar brudt i løbet af filmen, så man som seer tvinges til at anerkende, at mennesker ser verden på forskellige måder, fordi de er vokset op i forskellige miljøer.
Children Who Chase Lost Voices er lavet af Makoto Shinkai, og hvis man allerede er bekendt med hans navn, behøver jeg ikke en gang sige, at dette er en flot film, for det er typisk Makoto Shinkai, at hans værker er visuel stimulans i sig selv, hvor der virkelig er lagt vægt på detaljer og effekter – særligt baggrunde er jo hans helt store kendetegn, men denne gang disker han også op med nogle virkelig interessante væsner. Desværre mangler denne film en eller anden form for ingrediens, der gør den mere seværdig og uforglemmelig, for handlingen er egentlig god og universet er medrivende, men alligevel er der ikke tale om et mesterværk. Det kommer nok også af, at det er en lang film, hvor handlingen generelt virker lidt langtrukken.
Hvis man er vild med samuraier, så er Sword of the Stranger værd at se, idet den indeholder nogle af de mest dynamiske sværdkampscener i en tegnefilm, hvor detaljerne og musikken simpelthen får alt til at fungere til perfektion. Animation og karakterdesignet er på et højt niveau, og allerede ved åbningssekvensen vil de fleste nok tabe kæben og læne sig tilbage. Der er tale om en blodig og temmelig voldelig film, hvor man har lagt vægt på at gengive det meste så realistisk som muligt, og når man tænker på, at det er anime, så er det ret godt klaret, at man har kunnet formå at holde sig inde for rammerne uden at gå bersærk. Filmens klimaks vil mange nok betegne som overkill (bogstavelig talt), men det passer til handlingen.
Steamboy er for mange en ukendt film, hvilket er synd, for der er tale om en gennemarbejdet film, der var i produktion i et årti, hvilket tydeligt kommer til udtryk. Animationen er flydende og dynamisk og er i sig selv noget, der burde få en til at se filmen, for den er virkelig, virkelig flot. Hele gengivelsen af 1800-tallets London simpelthen spektakulær ned til mindste detalje, og at tage udgangspunkt i denne tid viser jo bare, at man inden for anime kan finde alt. Steamboy er en kreativ skildring af industrialiseringen, og hvad dette medførte af muligheder, hvilket kommer til udtryk i det alsidige udvalg af maskiner, som optræder i filmen, der nærmest giver mennesker overnaturlige evner, indtil man spejler til nutiden og indser, at vi altså er nået meget længere og kan meget mere.