2. maj 2025: Aomori og Hirosaki

Morgen i Aomori

Jeg var taget til Aomori, hvor jeg havde overnattet på hotel en enkelt nat. Men inden jeg skulle tjekke ud klokken 10, kunne jeg passende bruge morgenen på at få set noget i byen, nu hvor jeg alligevel var her. Oprindeligt havde jeg egentlig planlagt at besøge Seiryuiji-templet i udkanten af byen, men jeg kunne mærke, at jeg ikke lige havde lyst til at tage turen dertil, så eftersom mit hotel befandt sig nær Aomori-bugten, valgte jeg i stedet at gå en tur omkring byens havneområde, hvor jeg besluttede mig for at besøge Nabuta Museum WA RASSE, som er dedikeret til Aomoris Nebuta festival, der er kendt for sine store paradevogne med oplyste papmache-skulpturer, som derfor findes udstillet på museet.

Eftersom jeg ankom til museet ved åbningstid, så var der kun ganske få besøgende til stede, og blandt disse var der en japansk kvinde, der valgte at henvende sig til mig for at spørge, om jeg kom fra Argentina. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg syntes det var et virkelig underligt spørgsmål, for jeg ligner på ingen måde en argentiner, idet jeg er en bleg nordboer. Japanerne tror som regel, at jeg er amerikaner, blot fordi jeg er hvid, så jeg aner ikke, hvad der fik kvinden til at tro, at jeg kom fra Argentina, og hvorfor hun i det hele taget valgte at spørge om det.

Men nok om det, for der var jo tale om et museumsbesøg, og det var faktisk en hyggelig oplevelse at se de udstillede paradevogne, så man kunne nærstudere dem og beundre deres detaljer, for man kunne dermed også forholde sig til, hvor imponerende de var. Det var i sandhed kunstværker, der havde fortjent at blive bevaret, så jeg blev da også skuffet over, at der ikke var flere vogne. Nebuta-festivalen har eksisteret i mange år, og hundredvis af paradevogne er blevet fremstillet gennem tiden, så det kom bag på mig, at man kun havde valgt at udstille omkring et dusin af disse.

Da jeg var kommet igennem udstillingen, blev jeg således også forundret over, hvor lille museet i virkeligheden var, for udadtil virkede det meget større. Det var om ikke andet interessant at blive sat ind i, hvordan vognene blev fremstillet, og hvor meget arbejde der hvert år bliver lagt i at konstruere dem, blot så de kan vises frem i et par dage.

Ud over Nebuta-festivalen, så er hele Aomori-prræfekturet kendt for at være stedet, hvor mere end halvdelen af Japans æbleproduktion foregår, hvilket man da heller ikke er i tvivl om, for der var henvisninger til æbler overalt. Der var æblebaserede produkter i butikker og på spisesteder, der var billeder af æbler på stationer og i gader, der var æble-maskotter og sågar æblestatuer. Så hvis man ikke kan lide æbler, må Aomori være et irriterende sted at bo.

Jeg kunne dog ikke vente med at komme videre af en anden grund, for da jeg var tjekket ud fra mit hotel og begav mig hen til stationen, blev jeg pludselig blev antastet af en japansk mand, der smilende ville høre, hvor jeg kom fra, og hvad jeg lavede i Japan. Han virkede meget venlig, ligesom jeg er vant til, når jeg snakker med japanere, men efter et par minutters samtale viste det sig så, at han havde haft bagtanker med at indlede denne, da han smed bomben og fortalte, at han kom fra Jehovas Vidner.

Han vidste åbenbart ikke, at vi i Europa udmærket er bekendt med Jehovas Vidner og deres måde at agere på, så jeg blev da heller ikke overrasket, da han spurgte, om jeg var interesseret i at blive frelst og modtage et gratis Bibelstudie, for han var tydeligvis ude på den obligatoriske forkyndelsesmission og troede åbenbart, at jeg som hvid var mere tilbøjelig til at bekende mig til den kristne lære (som om jeg ikke allerede havde kendskab til den). Men han kunne næppe have udvalgt en mere forkert person, for selvom jeg ganske vist er vesterlænding, så er jeg så langt fra at være kristen eller religiøs, som man komme, for mit problem med religion er netop, at det er ideologier, som er blevet påtvunget andre, så jeg kunne ikke se den stakkels mand som andet end et led i en kæde af global hjernevask, som han nu ville gøre mig til en del af. I stedet for at være uforskammet og jage ham bort, havde jeg heldigvis en undskyldning for ikke at ville tale mere med ham, for jeg skulle nemlig nå et tog til Hirosaki, hvor resten af min dag skulle foregå.

Ankomst til Hirosaki

Selvom det var fredag, så var det dog helligdag, så der var fyldt med mennesker i Hirosaki, da jeg ankom til byen efter en kort togtur, hvor jeg havde haft mulighed for at nyde synet af Iwaki-bjerget, som man også kunne se fra byen, idet det igen var en klar dag, selvom det var en anelse køligt, så jeg blev nødt til at gå rundt iført jakke. Desværre var der ikke nogen ledige opbevaringsskabe på stationen, hvor jeg kunne anbringe min bagage, så denne var jeg nødt til at bære rundt på for anden dag i træk, så det var trods alt heldigt, at jeg kun havde en enkelt taske.

Jeg skulle imidlertid gå en del, for der er mange ting at se i Hirosaki, der nok mest er kendt for sin borg, der er blandt en af Japans 12 originale borge, og tilmed den nordligst beliggende af dem alle. Så denne skulle jeg naturligvis besøge, men først tog jeg et hurtigt smut forbi Saishoin-templet, før turen gik videre til den store borggrund, hvor der desuden også findes en botanisk have og en landskabshave tilknyttet borgen.

Man kunne derfor købe en kombinationsbillet, som gav adgang til alle tre steder, så dette valgte jeg at gøre, og efter først at have besøgt den botaniske have, gik jeg videre til landskabshaven, hvor der blandt andet var et nygift ægtepar, der fik taget billeder i traditionelle klæder. Blomster var der dog ikke mange af, men eftersom jeg befandt mig så langt nordpå, så var kirsebærtræerne heldigvis stadig i flor.

Flere hundrede mennesker opholdt sig derfor også på borggrunden, hvor der var mange blomstrende kirsebærtræer, og for første gang i et par dage fik jeg igen en del udenlandske turister at se. Der var dog ikke så mange mennesker til stede ved selve borgen, som man desværre heller ikke kunne komme ind i men kun kunne betragte udefra, idet denne var ved at gennemgå en speciel form for renovation. Borgen var nemlig blevet flyttet fra sit fundament, fordi dette skulle repareres, så den stod altså på et sted, den normalt ikke står. Man havde dog været så klog at opsætte et podie, hvorfra folk kunne tage billeder af borgen med Iwaki-bjerget i baggrunden, så det var trods alt et flot syn, selvom jeg gerne ville have set, hvordan den så ud indvendigt.

Langt de fleste folk var optaget af at tage billeder af kirsebærtræerne, så da jeg begav mig bort fra boggrunden og ud i Hirosakis gader, hvor der ikke var nogen træer, blev der pludselig meget stille og mennesketomt. Også da jeg begav mig videre til Hirosakis gamle samurai-distrikt, hvor jeg ellers havde forventet, at der ville vrimle med turister, idet der hér ligger flere gamle bygninger, der ikke blot er åbne for offentligheden - de er også gratis at besøge.

Der var dog ikke et eneste øje, så da jeg besøgte tre gamle samuraiboliger, var jeg den eneste, som var til stede i dem alle, og ved den ene var værten endda på toilettet, da jeg ankom, så hér kunne jeg gå rundt helt alene, som om det var mit eget private hjem. Det var således en kontrast til borggrunden, der var proppet med mennesker, så i stedet for at gå den korte vej tilbage igennem denne valgte jeg at gå udenom ved at følge voldgraven, hvor kærestepar sejlede rundt i robåde, som man kunne leje.

Jeg satte mig på en bænk ved vandet, hvor jeg fik noget at spise, nu hvor jeg befandt mig i stille omgivelser, inden jeg med tiden begav mig videre til en bydel, der udgøres af en samling templer. På turen dertil kom jeg tilfældigvis forbi Hirosaki Tenmangu-helligdommen, hvor der var en flot udsigt til Iwaki-bjerget.

Himlen var dog også ved at blive skyet, for der var nemlig et uvejr på vej fra syd, så det var heldigt, at det blevet så sent på dagen, at jeg snart skulle forlade Hirosaki. Jeg kunne dog lige nå en tur forbi Aomori Bank Memorial Museum, hvilket er en gammel bank, der er blevet bevaret som et museum. Og efter et kort besøg i denne gik turen så videre til stationen, hvorfra jeg tog et tog tilbage til Aomori - denne gang til Shin-Aomori station, hvor jeg skulle med shinkansen til Hokkaido.

Da dette kræver en pladsreservation, havde jeg allerede fået foretaget en sådan, og jeg var dermed også blevet bundet til et bestemt afgangstidspunkt, som jeg var nødt til at nå. Det var dog intet problem, for på stationen havde jeg tid nok til at købe noget at spise og drikke til den lange togtur, der helt nøjagtigt skulle bringe mig til Hakodate.

Ankomst til Hokkaido

Størstedelen af turen med shinkansen mellem Aomori og Hakodate foregår i tunneller - heriblandt Seikan-tunnellen, der er verdens længste undersøiske jernbanetunnel. Der var derfor ikke meget at kigge på ud gennem vinduet, og selvom der er gratis trådløst internet i shinkansen, så virker dette ikke, når man kører i tunneller. Af den grund havde jeg købt noget at spise og drikke, så tiden kunne gå med det.

Da jeg i løbet af aftenen ankom til Hakodate, var dette samtidig første gang, jeg satte fod på Hokkaido, og jeg havde dermed fået besøgt alle Japans fire hovedøer. Shinkansen-stationen lå dog uden for byen, så jeg skulle lige med et lokaltog til Hakodate by, hvor mit næste hotel befandt sig. Og gåturen dertil kom til at foregå under min paraply, som jeg heldigvis havde pakket med, idet regnvejret, der havde nærmet sig Hirosaki, nu var nået frem til Hokkaido.

Total Page Visits: 136 - Today Page Visits: 1