Seppuku (også kaldet harakiri) er en selvmordsmetode, hvor man med et sværd eller en kniv skærer hul på sin egen mave. Mens harakiri er en betegnelse for denne handling, dækker seppuku derimod over ritualet, som dette engang var i Japan. Seppuku kan nemlig deles op i to kategorier: den rituelle og den ceremonielle udgave. Den rituelle form for seppuku foregik typisk i private rammer uden vidner, mens den ceremonielle oftest foregik udendørs med vidner til stede, ligesom det var almindeligt, at man blev assisteret af en person, der stod klar til at halshugge en, når man først havde sprættet sin mave op, da det ellers ville være en langsom og pinefuld død, som nogen altså måtte lide, når de valgte at begå seppuku på uceremoniel vis. Den ceremonielle version kan derfor snarere betegnes som et assisteret selvmord eller sågar et medlidenhedsdrab, eftersom ens død blev forvoldt af et andet menneske.
Seppukku optræder første gang i en gudemyte fra 719, hvor gudinden Harima tager livet af sig selv ved at skære maven op. Siden blev dette en måde, hvorved soldater kunne overgive sig i kamp, hvis de stod over for nederlag for på værdig vis at undgå at blive taget til fange eller slået ihjel af fjenden. Det var kort sagt mere eftertragtet at nedlægge sig selv, og dette blev gjort ved at sprætte maven op, fordi man tilsyneladende var af den opfattelse, at det var hér, sjælen havde hjemme, så ved at skære hul på maven kunne man altså befri den fra sin krop.
Under Edo-perioden (1603 - 1868) ophørte borgerkrigene, og Japan blev herfra præget af intern fred, så der ikke længere var behov for kampe og selvmord på slagmarken. Seppuku endte i stedet med at blive et ritual, der primært blev set hos samuraiklassen, da det var kendt for at være en krigers måde at dø på, og med påvirkning fra zen-buddhismen fik denne type selvmord tillagt æstetiske træk, så det kunne betegnes som den ideelle død. Det er dog ikke sådan, at man som samurai udførte seppuku for sjov eller tilmed opsøgte døden. Seppuku blev derimod gjort til en straf, hvorigennem man havde mulighed for at rense sit navn og redde eller sikre sin ære, hvis denne på nogen måde var blevet skændet.
Omvendt kunne man også selv vælge eller sågar anmode om at udføre seppuku for på den måde at tage ansvar eller erkende sin skyld. Der kunne eksempelvis være tale om en ugerning, man havde begået, men man var som samurai også ansvarlig for sin slægt, hvilket vil sige, at hvis en søn havde gjort noget forkert, var det ikke ualmindeligt, at faderen tog ansvaret og dermed også straffen. I andre tilfælde blev hele husstande dog beordret til at begå selvmord, hvilket inkluderede hele familier samt tjenestefolk.
Seppuku kunne udføres helt spontant af egen fri vilje, eller det kunne foregå under en nærmest højtidelig ceremoni, hvor der som regel var en lille gruppe tilskuere til stede, hvilket ofte inkluderede den person, der havde beordret selvmordet. Dette var først og fremmest for, at vedkommende kunne sikre sig, at dette fandt sted, men også fordi at det blev betragtet som en værdig død at vise, at man kunne fuldføre seppuku, hvilket man som samurai derfor blev oplært i, ligesom man generelt besad en indlært accept af døden, som man altså var tilbøjelig til at vælge, når man blev ramt af skam, mistillid eller skuffelse i livet.
Som optakt til den ceremonielle udgave af seppuku ville man som samurai skrive et såkaldt dødsdigt, hvilket var et slags poetisk afskredsbrev, der altså fungerede som ens sidste ord, som de efterladte ville modtage. Herefter ville man først blive badet og gjort i stand og dernæst klædt i hvidt, hvilket dengang var den farve, som de døde blev klædt i, før man blev ført frem til en åben plads, hvor man i siddende stilling blev sat til at udføre seppuku med et kort sværd, der på forhånd havde fået viklet et stykke stof eller papir rundt om bladet, så man kunne holde om det frem for skaftet. Udførelsen af seppuku bestod så i, at man først afklædte sig sin overdel, så ens mave dermed fremstod blottet. Og efter at man havde lokaliseret sin bughule ved at føle på denne med hånden, ville man så stikke sig i den ene side og herpå foretage et horisontalt snit, så ens indvolde ville flyde ud. Dette snit blev kaldt for ichimonji og kunne blive fulgt op af et vertikalt snit, hvis man havde kræfterne til det, hvorved det i så fald blev kaldt for juumonji.
Da der ikke er nogen store pulsårer i maveregionen, så var mængden af blod så begrænset, at man ville forbløde langsomt til døde efter at have skåret hul på sig selv. Så bag samuraien stod som regel en bøddel kaldet kaishakunin, som var klar til at hugge hovedet af vedkommende, umiddelbart efter at han havde sprættet sin mave op, når det blev vurderet, at seppuku var blevet udført, men i visse tilfælde nåede samuraien kun lige at stikke sig i maven, før halshugningen fandt sted, så overordnet set var der altså tale om en henrettelse og kun et symbolsk selvmord - af samme grund var seppuku netop en dødsdom, der udelukkende havde til formål at give folk mulighed for at rense deres navn eller genoprette deres ære, og ved at påbegynde seppuku beviste de, at de trods alt var villige til at tage livet af sig selv for at opnå dette, men en benådning fandt stort set aldrig sted. I nogle situationer var der heller ikke en kaishakunin til rådighed, og en samurai måtte derfor selv gøre en ende på sine egne lidelser, hvilket han kunne gøre ved at stikke sig selv i halsen eller hjertet.
At man frivilligt har valgt at begå selvmord skyldes, at man i Japan har været under indflydelse fra konfucianismen, således at ens identitet har været baseret på ens tilhørsforhold i en gruppe. Frygten for udstødelse af fællesskabet eller tanken om for evigt at leve i skam var en så stærk kraft, at man valgte at vise sin omverden, at man var en holdspiller ved at ofre sig selv efter andres opfordring. Denne opfordring har dog ikke altid været åbenlys - for det meste har det været en indlært forventning, man havde til sig selv. Man vidste, at hvis man skændede sit navn, så var konsekvensen, at man skulle bøde for dette, og der var seppuku en værdig måde at vise sin anger og dermed genvinde andres respekt. Hvis man blev besejret i kamp, var der mere ære i at acceptere sit nederlag og dø ved egen hånd end at lade sig dræbe af fjenden eller tilmed stikke af. Seppuku var heller ikke altid en ordre eller en decideret pligt, men derimod en mulighed man blev givet og sjældent takkede nej til, da alternativerne ville tillægge en større skam - såsom en almindelig henrettelse. Nogle samuraier blev tilmed nægtet at udføre seppuku som straf for en ugerning, så de måtte leve med skammen over dette.
Seppuku har også været en måde at udvise den ultimative loyalitet. Har man været ansat under en herre kunne man følge ham i døden, hvis han faldt i kamp eller tilmed døde af naturlige årsager. Samurai-hustruer kunne gøre det samme, hvis deres mand døde på slagmarken eller selv begik seppuku, da man på bryllupsdagen blev foræret en daggert og dermed blev givet muligheden for at udvise sin troskab, hvis det en dag skulle blive aktuelt. Kvinder, som af egen fri vilje valgte at følge deres ægtemænd i døden, valgte som oftest at stikke sig selv i halsen, da seppuku blev betragtet som en handling forbeholdt mænd - og typisk dem fra krigerklassen, hvilket er grunden til, at fænomenet ikke blev set i andre samfundsklasser.
Seppuku blev afskaffet i slutningen af 1800-tallet, da samuraiklassen blev opløst, men enkelte tilfælde hændte endnu i årene herefter og selv under Anden Verdenskrig, hvor visse soldater og generaler valgte at tage ansvar for et nederlag eller erkende dette ved at tage livet af sig selv ved at stikke sig i maven med et sværd, som mange japanske soldater gik rundt med. Et af de sidste registrerede tilfælde af seppuku blev udført af forfatteren Yukio Mishima i 1970, der ovenikøbet fik hjælp til at få sit hoved hugget af. Dog bliver dette ikke betegnet som et ceremonielt seppuku, fordi det ikke var en beordret straf, som foregik på officiel vis. Det sidste ceremonielle seppuku fandt derimod sted i 1872 og involverede faktisk hele 12 personer – nemlig medlemmer af Honda-klanen, som havde deltaget i flere hævndrab.