Gaijin

Gaijin

Gaijin er et japansk udtryk for en udlænding. Gai betyder nemlig “ude”, mens jin betyder “person”, og det er således en forenkling af det mere sprogligt korrekte udtryk for en udlænding: Gaikokujin. Er man ikke japaner, er man en gaijin – også selvom man lever og bor i Japan og kan sproget. Dog bruges udtrykket mest om hvide og mørke mennesker, der ikke ligner japanere, fordi de grundet deres udseende skiller sig ud i forhold til asiatere og dermed også etniske japanere. Selv halvjapanere har deres egen betegnelse kaldet haafu (en japanisering af det engelske ord half), hvilket er et sprogligt bevis på, hvordan man altså ser forskelligt på mennesker grundet deres etnicitet og nationalitet.

Japan har nemlig en traditionel folkelig “renlighed”, der gør, at alle udefrakommende bliver betragtet som værende fremmede, fordi de tilhører en anden race eller nationalitet. Dette har ført til, at der i Japan findes en general distancering til omverdenen og dens folkefærd, fordi man har været – og endnu er – vant til at leve i et homogent samfund, hvor folk ligner, opfører sig og taler som hinanden. Dette betyder dog også, at der optræder en vis fascination og interesse for fremmede mennesker og kulturer, men mange japanere finder det også besværligt eller pinligt at interagere med udlændinge grundet den sproglige og kulturelle barriere. De mangler simpelthen interkulturelle evner. Man vil derfor også opleve, at stereotype opfattelser og portrætteringer af udlændinge er temmelig normalt i Japan.

I Japan har man religionen kaldet shinto, hvis myter har betydet, at befolkningen har haft en forestilling om, at nationen og dens folk blev skabt af guderne, og at Kejseren tilmed var efterkommer af disse. Dette har tilsyneladende skabt en selvophøjet identitet blandt det japanske folk, hvilket blandt andet menes at være grunden til Japans adfærd før og under Anden Verdenskrig. Efter nederlaget til USA valgte man dog at fjerne shintoismen som statsreligion, og Kejseren frasagde sig samtidig sin guddommelige status. Oven i dette er Japan et ørige, der frem til slutningen af 1500-tallet kun havde været i kontakt med de asiatiske nabolande, indtil europærerne  påbegyndte kontakten til det hidtil uudforskede land. Imperialiseringen af verden var på dette tidspunkt i fuld gang, og man så store muligheder i ligeledes at gøre Japan til en koloni, af hvilken grund man fra Europa sendte missionærer afsted sammen med handelsmænd, så man på den måde kunne sprede kristendommen til det japanske folk og samfund. Men dette fik det japanske shogunat sat en stopper for, idet man simpelthen valgte at forbyde kristendommen og samtidig lukke grænserne af, således at kontakten med omverdenen ophørte.

Dette “fossilerede” den japanske kultur i godt og vel 250 år, indtil slutningen af 1800-tallet, hvor grænserne blev tvunget åbne af USA. Selvom Japan siden da har taget den vestlige levevis til sig, så oplever man endnu en streng indrejsepolitik i landet, hvor udlændinge kun udgør 2 % af befolkningen, hvoraf størstedelen af disse er asiatere. Japan er også et traditionelt samfund med officielle familieregistre, og udlændinge har aldrig passet ind i denne samfundsstruktur, af hvilken grund de aldrig rigtig er blevet accepteret som en del af det japanske samfund. Man sætter først og fremmest japanere i forreste række, både når det gælder arbejde, økonomi og love. For at kunne bo i Japan skal man kunne opfylde en række krav – det samme gør sig gældende, hvis man vil være japansk statsborger. Det er desuden ikke tilladt at have dobbelt statsborgerskab i Japan, så hvis man formår at blive japansk statsborger, så må man samtidig opsige sit tidligere statsborgerskab. Udadtil har folk dog ikke mulighed for at vide, at man er japaner på papiret, så hvis man ikke ligner en indfødt, så vil man fortsat blive betragtet som en gaijin.

Total Page Visits: 638 - Today Page Visits: 1