I Saitama ligger Hitsujiyama Park, der hvert forår lægger grund til et spektakulært syn, idet parken har 400.000 eksemplarer af blomsterarten krybende floks, der er blevet plantet således, at de tilsammen skaber et enormt farverigt mønster, når de springer ud. Da jeg var i Japan i 2025, imens dette skete, valgte jeg derfor at besøge Hitsujiyama Park, så jeg netop kunne opleve dette smukke syn, som ikke skuffede, for eftersom de fleste af blomsterne er lyserøde, så var det som at se og gå rundt på en lyserød mark, hvilket trods alt er noget, man ikke er vant til – hverken i naturen eller i haver. Der var gode udsyn til parken, hvor der heldigvis ikke var mange mennesker, som forstyrrede oplevelsen.
I 2025 besøgte jeg byen Noboribetsu på Hokkaido, hvor man finder en dal kendt som Noboribetsu Jigokudani, hvilket er et overdådigt naturlandskab fyldt med svovlholdige varme kilder, som både ryger og damper, hvilket skaber en dyster, men fascinerende stemning i det storslåede landskab, hvor planter ikke har mulighed for at gro. Selve dalen var i sig selv et smukt syn, men højdepunktet var imidlertid en sø kendt som Oyunuma, der kan nå en overfladetemperatur på over 50 grader, så vandet i denne derfor var dampende varmt. Mineralerne var dog medvirkende til, at vandet havde en blå nuance, der harmonerede med det omkringliggende klippelandskab, så det virkelig føltes som en fremmed men fascinerende verden.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med teamLab Borderless under min første rejse til Japan i 2023, da jeg besøgte teamLab Botanical Garden i Osaka. Jeg blev hurtigt forelsket i deres værker, så senere på året valgte jeg at besøge teamLab Planets i Tokyo, hvor jeg heller ikke blev skuffet. Jeg blev derimod overvældet af indtryk, men intet overgik det første rum, hvor man skulle gå barfoden rundt i knæhøjt vand, hvor digitale fisk svømmede rundt og farvede vandet i regnbuens farver. Da jeg trådte ind i rummet, var det helt mørkt, mens de lysende fisk svømmede rundt omkring en, så da vandet begyndte at skifte farve, blev jeg både overrasket og betaget, for det var så uventet og specielt og et helt igennem magisk syn, så jeg sent vil glemme lige netop denne oplevelse.
Nabana no Sato er en 230.000 kvadratmeter stor blomsterhave beliggende i byen Kuwana i Mie-præfekturet. Stedet er dog mest populært i vinterhalvåret, idet hele haven er lyst op af tusindvis af ledlys, af hvilken grund den i denne periode holder åbent til langt ud på aftenen. Da jeg var i Japan i november 2023, valgte jeg derfor at tage et smut forbi Nabana no Sato, og jeg blev meget hurtigt overvældet over, hvor stor parken var, og hvor mange lys der rent faktisk var blevet sat op. Som dansker kan man slet ikke begribe formatet, før man befinder sig på stedet i virkeligheden, men sammen med belysningen var der velkomponeret musik, der generelt gjorde besøget til en eventyragtig oplevelse. Der var noget at se overalt, og der var så mange ting, der gjorde indtryk, men særlig smuk var en nærmest endeløs tunnel af lyskæder, der nærmest fik det til at se ud, som om man gik rundt i Mælkevejen.
Hitachi Seaside Park er en 350 hektar stor park beliggende i Hitachinaka i Ibaraki-præfekturet. Denne er kendt for sine mange sorter af blomster, som springer ud på forskellige tidspunkter om året og dermed forvandler stedet til et stort hav af farver. Det mest populære syn er de mere end 4 millioner blå øjeblomster, der står i flor om foråret, hvor jeg besøgte parken under min tur til Japan i 2019, hvor også tulipanerne og påskeliljerne var sprunget ud. Disse var skam også flotte, men synet af en hel bakke beklædt med blå øjeblomster var nu engang et overdådigt syn – også selvom at det ellers kun var 70 % af dem, der var sprunget ud. Man kunne både vandre rundt blandt blomsterne eller betragte dem på afstand, og så var der tilmed også en rapsmark ved siden af, hvilket gav et virkelig flot farvespil.
Adachi Kunstmuseet er kendt for sine prisvindende landskabshaver, der er ment som kunstværker i sig selv, så museet altså kan siges at bestå af en indre og en ydre sektion. Da jeg i 2023 besøgte museet kunne jeg dermed få bekræftet, at haverne er lige så smukke i virkeligheden, som de er på billeder, for selvom man kun kunne betragte dem på afstand, så var detaljerne overdådige, og der var generelt en panoramisk harmoni, så det ikke kun var et betagende syn, men også et behageligt, så jeg forstod så sandelig godt, at mange kom til museet blot for at se haverne.
átoa er navnet på et akvarium i Kobe, hvor man har gjort det til en sanselig oplevelse at betragte fisk ved at inddrage lys- og lydeffekter, så de mange akvarier nærmest fungerer som små udstillinger. Da jeg besøgte átoa i 2024, blev jeg for det første overrasket over, hvor stort og omfattende akvariet var, men selvom der var mange betagende sektioner, så blev jeg virkelig fascineret af et mørklagt rum med en enorm oplyst kuppel, der i forvejen var smuk at betragte. Med jævne mellemrum blev denne dog centrum i et show med musik samt lys- og røgeffekter, hvilket skabte en helt andet stemning.
Det var først under min femte tur til Japan, jeg fik Fuji-bjerget at se, da jeg i 2019 tog til byen Kawaguchiko for at betragte bjerget på en skyfri dag. Dette blev blandt andet gjort fra Chureiro-pagoden, som typisk fotograferes sammen med Fuji-bjerget, og selvom det er et kliché-motiv, så er det trods alt, fordi det er et virkelig smukt syn, som er svært ikke at blive berørt af. Det var tilmed samtidig med, at kirsebærtræerne stod i flor, så der var fuld plade på turistoplevelsen. Det hele blev nok endnu bedre af, at det netop var første gang, jeg fik Fuji-bjerget af se, så derfor var oplevelsen i forvejen speciel, så de flotte kulisser var blot ekstra pynt på kagen af synsindtryk.
Ikura-grotten er en kalkstensgrotte, som jeg besøgte under min tur til Japan i 2024. Selvom den er forholdsvis ukendt, var den bedre, end jeg havde forestillet mig, hvilket først og fremmest skyldtes, at man har anvendt farverig belysning i grotten, så det var som at træde ind i en anden verden. Højdepunktet var dog en underjordisk ønskesø, hvor folk havde ofret hundredvis af mønter, der virkede betagende, fordi det krystalklare vand i denne gav genskær i loftet, hvorfra dråberne dalede ned og skabte magiske synsindtryk i samspil med det farvede lys. Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set, så jeg stod længe og betragtede dette betagende syn, så det kunne brænde sig fast i min hukommelse, for det var virkelig en uforglemmelig stund.
I 2018 tog jeg en tur til Iya-dalen på Shikoku, hvilket krævede meget planlægning, idet man kun kan komme rundt i dalen med busser, som kører meget uregelmæssigt. Hvis jeg skulle nå at se alt det, jeg ville, kunne det således ikke foregå på en enkelt dag, så jeg valgte derfor at overnatte i dalen, hvilket blev gjort i en bjerghytte på toppen af Miune-bjerget, som jeg derfor måtte bestige. Og dette er jeg lykkelig for, at jeg gjorde, for besøget i Iya-dalen er en af de mest uforglemmelige oplevelser, jeg har haft, og særligt udsigten fra Miune-bjerget har brændt sig fast i min hukommelse som noget af det flotteste, jeg har set. Jeg glemmer derfor aldrig det smukke syn, der mødte mig, da jeg nåede frem til toppen, hvilket netop er gevinsten ved at bestige et bjerg.