19. september 2024: Kobe

Rundtur i Kobe

Jeg havde valgt at overnatte i Kobe, fordi jeg aldrig rigtig havde fået udforsket byen, og derfor ville jeg gerne bruge en dag på dette. Så efter at være tjekket ud fra mit hotel gik jeg først en tur forbi Minatogawa-helligdommen, der meget praktisk lå i nærheden, før turen gik videre til byens havneområde, hvor jeg aftenen forinden havde opholdt mig, efter at jeg var ankommet til Kobe. Det var således en helt anden oplevelse at se stedet i dagslys, og eftersom det var torsdag morgen, så var der ikke mange folk i gaderne, idet børn var taget i skole, og voksne var taget på arbejde.

Der var heller ikke mange mennesker til stede, da jeg ankom til Kobes vartegn: Kobe Port Tower, der var åbnet efter en længere renovering, hvilket også var grunden til, at jeg blandt andet undlod at besøge Kobe, da jeg var i Japan i 2023. Jeg ville nemlig gerne besøge det ikoniske tårn, og da jeg ankom til dette kort efter åbningstid, var der kun et par andre besøgende, som var kommet for at nyde udsigten fra det indre og ydre observationsdæk, hvor pladsen var trang, så det derfor var rart, at der ikke var proppet med folk.

Der var desuden to vinduespudsere til stede, som var i gang med at pudse vinduerne udvendigt, hvor de hang i sikkerhedsliner, hvilket nærmest var mere interessant at betragte end udsigten.

Under det indre observationsdæk befandt sig en etage med digital kunst, hvor jeg kunne gå rundt helt alene, men generelt syntes jeg, at prisen på 1200 yen var alt for dyrt, da det eksempelvis koster mindre at tage en tur i Tokyo Tower, hvor udsigten tilmed er bedre. Det bedste var at kunne gå rundt på det ydre observationsdæk, men selvom klokken kun var lidt over 9, så var det desværre så varmt, at det var vildt ubehageligt at gå rundt udenfor, selvom det ellers var skyet.

Da jeg forlod Kobe Port Tower, brød solen desværre igennem skyerne, og det blev således brændende varmt i løbet af ganske kort tid, så jeg måtte iføre mig mine solbriller og slå min trofaste paraply ud, så jeg kunne skærme mig mod de glohede stråler. Jeg var nemlig stadig mærket af at være blevet solskoldet tidligere på ugen, så derfor var jeg også nødt til at gå rundt i en langærmet trøje, så jeg kunne holde min hud beskyttet.

I 1995 blev Japan ramt af en af de værste naturkatastrofer i nyere tid, da over 6000 mennesker mistede livet i Kobe-jordskælvet, der endte med at lægge store dele af byen i ruiner. Der er dog ikke længere spor efter jordskælvet - foruden et område ved havnefronten, hvor man har valgt at bevare en sektion af ødelæggelserne som et mindesmærke, der skal gøre folk opmærksomme på katastrofen, der engang ramte. Dette skulle jeg naturligvis også besøge, og der var tilmed små udstillinger med informationstavler og videoklip om jordskælvet. Som dansker kan man slet ikke forstå, at en moderne storby engang har ligget i ruiner, men det er vist også svært for japanerne at forstå, fordi de er så gode til at lægge tragedier bag sig og komme videre med effektiv genopbygning. Personligt synes jeg derfor, det er vigtigt at bevare ødelæggelser som mindesmærker, så man husker folk på, at de skal nyde og værdsætte samfundet og livet, fordi begge dele kan blive ødelagt på et øjeblik.

Selvom Kobe Port Tower havde været dyrt at besøge, så fik jeg dog brugt endnu flere penge ved det næste sted, da jeg valgte at slå et smut forbi átoa, hvilket er et akvarium, hvor man kan betragte fisk i kunstneriske omgivelser. Og selvom jeg allerede havde set billeder fra stedet, så blev jeg alligevel overvældet over, hvor flot det var i virkeligheden, idet man nærmest havde gjort akvarierne til kunstværker med en genial anvendelse af lyd og lys. Der var tilmed et bibliotek med akvarier, et kinesisk inspireret rum, hvor karper svømmede rundt under et glasgulv, og på øverste etage lå en tagterrasse, hvor der var pingviner, oddere og kapivarer, som tilfældigvis skulle fodres, netop som jeg nåede frem til denne. Højdepunktet var dog en enorm kuppel med fisk, der stod alene i et mørkt rum, hvor denne blev centrum i en forestilling med brug af musik og lyseffekter. Alt i alt var det alle pengene værd, men stedet var desværre også så populært, at der var fyldt med besøgende, selvom det var torsdag formiddag.

Fra átoa kunne jeg passende begive mig gennem Kobes China Town, hvor der så sandelig var fyldt med kinesere, og generelt var der da også flere udlændinge i Kobe, end jeg hidtil havde set under denne ferie i Japan. Det var ikke kun turister, men også folk, der boede og arbejdede i Kobe, der således virkede som en international storby ligesom Osaka. Kobe er da også en af Japans vigtigste havnebyer og har historisk set oplevet stor indflydelse fra udlandet, hvilket jeg fik at se, da jeg begav mig videre til de nordlige egne af byen, hvor man finder flere gamle bygninger af europæisk oprindelse, der har klaret sig igennem både Kobe-jordskælvet og bombetogter under Anden Verdenskrig.

Disse er tilsammen kendt som Kobe Kitano Ijinkan og fungerede oprindeligt som hjem for både købmænd og diplomater, men i dag er flere af dem åbne for offentligheden som museer. Blandt disse er eksempelvis en dansk bolig kendt som Denmark House, som jeg valgte at slå et smut forbi, ligesom jeg valgte at se en fransk, hollandsk og østrisk bolig. Jeg gad dog ikke betale for at få adgang til nogle af dem, for billetprisen var alt for dyr - også selvom man kunne købe kombinationsbilletter. For Kobe Kitano Ijinkan var sådan set bare et stop på vejen til min egentlige destination: nemlig Nunobiki-vandfaldene, der meget praktisk lå i nærheden af shinkansen-stationen i Kobe.

Shinkansen-jernbanen fungerer nemlig som en slags grænse mellem storbyen Kobe og de skovklædte bjergområder, hvor man finder Nunobiki-vandfaldene, som er en serie af vandfald, der befinder sig langs en vandresti, så man altså til fods kan begive sig væk fra trafik og skyskrabere for i stedet at tage på udflugt i naturen. Det var derfor behageligt at kunne nyde lyden af fuglesang og synet af de mange vandfald, selvom der var mange andre folk på ruten. Det værste var dog varmen, for ved at vandre, fik jeg også pulsen op, så jeg dermed begyndte at svede endnu mere, end jeg i forvejen gjorde, så jeg derfor også blev nødt til at skifte trøje, da jeg nåede frem til den dæmning, hvorfra vandfaldene har deres oprindelse. Heldigvis var der masser af salgsautomater på vejen, så jeg kunne købe noget at drikke, og så var der endda også toiletter.

Videre til Osaka

Nunobiki-vandfaldene var det sidste, jeg gerne ville se i Kobe, så nu hvor det var klaret, gik jeg tilbage til shinkansen-stationen, så jeg kunne tage shinkansen videre til Osaka, hvor mit næste hotel befandt sig. Det var også hér, jeg var ankommet til Japan for over en uge siden, så jeg havde således rejst i ring og skulle tilbringe det sidste af min ferie i dette område.

Før jeg begav mig mod mit hotel, kunne jeg dog lige så godt bruge resten af dagen på at få set noget, så efter at være ankommet til Osaka valgte jeg at tage en tur forbi Umeda Sky Building, som jeg længe gerne ville have besøgt, men aldrig fundet tid til. Det var da også noget af en udfordring at komme frem til bygningen, for selvom den ikke lå langt fra Osaka station, så var man i gang med noget anlægsarbejde, som hele tiden spærrede vejen, hvor end jeg gik hen, så efter en indviklet omvej, nåede jeg endelig frem til den karakteristiske bygning, hvor man har mulighed for at beundre udsigten ud over Osaka. At finde frem til indgangen var dog nærmest lige så indviklet, for eftersom bygningen består af to tårne, skal man først finde det rigtige tårn og herefter lokalisere indgangen til observatoriet.

Inde i bygningen var der desuden noget så specielt som en sikkerhedsrobot, der patruljerede. Det lignede dog ikke en sikkerhedsrobot, men snarere en misdannet printer, så jeg kunne kun regne ud, at det var en sikkerhedsrobot, fordi den selv sagde det.

Det kostede 2000 yen at besøge observatoriet i Umeda Sky Building, hvilket faktisk var den primære grund til, at jeg længe havde udskudt at besøge det, da jeg generelt undgår steder med så høje billetpriser. Men efter at have brugt 1200 yen på Kobe Port Tower, tænkte jeg, at Umeda Sky Building måtte være pengene værd, og sammenlignet med Kobe Port Tower, var oplevelsen da også bedre. Der var godt nok mange mennesker, men der var også så meget plads, at alle kunne være der - både indvendigt, hvor der er masser af store vinduer - og udvendigt, hvor man kunne gå i ring og betragte Osaka fra et 360 graders perspektiv.

Under mit besøg i Kobe Port Tower var der jo vinduespudsere til stede, og sørme om der ikke også var folk, der arbejde udvendigt på Umeda Sky Building, hvor de dog benyttede en lift i stedet for at kravle rundt med sikkerhedsliner. De lod heller ikke til at være vinduespudsere, eftersom de så ud til at tjekke bygningen, men det var alligevel interessant at se dem arbejde, og ikke mindst sjovt, at jeg på samme dag skulle opleve den slags to gange.

Efter mit besøg i Umeda Sky Building begav jeg mig så tilbage til stationen, så jeg kunne tage toget videre til mit hotel. Men på vejen kunne jeg lige så godt handle stort ind, eftersom jeg skulle tilbringe tre nætter på dette hotel, som jeg derfor godt kunne slå mig ned på. Og for at få mest ud af pengene besluttede jeg mig for at gøre mine indkøb i 100-yen butikken Daiso.

Hér købte jeg også et håndklæde, som jeg kunne gå og tørre mig med, når jeg svedte, eftersom jeg dagen forinden havde tabt den ene af mine to vaskeklude, som jeg havde medbragt hjemmefra. Og så valgte jeg desuden at købe nogle armbeskyttere, så jeg kunne gå tilbage til at være iført T-shirt, men desværre kunne man kun få dem i sort, hvilket jo opfanger varme. Begge dele kostede kun 100 yen, hvilket svarede til sølle 5 kroner, og jeg købte naturligvis også en masse drikkevarer til samme pris, så jeg havde noget at drikke de kommende dage. Selvom jeg forlod Daiso med to fulde indkøbsposer, havde jeg alligevel ikke brugt særlig mange penge, så mit indkøb gjorde op for dagens forbrug på seværdigheder.

Jeg var nødt til at ankomme til mit hotel klokken 17, fordi det var dette tidspunkt, jeg havde angivet, at jeg ville komme. Det var nemlig ikke døgnbemandet, så receptionisten sørgede for at være til stede, da jeg kom for at tjekke ind. For faktisk var der tale om et hostel med enkelte privatværelser med ejet bad, og det var på et af disse, jeg skulle bo de næste tre dage. Selvom det var et hostel, så jeg dog ikke noget til de andre gæster, men man kunne derimod godt høre dem, når de nu og da befandt sig i opholdsstuen. Alt i alt var det som et bo på et almindeligt hotel, så jeg var glad for, at jeg havde valgt det, for det kostede mig under 200 kroner per nat, hvilket godt nok er mit normale overnatningsbudget, men i en storby som Osaka var det et godt fund.

Total Page Visits: 75 - Today Page Visits: 1