4. maj 2025: Noboribetsu

Dagstur til Noboribetsu

Efter at have været i Hakodate dagen forinden, var jeg nu nået frem til Muroran, hvor jeg havde overnattet på et hotel, som jeg igen skulle tjekke ud fra. Jeg skulle nemlig videre til Sapporo, men på vejen ville jeg gerne besøge Noboribetsu af en helt særlig grund. Hér ligger nemlig Noboribetsu Marine Park NIXE, der er en dansk inspireret temapark bestående af en plads med traditionelle danske huse samt en tro kopi af Egeskov Slot. Noboribetsu er nemlig Faaborgs venskabsby, så der er tætte relationer til Danmark.

Da jeg stod op og tjekkede ud fra mit hotel, var det desværre regnvejr, hvilket var første gang på denne ferie, at dagen var startet med regn. Heldigvis havde jeg pakket en paraply med, så jeg ikke behøvede at købe en, så bevæbnet med denne tog jeg toget til Noboribetsu, hvor Noboribetsu Marine Park NIXE kun ligger en lille gåtur fra stationen.

Det var dog nemt at se, hvor temaparken befandt sig, for kopien af Egeskov Slot var nemlig synlig fra stationen, så jeg skulle egentlig bare gå efter denne mastodont af et bygningsværk, der stak frem blandt de almindelige familieboliger. Først efterlod jeg min bagage i et opbevaringsskab på stationen, så jeg ikke behøvede at bære rundt på denne resten af dagen, og eftersom jeg ankom til Noboribetsu Marine Park NIXE før åbningstid, var jeg blandt de første i køen. Jeg havde dog allerede købt billet hjemmefra, for da jeg denne gang bestilte mine rail pass via Klook Travel, modtog jeg en rabatvoucher på 20 %, som kunne benyttes til udvalgte seværdigheder i Japan, og eftersom en billet til Noboribetsu Marine Park NIXE kostede 3000 yen, var der flest penge at spare hér. Da dørene blev slået op, behøvede jeg derfor heller ikke at stå i kø, men kunne gå ind i parken som den første, hvilket var en finurlig oplevelse.

At man som dansker ser sin kultur blive komprimeret om til en temapark er virkelig specielt, men det var også sjovt at befinde sig i Japan og blive præsenteret for genkendelig arkitektur. Bygningerne, der primært bestod af restauranter, havde endda danske husnumre og navne som "Sjælland", "Ribe" og "King Odin", men selvom noget af maden måske var baseret på danske retter, så var det langt fra dansk mad, der blev serveret. Det komiske var jo netop, at man befandt sig i en dansk kulisse i et andet land, der havde valgt sit egen fortolkning af den danske kultur, der underligt nok virkede genkendelig, men alligevel var temmelig fremmed.

Der var desuden en kopi af H.C. Andersens hus med en tilhørende statue af H.C. Andersen, men hovedattraktionen var naturligvis kopien af Egeskov Slot, der i virkeligheden er et stort akvarium, og eftersom det var regnvejr, så skyndte alle sig i tørvejr ved at begive sig ind i dette, mens jeg gik rundt og udforskede pladsen. Det var trods alt søndag, så der var fyldt med japanske børnefamilier, og jeg var faktisk den eneste vesterlænding - og så tilmed en dansker, der forstod alle de sære ord, som japanerne blev præsenteret for på de mange husskilte. Akvariet bestod naturligvis af vandtanke med fisk, men der var også en kopi af statuen af Den Lille Havfrue samt udstillinger med Royal Copenhagen-porcelæn og juleplatter, ligesom man kunne få fremstillet smykker af rav. Den danske kultur gik altså igen, selvom det indre af Egeskov Slot på ingen måde lignede et slot. Det var i stedet opdelt i sektioner med forskellige typer af fisk - heriblandt flere arter, jeg aldrig før havde set.

Der var alt fra rokker og dolkhaler til åler og hajer samt en afdeling dedikeret til vandmænd. Og eftersom regnen havde taget til, da jeg var kommet igennem slottet, valgte jeg at tage endnu en tur rundt igennem det bare for at være sikker på, at jeg havde set det hele. Udenfor var der også en sektion med pingviner og sæler, ligesom der var et separat akvarium fyldt med sardiner, hvor jeg nåede at overvære en forestilling med dem, som svømmede rundt under et lysshow med musik, hvilket var et virkelig imponerende syn, som jeg var glad for, at jeg ikke gik glip af. Med til parken hører desuden en lille forlystelsespark ved siden af, hvor jeg valgte at gå i tørvejr ved at tage en tur i et pariserhjul, hvorfra der var udsigt til hele pladsen med kopien af Egeskov Slot. men selvom dette ganske vist var imponerende på afstand, så var det dog tydeligt, at der var tale om en moderne kontruktion, når man kom tæt på og kunne studere den nærmere, hvorved man eksempelvis kunne se, at murstenene ikke var ægte.

Netop fordi at jeg er dansker, så et mit besøg i Noboribetsu Marine Park NIXE blandt de mere spøjse oplevelser, jeg har haft i Japan, men det var dog ikke den eneste grund til, at jeg var taget til Noboribetsu. Efter nogle timer havde jeg nemlig fået set det hele i temaparken, så jeg begav mig derfor tilbage til stationen for at tage en bus til udkanten af byen, hvor man finder de varme kilder, som Noboribetsu nu engang er mest kendt for grundet den vulkanske aktivitet i området.

Heldigvis nåede det at klare op på turen dertil, så jeg kunne pakke min paraply væk og nyde det gode vejr resten af dagen. Og gudskelov for det, for de naturlige varme kilder ligger nemlig i en dal kendt som Noboribetsu Jigokudani, hvilket er et overdådigt naturlandskab, som jeg i sandhed kunne værdsætte synet af, nu hvor omgivelserne ikke længere var så diset.

Jigokudani betyder direkte oversat "helvedesdalen", hvilket skyldes de svovlholdige varme kilder, som både ryger og damper, hvilket skaber en dyster, men fascinerende stemning i det storslåede landskab, hvor planter ikke har mulighed for at gro. Det er derfor heller ikke tilladt at forlade det anlagte stisystem, da de varme kilder er så varme, at de er livsfarlige, og det samme er svovldampene jo sådan set. Disse stak nemlig i næsen og fremkaldte også den karakteristiske stank af rådne æg, som jeg straks genkaldte fra mit besøg på Hakone-bjerget en uge tidligere, for det var nærmest, som om at jeg igen befandt mig på dette - denne gang med langt færre mennesker. Selvom der var mange besøgende, var der nemlig ikke proppet med turister, men dette var endnu et sted på Hokkaido, der især var populært blandt kinesere, idet jeg stort set kun hørte kinesisk, imens jeg befandt mig i Noboribetsu Jigokudani.

Og hér var jeg skam i noget tid, for ikke nok med, at man kan vandre rundt i dalen, så kan man fra denne også gå videre til en afsides beliggende sø kaldet Oyunuma, der kan nå en overfladetemperatur på over 50 grader, så vandet i denne derfor var dampende varmt, og ved siden af lå sågar en lille sø, hvor vandet var endnu varmere. Mineralerne i vandet var også medvirkende til, at dette havde en stærk blå farve, der gik igen i den lille flod, som løb fra Oyunuma, og i denne kunne man blandt andet tage fodbad i naturlige omgivelser, hvilket mange af de kinesiske turister var i gang med.

Jeg havde dog ikke lige behov for et fodbad, så efter en flere kilometer lang gåtur rundt i det smukke naturlandskab vendte jeg tilbage til byområdet, hvor jeg havde tid nok til også at slå et smut forbi Noboribetsu Bjørnepark. Denne befinder sig dog på et bjerg, så for at komme frem skal man benytte en svævebane, der således giver adgang til bjørneparken.

Eftersom svævebanen er tilknyttet bjørneparken, så var denne ikke kun udsmykket med parkens maskotter - i hver vogn befandt sig også en bjørnebamse, hvilket var rigtig hyggeligt, så man derfor ikke følte sig helt alene. Men det gjorde man nu heller ikke i parken, for hér var der godt nok fyldt med mennesker, og igen var de fleste af disse kinesere, så nogle steder var det ikke nemt at komme til at se bjørnene, der befandt sig i nedre indhegninger, hvor man kun kunne betragte dem fra den ene side, og nogle befandt sig tilmed i sektioner, som gæster ikke havde adgang til. Når man ser billeder fra Noboribetsu Bjørnepark, ser man ofte mange bjørne sammen, men under mit besøg kunne jeg kun komme tæt på seks bjørne, hvoraf to hanner gik rundt sammen, mens fire hunner befandt sig i en anden indhegning.

Man kunne desuden købe kiks, som man kunne fodre bjørnene med, og bjørneparken markedsfører blandt andet sig selv med, at bjørnene har lært at vinke, når de er sulte. Men fordi at folk bare kastede kiks ned til dem konstant, så behøvede de slet ikke at vinke, når de ville have nogen. De lå i stedet bare på jorden og åd de kiks, som de kunne nå uden at bevæge sig, og dem de ikke gad at gå efter blev taget af kragerne. Generelt virkede bjørnene så magelige, at de lod til at blive overfodret af gæsterne, så jeg brugte da heller ikke penge på at købe kiks. De to hanbjørne orkede endda slet ikke at spise noget, så der var flest folk omkring hunnerne, selvom man ellers kunne komme tættest på hannerne, som kunne ses og fodres fra et glasbur.

Når man tænkte på, at der var tale om en bjørnepark, så syntes jeg generelt, at det var et lidt skuffende besøg, og jeg forstod egentlig godt, at de fleste folk hellere ville se et væddeløb med ænder, da det var lidt mere spændende. Herudover var der desuden en sektion med egern, men det mest interessante var faktisk, at der også var et museum dedikeret til brune bjørne, hvor man også kunne blive sat ind i deres udbredelse på Hokkaido og den rolle, de gennem tiden har spillet for det indfødte Ainu-folk. Der var tilmed en lille Ainu-landsby, der fungerede som et friluftmuseum, ligesom der var et observatirium med udsigt til Kuttara-søen, der har status som værende Japans rundeste sø. Ud over bjørne havde parken altså meget andet at byde på, så det var ironisk nok ikke dyrene, jeg fik brugt mest tid på at se.

Efter at have brugt nok tid i bjørneparken tog jeg svævebanen tilbage til byen, hvor jeg købte noget mad i et supermarked, som jeg valgte at spise, imens jeg ventede på bussen, der skulle bringe mig tilbage til stationen, hvor jeg først lige skulle have hentet min bagage, inden jeg skulle videre til Sapporo med toget. Men eftersom dette krævede pladsreservation, som jeg i forvejen havde foretaget, så var jeg også blevet bundet til en bestemt afgang, som jeg blev nødt til at sidde og vente på. Noboribetsu ligger dog ikke langt fra Sapporo, og eftersom jeg skulle med et limited express-tog, der sprang de mindre stationer over, så tog det kun lidt over en time at komme til Sapporo, hvor jeg var fremme klokken 18.

Ankomst til Sapporo

Jeg skulle også kun overnatte i Sapporo en enkelt nat, idet min ferie sluttede den næste dag, hvor jeg igen skulle rejse hjem. Mit hotelværelse i Sapporo var imidlertid det første, jeg bestilte, for eftersom det var søndag under den japanske helligdagsperiode kaldet Golden Week, så var det svært at finde ledige hoteller, og priserne var desuden høje, så det billigste, jeg kunne finde, var et såkaldt gæstehus til 358 kroner. Dette var imidlertid luksus i forhold til de hoteller, jeg normalt overnatter på, for mit værelse havde tre senge og sågar et køkken og en vaskemaskine, som jeg slet ikke fik brug for, og så var personalet ekstremt høflige. Hver gang jeg tog elevatoren fra lobbyen, stod de eksempelvis i receptionen og bukkede, indtil dørene var lukket, ligesom værter traditionelt set tager afsked med gæster.

Det var dog tidligt på aftenen, og den sidste jeg havde i Japan, så jeg besluttede mig for at tage ud i byen for at bruge nogle penge, for disse havde jeg lidt for mange af. Jeg havde medbragt 70.000 yen og havde stadig mere end 15.000 tilbage, så jeg besluttede mig for at gøre noget, som jeg endnu ikke havde gjort på denne ferie - jeg tog nemlig i et Game Center, hvor jeg hyggede mig med de mange spil og blandt andet vandt en stor bøtte snacks, som jeg valgte at give til en dreng, da jeg ikke selv kunne lide dem. Han blev meget glad og takkede mig med et dybt buk, så det var en virkelig sød reaktion. Jeg købte også stort ind i 100 yen-butikken Daiso og fik dermed fyldt den ekstra taske, som jeg havde pakket med, så jeg netop kunne bringe en masse ting med hjem fra Japan.

Total Page Visits: 159 - Today Page Visits: 1