14. april 2019: Kawasaki og Yokohama

 

På denne dag besøgte jeg:

 

Kawasaki:

  • Kawasaki Daishi

 

Yokohama:

  • Sojiji
  • Yokohama Landmark Tower
  • Cosmo World
  • Yokohama Red Brick Warehouses

Ankomst til Japan

Min femte tur til Japan foregik endnu engang i påskeferien, men desværre faldt denne sent i forhold til normalt, så jeg kom til Japan, efter kirsebærtræerne havde blomstret. Denne gang havde jeg kun medbragt håndbagage, fordi min check in-bagage ikke kom frem sidste år, så jeg kunne hurtigt forlade lufthavnen i Narita efter at være landet. Jeg skulle dog have mit Rail Pass, før jeg kunne komme videre, og dette viste sig at tage en hel time, fordi køen ved billetkontoret var så lang. Med tiden fik jeg dog mit Rail Pass, og så kunne jeg omsider tage toget mod Tokyo. Oprindeligt havde jeg nemlig planlagt at tage en tur til Takao-bjerget på min første dag, men himlen så noget tvivlsom ud, så jeg besluttede mig for at lave om på mine planer og tage til Kawasaki i stedet.

Kawasaki ligger klemt inde mellem Tokyo og Yokohama, så at komme dertil tog ikke så lang tid. Det var dog byens tempel, Kawasaki Daishi, som jeg gerne ville se, og dette ligger tættest på en station, der er en del af en privat toglinje, så fra Kawasaki station måtte jeg købe en billet og skifte tog. Turen til templet tog dog kun et par minutter og gåturen dertil lige så lang tid. Der er tale om et meget stort og vigtigt tempel med mange interessante attraktioner, og selvom det var søndag, så var der faktisk ikke mange mennesker. Jeg havde forventet, at der ville være overfyldt, men det var muligt at nyde atmosfæren og suge stemningen til sig, hvilket ikke altid er muligt ved templer, der fungerer som seværdigheder. 

 

Kawasaki Daishi

Sojiji

Videre til Yokohama

Jeg tog tilbage til Kawasaki station, hvor det kun var en kort tur videre til mit næste stop i Yokohama, hvor der ligger et andet stort tempel kaldet Sojiji. Det var lidt svært at finde, men det var fordi, en af indgangene var spærret af for biltrafik, så jeg troede, at den også var lukket for gående, og derfor endte jeg med at tage en omvej. Det viste sig nemlig, at der var en eller anden ceremoni i gang i templet. Jeg ved dog ikke, hvad det var, men der stod i hvert fald munke og røg cigaretter udenfor, mens folk takkede og tog af sted i biler. At udforske hele tempelkomplekset orkede jeg ikke lige, men jeg fik da set mange af de enorme bygninger og gået en tur på den tilhørende gravplads. Og derefter var det så tilbage til stationen, så jeg kunne stige på et tog videre til Yokohamas havnefront.

Det var nemlig i denne del af byen, mit hotel befandt sig, og denne gang havde jeg gjort noget meget specielt - jeg havde nemlig betalt mere end 400 kr. for et hotelværelse. Dette var dels på grund af dets beliggenhed i Minato Mirai 21-distriktet, men også på grund af udsigten derfra. Det var stadig lyst, så jeg valgte at tage hen til hotellet og tjekke ind med det samme, netop så jeg kunne nå at nyde udsigten. Denne kunne man tilmed beundre fra badeværelset, hvor et lille vindue gjorde det muligt at kigge videre ud fra det store vindue, så trods den lidt beskedne pris var der lidt luksus over det. Jeg er dog ikke typen der tilbringer min ferie på hoteller, så jeg efterlod min taske og skyndte mig videre, så jeg kunne nå at udforske Yokohama i dagslys.

Det var dog bare en gåtur rundt i Minato Mirai 21-distriktet, som er kendt for sine høje bygninger, der i 80'erne og 90'erne blev symbolet på Yokohama som fremtidens moderne storby. Desværre oplevede Japan en økonomisk krise i samme periode, så drømmen blev aldrig rigtig til noget. Den mest ikoniske bygning er Yokohama Landmark Tower, der engang var Japans højeste bygning, og i denne er der et observationsdæk, som jeg gerne ville besøge. Det kostede bare 1000 yen, og der var temmelig overskyet, så jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne se ret meget, så jeg valgte ikke at bruge penge på det. I stedet tog jeg hen til den nærliggende forlystelsespark Cosmo World, hvor et af Japans højeste pariserhjul befinder sig, og her valgte jeg til gengæld at betale 800 yen for en tur.

Udsigten fra mit hotelværelse

Minato Mirai 21

Det var som nævnt søndag, men mængden af mennesker i parken var ikke overvældende, så der var heller ikke kø ved pariserhjulet. En omgang med dette tager 15 minutter, og på turen kan man nyde udsigten ud over Yokohama og havneområdet. Efterfølgende gik jeg lidt rundt og besøgte blandt andet parkens game center, hvor japanere i alle aldre gav den gas ved diverse spillemaskiner, og herpå forlod jeg så Cosmo World for at begive mig mod havneområdet, hvor jeg fik overværet et stort krydstogtskib lægge fra kaj og sejle bort fra land, mens dets horn tudede, og passagererne stod på dækket og vinkede.

Herefter tog jeg så hen til Yokohama Landmark Tower, så jeg kunne nå at få nogle billeder af bygningen, før mørket faldt på, og hér faldt jeg over et par gadekunstnere, der blandt andet optrådte med ild, ballondyr og professorterninger.

Der var tale om to skøre personligheder, der desværre fik deres optræden ødelagt af stærk vind, så de eksempelvis ikke kunne jonglere med fakler, hvilket fik det til at tynde ud i mængden af publikum, og det var lidt synd, eftersom de ikke ville have penge, men bare gerne ville underholde folk. De var til gengæld eksperter i ballondyr og professorterninger, som de kunne imponere med i løbet af sekunder.

Netop på grund af vinden så begyndte det dog at blive koldt, samtidig med at mørket havde lagt sig over landet, så omkring klokken 19 vendte jeg tilbage til hotellet, hvor jeg afsluttede min første dag i Japan med et karbad, inden jeg gik tidligt i seng, så jeg kunne få tilpasset mig tidsforskellen. Der var ingen grund til at pakke ud, for jeg skulle kun tilbringe en enkelt nat i Yokohama, før jeg dagen efter skulle videre på en lang tur, der i sidste ende ville bringe mig til hidtil ubesøgte egne af landet.

Gadeoptræden i Yokohama

Dagens højdepunkt: Turen i pariserhjulet i Cosmo World

Dagens gode minde: De fjollede gadekunstnere i Yokohama

Dagens forbrug på seværdigheder: 800 yen

Total Page Visits: 571 - Today Page Visits: 1