30. april 2025: Yamamoto og Futaba

Første stop: Yamamoto

Jeg kunne for en gangs skyld sove længe, selvom jeg godt nok var gået tidligt i seng, for jeg skulle først med et tog klokken 9. På denne dag ville jeg nemlig besøge et usædvanligt område i form af byen Futaba, der er kendt for at være stedet, hvor Fukushima Daiichi Atomkraftværket befinder sig. Da dette blev ramt af en nedsmeltning i kølvandet på Tohoku-jordskælvet i 2011, blev hele byen derfor evakueret og omdannet til en eksklusionszone, som det ikke var tilladt for folk at vende tilbage til før i 2022, hvor de første beboere vendte hjem til de huse, de i al hast havde forladt over et årti senere. Tre år senere var der kun et par hundrede indbyggere, der var vendt tilbage til Futaba, så jeg ville gerne besøge byen, nu hvor det var muligt, for at se, hvordan atmosfæren var.

Man kan komme til Futaba med tog fra Sendai, hvor jeg derfor havde valgt at bo på hotel, men på turen dertil havde jeg planlagt at gøre stop i byen Yamamoto, der oplevede store skader efter tsunamien i 2011. Stort set alle huse langs kysten blev nemlig skyllet væk - foruden en skole ved navn Nakahama Grundskole, der formåede at stå intakt. Og denne havde man siden da valgt at bevare, så bygningen både kunne blive omdannet til et mindesmærke og et museum dedikeret til katastrofen.

Jeg ville derfor gerne besøge skolen, ligesom jeg dagen forinden havde besøgt Kadonowaki Grundskolen i Ishinomaki, hvor skaderne efter tsunamien var blevet bevaret præcis som ved Nakahama Grundskolen. Mens Kadonowaki Grundskolen åbnede op for besøgende i 2022, så gjorde Nakahama Grundskolen det dog to år tidligere i 2020.

Det var en kort togtur på tre kvarter til Sakamoto station, hvor der dog var 2 kilometers gang frem til Nakahama Grundskole, der lå midt ude i ingenting i landlige omgivelser fyldt med marker, som bønderne var i fuld gang med at pløje, så de kunne gøre klar til plantning af afgrøder. Men selvom det ganske vist var idyllisk, så slog det mig, at landskabet jo var så tomt, fordi alle de huse, der engang havde befundet sig i området, nu ikke fandtes mere, fordi de var blevet jævnet med jorden og aldrig var blevet genopbygget.

Nakahama Grundskolen var nemlig den eneste bygning, der stak frem, så det var egentlig lidt sørgeligt, at den stod som et levn fra en katastrofe, man ikke helt var kommet sig efter, idet der jo ikke var antydningen af nybyggeri, hvilket der trods alt var i Ishinomaki.

Eftersom skolen befinder sig tæt på kysten, så blev den oversvømmet, da tsunamien ramte, idet vandet nåede en højde på 10 meter, hvilket satte de eneste to etager under vand, så kun taget stak frem fra dette. Det specielle er faktisk, at skolen blev opført på en 2 meter høj forhøjning for netop at sikre den mod flodbølger, så havde man ikke gjort dette, ville hele bygningen altså have stået under vand. Dette ville have været en sand tragedie, for der var faktisk elever på skolen, da denne blev ramt af tsunamien, og de overlevede kun, fordi de kunne søge tilflugt på taget. Da det var den eneste høje bygning i området, blev den også anvendt som tilflugtssted for naboer, der således kunne se deres hjem blive skyllet bort af de enorme vandmasser, der lagde de omkringliggende områder øde og dræbte de folk, der ikke var nået at komme i sikkerhed, mens ingen omkom på skolen, hvor folk derimod blev fanget, da alle trapper blev blokeret af inventar.

Det var først dagen efter, at elever, lærere og naboer blev reddet ud fra skolen, hvor de næsten tilbragte et døgn på taget, og hér var loftrummet blevet bevaret i samme stand, som det var blevet forladt, så man kunne se i hvilke rammer, folk havde opholdt sig uden mad, drikke eller adgang til toilet. På resten af skolen var skaderne efter tsunamien også blevet bevaret, så man kunne iagttage ødelæggelserne i klasseværelserne, der var blevet fuldkommen raseret. Det gav et stort indtryk at tænke på, at stedet havde været en helt almindelig skole den ene dag, mens det var blevet omdannet til en ruin den næste.

Jeg var åbenbart den første dansker, der besøgte skolen, og personalet gjorde generelt meget ud af, at der var en udlænding til stede. De ville hele tiden forklare ting og sikre mig, at jeg forstod informationerne, og da jeg forlod skolen, valgte jeg at gengælde den gode service ved at donere 1000 yen, hvilket jeg fik et stort tak for.

Videre til Futaba

Efter besøget ved Nakahama Grundskolen, gik jeg tilbage til Sakamoto station, så jeg kunne tage toget videre til min egentlige destination, som jo var Futaba. Det krævede dog lige et togskift undervejs med en times ventetid på en mellemstation, så det nåede at blive tidlig eftermiddag, før jeg var fremme i Futaba, hvor der ud over mig kun var en anden mand, som steg af toget. Som ventet var der da heller ikke mange folk i gaderne, for der var faktisk ikke nogen. Der var derimod biler på vejene, men jeg havde indtryk af, at Futaba mest fungerede som en gennemfartsby, idet folk primært benyttede de store hovedveje. Der holdt heller ingen biler parkeret ved husene, for disse var indbyggerne jo kørt væk i, dengang de blev evakueret, så det var dermed også tydeligt, at størstedelen endnu ikke var vendt hjem.

Der var trods alt liv i byen, for rundt omkring var man i fuld gang med renovering og nybyggeri, så der var en gennemgående baggrundsstøj i form af larm fra maskiner og værktøj. Ved kysten var man eksempelvis ved at opføre en park bestående af en bakke, der i fremtiden skal give folk udsigt til det nærliggende atomkraftværk, der kunne skimtes bag en klynge træer i horisonten. Ligesom i Yamamoto var husene langs kysten nemlig blevet jævnet med jorden af tsunamien, der nåede en højde på over 16 meter, så hér var alle bygninger blevet fjernet og erstattet med tsunamiværn og nyplantede træer.

Generelt var der en virkelig underlig stemning i Futaba, for trods larmen fra de mange byggerier, der samtidig skulle tilføre nyt liv til byen, så var det tydeligt, at denne endnu var forladt. De fleste huse fremstod efterladt - nogle med skader, andre med åbne døre. Nogle var blevet overtaget af naturen, mens andre var spærret af for at holde folk væk. Dette inkluderede også butikker, der stod tomme - heriblandt en bilforhandler.

Der var dog enkelte butikker såvel som spisesteder, som var åbne, og der var da også et hotel, men disse steder befandt sig i det samme område præget af nybyggeri, så når jeg begav mig bort fra dette, ændrede atmosfæren sig brat, så det var som at gå rundt i en spøgelsesby. Jeg var dog forhåbningsfuld, for det var tydeligt, at man forsøgte at genskabe byen og dens liv, hvilket jeg er sikker på vil lykkes. De fleste boliger var trods alt stadig beboelige - de manglede bare beboere.

Trods den nære beliggenhed til det kraftværk, hvor en af historiens største atomulykker fandt sted, så havde folk ikke desto mindre fået lov at vende tilbage til Futaba, fordi den radioaktive stråling var faldet til et normalt niveau. Det var derfor ikke farligt for mig at befinde mig i byen, men området omkring den var stadig en del af den endnu eksisterende eksklusionszone, så der var eksempelvis afspærringer, som forhindrede en i at befærde sig visse steder, og for at sikre at folk ikke begav sig ind på forbudt grund kørte sikkerhedsmyndighederne rundt og patruljerede i biler med skilte og blå blink.

Det nærmeste, jeg kunne komme atomkraftværket, var omkring 2,5 kilometer, før jeg blev mødt af et skilt, der forhindrede mig i at komme videre. Dette var omkring stranden, hvor jeg tog på en længere gåtur på de nyopførte tsunamiværn, der gjorde det umuligt at se havet, så det generelt ikke føltes, som om jeg befandt mig i en by langs kysten. Vandet var blevet noget, man ville forsvare sig mod, for man havde virkelig forsøgt at forskanse sig mod en fremtidig tsunami i en sådan grad, at sikkerhedsværnet fuldkommen havde overtaget kyststrækningen. Det skjulte dermed også for stranden, hvor der underligt nok var en indelukket stemning, fordi man havde det åbne hav på den ene side og en flere meter høj mur på den anden. At komme frem til vandet var også noget af en udflugt, fordi man blev nødt til at gå på tsunamiværnene, der fungerede som forhøjede stisystemer.

Selvom der ikke var mange mennesker i Futaba, så var dyrelivet derimod rigt, for markerne var eksempelvis blevet overtaget af vilde planter, hvorfra jeg hele tiden hørte lyden af fasaner, hvilket jeg sjovt nok aldrig havde hørt i Japan. Og så fik jeg endda et par af disse at se, hvilket dermed også var første gang, jeg fik grønne fasaner at se. Da jeg befandt mig ved kysten, så jeg tilmed en ravn og en glente slås i luften, da glenten kom for tæt på ravnen, som derfor valgte at jage den på flugt, hvilket altså udviklede sig til en duel mellem de to fugle, som endte med, at glenten i sidste ende tog vingerne på nakken.

Selvom man de fleste steder havde ryddet op efter den tredobbelte katastrofe, som ramte byen, så var der nu og da steder, der fortsat fungerede som et levn efter denne. I Futaba er der eksempelvis også en skole, der er blevet åbnet for offentligheden som en velbevaret ruin, men denne var dog lukket, fordi det var helligdag. Andre steder var endnu ikke blevet berørt - heriblandt et udkigstårn ved stranden, hvor uret på dette var gået i stå, da det blev ramt af tsunamien, hvorved tidspunktet for katastrofen var blevet dokumenteret. Jeg fandt også frem til et tempel, der var styrtet sammen, hvilket var noget af det, der gav det største indtryk, fordi det så ud til lige at være sket, men i virkeligheden havde bygningen jo ligget ødelagt i 14 år som et bevis på, at genopbygningen af byen kun lige var begyndt.

På min vej tilbage til stationen kom jeg også forbi nogle hjem, der lå fuldkommen i ruiner, så det var tydeligt, at ingen nogensinde ville flytte tilbage til dem, og at de bare skulle rives ned. Vinduer og døre var smadret, så man kunne gå ind og beskue ødelæggelserne på nært hold. Det var også på det tidspunkt, jeg fik øje på det eneste andet menneske i gaderne, da jeg så en mand, der gik rundt og tog billeder, så han var vist også en udefrakommende, som var kommet til Futaba for at se, hvordan byen så ud.

Selvom den åbenlyst stadig var forladt, så var det dog ikke det indtryk, man fik, når man blot begav sig rundt uden at forholde sig til skaderne på bygningerne og den vilde natur. De gennemkørende biler og lyden af byggestøj tilførte trods alt liv og dermed lidt stemning, så fraværet af mennesker gjorde blot, at det føltes som en stille landsby.

At vandre rundt i en by og kun støde på ét andet menneske i løbet af tre timer er om ikke andet specielt, og mit besøg i Futaba er da også en af de mere unikke oplevelser, jeg har haft i Japan - både grundet byens tragiske historie, men også grundet den tilstand, som den befandt sig i på dette tidspunkt. For det er nu engang få steder i verden, man kan besøge en by, hvor kun få procent af husene er beboede, mens alle andre står efterladt, men alligevel er fulde af inventar.

Tilbage til Sendai

Jeg kunne ikke nå at se, hvordan Futaba tog sig ud efter mørkets frembrud, for jeg skulle nemlig tilbage til Sendai, før det blev alt for sent, så jeg tog et tog klokken 18, og var dermed tilbage på mit hotel klokken 21, hvor jeg begyndte at pakke min taske, eftersom jeg skulle tjekke ud den næste dag. Denne dag var dog en af de mest mindeværdige, jeg har haft i Japan - ikke fordi at jeg oplevede så meget, men fordi at jeg besøgte områder, der vakte følelser i en form, jeg ikke er vant til. Af samme grund havde jeg på forhånd set frem til denne dag, fordi jeg godt kan lide at blive konfronteret med virkelige tragedier, så jeg dermed kan værdsætte min egen tilværelse og himle med øjnene over mine trivielle problemer.

Total Page Visits: 117 - Today Page Visits: 1