29. april 2025: Matsushima og Ishinomaki

Første stop: Ishinomaki

Jeg skulle bo på hotel i Sendai de næste par dage, fordi jeg gerne ville besøge nogle af de områder, der i 2011 blev ramt af tsunamien efter Tohoku-jordskælvet. På min rejse i 2016 besøgte jeg Ishinomaki, der var blandt de byer, der blev hårdest medtaget, så på denne dag ville jeg derfor gerne genbesøge byen for at se, hvordan genopbygningen var forløbet siden da. I 2016 besøgte jeg samme dag Matsushima, da det alligevel er et stop på vejen fra Sendai, hvilket jeg også havde tænkt mig at gøre denne dag, der således blev en gengivelse af min dagstur i 2016. Forskellen var bare, at jeg denne gang ville tage direkte til Ishinomaki først, for i 2016 tog jeg nemlig til Matsushima som det første, så det var så tidligt på dagen, at man ikke kunne se de ikoniske kalkøer, som byen er kendt for, fordi solen hang så lavt på himlen, at dens stråler gjorde umuligt at nyde landskabet.

Efter fem dage i Japan var mit første regionale rail pass udløbet, så på denne dag måtte jeg tage mit andet i brug. Det var desuden helligdag, idet dette var begyndelsen på Golden Week, der er en ugelang helligdagsperiode i Japan, så derfor havde jeg forventet travlhed i landet på resten af min ferie. Af samme grund havde jeg valgt, at den skulle foregå i de nordlige egne, der er knap så populære blandt turister, og der var heldigvis hverken mange japanere eller udlændinge med toget til Ishinomaki, ligesom der heller ikke var mange mennesker i gaderne, da jeg ankom til byen.

De fleste lod faktisk til at sætte kursen mod Ishinomori Manga Museum, der er byens vartegn. For Ishinomaki er nemlig stedet, hvor mangaforfatteren Shotaro Ishinomori blev født, så rundt omkring i byen kan man blandt andet se statuer, der skal forestille karaktererne fra serien Cyborg 009, der er et af hans mest kendte værker. Jeg stødte eksempelvis på flere af disse på min vej til Hiyoriyama Park, hvor mange søgte tilflugt fra tsunamien i 2011, fordi at denne befinder sig på en enorm forhøjning, hvorfra der er udsigt ud over byen. Herfra kunne man således også observere skaderne og den efterfølgende genopbygning, for efter katastrofen blev der nemlig opsat billeder i parken, som viste, hvordan Ishinomaki så ud, før byen blev lagt i ruiner af den altødelæggende flodbølge. De hang der endda stadig, men der var dog ikke blevet opført så mange nye bygninger, siden mit sidste besøg. I stedet havde man valgt at opføre en mindepark langs kysten, der i 2016 nærmest bare var en stor ødemark.

Der var overraskende få mennesker i Hiyoriyama Park, så hér kunne jeg gå rundt i ro og fred og genkalde mit sidste besøg og beskue den udvikling, der havde fundet sted. Og eftersom mindeparken slet ikke eksisterede, sidste gang jeg var i byen, så skulle jeg naturligvis også besøge denne - specielt fordi at der også var blevet opført et museum dedikeret til Tohoku-jordskælvet, hvilket var en af de eneste bygninger i mindeparken, der generelt virkede så nyanlagt, at der desværre manglede noget liv og stemning. Der var slet ingen mennesker, og nu hvor jeg var kommet frem til kysten, blæste det voldsomt med en kold havluft, så jeg følte behov for at søge indendørs ved at begive mig ind på det gratis museum. På vejen fandt jeg dog et firkløver, som jeg valgte at plukke, idet jeg havde et specielt formål med dette symbol på lykke, som jeg tilfældigvis havde fundet frem til i en by, der så sandelig havde brug for det.

Museet i mindeparken var designet således, at det havde en højde på 16 meter, hvilket var den højde, som tsunamien nåede i Ishinomaki, hvor tusindvis af mennesker omkom. Ved at kunne betragte højden til loftet, kunne man dermed også forholde sig til katastrofen fra et mere jordnært perspektiv, og via museets udstillinger kunne man blive sat ind i de rædsler og ødelæggelser, som denne førte med sig. Tohoku-jordskælvet i 2011 var trods alt et af de kraftigste jordskælv, der nogensinde er registreret, og en af de værste naturkatastrofer i Japans historie, så det er vigtigt at sætte fokus på denne - både for at mindes fortiden, men også for at minde folk om, hvordan man kan rejse sig og komme videre i selv de mest håbløse situationer.

Mindeparken blev opført på den grund, hvor der tidligere lå hundredvis af boliger, som nu ikke længere eksisterer. I nærheden har man dog valgt at bevare en af disse, som nu blot er en ruin - nemlig Kadonowaki Grundskole, der både blev ramt af tsunamien og tilmed en efterfølgende brand. Alligevel formåede bygningen at forblive stående, så denne har man siden valgt at renovere og åbne op for offentligheden, så folk kan komme og se raserede klasseværelser, der nærmest fungerer som udstillingsrum, som har til formål at skildre tragedien i 2011 ved at trække besøgende tilbage i tiden, så de ved at betragte ødelæggelserne efter katastrofen bedre kan forholde sig til denne. Jeg skulle naturligvis også besøge skolen, og det var som ventet en overvældende oplevelse at se de omfattende skader på bygningen, og de mange typer af inventar, der lå spredt rundt i et uoverskueligt virvar.

Man kunne kun betragte klasseværelserne udefra, og der var desværre blevet sat net op foran disse, så det var nærmest umuligt at se noget og endnu sværere at tage billeder. Jeg havde hellere set, at man havde opsat glasvinduer - også så tingene kunne stå beskyttet fra vind og vejr som små tidslommer, for det blæste gennem bygningen, hvilket dog også skabte en nærmest hjemsøgende atmosfære, så det virkelig føltes som en ruin. Der var dog også udstillinger, hvilket inkluderede køretøjer, som var blevet ødelagt af tsunamien, så man dermed kunne se og fornemme, hvor voldsom denne havde været.

Japanske skoler er bygget til at kunne overleve naturkatastrofer, så mange af disse stod intakt efter jordskælvet og tsunamien i 2011. Kadonowaki Grundskolen er blot en ud af flere skolebygninger, man har valgt at bevare, hvilket jeg synes er klogt. For skoler er trods alt noget, man forbinder med børn, så at vise, at disse også bliver ramt af katastrofer og således bliver ofre for disse, gør bare, at man bliver endnu mere rørt. Specielt som dansker kan man jo ikke forholde sig til de rædsler, som japanerne føler, når de nu og da rammes af tragiske naturkatastrofer, der både tager folks liv og smadrer andres tilværelse.

Det firkløver, som jeg fandt i mindeparken, havde jeg derfor tænkt mig at efterlade ved skolen, hvilket jeg gjorde ved at udfylde en spørgeskemaundersøgelse og lægge firkløveret sammen med papiret, inden jeg begav mig tilbage til stationen for at tage toget videre til Matsushima.

Næste stop: Matsushima

Som nævnt er Matsushima kendt for sine mange kalkøer, der blandt andet fungerede som naturlige bølgebrydere, da tsunamien ramte byen i 2011, så denne kun blev medtaget i et begrænset omfang. Øerne er endda kendt for at være et af Japans tre smukkeste landskaber, hvilket jeg dog ikke fik indtryk af i 2016, fordi jeg altså ikke kunne se dem tydeligt på grund af den lavthængende sol. Nu var det dog blevet eftermiddag, så da jeg ankom til Matsushima fremstod øerne mere synlige, så man dermed også kunne nyde landskabet. Desværre var der også fyldt med mennesker i byen, så hér blev jeg hurtigt mindet om, at det trods alt var en helligdag, for der var japanske og udenlandske turister overalt, mens der i 2016 nærmest var mennesketomt.

Der var altså markant forskel på mine to besøg, men i og med at Matsushima er kendt for sine kalkøer, så var jeg nu engang glad for, at jeg denne gang havde mulighed for at se dem ordentligt, hvilket jeg blandt andet kunne gøre fra den lille ø Oshima, som der er forbindelse til via en rød bro. De mange bådsejladser var dog for fyldte til, at jeg gad at tage en tur med dem, så jeg valgte i stedet at tage forbi templet Zuiganji, der i 2016 var ved at blive renoveret.

Da jeg købte billet ved Zuiganji, blev jeg kontaktet af en ældre japansk mand, der viste sig at være en lokal guide, som tilbød at vise mig rundt. Jeg takker normalt nej til guidede ture, fordi jeg foretrækker at gå rundt alene, så jeg i stilhed kan fordybe mig i omgivelserne og fokusere på de ting, der interesserer mig, men eftersom manden talte engelsk og lod til at stå og vente på en udlænding, blot så han kunne vise vedkommende rundt på engelsk, så takkede jeg alligevel ja, så han kunne øve sig sammen med mig. Jeg undlod derfor at fortælle ham, at jeg kunne japansk, for det var så sødt at se ham fumle over sætningerne og lede efter de rigtige ord. Han var trods alt frivillig, så han måtte have en vis interesse i at videregive informationer på et fremmed sprog, så jeg lod ham tale, så meget han havde lyst. Han blev dog overrasket over, hvor meget jeg allerede vidste, for japanere lader generelt til at tro, at man absolut intet kendskab har til japansk kultur og historie, selvom man ellers vælger at besøge landet.

Ulempen ved en guide er desværre også, at rundvisningen foregår i vedkommendes tempo, ligesom man skal lytte til alverdens anekdoter. Turen gennem Zuiganji tog derfor omkring tre kvarter, så jeg kunne kun lige nå et hurtigt besøg ved nabotemplet Entusin, inden jeg skulle skynde mig videre til stationen, så jeg kunne tage toget tilbage til Sendai, inden det blev sent.

I det nordlige Japan skal man nemlig have pladsreservation, når man rejser med shinkansen, hvilket jeg skulle om to dage, og eftersom det var Golden Week, ville jeg gerne være sikker på at kunne få plads, så jeg havde allerede udset mig de afgange, som jeg skulle rejse med. Billetkontoret i Sendai havde dog kun åbent mellem 9.30 og 18.30, så da det endnu ikke var åbent, da jeg tog til Ishinomaki om morgenen, ville jeg gerne nå tilbage til Sendai, før det lukkede.

Tilbage i Sendai

Jeg nåede heldigvis toget tilbage til Sendai, hvor jeg fik foretaget mine pladsreservationer ombord på shinkansen, så jeg ikke skulle bekymre mig om dette senere, ligesom jeg nu var sikker på, at jeg trods alt havde plads. Da det fortsat var lyst, kunne jeg endda også lige slå et smut forbi AER-bygningen, som jeg havde besøgt dagen forinden, så jeg igen kunne nyde synet af Sendai fra det gratis observatorium, og hér var jeg så heldig, at der var en regnbue synlig i horisonten, samtidig med, at man tilmed kunne se shinkansen køre i den retning.

Mit hotel havde en underlig regel om, at man skulle aflevere sin nøgle, når man gik ud, og at man kun måtte være én person på værelset. Og da jeg vendte tilbage til hotellet i løbet af aftenen, gik det pludselig op for mig, hvorfor de havde denne regel, for det viste sig nemlig, at mit hotel befandt sig i Sendais "fornøjelsesdistrikt", hvor der var fyldt med alfonser og udenlandske prostituerede i gaderne, som forsøgte at overtale en til at komme med dem, selvom politiet patruljerede rundt. Der var også et utal af diskoteker med lange køer og såkaldte snack bars, hvor man bliver opvartet af værtinder kaldet hostesses, men jeg er på ingen måde typen, der er interesseret i den slags, så jeg skyndte mig i stedet tilbage til mit hotel, så jeg kunne slappe af resten af aftenen, før jeg gik tidligt i seng klokken 21, så jeg denne gang kunne tillade mig at sove igennem.

Total Page Visits: 84 - Today Page Visits: 1