Gyoza er det japanske ord for en kinesisk madret kaldet jiaozi. Denne består af dumplings, som er små dejpakker fyldt med kød eller grøntsager, der typisk spises for sig selv med dertilhørende dyppelse. Jiaozi har eksisteret i Kina i over tusind år, men efter slutningen på Anden Verdenskrig blev retten bragt til Japan af tilbagevendte soldater og endte med at blive udbredt i landet under betegnelsen gyoza, der staves med brug af de samme tegn som jiaozi på kinesisk, men med udtalen hentet fra en dialekt, med hvilken jiaozi udtales giaoze. Japanske gyoza er typisk halvmåneformede og adskiller sig fra deres kinesiske modpart ved, at dejen er tyndere, så man ofte kan se fyldet, ligesom man anvender langt mere hvidløg i fyldet. En typisk gyoza indeholder en blanding af svinekød og grøntsager, men man kan også gøre brug af blandt andet oksekød og fisk, og så er det selvfølgelig også muligt at lave vegetar-gyoza med grøntsagsfyld alene.
Yakitori er grillede kyllingespyd, der kommer i forskellige udgaver, alt efter hvilken type kyllingekød, der er blevet anvendt. Eftersom der er tale om en mindre ret, der er let og hurtig at spise, er yakitori udbredt som gademad i Japan. Af samme grund findes der mindre stande kaldet yakitoriya, som udelukkende sælger yakitori som mad, man kan tage med sig, men der eksisterer dog også restauranter, hvor man kan sidde og nyde sin yakitori. Normalt grilles de over varmt kul og tilsættes smagsforstærkere, hvor man som kunde typisk kan vælge imellem salt eller en sauce kaldet tare. Som nævnt findes yakitori i forskellige udgaver. Her kan blandt andet nævnes tsukune, der er runde kødboller lavet af kyllingefars. Negima, der er skiver af kyllingelår med porer eller forårsløg imellem. Torikawa, der er sprødt kyllingeskind. Reba, der er grillet kyllingelever. Og yotsumi, der er skiver af kyllingebryst.
Okonomiyaki kaldes også for japansk pandekage, men tilberedningsmæssigt minder det mere om en omelet, for selvom okonomiyaki godt nok laves ud af dej, der hældes ud og opvarmes, så er denne imidlertid tilsat ingredienser, som gør, at der er tale om et almindeligt måltid frem for en dessert. Indholdet kan for eksempel være grøntsager, fisk, rejer eller kød. Dette er medvirkende til, at dejen ikke kan flyde ud og samtidig blive helt rund, så en okonomiyaki er kendetegnet ved at være tykkere og noget mere rustik i sit udseende end en almindelig pandekage. Oven på en okonomiyaki lægges der desuden en type topping, der varierer alt efter region, og det får nærmest en okonomiyaki til at ligne en pizza, hvilket er forklaringen på, at nogen også kalder det for en japansk pizza. Den hyppigste form for topping er japansk mayonnaise, der kan sprøjtes oven på en okonomiyaki i et mønster eller bare i tilfældige streger.
Tonkatsu er en svinekortelet, der vendes i æg og panermel, før den frituresteges i olie. Det tilberedte kød kan herefter serveres på forskellig vis – blandt andet i en ret, der også kaldes for tonkatsu, hvor svinekødet skæres i skiver og nydes sammen med strimler af hvidkål, ris, tonkatsu sauce og misosuppe. Ellers kan tonkatsu også anvendes som ingredienser i andre retter, hvilket eksempelvis drejer sig om katsudon, hvor kødet serveres i ris med et halvkogt æg. Tonkatsu er en almindelig ret på mange restauranter, men der findes også restauranter, der har specialiseret sig i retter med tonkatsu og derfor ikke serverer andet. Svinekød blev først en del af japanernes kost i slutningen af 1800-tallet, og det var i 1899 tonkatsu opstod. “Ton” er en af udtalerne af tegnet for “gris”, mens “katsu” er en forkortelse af “katsuretsu”, der er en japanisering af det engelske ord for kortelet (cutlet).
Sukiyaki er en ret, der primært består af oksekød skåret i tynde skiver, som koges i en støbejernsgryde sammen med andre ingredienser, hvilket typisk inkluderer tofu, nudler, porrer og salat. Dette gøres i en sauce kaldet warishita, som består af sukker, soya og mirin. Selve tilberedningen finder normalt sted på en transportabel kogeplade, der placeres midt på spisebordet, hvor det er meningen, at den færdiglavede mad skal tages med spisepinde og dyppes i rå æg, før den spises. Gryden fungerer således som en fællestallerken, mens man som spisende typisk har sin egen skål med et eller flere udslåede æg. Sukiyaki er en såkaldt nabemono – hvilket både er det japanske navn for gryden, der anvendes, samt de retter, der tilberedes i den, og så er det en almindelig vinterret i Japan, hvor den ofte nydes ved sammenkomster sidst på året.
Karee er det japanske ord for karrysovs samt navnet på de retter, hvori denne indgår. Karrysovs blev introduceret i Japan fra Indien via Storbritannien i slutningen af 1800-tallet, og derfor er ordet karee en japanisering af det engelske curry. I modsætning til den indiske karrysovs er den japanske mere tyktflydende. Det hyppigste tilbehør er ris, og selvom ris med karry egentlig hedder karee raisu, så bliver retten også bare kaldt for karee. Der findes forskellige opskrifter på karee, men fælles for alle er, at karry er den dominerende ingrediens. Smagen varierer dog og kan både være mild, sødlig, stærk og bitter. De tre mest almindelige ingredienser i karee er løg, gulerødder og kartofler, men herudover kan der indgå flere ingredienser alt efter region såsom æbler og pærer. En fast bestanddel i karee er desuden kød, og her er oksekød det mest almindelige, men igen er det muligt at anvende andre typer af kød såsom svin, hjort og sågar hval.
Sashimi er ikke en ret som sådan, men derimod betegnelsen for frisk fisk og kød, der serveres råt i meget tynde skiver. Ofte fungerer sashimi som forret i et større måltid, da det kan spolere smagen, hvis man spiser noget forinden, men det er imidlertid også muligt at nyde som hovedret og i så fald vil der ofte blive serveret flere forskellige typer af fisk og/eller kød. Sashimi anrettes typisk sammen med grøntsager eller rodfrugter – enten simpelt eller som et dekorativt mønster, og så kan det desuden også nydes som tilbehør i andre retter – blandt andet som en del af sushi. Tykkelsen på sashimi varierer, men er typisk en centimeter eller mindre, nogle gange helt ned til få millimeter, så kødet er så tyndt, at det nærmest virker gennemsigtigt. Den absolut mest populære type sashimi er fisk og blæksprutte, mens kød fra fjerkræ og pattedyr er mindre almindeligt. Her er det især kød fra høns, køer og heste, der anvendes.
Tempura er betegnelsen for friturestegt mad, der typisk inkluderer grøntsager, fisk, skaldyr og sågar æg, som er blevet dyppet i en flydende dej, inden de tilberedes i opvarmet olie. Selvom der er tale om forholdsvis små portioner, så nydes tempura som et samlet måltid som hovedret for sig selv eller som en sideanretning til for eksempel nudler eller ris. Konceptet med at friturestege mad har længe været anvendt i Japan, men i 1500-tallet inkorporerede man dej i tilberedningen med udgangspunkt i portugisisk madlavning. De små anretninger var en nem måde for katolikker at komme igennem de fire tamperdage, der inden for katolicismen betød, at man dengang skulle faste i en periode ved påbegyndelsen af hvert kvartal. Da de kristne missionærer kom til Japan, bragte de både denne type madlavning med sig, samt den latinske betegnelse for tamperdagene – quattuor temporum, hvorfra ordet tempura stammer.
Ramen er en japansk ret, der består af nudler i suppe, som findes i forskellige smagsvarianter og med forskelligt tilbehør, hvilket vil sige, at der findes et utal af ramen-typer. Den mest almindelige form for ramen er hvedenudler i en soya- eller misosuppe med skiver af svinekød, tang, forårsløg og et kogt æg, men der er altså ingen grænser for brugen af ingredienser, når man laver ramen, for præcis som med en pizza er det ofte muligt at sammensætte sin helt egen ramen, når man bestiller denne på en restaurant. Selvom ramen først kom til Japan fra Kina i 1800-tallet, så er det nemlig endt med at blive en af de mest populære retter, der har spredt sig rundt i landet, hvor man har skabt lokale varianter.
Sushi er den overordnede betegnelse for eddikemarineret ris samt de retter, hvori dette udgør hovedingrediensen. Uden for Japan er ordet sushi dog blevet synonym for små anretninger af ris med grøntsager og/eller rå fisk som en inkorporeret del af retten. Sushi opstod som en ret, der nu er kendt som narezushi, hvilket er fermenteret ris, der anvendes til at konservere fisk – en metode, der opstod i Kina, men som fandt vej til Japan, hvor man begyndte at spise risene sammen med fisken. Med tiden valgte man så at væde risene i eddike, hvorved den moderne udgave af sushi-ris opstod, og samtidig blev det populært at spise ris sammen med rå fisk, hvilket i begyndelsen af 1800-tallet førte til den ret, der i dag er kendt som sushi. De små snacks blev så populære, at mange restauranter valgte at skabe deres egne versioner, hvilket førte til udviklingen af de utallige typer sushi, der i dag findes i og uden for Japan.