Om morgenen den 9. maj 1939 udbrød der brand på en celluloid-fabrik i Itabashi-distriktet i Tokyo, da en lastbilchauffør kom til at tabe en tændt cigaret ned i en sending celluloid-affald, som han netop var ankommet med. Eftersom celluloid er meget brandbart, varede det ikke længe før ilden fik fat, og grundet stærk vind fik den sågar spredt sig videre til fabrikken, der befandt sig i et kvarter med mange andre virksomheder, hvor en af disse producerede krudtpulver. Der blev således lagt op til en større katastrofe, der viste sig at blive en realitet, idet en gigantisk eksplosion pludselig lød fra krudtfabrikken, efter at ilden havde fået spredt sig til denne. Et enormt område blev dermed jævnet med jorden, mens ilden fortsat spredte sig fra bygning til bygning, så da det omsider lykkedes for brandvæsnet at få bugt med branden, var et område på 10.000 kvadratmeter blevet ødelagt, hvor 88 hjem og flere fabrikker havde befundet sig. I alt 32 mennesker mistede livet, mens mere end 200 andre blev såret.
Den 8. februar 1982 omkom 33 mennesker, da der udbrød brand på Hotel New Japan i Tokyo, der dengang var et af byens største luksushoteller. Branden brød ud på 8. sal og blev opdaget af en ansat omkring klokken halv fire om natten, hvor evakueringen af hotellets mere end 400 gæster begyndte. Grundet den tykke røg var det dog svært at komme frem til øverste etage, der befandt sig lige over branden, så her var det ikke muligt at alarmere folk, hvor flere derfor døde af røgforgiftning, mens de befandt sig på deres værelser eller forsøgte at redde sig selv ud fra hotellet via den røgfyldte brandtrappe. De 33 omkomne var alle hotelgæster, og blandt disse var en 23-årig brite, som man mente var synderen bag branden, da denne var opstået på hans værelse. Han var nemlig ryger, så det blev konkluderet, at han højst sandsynligt var faldet i søvn med en tændt cigaret, der havde antændt gulvtæppet, mens han lå og sov.
I 2019 mistede 36 mennesker livet i det, der officielt er Japans værste enemandsmassakre, da Kyoto Animation Studios den 18. april blev udsat for et brandattentat. Dette blev begået af den 41-årige Shinji Aoba, som mente, at studiet havde stjålet hans ideer, og han valgte derfor at sætte ild til dette med brug af 40 liter benzin, som han havde bragt med sig. Inde i bygningen blev 70 personer således fanget i infernoet, som kun halvdelen formåede at undslippe, idet branden endte med at koste 36 mennesker livet, mens mange andre fik svære brandskader – heriblandt Shinji Aoba selv. Han overlevede dog og blev senere dømt til døden.
I det, der i dag er byen Hamanaka på Hokkaido, lå engang en biograf kaldet Ohara-biografen, som ikke længere eksisterer, idet den brændte ned i 1951. Branden opstod den 19. maj, hvilket var en lørdag, så blandt de cirka 240 besøgende, som denne dag valgte at tage i Ohara-biografen, var derfor mange børn, idet der blev spillet en række gratis kortfilm henvendt et yngre publikum. Desværre var det også på denne dag, at en brand ville bryde ud i biografen, for da afspilningen af kortfilmene startede klokken 14, nåede der at gå en time, før biografgængerne pludselig kunne se, hvordan filmen på lærredet stoppede, da der opstod brand i filmrummet bag tilskuerrækkerne. Straks som folk fik øje på ilden, udbrød der panik, og mange begyndte at flygte mod udgangene, men ved at åbne disse, fyldte man samtidig biografen med ilt, så ilden spredte sig i løbet af ingen tid, alt imens der opstod flaskehalseffekter omkring dørene. En tyk røg indtog biografen og gjorde det svært for folk at se og få luft, og der skulle ikke mange indåndinger til, før de mindste børn begyndte at kollapse. Af den grund var der også kun 5 voksne, som døde i branden, mens 37 børn mistede livet, så i alt 42 mennesker omkom i flammerne.
Myojo 56 var navnet på et højhus beliggende i Kabukicho i Shinjuku i Tokyo, hvor der den 1. september 2001 udbrød brand klokken 1 om natten, mens bygningen var fyldt med folk, der var kommet for at underholde sig i nogle af de faciliteter, der befandt sig i bygningen, hvilket inkluderede en spillehal og stripklub. Ilden brød ud ved en elevator på 2. sal, og det varede ikke længe, før denne fik fat, så hele etagen blev fyldt med røg, der fik spredt sig til 3. sal, så der opstod panik på de to etager, hvor mange endte med at miste bevidstheden som følge af røgforgiftning. Faktisk omkom alle 28 på 3. sal, mens kun tre ud af 19 personer fra 2. sal fik reddet sig selv ud ved at springe ud fra bygningen. 44 endte dermed med at omkomme, men man fandt aldrig ud af, hvordan ilden var opstået, så man antager, at nogen må have antændt den. Hvis det er tilfældet, så er der tale om det værste massemord i Japan i nyere tid.
Den værste hotelbrand i Japan opstod klokken 15 den 20. november 1980 på Kawaji Prince Hotel i byen Fujihara i Tochigi-præfekturet. Hér var man ved at renovere hotellets badeanstalt, da en gnist antændte noget brandbart materiale, hvilket førte til udviklingen af flammer, som hurtigt fik spredt sig og kom ud af kontrol. Selvom brandalarmen blev aktiveret, så kunne personalet imidlertid ikke få øje på noget røg, så de antog det for at være falsk alarm, af hvilken grund de over højtalerne beroligede gæsterne med, at de ikke skulle være bekymrede. Ilden fik dermed fat i bygningen, så da personalet fik kendskab til situationens alvor, var det allerede for sent. Ud af de 129 mennesker på hotellet fik de fleste reddet sig selv ud, men 45 af dem endte med at omkomme – heriblandt 5 ansatte. Alle døde af røgforgiftning, fordi det antændte byggemateriale udviklede giftige dampe, som hurtigt fik folk til at miste bevidstheden.
Natten til den 17. februar 1955 udbrød der brand i stueetagen på et plejehjem i Yokohama, der var hjemsted for cirka 140 ældre kvinder. Ilden fik hurtigt fat og spredt sig, så det blev umuligt for størstedelen af plejehjemmets beboere at flygte ud fra bygningen, idet mange blev fanget på førstesalen, hvor de omkom af røgforgiftning uden overhovedet at have forladt deres værelser. Eftersom ilden var opstået klokken 4.30 lå de fleste af beboerne nemlig og sov, mens nogen var gangbesværede og hverken kunne rejse sig eller gå ved egen hjælp, så selvom der blev slået alarm, var det ikke engang hver tredje, der endte med at slippe ud. Plejehjemmet brændte ned til grunden og var ikke udstyret med hverken brandbekæmpelsesudstyr eller flugtveje, hvilket var grunden til, at ilden kunne sprede sig og i sidste ende kræve så mange menneskeliv. Branden kostede nemlig 99 mennesker livet – heriblandt to ansatte.
Taiyo-stormagasinet var det mest populære indkøbscenter i byen Kumamoto, indtil der den 29. november 1973 opstod en brand, som endte med at koste 103 mennesker livet. Stormagasinet var på 9 etager med en tilknyttet kælderetage, og branden opstod klokken 13.15 blandt nogle varer, der stod placeret mellem 2. og 3. etage, men på grund af renovering af bygningen, så var sprinkleranlægget slået fra, ligesom trykket i bygningens vandslanger var alt for lavt, da man forsøgte at anvende disse, og ilden nåede derfor at sprede sig, indtil det var umuligt at få den under kontrol. På dette tidspunkt var der ingen brandtrappe i bygningen, så folk, der befandt sig på de øvre etager, var nødsaget til at benytte sig af alternative nødudgange såsom elevatorer, men de fleste valgte dog at søge op på taget, hvor de kunne undgå den massive røg, der udviklede sig. Her valgte nogen blandt andet at springe over på nabobygningen, mens andre blev reddet af brandvæsnet. Det var dog røgforgiftning, der slog langt de fleste ihjel, for på et tidspunkt gik strømmen i stormagasinet, og folk havde derfor ikke mulighed for at se, hvor de skulle gå hen, hvorved de blev fanget og omkom i mørket. Af de 103 døde var cirka halvdelen ansatte i stormagasinet, mens den anden halvdel var kunder. Hvad der startede branden er aldrig blevet opklaret, men det er dog sikkert, at manglende sikkerhed var årsagen til de mange dødsfald.
Den 13. maj 1972 udbrød der brand i Sennichi-stormagasinet i Osaka. Dette skete på anden sal, hvor en håndværker enten smed et cigaretskod eller en tændstik fra sig, hvilket satte ild til noget af det dametøj, der befandt sig i butikken, som heldigvis var lukket, eftersom klokken var 22.30. Det var desuden lørdag, men stormagasinet lagde også grund til en af de mest populære aftenaktiviteter i Osaka: nemlig et kabaretshow, som var i gang på 6. sal, hvor røgen hurtigt nåede frem. Hér opstod der således panik, og eftersom brandudgangene af en eller anden grund var låst, var den eneste udvej, som folk kunne benytte sig af, elevatoren, som hurtigt gik i stykker. I desperation valgte i alt 24 mennesker derfor at springe ud fra 6. sal, men kun 2 af dem overlevede styrtet, og inde i bygningen omkom yderligere 96 personer, hvoraf størstedelen døde af røgforgiftning. I alt 118 mennesker mistede altså livet i branden, som er den værste brand i efterkrigstidens Japan baseret på antallet af dødsofre.
Den 6. marts 1943 mistede 208 mennesker livet i Japans værste brandulykke i en enkeltstående bygning, hvilket skete i landsbyen Kutchan på Hokkaido. Hér var byens borgere nemlig blevet inviteret til at se en gratis film i den lokale Hotezia-biograf, hvor omkring 700 mennesker mødte op. Klokken 19 gik der dog ild i det ubemandede baglokale, hvor filmen blev afspillet med brug af en projektør, som endte med at overophede, og da ilden blev opdaget, havde den allerede spredt sig og var ude af kontrol, eftersom biografbygningen var lavet af træ. Der opstod derfor panik, og de mange hundrede mennesker søgte omgående mod udgangene, hvilket førte til en flaskehalseffekt, da mange kollapsede og spærrede vejen for folk bagved, der derfor var nødt til at kravle over de livløse kroppe, mens andre derimod mistede bevidstheden, da de fik inhaleret for meget røg. Det var derfor kvælning, der var den primære dødsårsag blandt de 208, som endte med at miste livet under branden.