Origami kan oversættes til “papirfoldning” og er i dag det overordnede udtryk, der anvendes for lige netop denne teknik, hvor man ved at folde papir skaber tredimensionelle figurer. Origami havde egentlig sin oprindelse uden for Japan, men blev i det feudale Japan en udbredt kunstart og en hobby for mange, eftersom papir var noget, som alle havde råd til. Det blev en trend at teste papirets muligheder og skabe nye foldeteknikker, hvilket førte til udviklingen af de mange figurer, som i dag er blandt de mest populære – mest kendt er tranen. Traditionel origami laves typisk med brug af rispapir, der på japansk kaldes for washi. Standardstørrelsen er 15 cm. på hvert led, og så findes papiret desuden i forskellige farver og med mønstre.
En torii er en traditionel japansk port, der primært befinder sig i nærheden af shinto-helligdomme eller hellige steder, da det er ment som et indgangsparti til guderne. Eftersom shintoismen er en religion, der er unik for Japan, så er torii-porte det også, og de anvendes således ofte som symboler på Japan og japansk kultur. Men en toriis formål er også af symbolsk karakter, for skønt der er tale om en port, finder man ingen døre eller låger, da det blot er meningen, at guderne skal træde igennem den for at kunne komme til eller forlade den jordiske verden. Konceptet med torii-porte er så gammelt, at ingen kilder dokumenterer deres oprindelse, og man ved derfor ikke hvornår de opstod. En torii findes i alle størrelser og består for det meste af to runde søjler, der i toppen er forenet af en vertikal planke med endnu et element over sig.
Geishaer var kvinder, som før i tiden blev sat til at underholde mænd og holde dem med selskab. Mænd kunne enten hyre geishaer eller besøge de instanser kendt som okiya, hvor de var ansat. Oprindeligt lå disse i de fornøjelsesdistrikter, hvor prostituerede havde hjemme. Geishaer har nemlig deres oprindelse fra prostituerede, men med tiden blev dette et hverv for sig selv. I første halvdel af 1800-tallet havde geishaer opnået en så høj social status, at de blev anset for at være idealbilledet på en kvinde i Japan. De var kendetegnet ved at være klædt i ekstravagante kimonoer med slæb, ligesom de havde håret opsat i en elegant frisure. Deres ansigter var desuden malet hvidt, hvilket var datidens skønhedsideal. Geisha-hvervet blev dog afskaffet under Anden Verdenskrig, og selvom dette stadig eksisterer, har det aldrig været lige så populært, som det engang var.
Onsen er den japanske betegnelse for varme kilder og er samtidig et typisk udtryk for de overnatningssteder og badeanstalter, hvor der er tilknyttet en varm kilde, hvis vand gæsterne kan bade i enten indendørs eller udendørs. Grundet den store udbredelse af vulkaner i Japan er varme kilder ligeledes noget, man kan finde overalt i landet, for der er tale om varme kilder, fordi mange af dem er naturligt opvarmet. En onsen er derfor et slags kursted, hvor man kommer for at slappe af – ikke for at bade. Dette gøres i stedet på de offentlige badeanstalter kaldet sento. Selve karrene og kilderne er altså ikke til at vaske sig i – dette foregår på forhånd uden for vandet, og man må derfor heller ikke have sæbe på sig, når man bevæger sig ned i vandet.
Manga er det japanske ord for tegneserier, men uden for Japan er ordet manga primært brugt om tegneserier af japansk oprindelse. En manga læses nemlig modsat i forhold til normale tegneserier – altså læser man fra “bagsiden” og fra højre til venstre. Tegneserier har sådan set eksisteret i århundreder i Japan som fortællinger i billeder. Først efter anden verdenskrig blev den nuværende tegneserie-version dog grundlagt, da Osamu Tezuoka skabte Astro Boy, af hvilken grund han kaldes far mangaens fader. Den japanske tegnestil adskiller sig ofte fra den Vestlige i form af karakterdesign. Små næser, store øjne, sjove frisurer og bløde træk er karakteristisk for den japanske tegnestil, som ofte også er rig på detaljer.
Anime er det japanske ord for en animation – altså tegnefilm, men uden for Japan er anime blevet synonym for tegnefilm, der er produceret i Japan. Disse er ligesom mangaer typisk karakteriseret ved at have en stil, der inkluderer store øjne, vilde frisurer, spidse næser og bløde ansigtstræk, som gør det muligt for seerne at bestemme deres japanske ophav, men der er dog en kunstnerisk frihed, som gør, at anime findes i forskellige udgaver og genrer. Japansk animation udgør nu 60 % af verdens animationsproduktion, men selvom fænomenet er blevet udbredt i Vesten, hvor anime har formået at skabe en bred fanskare, så forholder det sig sådan, at mange japanere slet ikke interesserer sig for eller ser anime.
En ninja – også kaldet shinobi – var en type spion med speciale i det man i dag kalder for ninjutsu. I konflikter blev ninjaer hyret med det formål at infiltrere fjendens lejre og udføre spionage. Alt dette uden at gøre opmærksom på sig selv, hvilket er essensen af ninjutsu, der betyder “kunsten at skjule sig”, men netop fordi ninjaer arbejdede i det skjulte, så er der også nærmest mytiske forestillinger om dem. Den historiske skildring af ninjaer er nemlig minimal, så deres oprindelse er ikke fuldt klarlagt, men det menes, at fænomenet opstod i det 15. århundrede. Selvom ninjaer nu om dage typisk portrætteres i sorte klæder med stof, der dækker hele hovedet foruden øjenpartiet, så blev dette udseende først til, da man i 1700-tallet begyndte at skildre ninjaer på en sådan måde i teaterstykker.
Sushi er den overordnede betegnelse for eddikemarineret ris samt de retter, hvori dette udgør hovedingrediensen. Uden for Japan er ordet sushi dog blevet synonym for små anretninger af ris med grøntsager og/eller rå fisk som en inkorporeret del af retten. Sushi opstod som en ret, der nu er kendt som narezushi, hvilket er fermenteret ris, der anvendes til at konservere fisk – en metode, der opstod i Kina, men som fandt vej til Japan, hvor man begyndte at spise risene sammen med fisken. Med tiden valgte man så at væde risene i eddike, hvorved den moderne udgave af sushi-ris opstod, og samtidig blev det populært at spise ris sammen med rå fisk, hvilket i begyndelsen af 1800-tallet førte til den ret, der i dag er kendt som sushi. De små snacks blev så populære, at mange restauranter valgte at skabe deres egne versioner, hvilket førte til udviklingen af de utallige typer sushi, der i dag findes i og uden for Japan.
Samuraier så dagens lys i 1100-tallet, da de højtstående krigere i klansamfundene blev hvervet som hærførere for det politiske styre, og det var også i denne tid, at man begyndte at bære de karakteristiske uniformer i form af rustninger og hjelme, ligesom man specialiserede sig i brugen af særlige våben såsom spyd eller sværd. Senere opstod samuraiklassen som et samfundslag, hvorved det blev et af de mest udbredte hverv i Japan. Under borgerkrige blev samuraier derfor hvervet til kamp – blandt andet under Slaget ved Sekigahara i 1600, hvilket resulterede i en sejr til Tokugawa-klanen, der efterfølgende forenede Japan ved at etablere Tolugawa-shogunatet. Herefter blev samuraiklassen i princippet overflødig. Mens nogle blev gjort herreløse og fik status som ronin, så fik andre fast gage ved at beskæftige sig med forskellige typer af praktiske og administrative opgaver. I løbet af et par hundrede år gik samuraier fra at være krigere til at være lærde, men i sidste halvdel af 1800-tallet nåede samuraikulturen til en ende, da man valgte at afskaffe denne samfundsklasse.
Kimono betyder direkte oversat “en ting, man har på”, hvilket skyldes, at det er den traditionelle beklædningsgenstand i Japan, der før i tiden blev båret i af både mænd og kvinder. Kimono er i dag den overordnede betegnelse for de forskellige typer af traditionelle klædedragter, der er kendetegnet ved at være kåber med løse ærmer, der bindes fast med et mavebælte kaldet obi. Denne type beklædning kom oprindeligt til Japan fra Kina, hvor man ved hoffet bar store dragter af kulørt stof, hvilket den japanske kejserslægt besluttede at tage til sig, samtidig med at man påbegyndte sin egen produktion af stof, så man kunne fremstille sine egne klædedragter. Designet på disse udviklede sig over tid, efterhånden som man trængte til forandring, og det førte til de japanske udgaver af kimono, der altså findes i forskellige varianter, fordi det var nødvendigt at tilpasse dem til forskellige typer af mennesker samt miljøer.