20. marts 2016: Tilbage i Tokyo

Ankomst til Tokyo

Dette var min anden tur til Japan, der ligesom året før fandt sted i påskeferien, mens kirsebærtræerne var begyndt at blomstre, hvilket derfor er den mest populære tid på året for turister at besøge Japan. Denne gang havde jeg dog selv valgt at stå for planlægningen og tilrettelæggelsen af min rejse - lige fra køb af flybilletter til bestilling af hotel og rail pass. Dette gjorde min ferie halv så billig i forhold til første gang, jeg tog til Japan, hvor jeg havde købt en pakkerejse hos Japanspecialisten.

Dengang landede jeg desuden i Narita Lufthavn, der ligger uden for Tokyo, men denne gang fløj jeg med en fly, som skulle lande Haneda lufthavn, der ligger i Tokyo, så det derfor var hurtigere at komme ind til byen. Jeg kunne nemlig hurtigt forlade lufthavnen, fordi jeg kun havde taget håndbagage med, men først skulle jeg dog lige veksle min medbragte voucher til et rail pass, så jeg med brug af dette kunne tage Tokyo Monorail fra lufthavnen og ind til byen. Det var en lidt speciel køretur med den togtype, der kun kører på én skinne. Det var nærmest som en langsom rutsjebanetur, fordi man flere gange svajede heftigt til siden og fik følelsen af, at toget var ved at vælte. Turen foregik rundt blandt mange høje bygninger, og ved et skarpt sving var der kun en kort afstand til et af hjørnerne på disse.

Jeg stod af ved endestationen Hamamatsucho, fordi jeg som det første ville tage et smut forbi Tokyo Tower og Zojoji-templet, der meget praktisk ligger lige ved siden af hinanden, ligesom det var nogle af de steder, jeg undlod at besøge på min første tur til Japan, hvor jeg ellers gik efter at få set nogle af Japans mest populære attraktioner.

Netop som jeg havde forladt stationen, var der dog en gammel japansk dame, der af en eller anden grund valgte at spørge mig (den eneste ikke-indfødte i området) om vej til en bestemt station. Det kunne være, hun spurgte, fordi hun vidste, at jeg som turist havde et kort, så sammen prøvede vi at finde vej til stationen på de kort, jeg havde med mig, men dog uden held. Jeg havde ikke talt japansk i evigheder, så jeg fandt dermed ud af, at det endnu var muligt for mig at føre en simpel samtale og tilmed prøve at vise vej. Kvinden (der var omkring 90 og derfor talte meget gammelt japansk) fandt dog frem til stationen, der viste sig at være en metrostation.

Derefter begav jeg mig så mod Tokyo Tower, der var temmelig nemt at få øje på, men det ene af dets observatorier var dog ved at blive renoveret, så jeg valgte ikke at gå ind i det, men nøjedes i stedet med at betragte det udefra. Jeg kunne meget praktisk gå videre til Zojoji-templet lige i nærheden, hvor der var en hel del mennesker, eftersom det både var søndag og godt vejr. Der er da også tale om et stort og imponerende tempel, så der var sådan set plads nok, men det blev alligevel for meget for mig med alle de turister, så jeg skyndte mig videre og satte denne gang turen mod Tokyo bugt.

Hjemmefra havde jeg nemlig planlagt at tage en tur forbi Regnbuebroen, som jeg endda gerne vill krydse, hvis jeg ellers kunne finde ud af, hvordan man gjorde, da det er en enorm hængebro, som primært er tiltænkt køretøjer, men som også er åben for fodgængere, så man dermed kan få sig en unik gåtur.

Det lykkedes mig heldigvis at finde indgangen til det tildækkede gangsystem, som gående skal benytte sig af, og eftersom jeg krydsede broen fra sydsiden, havde jeg dermed udsigt til Odaiba-bydelen, der består af menneskeskabte øer, hvor der var gang i børnefamilierne ved strandkanten på grund af det gode vejr. Grundet forurening måtte man dog ikke svømme i vandet, så alle nøjedes med at opholde sig ved det.

Selvom Odaiba har mange seværdigheder, så var der ikke så meget, der tiltalte mig, så jeg nøjedes med at betragte Tokyos Frihedsgudinde, og efter at det var klaret, gik jeg tilbage over Regnbuebroen - denne gang på nordsiden, så jeg nu havde udsigt til Tokyos skyskrabere. Det var megavarmt, selvom piloten sagde 13 grader, da vi landede, men jeg vil vædde med, at det nærmede sig 20 grader, for selv japanerne (der selvfølgelig går i jakke fordi en sommer for dem er 30 grader) beklagede sig over varmen, og mange lå tilmed og solede sig.

Jeg var landet i lufthavnen klokken 11, men klokken var kun blevet lidt over 15, så jeg tænkte, at jeg ville tage videre til Ueno Park, så jeg kunne prøve at nå en tur forbi Det nationale videnskabsmuseum, inden dette lukkede klokken 17. Året forinden havde jeg nemlig planlagt et besøg på museet, som jeg ikke havde held med at finde frem til, men denne gang havde jeg derimod markeret det på mit kort, så jeg nu vidste, hvor det befandt sig. Parken lå desuden rimelig tæt på mit hotel, så det var en oplagt smuttur, inden jeg skulle tjekke ind.

Jeg gik derfor tilbage til Hamamatsucho station og tog et tog til Ueno Park. Og selvom kirsebærtræerne endnu ikke var sprunget helt ud, så var der næsten lige så mange mennesker i denne som sidste år, så jeg var glad for, at jeg denne gang kun kom for at besøge Det nationale videnskabsmuseum, som jeg heldigvis nåede frem til en time før lukketid, så jeg dermed ville have tid nok til at få set det, jeg ville. Men selvom det godt nok var tæt på lukketid, så var der alligevel fyldt med besøgende, for det var trods alt stadig søndag.

Jeg var mest kommet for at se samlingen af dinosaurus-knogler og de udstoppede rester af hunden Hachiko, der blandt andet befinder sig på museet i selskab med hunden Jiro, der i 1958 strandede på Sydpolen sammen med sin bror Taro, der derimod står udstillet på et andet museum på Hokkaido. Der var dog mange andre spændende ting - for eksempel en stor samling krystaller, en kæmpeblæksprutte i formalin og en hel væg af planter klemt mellem glas.

Til trods for at jeg ellers havde en hel time til rådighed, så var museet dog så stort, at jeg ikke nåede at få set alt, før det lukkede, men det var dog også interessant at se et museum gøre klar til lukning ved på høflig vis at hundse på de besøgende. Dette var desuden første gang i løbet af denne dag, at jeg havde haft pungen op ad lommen, eftersom jeg skulle betale for at købe billet. Jeg foretog dog også lige lidt indkøb, før jeg begav mig videre til mit hotel for at tjekke ind, hvorved jeg kunne afslutte min første dag i Japan, der havde budt på mange nye oplevelser.

Selvom jeg ellers havde forberedt mig med bentræning længe inden turen, så måtte mine fødder også i denne omgang bukke under for det pres, det er at gå rundt i en storby som Tokyo, der er mere end enorm. Allerede på den første tur over Regnbuebroen gav mine tæer sig til at værke, og da jeg gik rundt på museet, var det bare ulideligt at have sko på, så da jeg fandt frem til mit hotel, var det første, jeg gjorde, at smide både sko og strømper, før jeg tog et dejligt langt karbad, så jeg samtidig kunne ligge og slappe af og bearbejde dagens indtryk. Jeg skulle endda bo på dette hotel i flere dage, så jeg kunne også tillade mig at slå mig ned ved at pakke min taske ud og dermed efterlade mine ejendele i stedet for at skulle bære rundt på dem hver dag. Og så skulle mit jetlag ellers bearbejdes med en god nats søvn, for allerede dagen efter skulle jeg ud på en længere rejse - netop så jeg kunne få mulighed for at hvile mig i stedet for at skulle gå rundt hele dagen.

Total Page Visits: 759 - Today Page Visits: 1