Salaryman

SalarymanSalaryman, der på japansk udtales som sarariman, er betegnelsen for en mandlig lønmodtager med en fast stilling. Typisk er salarymen ansat i store virksomheder eller den offentlige sektor, hvor de arbejder under en overordnet (afdelingsleder og lignende). En salaryman er symbolet på en mandlig middelklassejapaner, hvorimod den kvindelige udgave er den hjemmegående husmor, der sørger for hjemmet og børnene, mens manden står for indkomsten. Af den grund er det japanske arbejdsmiljø mandsdomineret, og derfor er salarymen altid at spotte i det japanske gadebillede – enten alene eller i grupper, for det er som salaryman vigtigt at man knytter sig til og vedligeholder sit forhold til sine kolleger og overordnede, hvilket betyder, at mange tager ud og drikker sammen eller går på karaokebar efter arbejde.

Det er dog omdiskuteret, hvorvidt japanerne kan betegne deres kollegaer som venner, idet der er tale om et forceret forhold med det formål at sikre et godt arbejdsmiljø, for salarymen opholder sig mest på deres arbejdsplads, da de som eneforsørger er nødt til at arbejde ekstra meget, og en arbejdsuge kan derfor løbe op i over 50 timer, da det ikke er ualmindeligt, at man får overarbejde, hvilket staten dog forsøger at regulere, da dette har ført til øget stress og sågar dødsfald, ligesom det resulterer i udmattelse, så det ikke er ualmindeligt at se mænd sove i det offentlige rum i Japan. Som en del af arbejdet kan man også blive sendt udenlands eller til en anden by over en længere periode, og i nogle familier er faderen derfor kun hjemme i weekender, mens han til hverdag bor på businesshoteller, som der derfor er mange af i Japan.

Salarymen kan normalt kendes på deres mørke jakkesæt, da dette er arbejdsuniformen for de fleste, men om vinteren kan påklædningen dog piftes op med en frakke i lysere nuancer. Mange arbejdspladser stiller også krav til de ansattes udseende, der helst skal være så stilrent som muligt, hvilket indebærer, at man som salaryman altid er velfriseret, nybarberet og ikke har synlige piercinger eller tatoveringer. Et andet kendetegn er, at man som salaryman typisk er ansat ved det samme firma lige fra sin afgang fra skolen til sin pension. Fyringer er nemlig ikke så udbredt i Japan og hænder som oftest kun i krisetider. Er man en dårlig ansat vil man derimod blive socialt isoleret og ikke have mulighed for at stige i graderne, og skulle man ende med at sige op, er det en stor udfordring at finde et nyt job, hvis man har nået en vis alder.

Siden den økonomiske boble bristede i slutningen af 1900-tallet er salarymen blevet tillagt negative værdier, særligt fordi deres livsstil ofte er præget af depression og selvmord, ligesom de betegnes som personlighedsløse slaver, der slider for en virksomheds skyld i stedet for ens egen. Flere og flere unge mænd vælger derfor at bryde med normen og forsøge sig med andre karrieremuligheder, hvilket har resulteret i et stigende antal freelance-arbejdere. Kvinder er i stigende grad ved at finde sig til rette på arbejdsmarkedet i Japan, så nu om dage er det også almindeligt at se kvinder i jakkesæt – dog typisk med nederdel. En kvindelig kontorarbejder kaldes dog for office lady – ofte forkortet til OL.

Total Page Visits: 276 - Today Page Visits: 1