The Blue Light tager udgangspunkt i noget virkelig interessant ved det japanske samfund – nemlig unge menneskers manglende evne til at kontrollere deres følelser og løse konflikter. Det er ikke for ingenting, at filmen blev lavet i en periode, hvor man oplevede opsigtsvækkende eksempler på ungdomskriminalitet, og den er da også baseret på en bog, der tydeligvis har været inspireret af virkeligheden. Det bedste ved filmen er, at man sådan set bliver stimuleret til at udvise forståelse for hovedpersonen og hans lyst til at dræbe sin onde stedfar, hvorved man som seer sættes i et dilemma, når man får sympati for en morder – mest af alt fordi han netop er et barn, og dermed bliver ens egen opfattelse af rigtig og forkert sat på prøve.
Brain Man er et interessant inspark til krimi-genren, og det undrer mig, at denne film aldrig har fået mere opmærksomhed, for den er virkelig spændingsfuld og medrivende. Selvom den godt nok er baseret på en roman, så er handlingen ikke utroværdig eller overdrevet, så den kan sagtens hamle op med mange Hollywood-film, og i min optik overgår den dem også. Det bedste er dog skuespillet, og at caste Toma Ikuta til at spille hovedrollen var det perfekte valg. Han spiller rollen til perfektion og minder virkelig om en menneskelig robot. Det er generelt de mange karakterer, og det er forholdet/dynamikken på tværs af dem, der er med til at gøre filmen spændende, og selvom den sagtens kunne fungere som serie.
The Twilight samurai er nok en af de bedste samuraifilm af en meget simpel grund: Den er realistisk. Der er ikke gjort brug af et overdramatiseret plot eller et ekstremt klimaks til at styre handlingen. Filmen foregår også i midten af 1800-tallet, hvor ikke alle samuraier kunne slås, så den skildrer på meget ægte vis, hvordan det virkelig var at være samurai i en periode uden konflikter. De få kampscener, der optræder i filmen, er dog velspillet og virker autentiske, men det er dagligdagen, som er i fokus, og det er sådan set også det, der gør filmen god, fordi man får et indblik i et virkeligt miljø og lærer at forstå levevis og normer fra en anden tid i en anden kultur. Således får vi også at se, hvordan drama kunne udfolde sig blandt almindelige mennesker i fortiden.
Personligt synes jeg, at Snow on the Blades er en af de bedste film, der skildrer de samfundsmæssige og personlige konsekvenser ved Meiji-restaurationen, hvor Japan udviklede sig fra at være et feudalt samfund til at være en moderne industriel nation. At følge en samurai i hans håbløst forældede behov for hævn og ære fungerer som en tråd, der knytter samfundet til fortiden, selvom dette udvikler sig så hastigt, at man forsøger at bryde med sin nationale identitet. Det at bevare fodfæstet i en anden tid betyder trods alt, at man er rodfæstet, modsat dem der forsøger at tilpasse sig forandringerne blot for at følge med tiden. Men der er også håb ved at følge med tiden, fordi man dermed gennemgår en personlig udvikling og ser, at der er vigtigere ting at fokusere på, og for samuraier kunne dette jo være deres personlige behov og ikke mindst deres følelser.
Battle Royale er et fyrtårn inden for overlevelsesgenren og har haft indflydelse på så mange film og serier – såsom Hunger Games og Squid Game. Battle Royale var nemlig en af de ikke-gysere, som var med til at gøre massedrab til underholdning og så tilmed via alternativ aflivning af børn, der bliver sat til at slå hinanden ihjel, så samfundet kan stå uden blod på hænderne. Det i sig selv er noget brutalt, men bare det at børnene jo kender hinanden giver plottet en psykologisk dybde af tragisk karakter. Måden filmen udspiller sig på er ligeledes nervepirrende, for alle elever får ganske vist udleveret et våben, men dette kan være alt fra papirvifter og grydelåg til pistoler og armbrøste, så allerede fra start er der en uretfærdig rollefordeling – præcis som i livet, hvor der også er vindere og tabere, og hvor nogen bare er bedre stillede end andre.
Ran er en episk klassiker af Akira Kurosawa, og personligt synes jeg, at det er en af hans bedste film, for han viser virkelig, hvad man kan skabe, hvis blot man får midlerne stillet til rådighed. En stor del af budgettet er tydeligvis blevet brugt på kostumer og kulisser, men begge dele er også betagende, og særligt brugen af farver er ekseptionel. Generelt er der dog mange overbevisende actionscener, selvom blodet er alt for rødt, men de stille stunder er også interessante og skaber balance i historien, der er inspireret af Shakespeares Kong Lear. At genfortælle et europæisk værk i japanske rammer på så succesfuld vis er imponerende, selvom visse elementer dog afslører, at plottet ikke stammer fra den kultur og tid, som handlingen udspiller sig i.
Rage leger med de menneskelige følelser, når man som seer sidder i uvished hele filmen igennem og skal lege detektiv, fordi man ved, at en af de tre hovedpersoner, man bliver stimuleret til at holde af, i virkeligheden er en bestialsk morder. Den måde de interagerer med andre mennesker, gør også, at man er bange for, at der skal ske dem noget, og ved filmens afslutning er der desværre også kun én lykkelig afslutning på de tre parallelle historier, der sådan set ingen forbindelse har til hinanden ud over, at man følger en mulig mistænkt. På den måde er det faktisk en interessant film, hvor størstedelen af karaktererne aldrig kommer i kontakt med hinanden, men alligevel er bundet sammen af noget, uden at de er klar over det.
Confessions er en brutal film, hvor man op til flere gange taber kæben undervejs. Den er både dyster hvad angår scenografi og handling. Bare det, at morderne i filmen er skolebørn, er i sig selv tragisk, men det viser sig, at de slet ingen skyldfølelse har, så man dermed bliver stimuleret til at hade dem lige så meget som moderen, der har mistet sin datter – især fordi at børneskuespillerne gør et fænomenalt arbejde med at spille totalt usympatiske møgunger. Jeg elsker, når film sender budskaber, men samtidig udfordrer ens opfattelse af moral, så man bliver klar over, at verden ikke bare er sort og hvid, og at firkantede love alene derfor gør det svært at sikre alsidig retfærdighed.
Denne film er en sand tragedie forstået på den måde, at der ikke er en lykkelig afslutning for nogen af de medvirkende i filmen. Alle er simpelthen ofre. Det er en rørende skildring af, hvordan et drab påvirker de implicerede parter – både de efterladte men også den skyldige, som man i dette tilfælde ikke kan undgå at få medlidenhed med, da det tydeligvis er filmens formål – mest fordi det først er ret sent inde i filmen, man finder ud af, hvem morderen egentlig er, og der har man allerede lært vedkommende at kende som en person. Som seer sættes man dermed i et moralsk dilemma, når forbryderen bliver portrætteret som et menneske frem for en kriminel, for man bliver tvunget til at tage stilling til, om hjertet er vigtigere end loven.
Departures blev den første japanske film, der vandt en Oscar i kategorien “Bedste udenlandske film”, og det er forståeligt såvel som fortjent, for der er tale om en film, der både er sjov, hyggelig og bevægende. Filmen tager udgangspunkt i et tabubelagt emne i Japan, så den har for det første fungeret som et statement, men for udlændinge giver den indsigt i et aspekt ved den japanske kultur, man sjældent hører om. Netop det at holde traditioner i live bliver også skildret i den symbolik, at en ung mand kommer for at videreføre en gammel mands hverv, for grunden til at disse ender med at gå tabt er jo, fordi der ikke er nogen, der sørger for at føre dem videre – præcis som de døde ikke kan “komme videre på deres rejse”, hvis der ikke er nogen til at stå for den.