Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

 

Jeg var taget til Toyama, fordi jeg havde planlagt at gennemføre den berømte Tateyama Kurobe Alpine Route gennem de japanske alper, da denne tilfældigvis åbnede under mit ophold i Japan. Jeg havde allerede købt billet, da jeg landede i Narita Lufthavn, men mens jeg alligevel var i området, så havde jeg tænkt mig at få set nogle af de andre seværdigheder omkring Toyama. Jeg valgte at benytte min ene fribillet til sporvognen, som jeg modtog fra hotellet, til at tage til Toyama station, hvor jeg hoppede på en shinkansen videre til nabobyen Takaoka. Hér besøgte jeg først det store Zuiryuji-tempel, og fordi jeg ankom lige før åbningstiden, så var jeg en ud af kun 5-6 besøgende, så jeg havde rig mulighed for at nyde atmosfæren både i og uden for templet. Herefter begav jeg mig via den gamle passage til templet (som nu er en gågade med vejbaner på hver side) hen til Maeda Toshinagas grav – det var ham, der i sin tid opførte templet. Denne ligger lige ved siden af en skole, så jeg fik også mulighed for at høre den velkendte japanske skoleklokke med Westminster Chimes-melodien, da der blev ringet ud til frikvarter.

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

I Takaoka slog jeg også lige et smut forbi byens kendte Buddha-statue, der er en af Japans tre store Buddhaer. Solen skinnede dog fra en skyfri himmel med umådelig styrke, så det var svært at se detaljerne, og eftersom jeg ikke er buddhist, så bliver jeg bare ikke særlig betaget af Buddha-statuer. Jeg blev derfor ikke særlig længe, men begav mig i stedet videre til stationen, fordi jeg skulle videre til Kanazawa, der var sidste stop på shinkansen-linjen. Hér var der også mange ting at se, og når man forlader stationen bliver man budt velkommen med den første imponerende seværdighed i skikkelse af en enorm træport, der ofte siges at være den flotteste stationsindgang i Japan. Fra stationen skulle jeg senere på dagen videre med bus til landsbyen Ogimachi – også kendt som Shirakawago, men der var endnu et par timer til, så jeg havde på forhånd planlagt at se nogle af Kanazawas berømte attraktioner.

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

Første stop på turen var Osaki-helligdommen, hvor jeg fik mulighed for at se en shinto-præst bede. Derefter gik jeg videre til Kanazawa-borgen, og selvom borgen ikke længere eksisterer, så er der tale om et meget velholdt kompleks med enkelte bygninger og mure, der giver et meget godt indtryk af, hvor enorm borgen i sin tid har været. Borggrunden er i dag en park, og hér var der tilmed blomstrende kirsebærtræer og temmelig mange kinesere. Det var dog intet sammenlignet med, hvor mange kinesere der var på næste stop, for ved siden af Kanazawa-borgen ligger Kenrokuen, der er en af Japans tre bedste landskabshaver, og her var virkelig mange mennesker, men som nævnt, var de fleste af disse kinesere. Det er tydeligt at kinesere foretrækker at rejse i grupper, for de stod og gik i kæmpe flokke overalt, hvilket gjorde det svært at komme rundt. Til gengæld betød det også, at der var mange steder, hvor der stort set var menneskefrit, fordi alle befandt sig de samme steder, så det var trods alt muligt at nyde havens mange indtryk – heldigvis også i fred, for jeg må også pointere at kinesere er noget højrystede, hvilket står i fuldkommen kontrast til de mere stille japanere, så hvis man har svært ved at se forskel på japanere og kinesere i Japan, så skal man bare se på hvem der råber mest. I år skulle der dog være valg i Japan, så i gaderne kunne man faktisk også opleve biler med højtalere køre rundt og prædike de forskellige kandidaters mærkesager, hvilket er den måde japanske politikere fører kampagner. Her er også plakater, men i modsætning til i Danmark hænger de ikke i et uoverskueligt virvar overalt, men derimod samlet, så folk kan få et overblik over hvem og hvor mange, der stiller op.

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

Da kronsprinsparret var i Japan i 2017 besøgte de blandt andet Kanazawa og Kenrokuen, men de var også forbi kunstmuseet 21st Century Museum of Contemporary Art. Moderne kunst siger mig ikke så meget, men jeg havde set, hvordan Frederik og Mary havde hygget sig med nogle af udstillingerne, så jeg valgte at lægge en tur forbi, da museet alligevel lå i nærheden. Af uforklarlige grunde må man ikke tage billeder af de ret så bizarre kunstværker – muligvis fordi man dermed afslører museets underlige samling, men man må dog gerne tage billeder i og uden for det såkaldte centerpiece, der er en falsk svømmepøl, og denne var ret så underholdende at befinde sig i. Igen var her masser af kinesere, men intet kunne forberede mig på, hvor mange jeg skulle se resten af dagen, for nu var tiden kommet, hvor jeg skulle tilbage til Kanazawa station og videre med bus til Shirakawago, der er kendt for sine mange traditionelle bondehuse med stråtag, som er designet til at modstå de store mængder sne om vinteren.

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

For at komme til Shirakawago skal man reservere plads på bussen, hvilket jeg på forhånd havde gjort hjemme i Danmark, og fordi det er en tur på over en time, så var det en ret dyr fornøjelse, men man kan ikke komme til Shirakawago på andre måder, og jeg ville gerne nå at se stedet, nu hvor jeg alligevel befandt mig i regionen. Busturen viste sig at være alle pengene værd, for der var en virkelig smuk udsigt til de japanske alper på hele turen, og før jeg vidste af det var vi ankommet til Shirakawago, der faktisk er en almindelig landsby, hvor folk bor i normale huse, men side om side med disse er bare traditionelle bondehuse, som man ikke finder i lige så stort omfang andre steder i Japan, og i nogle af disse bor tilmed stadig mennesker. Fordi husene er designet for at kunne modstå sne, så er Shirakawago mest populær om vinteren, men selvom det var april, så var her dog hundreder og atter hundreder af mennesker… Kinesere vel at mærke, for jeg hørte ikke mange andre sprog på de 2,5 timer, jeg endte med at opholde mig i byen.

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

Som europæer synes jeg ikke, at det er husene i Shirakawago, der er så spændende, da de på mange måder ligner traditionelle danske huse, men sammen med det omkringliggende bjerglandskab, markerne og de små stisystemer, så var byen præget af en helt særlig stemning, som man ikke kan opleve mange andre steder i Japan, så jeg forstår sådan set godt, at Shirakawago også er populær blandt japanere. Der er tilmed tale om et temmelig stort sted, som man kan bruge lang tid på at udforske, og efter at have passeret en enorm gangbro kan man også besøge et frilandsmuseum med ubeboede bygninger. 

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago

Jeg var ankommet til Shirakawago sent, så folk blev transporteret væk i busser, mens jeg opholdt mig i byen, og på den måde fik jeg også mulighed for at se, hvordan stedet fuldkommen ændrede karakter, når de mange hundrede mennesker forsvandt fra gaderne, der blev helt stille og tomme. Med tiden skulle jeg dog også videre, for jeg skulle med den sidste bus tilbage til Kanazawa, hvor jeg ankom, efter mørket var faldet på, og så var det ellers videre til Toyama. Desværre nåede jeg ikke sporvognen tilbage til hotellet, så i stedet for at vente et kvarter på den næste, så tog jeg turen til fods, selvom mine fødder gjorde ondt og var fyldt med vabler. På hotellet kunne jeg nemlig afslutte dagen med et dejligt langt karbad og gå tidligt i seng, så jeg kunne være klar på at foretage denne turs vildelse oplevelse næste dag, når alperuten skulle tilbagelægges fra klokken 7.

 

Dagens højdepunkt: Shirakawago
 
Dagens gode minde: At opleve en shintopræst bede.
 
Dagens forbrug på seværdigheder: 960 yen
 
Dagens gode råd: Shirakawago kan sagtens udforskes på et par timer, så man behøver ikke sætte en hel dag af til en tur dertil.

Takaoka, Kanazawa og Shirakawago58total visits,1visits today