11. november 2023: Katsuyama

Turen går til Katsuyama

Jeg havde valgt at tilbringe et par nætter Fukui-præfekturet, fordi jeg gerne ville besøge byen Katsuyama, der har flere interessante seværdigheder. Mest kendt er nok byens dinosaurmuseum, idet man i Fukui-præfekturet har fundet flere dinosaurfossiler end i andre dele af landet - særligt omkring Katsuyama, hvor udgravninger endnu finder sted, og byen markedsføres således med brug af dinosaurusser, som ligeledes er at finde rundt omkring i Katsuyama i skikkelse af statuer. Men herudover ligger der i Katsuyama også et enormt tempel og en borg, som jeg gerne ville besøge. Problemet er bare, at alle stederne ligger langt fra Katsuyama station, mens byens busruter er temmelig begrænsede.

For at komme til Katsuyama skal man desuden benytte en privat jernbanelinje, som ikke er dækket af et Japan Rail Pass, så jeg var nødt til først at tage toget til Fukui for at købe billet videre til Katsuyama. Af en eller anden mærkværdig grund var der dog ikke billetautomater, så jeg måtte i stedet benytte et bemandet billetkontor, hvor billetsælgeren spurgte, om jeg skulle til Katsuyama for at besøge dinosaurmuseet, og da jeg svarede ja, fortalte han, at jeg i så fald først skulle købe billet online ved at scanne en QR-kode på en brochure, som jeg fik udleveret.

Dette kunne jeg dog ikke forstå, eftersom jeg hjemmefra havde undersøgt, at man sagtens kunne købe billet på museet, og eftersom jeg ikke havde internetforbindelse, kunne jeg jo slet ikke scanne QR-koden og købe billet online, hvilket jo sådan set heller ikke var nødvendigt for at købe en togbillet, hvilket var det, jeg skulle.

Manden gad dog ikke at sælge mig en togbillet, før jeg havde købt en billet til dinosaurmuseet, selvom jeg jo sagtens burde kunne komme til Katsuyama uden absolut at skulle besøge museet, og han ville heller ikke lytte til min undskyldning om manglende internet, for han var alt i alt meget stiv i betrækket og nærmest robotagtig. Så jeg gik i stedet over til hans kollega i lugen ved siden af, som ligeledes spurgte, om jeg skulle til dinosaurmuseet, så denne gang svarede jeg naturligvis nej, så jeg kunne få min togbillet uden bøvl.

Og således nåede jeg lige akkurat toget til Katsuyama, mens jeg nu blev i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne komme ind på dinosaurmuseet uden billet. Det var trods alt lørdag, så måske var det så populært i weekenden, at man kun kunne forudbestille billetter, hvilket jo er tilfældet ved visse seværdigheder i Japan.

Togturen til Katsuyama var en oplevelse i sig selv, for mens dagen før havde været grå og regnfuld, så var denne dag solrig med en blå himmel, så man dermed kunne nyde udsigten til det overdådige bjerglandskab, der omkranser Katsuyama. Ved ankomsen til byen valgte jeg dog ikke at stige på bussen mod dinosaurmuseet, selvom denne allerede holdt ved stationen. For hvis jeg skulle købe billet på forhånd, måtte jeg jo først finde et sted med et åbent hotspot, så jeg kunne få forbindelse til internettet.

Så jeg satte i stedet kursen mod templet Seidaiji, hvor man ikke kunne komme til med bus, og jeg var derfor nødt til at gå de godt to kilometer, men på den måde fik jeg også set nogle af de dinosaurstatuer, der står placeret rundt omkring i Katsuyama, hvor der ligeledes er dinosaurmotiver på kloakdækslerne og sågar dinosaurfodspor på fortovene, som leder til og fra dinosaurmuseet.

Men jeg gik altså den modsatte vej til Seidaiji, der er et enormt tempel, hvis størrelse man ikke kan begribe, før man befinder sig på grunden. Det er tydeligt, at det er blevet opført af en rigmand, der har ønsket at skilte med sin rigdom, for hovedbygningen i sig selv er helt igennem vanvittig enorm, og i denne finder man ikke kun en gigantisk Buddha-statue, men også et utal af mindre af slagsen, som står placeret i kamre, der udgør væggene, så templets indre nærmest minder om en lagerhal.

Det var intet mindre end imponerende, og underligt nok er Seidaiji nærmest ukendt og optrådte ikke engang på kortet på min telefon. Men det skyldes altså, at der er tale om et tempel, der åbenlyst er blevet opført med det formål at prale, så det religiøse og hellige aspekt fungerer som en sekundær faktor. Af samme grund kom de fleste for at få sig en oplevelse frem for at udføre ritualer og ofringer.

Templet havde faktisk været truet af lukning og været på tvangsauktion flere gange grundet økonomiske problemer, hvilket jeg syntes var synd, for det var ikke just i forfald, og selvom det var ekstravagant, så var det også virkelig veludført med mange betagende detaljer. Dette var også tilfældet med den tilhørende pagode, der desuden er den højeste femetagers pagode i Japan, som man tilmed kan bestige og dermed nyde den mageløse udsigt ud over området.

Dette i sig selv burde tiltrække turister, for Katsuyama har virkelig et smukt bjerglandskab, som man burde være stolt af og give folk mulighed for at beundre fra sådanne højder. Selvom det var lørdag, var der dog kun en håndfuld besøgende, men det gode ved, at stedet ikke var velbesøgt, at jeg dermed kunne gå rundt og betragte de fleste afkroge alene - selv øverste etage på pagoden.

Den lokale rigmand, som opførte Seidaiji, opførte også en borg i Katsuyama, hvor der engang lå en rigtig borg, som nu ikke længere eksisterer. Denne blev dog aldrig forsynet med en hovedbygning, så derfor blev den moderne Katsuyama-borg opført som en enkeltstående hovedbygning inspireret af Himeji-borgen. Dog blev den bygget på et højere fundament, der gjorde den til den højeste borg i Japan, selvom den officielt har status som et museum og ikke en borg. Borgen blev nemlig opført for at huse rigmandens personlige samling af kunst og artefakter, som derfor findes udstillet i den. Og eftersom borgen blev bygget i et område præget af marker, så tårner den op i landskabet, så den dermed er nem at se på lang afstand.

Jeg vidste derfor godt, hvilken retning jeg skulle gå, da jeg forlod Seidaiji og satte kursen mod Katsuyama-borgen, men det var alligevel en lang gåtur derhen, fordi jeg skulle gå zigzag mellem markerne, og så befandt indgangen sig tilmed på den modsatte side, så jeg måtte gå hele vejen rundt om borgen for at kunne komme ind i den. Men dermed fik jeg også mulighed for at betragte den fra flere vinkler og virkelig beundre den som det imponerende bygningsværk, den trods alt er.

Men som det er tilfældet med Seidaiji, så er Katsuyama-borgen også en forholdsvis ukendt attraktion, som ikke tiltrækker mange besøgende, så foruden mig var der faktisk kun et forælderpar og deres to små børn til stede, da jeg ankom og påbegyndte mit besøg ved at tage elevatoren op til øverste etage, hvor man også hér kunne nyde den flotte udsigt.

Herfra begav jeg mig så ned gennem hver etage for at tage turen rundt i de forskellige udtillinger, men faktisk syntes jeg, at det mest interessante befandt sig på nederste etage, hvor man kunne se en film om, hvordan Katsuyama-borgen blev opført. Meget passende stod der også en statue som en hyldest til den rigmand, der står bag Katsuyama-borgen og Seidaiji, der begge er betragtelige i størrelse, men knap så populære - muligvis fordi de netop udstråler overflod, så de nærmest virker overvældende i en så lille by, hvor de i den grad stikker ud. Men det er dog ikke ualmindeligt, at japanske rigmænd, firmaer og sågar sekter opkøber grunde og opfører kontroversielle projekter på steder, hvor de ikke harmonerer med omgivelserne. Derfor er der mange malplacerede og til dels besynderlige seværdigheder rundt omkring i landet, som ikke får så meget opmærksomhed, fordi man simpelthen ikke ønsker at give dem det. Nogle dage forinden besøgte jeg eksempelvis Louvre Sculpture Museum og Hojuyama Daikannonji, der var en lignende oplevelse.

Jeg havde dog placeret mig i en ret ubelejlig situation, for eftersom jeg var gået i retningen væk fra dinosaurmuseet, så betød det også, at der var en afstand på hele 6 kilometer, som nu skulle tilbagelægges til fods for at komme frem til det, idet der ikke gik busser i denne del af byen, hvilket var en anden forklaring på, at Seidaiji og Katsuyama-borgen ikke var velbesøgt, eftersom det ikke var muligt at komme dertil med offentlig transport.

Jeg er dog opvokset på landet, så jeg har det fint med lange gåture, og jeg havde trods alt også siddet ned det meste af dagen forinden, der primært var blevet brugt på transport. Og så havde jeg heller ikke noget imod at nyde landskabet samt at støde ind i de nærmest tilfældigt placerede dinosaurstatuer rundt omkring i byen - heriblandt en stor hvid T-Rex, der mindede om et moderne kunstværk.

Men først skulle jeg jo finde ud af, om jeg overhovedet kunne komme ind på museet uden at have købt billet online, så jeg fandt frem til en butik, hvor der var et åbent hotspot, og loggede på internettet, hvor jeg kunne se, at man da sagtens kunne købe billet på selve museet. Jeg forstod derfor ikke, hvorfor jeg ligefrem blev opfordret til at købe billet online på stationen i Fukui, men jeg forsøgte alligevel at gøre det ved at scanne QR-koden på den brochure, som jeg havde fået udleveret. Og sørme og den ikke ledte mig frem til en side, hvor man skulle indtaste sit japanske navn, sin japanske adresse og sit japanske telefonnummer, hvilket jeg som udenlands turist naturligvis ikke kunne.

Alt i alt var det altså en virkelig tåbelig oplevelse, jeg havde været igennem, så jeg kan sagtens forholde mig til den forvirring og frustration, som turister må føle, hvis de ikke er vant til at rejse i Japan og får ting at vide, som ikke passer. Men hvis man nogensinde gerne vil besøge dinosaurmuseet i Fukui, så kan jeg hermed bekræfte, at man ikke skal tro på, hvad man eventuelt får at vide uden for museet. For man kan sagtens købe billet på museet via automater. Faktisk er der dagligt hele 1400 billetter til salg, hvilket jeg blev gjort bekendt med ved min ankomst, hvor det eneste, man skal være opmærksom på, er, at disse sælges i tidsintervaller, idet der kun lukkes et bestemt antal besøgende ind hver time. Så da jeg ankom kort før klokken 14, kunne jeg altså købe en billet, som tidligst gav mig adgang mellem klokken 14 og 15. Men da klokken så slog 14, kunne jeg dermed også træde ind og gå på opdagelse i de mange udstillinger ved først at tage en lang rulletrappe ned til de underjordiske etager, der udgør museet.

Der var både skeletter, fossiler, skulpturer, animatroniske dukker og sågar miniaturescener fra Jurassic Park-filmene, så for dinosaurnørder var dette et sandt paradis. For der var omfattende udstillinger på hver eneste etage i et overvældende format, hvor man ikke kun blev sat ind i fortidens væsner, men også de arkælogiske studier, som har gjort os klogere på dem, samt den udvikling som planeten og dermed miljøet gennem tiden har gennemgået. Dog er dinosaurusser jo kendte for at være elsket af børn - og særligt drenge, og da det jo var lørdag, var der naturligvis et utal af familier med småbørn, som godt kunne lide at larme. For museets akustik var meget specielt, idet der blev skabt et ekko, hver gang nogen skreg. Så dette var der mange, som valgte at gøre. Det var derfor lidt svært at betragte det som et museum, for det mindede mest om en indendørs temapark.

Der var da også en udendørs legeplads med et dinosaurtema og sågar et område, hvor man kunne lege arkæolog. Jeg synes generelt, at japanerne er virkelig gode til at henvende sig til børn ved at gøre lærerige steder både spændende og kreative, så de ikke blot kan få en oplevelse, men samtidig skabe eller styrke en interesse for noget. Selv voksne forsamlede sig jo om de anamatroniske dukker, fordi de var så virkelighedstro og dermed fascinerende, mens man gav folk lov til at røre fossiler. Jeg kunne dog bedst lide, at der ved siden af nogle skeletter var modeller, som viste, hvordan man mener, dinosaurusserne virkelig har set ud, for ofte gør man dette med tegninger, men når man står og kan studere et skelet i 3D, så giver det også mening, at det originale væsen er gengivet i 3D.

Tilbage til Echizen

Hvis museet havde været mindre kaotisk, kunne jeg sagtens have brugt flere timer på det, men jeg blev ret overstimuleret af de mange indtryk, så jeg havde svært ved at fordybe mig i det hele, selvom det ellers var interessant. I løbet af eftermiddagen begav jeg mig derfor tilbage til stationen for at tage toget tilbage til Echizen. Men eftersom der ikke var nogen butikker i nærheden af mit hotel, måtte jeg lige købe noget at spise på vejen. Jeg skulle dog ikke handle stort ind, for dagen efter skulle jeg nemlig tjekke ud og rejse videre til Kyoto, hvor jeg skulle opholde mig de kommende dage. Resten af denne dag blev derfor brugt på at pakke min taske, før jeg gik tidligt i seng, fordi jeg også skulle tidligt op.

Total Page Visits: 208 - Today Page Visits: 1