25. marts 2023: Rundtur i Osaka

Sidste dag i Osaka

Dagen var kommet, hvor jeg skulle tjekke ud fra mit hotel i Osaka. Oprindeligt havde jeg planlagt at besøge enten Koyasan eller Yoshino på denne dag, men jeg havde allerede været på Koyasan dagen før, mens jeg droppede planerne om at besøge Yoshino, eftersom kirsebærtræerne der endnu ikke var sprunget ud, så stod jeg derfor med en dag, som jeg ikke rigtig havde planlagt på forhånd. Jeg ville egentlig gerne være taget til Kyoto, men eftersom det var lørdag om foråret, vidste jeg, at der ville være fyldt med turister, så jeg valgte derfor at holde mig i Osaka - velvidende at det naturligvis også ville vrimle med mennesker, da det trods alt er Japans anden største by.

Jeg havde allerede lavet en liste over steder, jeg gerne ville besøge i Osaka, hvis jeg fik tid, så denne valgte jeg at tage udgangspunkt i, da jeg startede dagen med at tage et tog til Osaka station, så jeg hér kunne anbringe min bagage i et opbevaringsskab, så jeg slap for at skulle bære rundt på den hele dagen. Det var dog ikke muligt at finde nogen ledige, som tog imod mønter, for størstedelen af skabene tog kun imod IC Cards - de japanske rejsekort, hvilket jeg ikke havde. Jeg måtte derfor tage videre til en anden station, men inden jeg steg ombord på et tog, slog jeg et hurtigt smut forbi vanduret ved Osaka station, hvor vanddråber viser tiden i samspil med forskellige mønstre, hvilket er en virkelig unik måde at gøre et ur til en attraktion.

Jeg besluttede mig for at tage til Sakuranomiya station for at opbevare min bagage, så jeg herfra kunne vandre langs en af Osakas floder og beundre de mange kirsebærtræer, før jeg med tiden ankom til Osaka-borgen, som jeg første gang lagde turen forbi i 2015. Dengang ankom jeg dog efter lukketid, men på denne dag havde jeg egentlig planer om at komme ind i borgen, indtil jeg ankom til den og så, at der var kø på 1½ time. Jeg var ellers forberedt på, at der var mange mennesker, men dette var meget mere, end jeg var villig til at vente, og det er heller ikke sjovt at besøge steder, som er proppet med mennesker, så jeg tog i stedet videre til den nærliggende Hokoku-helligdom, hvor jeg var så heldig at ankomme, netop som et traditionelt bryllup var ved at slutte. Bruden og gommen trådte nemlig ud til klapsavler fra familier og venner og vandrede herefter forbi de mange opmødte for først at få taget billeder, inden de skulle fragtes videre i en rickshaw.

Fra Hokoku-helligdommen gik jeg så videre til det historiske museum i Osaka, hvor man selvsagt kan få indblik i byens historie - lige fra fortid til nutid. Turen starter fra 10. sal, og herfra var der en flot udsigt til Osaka-borgen og det omkringliggende bybillede. Udstillingerne var også ret interessante, og der var mange detaljerede modeller, der skildrede udviklede i den japanske kultur. Nogle udstillinger var tilmed i 1:1 format, så det var som at træde tilbage i tiden, og så var der endda ikke ret mange mennesker, så man kunne give sig god tid i hver sektion, hvor jeg nogle steder kunne være helt alene, hvilket var noget af en kontrast i forhold til Osaka-borgen, jeg netop var kommet fra.

Jeg skulle dog ikke tilbringe hele dagen på museet, for et af de steder, jeg rigtig gerne ville besøge, var akvariet Osaka Aquarium Kaiyukan, der er kendt for sine to hvalhajer, som jeg aldrig før havde set. Jeg kunne dog ikke komme til museet med mit Rail Pass, da dette ikke gælder i Osakas metro, så jeg måtte i stedet bruge penge på en billet og var fremme ved akvariet omkring klokken 14. Jeg havde udskudt besøget ved akvariet til senere på dagen, fordi jeg regnede med, at der ville være færre mennesker, men da viste det sig dog, at køen hér var længere end ved Osaka-borgen, idet den lød på hele 2½ time, eftersom folk blev lukket ind i grupper hver halve time for at forhindre, at akvariet blev overfyldt. Og da det var lørdag, var der selvsagt fyldt med japanske børnefamilier, men herudover var der også en del udenlandske turister, så det var tydeligt, at det var en af Osakas mest populære seværdigheder.

Jeg kunne godt have reserveret billet på internettet på forhånd, men eftersom jeg ikke vidste, hvilket tidspunkt, jeg ville ankomme, valgte jeg altså at møde op og købe en fysisk billet. Og det inkluderede så lige en del ventetid. Men heldigvis var der flere ting i området, som jeg gerne ville se og derfor kunne fordrive tiden med. Først lagde jeg nemlig turen forbi Tempozan-pariserhjulet, der var verdens højeste, da det stod færdigt i 1997. Og eftersom jeg havde tid til overs, valgte jeg at stå længere tid i kø for at få mulighed for at sidde i en vogn med gennemsigtigt gulv, så jeg altså havde udsyn til alle sider. Pariserhjulet har en højde på knap 113 meter, så en rundtur tager et kvarter, og på turen er der en virkelig flot udsigt til det omkringliggende havneområde, så hvis man alligevel skal vente på at få adgang til akvariet, kan man lige så godt tage en tur i pariserhjulet, hvor man samtidig kan slappe af. Jeg var i hvert fald glad for, at jeg først tog hen til akvariet og købte billet, så jeg vidste, hvor lang tid jeg skulle vente for at få adgang.

Efter turen i pariserhjulet begav jeg mig så videre til bjerget Tempozan, som det er opkaldt efter. Dette er efter sigende Japans mindste bjerg, men er sådan set ikke andet end en bakke, der nu om dage er dækket af trapper og fliser, så hvis man i forvejen ikke kendte til stedet, kunne man sagtens forveksle det med en helt almindelig park. Jeg valgte da også at gøre brug af en af de mange bænke til at tage et hvil, så jeg kunne få noget at spise og drikke, eftersom dette ikke var tilladt i pariserhjulet, som jeg samtidig kunne betragte på afstand, så man virkelig kunne fornemme dets enorme størrelse.

Pludselig var der så kun en halv time, til jeg kunne få adgang til akvariet, men før jeg begav mig mod indgangen, slog jeg et hurtigt smut forbi en af Osakas knap så kendte attraktioner - nemlig Den Lille Havfrue. Som en del af samarbejdet mellem Osaka havn og Københavns havn valgte Carlsberg nemlig at donere en nogenlunde tro kopi af Den Lille Havfrue til Osaka i 1995. Denne har siden stået forskellige steder og er i dag at finde bag Osaka Aquarium Kaiyukan, hvor den er gemt væk i et hjørne, så de færreste nok er klar over, at den er der. Beliggenheden virkede da også noget malplaceret, og mens det vrimler med asiatiske turister omkring statuen i København, så virkede folk sjovt nok fuldkommen ligeglade med denne ellers identiske udgave. Men det beviser vel bare, at der er en tæt relation mellem seværdigheder og den kultur, de er en del af, ligesom man gerne rejser om på den anden side af kloden for at se kirsebærtræer, der også findes i resten af verden.

Og så var klokken ellers blevet 16.30, og jeg kunne derfor endelig få adgang til akvariet med en af de største vandtanke i verden. Ved indgangen blev ens temperatur målt af et kropstemperaturafmålingskamera, hvilket jeg oplevede flere steder - såsom i storcentre, hvilket var endnu et tegn på, at corona endnu spøgte i det japanske samfund. Jeg slap dog igennem og kunne i selskab med flere hundrede andre vandre gennem akvariet, hvor man ligesom på det historiske museum begynder oppefra og vandrer ned. På turen er der mange forskellige vandtanke med virkelig flotte fisk samt installationer, som Den Blå Planet kunne lære meget af, for der var virkelig gjort noget ud af at gøre besøget til en oplevelse.

Det er helt klart det bedste akvarium, jeg nogensinde har besøgt, for man formåede virkelig at blande de unikke og mere kedelige arter, så der var noget at se overalt, men det var naturligvis den enorme vandtank med de to hvalhajer, der tiltrak mest opmærksomhed, og hold da op det var et overdådigt syn at se de to dyr svømme rundt med både rokker, hajer og et utal af andre fisk. Man kunne tilmed beundre synet fra forskellige etager, så det var muligt at finde steder, hvor jeg kunne være helt tæt på glasset, mens der andre steder var kamp om de gode pladser - men så er det som altid heldigt, at jeg oftest er et hoved højere end japanerne og derfor har et godt udsyn, selv når jeg står bag dem.

Man havde været så klog at dæmpe belysningen, så dette ikke gav genskær i glasset, så det blev til virkelig mange videoer og billeder, og den episke musik, som spillede i baggrunden var vældig passende til det syn, man stod over for. I den store vandtank med hvalhajerne havde man endda lavet belysning, som imiterede solen og skiftende skydække, og vandet virkede også naturligt blåt. Trods navnet og størrelsen bør man også huske på, at hvalhajer faktisk er fisk.

Akvariet havde desuden sektioner med gopler og specielle arter som kuglefisk og søpølser, ligesom der var en tank fyldt med kæmpekrabber. Alt i alt var det ventetiden værd, selvom jeg brugte mere tid på at vente på at få adgang, end jeg brugte i selve akvariet. Klokken var nemlig ved at blive mange, og jeg skulle videre, eftersom jeg først skulle hente min bagage og derefter videre til Himeji, hvor jeg skulle bo på hotel de sidste to dage.

Videre til Himeji

Under min første tur til Japan i 2015 besøgte jeg nemlig Himeji-borgen, netop som den var åbnet efter en større renovering, så dengang var der en enorm lang kø og et menneskehav, der forringede oplevelsen. Jeg ville derfor gerne gense Himeji-borgen og havde af den grund fundet et hotel i nærheden af denne, så jeg kunne tage en tur forbi på min sidste dag i Japan under denne korte ferie. Da jeg ankom til Himeji med shinkansen, var det dog allerede blevet mørkt, så efter at være tjekket ind på mit hotel måtte jeg nøjes med at beundre borgen på afstand, mens den var lyst op i lyserøde farver.

På min vej tilbage til hotellet slog jeg et smut forbi en butik for at købe ind, og hér faldt jeg i snak med en japansk mand, der virkede meget taknemmelig over, at jeg var kommet til Japan hele vejen fra Danmark. Da jeg stillede mig bag ham i køen, valgte han så uden videre at hive min fyldte indkøbskurv ud af hånden på mig, og før jeg vidste af det, var han i gang med at betale for mine varer, uden jeg rigtig kunne forstå, hvad der foregik. Der var simpelthen tale om et pragteksempel på japanernes gæstfrihed, for han syntes åbenbart, at jeg var hyggelig at snakke med og ville gengælde min venlighed ved at betale alle mine varer. Jeg takkede naturligvis utallige gange og jokede med, at jeg nok skulle gøre gengæld, hvis han nogensinde kom til Danmark. Ved ankomsten til hotellet opdagede jeg dog, at den pose chips, som manden selv havde købt, ved et uheld var havnet i posen med mine varer, så denne endte jeg med at spise med lidt dårlig samvittighed.

Total Page Visits: 352 - Today Page Visits: 1