26. marts 2023: Kurashiki og Naoshima

Første stop: Kurashiki

Jeg havde valgt at bo på hotel i Himeji, fordi jeg gerne ville besøge byens borg og templet Shoshazan Engyoji. Men dette skulle min sidste dag bruges på, for det var også af strategiske grunde, at jeg havde fundet et hotel i Himeji, idet jeg også gerne ville besøge øen Naoshima, der er kendt for sine mange museer og kunstværker, der gennem de seneste årtier har gjort øen til en populær turistattraktion i forsøget på at bekæmpe affolkning, så jeg ville først og fremmest have bekræftet om hypen omkring Naoshima var begrundet. Også denne dag var det dog regnvejr, hvilket jeg var forberedt på, idet jeg dagen forinden havde tjekket vejrudsigten, hvor det viste sig, at et stort uvejr ville bevæge sig over Japan hele dagen, så med min paraply i hånden forlod jeg hotellet i Himeji og begav mig mod stationen, hvor jeg hoppede på et tog i retning mod vest.

Jeg var dog startet tidligt på dagen, så jeg tog ikke til Naoshima som det første. I stedet lagde jeg nemlig turen forbi byen Kurashiki, der mest er kendt for Bikan-distriktet, hvor man finder flere historiske bygninger langs byens ikoniske kanal. Ved ankomsten til Kurashiki var der dog en finurlig ting, jeg først gerne ville se. I 1997 blev der nemlig åbnet en kopi af Tivoli i byen, der var kendt som Kurashiki Tivoli Park, men da denne lukkede i 2008, blev alle forlystelser og bygninger revet ned - lige med undtagelse af en kopi af Rådhusuret i København, der fik lov at blive stående på en plads lige ved siden af Kurashiki station.

Denne kaldes for Andersen Square og er naturligvis navngivet efter H. C. Andersen, som der derfor også er en statue af ved pladsen, hvor man desuden finder en kopi af Den Lille Havfrue, hvilket dermed var anden dag i træk, jeg fik sådan en at se i Japan, eftersom jeg dagen forinden besøgte den i Osaka. For en dansker er Andersen Square en sjov oplevelse, for det er ret underligt at se elementer fra dansk kultur arrangeret på en sådan måde, og det enkeltstående rådhusur er nok mere sjovt, end det er flot, så jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad japanerne tænkte om stedet, hvis de ikke kendte til historien bag det.

Det var godt nok søndag, men eftersom det var tidligt på dagen og samtidig regnede, så var jeg helt alene på pladsen, og det samme var jeg på det meste af min tur gennem byen, hvor jeg fortsatte videre til Bikan-distriktet.

Trods silende regn var det faktisk meget idyllisk at vandre rundt i nærmest mennesketomme gader blandt historiske bygninger, og bydelen med kanalen var virkelig flot, selvom træerne endnu ikke var sprunget ud. Der er noget tiltrækkende ved traditionelle japanske bygninger, for selvom mange af dem ser ens ud, så kan man alligevel stå og stirre på dem længe og finde små detaljer, som gør, at de adskiller sig fra hinanden, og alligevel formår de at skabe harmoni ved at stå klos op ad hinanden på række. De hvide mure, de mørke tegl og det brune træværk skaber en helt speciel stemning, så det var virkelig behageligt at gå rundt under paraplyen og bare nyde omgivelserne i fred og fordragelighed. Der var dog ingen steder, som var åbne endnu, og selv da jeg forsøgte at gå ind i en butik, hvor man var ved at sætte skilte frem, fik jeg at vide, at der stadig ikke var åbent, så jeg var derfor nødsaget til at vandre rundt i det dårlige vejr.

Fra Bikan-distriktet tog jeg derfor turen videre til Achi-helligdommen, hvor der også var mange synsindtryk, og lige ved siden af denne ligger templet Kanryuji, som jeg meget praktisk kunne gå videre til, før jeg begyndte at begive mig tilbage til stationen. Klokken var nemlig blevet 10, så jeg skulle se at komme afsted til Naoshima, hvis ikke jeg ville ankomme alt for sent.

Da det jo var søndag havde jeg forberedt mig på, at der ville være en hel del andre folk, som ville tage turen til den berømte kunstø, men regn får heldigvis mange til at blive hjemme, så toget frem til havnebyen Uno var ikke ligefrem proppet. Og hér ankom jeg tidsnok til, at jeg kunne nå færgen videre til Naoshima. Denne blev imidlertid næsten fyldt op, fordi mange i forvejen stod og ventede ved min ankomst, så der var nok halvanden hundrede stykker ombord, og jeg frygtede derfor også, at der ville være trængsel på selve øen.

Ankomst til Naoshima

Turen til Naoshima tager mindre end en halv time, og det var dejligt at befinde sig i tørvejr. Det var også første gang, jeg havde befundet mig på en færge, siden jeg besøgte Miyajima i 2017. Naoshima er dog en helt anden oplevelse, fordi øen er fyldt med moderne kunst, der er spredt rundt i naturen, og mest kendt er nok Yayoi Kusamas gule græskar, som jeg naturligvis skulle se, selvom det var gråvejr. Dette var faktisk en ny udgave, som var blevet opført et halvt år tidligere, efter at den oprindelige skulptur blev ødelagt af en tyfon i 2021, hvorefter det gule græskar altså ikke fandtes på Naoshima i over et år.

På Naoshima kan man benytte sig af busser, men jeg valgte dog at gå en alternativ rute ved at vandre sydpå efter ankomsten til øen. Det var der kun ganske få andre, som også valgte at gøre, så det var på ingen måde så travlt, som jeg havde frygtet. Første stop var dog Lee Ufan Museum, der var lidt af en skuffelse. For det første måtte man ikke tage billeder, og for det andet bestod museet kun af en lille håndfuld udstillinger, så havde jeg på forhånd vidst dette, havde jeg helt klar sprunget museet over, for det næste havde meget mere at byde på til næsten samme pris. Fra Lee Ufan Museum gik jeg nemlig videre til Benesse House Museum, der både har en udendørs og en indendørs afdeling. Den udendørs afdeling kaldes valley Gallery og består af et lukket område med hundredvis af store plastikkugler, hvilket var en passende introduktion til det, Naoshima har at byde på, for at se moderne kunst i naturlige omgivelser er simpelthen så aparte, at man ikke kan lade være med at finde det interessant.

Selvom jeg ikke er meget for moderne kunst, så havde selve Benesse House Museum også flere interessante udstillinger end Lee Ufan Museum, men fælles for dem begge var, at bygningerne nærmest fungerede som en integreret del af værkerne. Det samme gør sig gældende for Chichu Art Museum, som jeg havde passeret som det første, men hér måtte man heller ikke tage billeder, og billetterne var dobbelt så dyre end ved de to andre museer, så dette havde jeg allerede planlagt at springe over.

Fra Benesse House Museum gik jeg i stedet videre mod det gule græskar, og på turen stødte jeg ind i den ene kunstinstallation efter de anden. Nogle var gemt af vejen, mens andre var noget nemmere at finde, og det var generelt sjovt at dreje ned ad en tilfældig sti og opdage, at den førte frem til et kunstværk. Der var både farverige statuer, abstrakte skulpturer og klippestykker, som var blevet arrangeret nær kysten, hvor der desuden var en betagende udsigt, selvom denne blev forringet af det tætte skydække.

Med tiden nåede jeg så frem til det berømte gule græskar, hvor jeg havde forventet, at der ville være fyldt med mennesker, men der var overraskende nok ikke særlig mange folk til stede - muligvis fordi græskarret står i et meget øde område, hvor man dog hurtigt kan komme til med bus. Det var derfor nemt for mig at få taget billeder af græskarret - både tæt på og på afstand, og da der kom andre til, var de villige til at vente på afstand, indtil jeg var klar til at begive mig videre.

Jeg ville nemlig gerne hen til den modsatte ende af Naoshima for at besøge Ando Museum, men i stedet for at følge kysten valgte jeg at krydse øen ved at vandre henover det 123 meter høje Jizo-bjerg. Det var kun lige blevet eftermiddag, så jeg havde masser af tid, og eftersom Naoshima er en lille ø, kan man sagtens bare gå rundt i stedet for at benytte sig af busserne. På den måde får man også motion og mulighed for at nyde naturen, men desværre regnede det stadig, og selvom jeg gik rundt under min paraply, følte jeg mig generelt våd grundet luftfugtigheden.

Jeg var dog helt alene på det meste af strækningen, hvor jeg kun mødte et par cyklister, så jeg var alt i alt overrasket over, at der ikke var flere mennesker, selvom mange havde været ombord på færgen - heller ikke da jeg ankom til de østlige egne af Naoshima, hvor man blandt andet finder Art House Project, der er flere gamle bygninger, som er blevet omdannet til museer med moderne kunst. Jeg havde dog ikke tænkt mig at besøge disse. Det eneste sted, jeg lagde vejen forbi, var en gammel helligdom, fordi denne var gratis at besøge, men ellers var det Ando Museum, jeg var kommet for at se. Dette er nemlig dedikeret til arkitekten Tadao Ando, der har stået bag flere bygninger på Naoshima samt i resten af Japan og verden. Men ligesom med Lee Ufan Museum havde Ando Museum dog ikke meget at byde på. I stedet for kunstudstillinger var der nærmest bare en slags introduktion til Tadao Ando og hans stil i et gammelt japansk hjem, der var blevet fyldt med beton. Det i sig selv var da også interessant, men selv for en dansker blev det lidt for minimalistisk efter min smag.

Generelt må jeg sige, at jeg ikke just var imponeret over Naoshima, så jeg måtte konstatere, at jeg havde svært ved at forholde mig til populariteten. Det kunne måske skyldes, at det var gråvejr, hvilket hæmmede humøret og dermed oplevelsen, men en lille ø fyldt med spredt kunst er vist mere specielt, end det er interessant, for der var ikke rigtig nogen steder, jeg vil betegne som mindeværdige, og selv det gule græskar var sådan set ikke andet end en skulptur på en kaj, og med al respekt for Yayoi Kusama, så er det ikke ligefrem en skønhed. Det er kontrasten til det naturlige miljø, der giver den unikke effekt, hvilket er tilfældet med alle kunstværker på øen, mens det er mødet mellem nyt og gammelt, der karakteriserer museerne. Den slags kontraster ses generelt i Japan, men Naoshima bliver alligevel lidt for abstrakt efter min smag, så det var ikke blot mit første, men højst sandsynligt også sidste besøg. Man har jo hver sin smag, og Naoshima faldt bare ikke i min.

Udenfor regnede det stadig, og der var en time til færgen gik, så jeg valgte at gå de 2 kilometer tilbage til havnen, hvor jeg tog færgen tilbage til Uno klokken 16. Da jeg vendte tilbage til Himeji, var det kun lige blevet mørkt, og da jeg forlod stationen, viste det sig, at der var en lille offentlig koncert i gang med danseopvisning og sang, som jeg lige kunne nå at overvære.

Med tiden skulle jeg dog tilbage til hotellet, for den næste dag skulle være min sidste i Japan for denne gang, så jeg havde allerede planlagt at gå tidligt i seng, så jeg kunne få en god nats søvn, eftersom jeg skulle med et natfly hjem til Danmark fra Tokyo. Næste dag ville derfor blive en lang en, og så behøvede jeg for en gangs skyld ikke at begynde tidligt, eftersom dagen skulle bruges i Himeji, hvor jeg jo allerede befandt mig.

Total Page Visits: 339 - Today Page Visits: 1