Film kan lege med virkeligheden på mange måder og få folk til at se eller tænke over denne på en ny måde. Man kan eksempelvis blive gjort opmærksom på etiske problematikker, der får en til at tvivle på sin egen moral, fordi man præsenteres for personer eller historier, der er med til at vise, at grænsen mellem rigtigt og forkert kan være så flydende, at man i visse situationer kan være nødsaget til at krydse den.
Dette er en liste over 10 japanske film, der på en eller anden måde leger med seernes moral. Klik på billedet for at læse min anmeldelse af hver film.
10: Min søns familie
Min søns familie handler om noget så klassisk som børn, der er blevet forbyttet ved fødslen. I denne film bliver dette opdaget, efter at de to børn er blevet store og har knyttet et forhold til den familie, de er vokset op i, men alligevel beslutter de to familier sig for at bytte børn, hvilket er en handling, der i den grad skaber moralske skrupler. For er blod tykkere end vand, eller skal man i stedet anerkende det emotionelle bånd mellem børn og forældre for at være den afgørende faktor i en familie? Og er forældres ret til deres egne børn virkelig vigtigere end børnenes mentale ve og vel?
9: Det tredje mord
Det tredje mord handler om retssystemet og dets behandling af en drabssag, som en mand har tilstået at have stået bag. Han har imidlertid ret til en forsvarer, og da han trækker sin tilståelse tilbage, kan en eventuelt morder dermed risikere at gå fri grundet manglen på beviser. Dette udstiller dilemmaet ved retssystemet, for selvom nogen med stor sandsynlighed er skyldige, så skal dette bevises, før de kan dømmes, fordi frygten for justitsmord vægter højere end behovet for at sende den oplagte gerningsmand bag tremmer. Som seer bliver man derfor stimuleret til at spørge sig selv, om retfærdighed er vigtigere end retssikkerhed.
8: Freeze Me
Freeze Me handler om en kvinde, som beslutter sig for at hævne sig på de mænd, som engang har gruppevoldtaget hende. For dette blev de nemlig aldrig straffet, så da de senere opsøger hende, vælger hun simpelthen at slå dem ihjel. Dette er en temmelig alvorlig forbrydelse, men man kan ikke komme uden om, at kvinden er et offer for mænd og deres seksuelle lyster, hvilket kan være svært at kæmpe imod i et patriarkalsk samfund, så selvom man i denne film følger tilblivelsen af en morder, så kan man ikke undgå at føle forståelse og sympati for hende, fordi man er bekendt med hendes motiv.
7: Rage
Rage handler om en morder på flugt, mens man i tre separate historier følger tre mænd, hvoraf den ene af disse er morderen. Man ved bare ikke, hvem af dem det er, og derfor begynder man for det første at mistænke og dømme dem alle tre, samtidig med at man lærer dem at kende og dermed knytter et forhold til dem. Da morderen så endelig røbes, er det derfor en chokerende afsløring uanset hvad, og man må samtidig erkende, at man har været fordomsfuld over for de to andre mænd, som intet havde med sagen at gøre. Denne film leger altså med flere forskellige greb og viser, hvordan man kan fejlbedømme folk og danne sig et forkert indtryk af dem ved sågar at tro det værste om dem.
6: Under Your Bed
Under Your Bed handler om en mandlig stalker, der forfølger og overvåger en kvinde, som bliver udsat for vold i hjemmet af sin mand. Da stalkeren bliver klar over dette, beslutter han sig for at hjælpe hende, så han sådan set er en helt, samtidig med at han er en skurk, idet han selv begår en forbrydelse, som kvinden er et offer for – selvom hun godt nok ikke er klar over dette. Det skaber således moralske spændinger, for man kan ikke benægte, at stalkeren har problemer, og selvom han er harmløs og godhjertet, at bryder han stadig loven og en personlig grænse ved at blande sig i en anden persons liv, selvom han ganske vist er en støtte.
5: Rebirth
Rebirth handler om en kvinde, der kidnapper et spædbarn, hvilket jo er en forfærdelig forbrydelse at begå. Problemet er bare, at den lille pige vokser op hos kvinden, som hun dermed betragter som sin mor, så det derfor vil få konsekvenser for begge parter, hvis kvinden bliver pågrebet. Som seer bliver man altså sat i et moralsk dilemma, fordi man udmærket er klar over, at hun er kriminel, men pigen har ingen anelse om, at hun ikke er hendes mor, så hvis hun bliver sendt tilbage til hendes rigtige forældre, mister hun jo den person, som hun har bundet sig til og udviklet et emotionelt forhold til.
4: Villain
Villain handler om et drab på en kvinde, men før man finder ud af, hvem der har slået hende ihjel, lærer man morderen at kende, så man på den måde knytter et forhold til ham og dermed får sympati for ham. På den måde bliver man opmærksom på, at forbrydere jo også er mennesker, og at deres forbrydelser kan have en dybereliggende forklaring, ligesom disse har konsekvenser for mange mennesker, eftersom offeret og den skyldige har familier, som bliver påvirket i forskellig grad. Alt dette belyser denne film, så man erkender, at verden ikke bare sort og hvid, men at der er mange forskellige nuancer at forholde sig til.
3: Liverleaf
Liverleaf er en brutal film, fordi den handler om en pige, der beslutter sig for at slå sine jævnaldrende klassekammerater ihjel, fordi de har ødelagt hendes liv. Der er ikke blot tale om mobning, men også voldelige overgreb og sågar en påsat brand, som har kostet pigens familie livet. Man kan derfor ikke lade være med at føle, at de utilregnelige unge mennesker fortjener at blive straffet, men det foregår dog på så grusom vis, at man samtidig bliver gjort bekendt med, at der trods alt er en moralsk grænse for personlig hævn.
2: A Long Walk
A Long Walk handler om en ældre mand, der beslutter sig for at kidnappe naboens datter, fordi hun bliver udsat for mishandling i hjemmet. Han befrier dermed den lille pige fra et dagligt helvede, men det gøres dog ved at bryde loven, så han altså både fremstår som en helt og en skurk. Manden har dog ikke andet end gode intentioner, så selvom han godt nok begår en kriminel handling, så bliver man som seer stimuleret til at holde med ham, fordi han er en godhjertet person, der blot vil hjælpe en lille pige, som er et offer for vold i hjemmet, mere end hun er et offer for en kidnapning.
1: Confessions
Confessions er en alternativ hævn-film, der handler om en kvindelig lærer, hvis datter er blevet dræbt af hendes egne elever, som ikke kan bliver straffet for forbrydelsen, fordi de er børn. Hun gør det derfor til sin personlige mission at hævne sig på de skyldige, hvilket sætter seerne i et dilemma, for de skyldige er jo netop børn, så fortjener de at blive straffet for at have slået et andet barn ihjel, eller har den sørgende mor slet ikke ret til at stræbe efter den retfærdighed, som hun ikke kan opnå gennem retssystemet?