Strange Circus er en af de film, hvor titlen passer meget godt til handlingen, for det er en underlig film, hvilket instruktøren, Sion Sono, jo er kendt for at producere, selvom han ironisk nok tager udgangspunkt i moderne japanske samfundsfænomener. I Strange Circus er det virkeligheden, der flyder sammen med handlingen i en bog samt forestillingerne i en kvindes hoved, og det er denne sammensmeltning, der skaber historien, hvilket i bund og grund er det, som gør den forvirrende, fordi der er så mange perspektiver, så man ikke aner, hvad der er sandt. For når det kommer til stykket er sandhed jo baseret på perspektiv.
Gozu er en film af Takashi Miike, der har stået bag flere besynderlige værker, hvoraf Gozu er et af disse. Handlingen er nemlig så absurd, at al logik går tabt i en besynderlig mikstur af seriøs realisme og useriøs fiktion. Grænsen mellem virkelighed og fantasi bliver brudt på en måde, som kun japanerne kan gøre det, og de fleste mennesker vil nok sidde med åben mund eller grine det meste af tiden. Særligt slutningen er noget af det mest groteske, man kan forestille sig med så troværdige effekter, at ens virkelighedsopfattelse bliver sat på prøve.
Big Man Japan er rent ud sagt latterlig. Hitoshi Matsumoto har tydeligvis forsøgt at lave en film, der skiller sig ud med sin originalitet, hvilket er lykkedes, for der findes ikke mange andre film, der er så fjollede, at man ikke engang kan ryste på hovedet over dem. Filmen er forklædt som en dokumentar, hvilket i sig selv er underligt handlingen taget i betragtning, for denne er så absurd langt ude, at man på intet tidspunkt kan blive overbevist om, at noget som helst er troværdigt. Den gennemgående kontrast mellem seriøsitet og tegnefilmsagtige sekvenser er mere besynderlig, end den er underholdende, for man ved ikke engang selv, om man skal grine eller rynke på panden.
Hvis man godt kan lide underlige film, så er det Noboru Iguchi, man skal søge efter, for han er kendt for at have stået bag den ene bizarre kultklassiker efter den anden. Dette inkluderer også Dead Sushi, der nærmest minder om en blanding af Dræbertomaterne angriber! og Scary Movie, hvor det er den skøre humor, der bærer historien. Konceptet er nemlig menneskeædende sushi, hvilket i sig selv er så tåbeligt, at man får lyst til at se filmen bare for at få bekræftet, om den er lige så fjollet, som den lyder. Og det er den, for man har tydeligvis ikke haft et andet formål end at underholde seerne med sort humor og ulogiske indslag, der ikke giver nogen mening i nogen verden. Man befinder sig i et helt andet univers, hvor folk forsøger at virke seriøse, men åbenlyst ikke er det.
Det er en svært at genrebestemme Survive Style 5+, men der er uden tvivl tale om en komedie forklædt som eksperimenterende thriller. Grundet de dybt bizarre elementer, så er handlingen ikke til at tage seriøs, og det er vist heller ikke meningen, at man skal gøre det. Man indser ret hurtigt, at man bare skal læne sig tilbage og lade vanviddet løbe løbsk. Karakterregistret er i sig selv så underligt og mangfoldigt, at det giver filmen en dybde, som man sjældent støder på… mest af alt fordi flere personer er så ekstreme, at de er utroværdige karikaturer. Selv titlen er jo underlig.
The taste of tea er noget af det underligste, man kan støde på. Der er ikke ret meget mere at sige. Personregistret er på en eller anden måde virkelighedstro, men samtidig så fjollet og overdrevet alsidigt, og så er der hele filmen igennem scener, som simpelthen bare er så absurde eller latterlige, uden de medvirkende lader til at tage sig af det. Nogle gange skulle man tro, at instruktøren havde taget noget, som han ikke skulle – især slutningen er noget så underlig, men det hænger jo også sammen med, at vi som mennesker har forskellige personligheder og derfor også tænker forskelligt, og derfor er handlingen sådan set bare et miks af forskellige perspektiver, hvilket bare gør historien forvirrende.
The Happiness of the Katakuris er en yderst bizar film, og så er der endda tale om noget så sjældent som en musicalkomedie, hvor fantasi og virkelighed hele tiden glider sammen, hvilket blandt andet sker via spontan sang. Det specielle ved musicals er trods alt, at sange er med til at bryde grænsen mellem realisme og fiktion, så det bliver lidt nemmere at forholde sig til denne film som en stor joke. Eller rettere sagt en parodi på genren, fordi folk bryder ud i sang på de underligste tidspunkter. Der er tilmed gjort brug af ler-animation under sekvenser, hvor der har været behov for overnaturlige effekter, så alt i alt er det en fjollet film.
Zombie Ass: Toilet of the Dead er endnu en perle af Noboru Iguchi, og hvis man ikke allerede kender til hans besynderlige film, så er titlen på denne nok til at give folk lyst til at se den, så de kan få bekræftet, om den er lige så underlig, som den lyder. Og det er den, for alt i alt er Noboru Iguchis film ikke ret seriøse, og de er målrettet et meget lille segment, fordi han lader til at tage udgangspunkt i sine egne sære fetisher, men man kan ikke komme uden om, at hans film er underholdende, fordi han simpelthen har så tabubelagte interesser som prutter og parasitter. Og begge dele fylder stort i denne film sammen med en hel del afføring.
Shinya Tsukamoto er en af de mere avantgarde instruktører, hvis film ikke falder i alle folks smag, og Tetsuo: The Iron Man er et af hans tidlige værker, hvor han virkelig nyder friheden ved at kunne producere ud fra sine egne præmisser. Dog er filmen også kendt for at være en af de produktioner, der nærmest blev omdannet til et enkeltmandsprojekt grundet mandefald blandt produktionen. Og det er da også tydeligt, at Tetsuo: The Iron Man er en eksperimentel lavbudget-produktion, men når man endelig skal producere sådanne film, så skal de trods alt også være nogen man husker, og denne film husker man så sandelig, fordi den simpelthen er så gennemgående bizar.
I 2004 stod Katsuhito Ishii bag The taste of tea, men allerede året efter overgik han så galskaben med Funky Forest: The First Contact, der er notorisk for at være en af de underligste film, man overhovedet kan opstøve. Denne film alene har ført til forestillinger om, at japanske film generelt er skøre, fordi der simpelthen er så mange absurde og tåbelige scener, der er blevet delt vidt og bredt på internettet. Filmen er netop en antologi bestående af skøre scener, der ikke har nogen sammenhæng, selvom mange karakterer ellers går igen, uden de spiller nogen egentlig rolle. Filmen har heller ikke snerten af en forståelig handling, så den har grundlæggende set intet andet formål end at chokere med sin latterlighed.