Haibutsu kishaku er et begreb, der dækker over anti-buddhistiske bevægelser og anvendes især om den modstand, som buddhismen i Japan mødte i slutningen af 1800-tallet, hvor buddhismen og shintoismen blev splittet op efter mere end 1000 års sameksistens, da shintoismen blev gjort til statsreligion. Tokugawa-shogunatet blev væltet i 1868 og med dette fulgte en modernisering af Japan, der blandt andet betød, at man begyndte at tage afstand til buddhismen grundet religionens tætte forbindelser til shogunatet under dettes mere end 250 års styre. Buddhismen blev introduceret i Japan i 500-tallet og formåede netop at blive udbredt i landet grundet politisk indflydelse, hvorved buddhismen fik mulighed for at blomstre og konsolidere sin status i Japan, hvor templer modtog økonomisk støtte, hvilket betød, at der var i omegnen af 100.000 templer spredt rundt i hele landet i slutningen af 1800-tallet.
Bruddet med staten betød derfor, at templer mistede de økonomiske bidrag, der udgjorde deres eksistensgrundlag, hvorved mange forsvandt af sig selv, da man ikke længere havde råd til at bemande eller vedligeholde dem, men shintoismen og buddhismen havde imidlertid også eksisteret side om side, så de to religioner som sådan var blevet forenet hvilket rettere sagt betød, at buddhistiske templer og shinto-helligdomme fandtes på samme grund. Disse måtte derfor tage stilling til, om de skulle fungere som templer eller helligdomme, og eftersom det var mest fordelagtigt at have status som helligdom, var det derfor denne, som de fleste valgte, hvorved båndet til buddhismen blev kappet ved at rive de buddhistiske bygninger ned. For haibutsu kishaku var nemlig ikke et fredeligt fænomen, idet der var tale om voldelig modstand rettet mod buddhismen, som altså var repræsenteret i Japan via templer, der af mange blev anset for at være et unødvendigt levn fra fortiden i en tid, hvor man vel at mærke søgte efter at modernisere samfundet. Det samme gjaldt eksempelvis Japans borge, der derfor blev revet ned, og samme skæbne mødte flere tusind templer i Japan, da bygninger, statuer og artefakter blev destrueret af borgere, der agtede at svække buddhismen i Japan med kraft.
Der er ikke nøjagtige tal på, hvor mange templer, der blev ødelagt i slutningen af 1800-tallet, men der kan være tale om op til 40.000, hvilket blandt andet er forklaringen på, at man i visse egne af Japan kun har et beskedent udvalg af templer den dag i dag, hvor templer og helligdomme altså eksisterer opdelt, mens der kun er enkelte spor efter den sameksistens, der engang prægede shintoismen og buddhismen, hvilket særligt kommer til udtryk i arkitekturen. Der er desuden også levn efter haibutsu kishaku-bevægelsen ved visse templer, hvor man for eksempel kan opleve hovedløse statuer, der er fysiske spor efter fortidens foragt over for buddhismen, som man egentlig forsøgte at afskaffe for at styrke shintoismens status i samfundet. Men religionen havde i flere generationer påvirket japanernes virkelighedsopfattelse og været med til at forme samfundet og dets værdier i samspil med shintoismen, så det viste sig at være umuligt at udrydde buddhismen, hvilket man derfor opgav i 1870'erne. I stedet blev den svækket, og buddhistiske templer er nu private institutioner, der nærer sig på japanernes velbevarede forhold til religionen, idet man både modtager penge i form af ofringer og sælger genstande såsom amuletter. Nogle templer lejer desuden værelser ud til folk, der har mulighed for at følge aktiviteterne i dem på første hånd, og så er der andre, der ganske enkelt fungerer som turistattraktioner.