21. marts 2016: Nara og Kyoto

Første stop: Fushimi Inari Taisha

Denne ferie skulle primært foregå i de nordøstlige egne af Japan, men imens jeg endnu befandt mig i Tokyo, havde jeg hjemmefra planlagt, at jeg kunne nå et smut til Kyoto og Nara i syd. Jeg stod derfor op lidt over klokken 6, så jeg kunne tage shinkansen dertil, hvilket tog omkring 2,5 time, så jeg dermed var i Kyoto lidt i klokken 10. Herfra tog jeg dog først et lokaltog videre til et af mine yndlingssteder i Japan: nemlig Fushimi Inari Taisha, som jeg sidste år forelskede mig i, så jeg derfor var nødt til at besøge stedet igen. Denne gang var vejret dog bedre, og der var langt flere besøgende end forrige gang, fordi det også var senere på dagen, hvilket gav en fuldkommen anderledes stemning, så den spirituelle atmosfære guldkommen gik tabt i lyden og synet af mennesker.

Eftersom Fushimi Inari Taisha består af endeløse trapper i et tunnelsystem af torii-porte, var det derfor også besværligt at komme frem, når der hele tiden kom folk gående ned, og dem foran havde svært ved at klare tempoet. For der var mange gamle mennesker, der ligesom mig ville op at beundre udsigten fra bjerget, som helligdommen er opført på, og andre stoppede hele tiden op for at tage billeder (mest af sig selv...), så efter en time var jeg kun nået halvvejs. Det var altså en helt anden oplevelse i forhold til mit forrige besøg, som jeg genkaldte med længsel, for dengang følte jeg ikke stress eller klaustrofobi over at være fanget i en konstant kø. Selvom jeg ikke nåede frem til toppen, besluttede jeg mig derfor for at vende tilbage mod stationen, hvor jeg fortsatte sydpå, da jeg tog toget videre til Nara, hvor jeg mest af alt gerne ville opleve byens tamme hjorte i Nara Park, velvidende at disse med garanti ville være lige så populære som Fushimi Inari Taisha.

Næste stop: Nara

I Nara var der som ventet endnu flere mennesker, så det tog en del tid at komme frem til den gamle bydel med seværdigheder. Jeg nåede således først frem til parken med de ikoniske hjorte, da klokken blev 14, men der var langt flere mennesker, end der var hjorte, så det var lidt svært at interagere med dem eller i det hele taget tage billeder af dem, fordi der stod folk omkring dem alle.

Oprindeligt ville jeg gerne have besøgt Todaiji-templet, der er det største tempel i Nara, og derfor var det også dette, jeg havde i sigte under min tur gennem Nara Park. Men det viste sig, at det var ved at blive renoveret, så jeg droppede den lange gåtur dertil, og det eneste tempel, jeg dermed nåede at besøge, var Kofukuji-templet, der da også var en oplevelse i sig selv.

Det var dog hjortene, der var højdepunktet under mit besøg i Nara, selvom der var kamp om deres opmærksomhed. Jeg havde ærlig talt ikke troet, at der ville være så mange folk ude på en mandag, så den konstante mængde af mennesker kom virkelig bag på mig. Jeg vidste derfor godt, at jeg ville få svært ved at se de ting i Kyoto, som jeg gerne ville nå, mens jeg befandt mig sydpå, hvis jeg skulle blive for længe i Nara, så jeg vendte med tiden om med med dystre forestillinger om, hvad der ventede mig i Kyoto, der jo er en turistmagnet.

Jeg havde allerede fået fornemmelsen af, at jeg var kommet til Japan under den mest travle turistperiode, og at jeg befandt mig i en af de mest populære egne af landet, for der var folk fra alverdens lande overalt omkring mig i løbet af denne dag - og som frygtet havde jeg slet ikke oplevet det værste endnu.

Sidste stop: Kyoto

Da jeg tog toget tilbage til Kyoto blev jeg altså ikke overrasket over, hvor mange mennesker der var i gaderne, nu hvor det var blevet eftermiddag. Jeg satte nemlig kursen mod det eftertragtede Gion-distrikt i øst, hvor de spinkle gader var spækket med turister, hvilket gjorde det stort set umuligt at bevæge sig fremad. Så da klokken slog 17, var jeg kun nået frem til Kiyomizudera, hvor den berømte hovedbynging desværre var under renovering, så jeg fik kun set nogle af de andre bygninger og områdets helligdomme, inden solen begyndte at gå ned. På vej gennem den gamle bydel med de traditionelle huse købte jeg nogle souvenirs til mine forældre og fik desuden lige øje på Yasaka-pagoden, som jeg nåede at tage et smut forbi, inden jeg tog turen tilbage mod stationen. På vejen passerede jeg forbi templet Higashi Honganji, som var ved at blive renoveret, sidste gang jeg var i Kyoto, så dette fik jeg også lige at se i udækket tilstand.

Jeg havde planlagt at se en hel del flere templer, men antallet af mennesker var jo absurd, så jeg kunne ikke holde tempoet, og det blev derfor en lang dag præget af mennesker frem for oplevelser. Også denne gang fik jeg gået en hel del, og mine fødder gjorde pænt ondt på vej mod Kyoto station, så jeg derfor glædede mig til at komme ned at sidde i toget. Det skulle dog vise sig at have lange udsigter, for da jeg steg på shinkansen, var hvert et sæde optaget, så jeg måtte lige som mange andre stå op, indtil halvdelen af turen var gået, og mængden af passagerer begyndte at svinde ind.

Jeg ankom sent på aftenen til Tokyo, hvor jeg gik direkte tilbage til mit hotel, mens klokken nærmede sig 22. Og sådan sluttede min hidtil længste dag i Japan, hvor jeg ironisk nok ikke fik set så meget, selvom der havde været tid nok - der var bare alt for mange mennesker.

Total Page Visits: 889 - Today Page Visits: 1